Annonce
Kultur

Så sundt og dog så sygt

Signe Maxen. Foto: Lea Meilandt/Rosinante
Boganmeldelse: Signe Maxen: ”Løberen”

Roman: ”En fortælling om en forelskelses altopslugende kraft”. Sådan står der på bagsiden af Signe Maxens nye roman, ”Løberen”. Og det er jeg forvirret over, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Signe Maxen er elev på Forfatterskolen og fik i 2017 stor ros for sin debut, ”Sort galde”, der handler om en ung, sørgende kvinde med ondt i livet og i maven, som indlægges på en psykiatrisk afdeling. Hovedpersonen i ”Løberen”, der hedder Sara, har det heller ikke så godt.

Ikke alene lider hun af kronisk forstoppelse - hun er også havnet i en lidt mærkelig situation. I Footlocker (en butik, hvor de sælger sportssko) har hun forelsket sig akut i en smuk og atletisk mand, som hun nærmest forfølger, indtil han forbarmer sig og går i seng med hende.

Samtidig med, at hun beundrer hans sunde, stærke krop, lider hun under, at løberen, som han kaldes i romanen, ikke vil forpligte sig følelsesmæssigt, men kun dyrke sex med hende. Samtidig er der Minni, som Sara tilsyneladende også har et forhold til. Minni har gigt, hendes krop er det modsatte af løberens - svækket, eksem-plaget og i konstant smerte. Minni kræver rigtigt meget omsorg.

Sara nedfælder gennem romanen sine tanker og følelser i små, næsten lyriske fragmenter, der nogle gange bare fylder et par linjer og aldrig når over en side. Som her: ”Det raske er en tilstand. En følelse, et mindset. Løberen er rask og sund og stærk. Løberen er det ultimative. Jeg længes så vanvittigt. Jeg vil have løberen helt tæt på. Han skal nære min krop med det sunde.” Eller her: ”Jeg sidder længe på wc’et og ser ned på det blodige toiletpapir. Jeg optages ikke på kunsthøjskolen.” Hun skriver også breve til løberen, sat i kursiv: ”Din sæd. Et forgyldt klister jeg indtager. En særlig salt smag. En bitterhed. Du vil altid komme i min mund, siger du, aldrig oppe i mig.”

Hvis Sara virkelig er forelsket, så tror jeg mest, hun er det i Sara. Løberen og Minni virker lidt som statister i den fortælling, hun forsøger at skrue sammen om sig selv i håbet om at finde sin plads i en tid, hvor mange unge mennesker er så bange for ikke at slå til, at de ustandseligt må have blikket rettet mod sig selv, så ingen andre får øje på fejlene, før de selv gør. Det ligner narcissisme, det er knusende sørgeligt, og det er godt indfanget af forfatteren, som følsomt og alligevel nøgternt registrerer splittelsen i samfundet mellem dem, der bogstaveligt talt spurter rundt og holder sig slanke og effektive og succesfulde, og så dem, der er faldet af båndet, hvis de da overhovedet nogensinde kom derop.

Hen mod slutningen synes jeg, der kommer for mange gentagelser, og jeg bryder mig heller ikke om, når budskaber skæres ud i pap som for eksempel her: ”Jeg er vidne til de forvirrede og de svage. Jeg er vidne til det svage hos den stærke og det stærke hos den svage. Jeg er vidne til marker, der visner og tørrer ind, blomster, kærligheden, det unge hjerte.” Det er ikke nødvendigt for en forfatter, der kan lave så fine billeder, som Signe Maxen kan, ligesom jeg synes, det er lidt misvisende at ”sælge” romanen som en fortælling om en altopslugende forelskelse. Den har jeg i hvert fald lidt svært ved at få øje på. - Signe Maxen: ”Løberen”. 160 sider. 199,95 kroner. (Rosinante) Udk. 26.04.2019 3 af 6 stjerner

Signe Maxen: ”Løberen”. Foto: Rosinante
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Mest læste

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce