Kultur

Så sundt og dog så sygt

Signe Maxen. Foto: Lea Meilandt/Rosinante
Boganmeldelse: Signe Maxen: ”Løberen”

Roman: ”En fortælling om en forelskelses altopslugende kraft”. Sådan står der på bagsiden af Signe Maxens nye roman, ”Løberen”. Og det er jeg forvirret over, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Signe Maxen er elev på Forfatterskolen og fik i 2017 stor ros for sin debut, ”Sort galde”, der handler om en ung, sørgende kvinde med ondt i livet og i maven, som indlægges på en psykiatrisk afdeling. Hovedpersonen i ”Løberen”, der hedder Sara, har det heller ikke så godt.

Ikke alene lider hun af kronisk forstoppelse - hun er også havnet i en lidt mærkelig situation. I Footlocker (en butik, hvor de sælger sportssko) har hun forelsket sig akut i en smuk og atletisk mand, som hun nærmest forfølger, indtil han forbarmer sig og går i seng med hende.

Samtidig med, at hun beundrer hans sunde, stærke krop, lider hun under, at løberen, som han kaldes i romanen, ikke vil forpligte sig følelsesmæssigt, men kun dyrke sex med hende. Samtidig er der Minni, som Sara tilsyneladende også har et forhold til. Minni har gigt, hendes krop er det modsatte af løberens - svækket, eksem-plaget og i konstant smerte. Minni kræver rigtigt meget omsorg.

Sara nedfælder gennem romanen sine tanker og følelser i små, næsten lyriske fragmenter, der nogle gange bare fylder et par linjer og aldrig når over en side. Som her: ”Det raske er en tilstand. En følelse, et mindset. Løberen er rask og sund og stærk. Løberen er det ultimative. Jeg længes så vanvittigt. Jeg vil have løberen helt tæt på. Han skal nære min krop med det sunde.” Eller her: ”Jeg sidder længe på wc’et og ser ned på det blodige toiletpapir. Jeg optages ikke på kunsthøjskolen.” Hun skriver også breve til løberen, sat i kursiv: ”Din sæd. Et forgyldt klister jeg indtager. En særlig salt smag. En bitterhed. Du vil altid komme i min mund, siger du, aldrig oppe i mig.”

Hvis Sara virkelig er forelsket, så tror jeg mest, hun er det i Sara. Løberen og Minni virker lidt som statister i den fortælling, hun forsøger at skrue sammen om sig selv i håbet om at finde sin plads i en tid, hvor mange unge mennesker er så bange for ikke at slå til, at de ustandseligt må have blikket rettet mod sig selv, så ingen andre får øje på fejlene, før de selv gør. Det ligner narcissisme, det er knusende sørgeligt, og det er godt indfanget af forfatteren, som følsomt og alligevel nøgternt registrerer splittelsen i samfundet mellem dem, der bogstaveligt talt spurter rundt og holder sig slanke og effektive og succesfulde, og så dem, der er faldet af båndet, hvis de da overhovedet nogensinde kom derop.

Hen mod slutningen synes jeg, der kommer for mange gentagelser, og jeg bryder mig heller ikke om, når budskaber skæres ud i pap som for eksempel her: ”Jeg er vidne til de forvirrede og de svage. Jeg er vidne til det svage hos den stærke og det stærke hos den svage. Jeg er vidne til marker, der visner og tørrer ind, blomster, kærligheden, det unge hjerte.” Det er ikke nødvendigt for en forfatter, der kan lave så fine billeder, som Signe Maxen kan, ligesom jeg synes, det er lidt misvisende at ”sælge” romanen som en fortælling om en altopslugende forelskelse. Den har jeg i hvert fald lidt svært ved at få øje på. - Signe Maxen: ”Løberen”. 160 sider. 199,95 kroner. (Rosinante) Udk. 26.04.2019 3 af 6 stjerner

Signe Maxen: ”Løberen”. Foto: Rosinante
0/0
Annonce
Kultur

Lokal sanger med på Grand Prix-holdet: En kæmpestor oplevelse

Tophistorier

Kultur

Charlotte Fich på den store udendørs-scene: Drabschefen er blevet en ond troldkvinde

AARHUS: Der er noget særligt ved at spille teater udendørs om aftenen. Det er stadig lyst, når stykket begynder, og først senere bliver det mørkt. - Det er et generøst rum. Skal vi lege den her leg, og jeg er den og den. Er I med, signalerer man nærmest til publikum fra scenen i den lyse time. Charlotte Fich forbereder sig til at spille den onde troldkvinde i "Kong Arthur", Det Kongelige Teaters kæmpe udendørs forestilling ved Moesgaard Museum i Aarhus. Onsdag 22. maj er premieren. Vi mødes i en af de mange interimistiske skurvogne, der har indtaget det storslåede landskab i bakkerne ved det hypermoderne arkæologiske museum. Det er bygget, så det følger landskabet, og indenfor har Grauballemanden lagt sig godt til rette i sin montre. Godt skjult af et levende hegn af træer og buske er en lille by bygget op til skuespillere og det øvrige personale, Tilskuerpladser og scene virker gigantiske i landskabet. Det hele troner på toppen af den bakke, som museet er bygget ind i og stjæler billedet mere end dengang i Aarhus' europæiske hovedstadsår 2017, da det royale teater opførte Røde Orm neden for museet.

Annonce