Danmark

Redaktør: Ellen Trane er V-baglands råb om indflydelse

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Flere har bedt Ellen Trane stille op til næstformandspost i V, siger kommentator, der ikke tør udpege vinder.

Selv efter at Lars Løkke Rasmussen i slutningen af august gik af som formand for Venstre, har der været murren i partiet om for mange beslutninger fra toppen.

Det fortæller Thomas Funding, politisk redaktør og kommentator ved avisen Danmark. Han ser Ellen Trane Nørbys kandidatur til næstformandsposten i partiet som et tegn på, at baglandet ønsker mere ørenlyd.

- En del af det, der ligger til grund for, at Ellen Tranes kandidatur har en del opbakning i Venstre, er, at der har været en del utilfredshed i dele af Venstres bagland over, at det hele blev besluttet på Christiansborg.

- Altså at Jakob Ellemann-Jensen sad derovre og var ved at lægge en kabale over, at han skulle være formand, og hvem der skulle være næstformand og gruppeformand.

- Nogle var trætte af, at han var ved at gøre, hvad man følte, at Løkke gjorde. Altså ikke involverede baglandet, siger Thomas Funding.

21. september holder Venstre ekstraordinært landsmøde i Herning. Her skal partiets 850 delegerede vælge, hvem der skal være henholdsvis formand og næstformand i partiet.

Mens det kun er Jakob Ellemann-Jensen, der har meldt sit kandidatur til formandsposten, har både Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg budt sig til til næstformandsposten.

Især Inger Støjberg deler vandene, mener Thomas Funding.

- Der er ingen tvivl om, at Inger Støjberg i nogle dele af Venstre er meget elsket, mens andre mener, at hun går for langt på udlændingeområdet. Omvendt er Ellen Trane ikke den helt store folkeforfører, siger han.

De to kandidater nyder begge stor opbakning i Jylland. Mens Støjberg har sat sig tungt på Nordjylland, har Ellen Trane en stor del af Syddanmark bag sig, fortæller redaktøren. Midt- og Vestjylland deler de ifølge Funding mellem sig.

Når kampen kommer til at stå 21. september mellem Trane og Støjberg, kan det ifølge Funding ende med at blive en debat om, hvilken vej partiet skal gå politisk.

- På det politiske plan er der en forskel på europapolitikken og på udlændingepolitikken. Ellen Trane er nok mere begejstret for EU-projektet, end Inger Støjberg er. Og Støjberg anses i hvert fald offentlig som villig til at gå længere, end Ellen Trane er, siger han.

Inden nogen havde meldt kandidatur til næstformandsposten, havde blandt andre Jakob Ellemann-Jensen givet sin offentlige støtte til Støjberg.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få fat på hverken Ellen Trane eller Inger Støjberg for en kommentar.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce