Annonce
Danmark

Selvfølgelig skal barsel øremærkes til mænd

Gitte Randrup

Barsel: Med den nye EU-lovgivning i ryggen får mændene det lettere. I dag skal mænd forhandle både med partneren og med arbejdsgiveren, hvis de ønsker barsel ud over de 14 dage, de er sikret ved lov. Det er mit håb og tro, at de nye regler fører til en holdningsændring i virksomhederne, så det med tiden bliver helt almindeligt, at faderen tager to måneder.

Ifølge Danmarks Statistik holder fædre i gennemsnit 25 dages barsel, mens mødrene er på barsel i gennemsnitligt 231 dage. Dette stemmer overens med tallene fra Nordisk Statistik 2018, der viser, at danske fædres andel af barslen er på 11%, mens den i både Norge og Sverige er en del højere med henholdsvis 19 og 28 pc.t. Ifølge en debat på DR2 har øremærket faderbarsel i Sverige og Norge forøget fædrenes andel af barslen.

Argumenterne mod den øremærkede barsel er mange. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) udtaler, at barnet bliver taberen i den nye model, fordi det kan betyde mindre tid med forældrene, hvis faderen ikke vælger at tage de to måneder. For ham er det afgørende, at familien selv kan bestemme, hvordan barslen skal fordeles.

Men i realiteten er der også øremærkning i dag. Moderen har tre måneder, som bortfalder, hvis de ikke holdes, og det samme gælder for de øremærkede to uger, som faderen har ret til. Der er kun reelt frit valg over 32 af ugerne.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) mener, at mere barsel til mænd burde være nået af frivillighedens vej med initiativer, kampagner og oplysning. Problemet er bare, det går meget langsomt af frivillighedens vej.

Selvsagt er der risiko for, at fædre, der eksempelvis er selvstændig erhvervsdrivende, kan få et problem med at holde orlov, da de ikke er dækket økonomisk, som lønmodtagere er.

Omvendt får fædrene med deres lovmæssige ret til barsel alt andet mulighed for at knytte et endnu stærkere bånd til deres barn i dets første tid af livet.

Argumentet om frivillighedens vej til mere barsel til mænd har jeg svært ved at forstå ud fra et ligestillingssynspunkt. For hvordan kan det være, at det er helt i orden, at kvinder sikres ret i loven til barsel, og mænd ikke skal sikres samme rettighed, men kun kan opnå det ved forhandling med partner og arbejdsgiver?

Det vil rykke ved ligestillingen, at fædrene får øremærket barsel. Det vil fremme en mere ligelig fordeling af karrieremuligheder og ledelsesposter. For jeg tror, at det er sådan, at mange ligestillingsproblematikker trækker tråde tilbage til den ulige fordeling af barslen.

Når kvinderne tager langt det meste af barslen, er det nærliggende, det også dem, der går ned i tid og bliver hjemme med et sygt barn. De får ekspertrollen på barnet, men det går ud over karriere, ledelsesposter, løn og pension, hvor de ender med at sakke bagud i forhold til mændene. Omvendt bliver mændene taberne i mange skilsmisser, hvor kvinderne får retten til børnene, fordi de har taget sig mest af dem.

I Danmark vil vi gerne bryste os af, at vi er langt fremme på ligestillingsområdet. Det har vi også været historisk, men vi ser desværre løbende statistikker, hvor vi ikke ligger i top længere. Jeg er bange for, vi på et tidspunkt faldt i søvn. Og nu er vi i chok over, at EU har overhalet os indenom og kommer og fortæller os, at mænd skal have ret til to måneders barsel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Mand sigtet for narko

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

112

Ældre mand blev standset i bil

Holstebro For abonnenter

73-årige Svend er kommet fra Herning for at se vandmasserne: - Det er fascinerende

Annonce