Annonce
Danmark

Regionerne kan lære af i hinanden i stedet for at sætte alt over styr

Benny T. Thomsen

Sundhed: I lørdagsudgaven af avisen Danmark er der et interview med sundhedsminister Ellen Trane Nørby, hvor jeg kan læse, at hun mener, at forskelle på regionernes løsning af sundhedsopgaverne er for store. Hun mener også, at der er for store forskelle på kommunernes overtagelse af de mindre svære sundhedsopgaver.

Hun medgiver dog, at Region Syddanmark er nået langt med opgaverne, og at nogle kommuner er i gang med sundhedshuse, som det er sket i Haderslev. Jeg kan tilføje, at også Kolding er meget langt på det område, med et helt nyt sundhedshus.

Ellen Trane Nørbys løsning på de problemer, hun ser, er at fjerne forskellene ved at centralisere sundhedsvæsenet. Når man fjerner forskelle, så sker der jo normalt det, at det bliver bedre for nogle, men det bliver også dårligere for andre. Det tror jeg, de fleste vil kunne genkende fra den sidste kommunesammenlægning.

Erfaringer viser endvidere, at strukturelle ændringer altid giver en periode med usikkerhed og nedsat effektivitet. En så kraftig ændring af den nuværende struktur, som sundhedsministeren foreslår, vil med sikkerhed give en lang periode, hvor sundhedsvæsenet vil fungere dårligere end i dag. Og hvad værre er - der er ikke nogen sikkerhed for at det bliver bedre. Erfaringer med centralisering inden for det offentlige er mange, men de gode erfaringer er svære at finde.

Jeg vil her minde om centraliseringen af skattevæsenet. Skatteligning og inddrivelse af restancer blev i sin tid udført af kommunerne. Begrundelsen for at centralisere det, og lade staten overtage opgaverne var, at der var for store forskelle på kommunernes løsning af opgaverne, og at det ved centralisering og overtagelse af staten, ville kunne blive langt mere effektiv. Jeg behøver næppe beskrive, hvordan det er gået.

I interviewet siger Ellen Trane Nørby, at Region Syddanmark er længere fremme end andre steder. Må jeg her minde om en metode, der hedder Benchmarking. Kort fortalt er det en metode, hvor for eksempel et firma har flere afdelinger, og hvor nogle afdelinger kører godt, mens andre afdelinger kører dårligt. Her kan man bruge metoden Benchmarking. Den går i sin enkelthed ud på, at lade de dårlige afdelinger lære af de gode afdelinger.

Denne metode kan efter min mening fint bruges både mellem regionerne indbyrdes, og mellem kommunerne indbyrdes. Det vil give en rolig og glidende udvikling, og minimere ulemperne ved de ændringer, der skal ske, og det vil med stor sandsynlighed løfte sundhedsvæsenet i hele landet.

Og så lige til sidst et par ord om "for store forskelle".

Har regeringen også planer om at fjerne de store forskelle på for eksempel offentlig transport og kultur, der er mellem København og Vestjylland?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Lemvig

Stormturister i vinterferien

Annonce