Kultur

Sir-professors nye bog om fremtiden er dårligt nyt for middelklasse, underklasse - og samfund

- På mange måder minder fremtidsforskning lidt om historikerens fremgangsmåde. Man har en teori, som man organiserer stoffet rundt. Deretter prøver man at finde mønstre og sammenhænge i data, signaler og fragmenter, siger Jon-Arild Johannessen og tilføjer: - Husk at fremtiden som regel dukker op som en følge af hændelser og handlinger i fortid og nutid, siger ph.d. professor Jon-Arild Jonanessen. Foto: Johan Gadegaard
Vores etiske kompas er slået i stykke, og så er vi i vesten på vej mod et styresæt, som minder om lensherrer i middelalderen, forudser bogaktuelle Jon-Arild Johannessen.

Sir: Det kan godt være, at tiden er gået i stå for den gamle skole i Sir. Skolen er lukket, ind er flyttet norske Jon-Arild Johannessen og hans hustru, men de tanker, der foregår inden for væggene, er alt andet end gået i stå.

Professoren er midt i en forskning om fremtidens arbejdsliv. Han har netop udgivet bog nummer tre ud af syv bøger, og interessen er han ikke ene om. Det er det engelske forlag Routledge, der udgiver bøger, og en af verdens mest anerkendte aviser "The Wall Street Journal" skal snart interviewe Jon-Arild Johannessen om den nyeste bog.

Interessen fra den amerikanske avis er til at forstå.

Det er nemlig grum fremtidslæsning, hvor USA forudses til at spille en særlig rolle.

Tidligere har Jon-Arild Johannessen beskrevet, hvordan robotterne vil udradere middelklassen, få vil blive rige på teknologien, og mange vil blive kontraktarbejdere uden fast arbejde.

I den nye bog vurderer han, at det, han kalder for feudal-kapitalisme, vil tage over for nutidens demokratiske kapitalisme. Og så er "det etiske kompas" godt i gang med at blive slået i stykker.

Den tredje bog: Automation, capitalism and the end of the middle class

Den norske professor Jon-Arild Johannessen, som bor i Sir, planlægger at lave i alt syv bøger om fremtidens arbejdsliv på det engelske forlag Routledge.

Den 2. maj udkom "Automation, capitalism and the end of the middle class".

Inden da har han skrevet "Automation, Innovation and Economic Crisis" og sidste år udkom "The Workplace of the Future: The Fourth Industrial Revolution, the Precariat and the end of Hierarchies?", der handler om, hvad der sker, når samfundet fuldstændig ændres - særligt forholdet mellem top og bund - som følge af kunstig intelligens og intelligente robotter.

Det er en myte

- Fra 1980-tallet har en bestemt måde at tænke på fået helte-status. Det er tanken om, at ulighed er til alles bedste for alle, fordi når nogen bliver vældig rige, så tjener vi alle på det. Forestillingen, som forsøges skabt, er, at de rige vil investere i arbejdspladser. Denne myte har vist sig i forskningen at være netop det; en myte. Det bliver ikke flere arbejdspladser. Det, som sker er, at de rige efterspørger mere luksus. De steder, der skabes flere arbejdspladser er på luksushotellerne og hos dem, som producerer luksusvarer, siger Jon-Arild Johannessen.

Tilsvarende gør magten heller ikke noget godt for politikerne:

- Værdier, moral og etik følger de politiske ledere til magten, og ofte er det disse størrelser, som bringer dem bort fra magtens tinde, fordi magten ændrer deres værdigrundlag.

Det etiske kompas er med andre ord ødelagt, fordi egennyttighed er bedre end solidaritet, og grådighed er blevet godt, tilføjer professoren.

Lensherrens comeback

Selvom robotterne i løbet af 20 år vil overtage mange jobs, så vil der også komme nye inden for vedligehold, design og udvikling.

- Problemet er bare, at lønnen vil være lav, og mange vil have usikre jobs og deltidskontrakter. Dette ser vi allerede ske i USA, siger Jon-Arild Johannessen.

Det, han benævner som en kapitalistisk mutation, vil finde sted i netop USA og Europa. Feudalkapitalismen kalder han det i bogen, hvor vestlige kapitalister vil investere og tjener ekstreme mængder penge på produktion i eksempelvis Kina, der er et kommunistisk samfund.

- Det er en kapitalistisk mutation, som får kapitalismen til at tilpasse sig selv under kommunistiske rammebetingelser. Godt nok ikke med et kommunistisk statsstyre, men med en feudalkapitalisme, hvor teknokrater og bureaukrater i for eksempel EU-kommisionen lægger rammebetingelserne. I praksis bliver det, som om en bankdirektion styrer udviklingen i EU. Det er en demokratisk iscenesættelse, men med et styresæt som minder mere om lensherrer i middelalderen, som forvalter forskellige land-områder.

0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Aske fra Vandborg fik guldknappen

Holstebro For abonnenter

Advokaten vælger kærligheden, så: Farvel lille, skønne hus

Tophistorier

Lemvig For abonnenter

Haltilskud drejer ind på opløbsstrækning

Kultur For abonnenter

I en verden med 15 børn, 40 skolemøder på et halvt år og 100 julegaver havde Niels Erik en drøm: Den er nu gået i opfyldelse

Kultur

Ny bog: Karen Blixen ejede ikke en farm i Afrika

”Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong,” er en af litteraturens mest berømte indledninger - den første sætning i Karen Blixens erindringsroman ”Den afrikanske farm”, som udkom i 1937. Men Karen Blixen havde ikke en farm i Afrika. Hun boede der, og hun sled sig i en pinefuld kamp for dens overlevelse, men hun ejede den ikke. Det gjorde derimod hendes familie med onkel Aage i spidsen, og det kom til at koste dem rundt regnet 100 millioner danske nutidskroner. Onkel Aage, der var Karen Blixens rige morbror, har ikke haft nogen rolle i de biografier og bøger, der tidligere er udkommet om Karen Blixen. Men det har han i forfatter Tom Buk-Swientys nye biografi ”Løvinden - Karen Blixen i Afrika”. Det skyldes, at han har fået adgang til den omfattende brevveksling mellem onklen og både Karen Blixen og hendes mand, Bror Blixen. En korrespondance, som ikke tidligere har været offentliggjort, og som fortæller nye historier og detaljer om årene i Afrika. Det er efterkommere af Onkel Aage, hvis fulde navn var Aage Westenholz, der har ladet Tom Buk-Swienty læse med. Han kalder materialet, som er på mange tusinde sider, for ”the missing link” i historien om Karen Blixen. Det er helt nyt kildemateriale. Familien har holdt det for sig selv i alle disse år. Fordi den afrikanske kaffefarm blev en ikke kun rævedyr, men også pinefuld historie for dem, men sikkert også for at beskytte Karen Blixen, så hun kunne skrive sin historie frit. Men nu har efterkommerne besluttet, at hele sandheden skal være offentligt kendt, siger Tom Buk-Swienty og fremhæver, at litteraturforskeren Benedikte Rostbøll også fik adgang til brevene, renskrev dem og sidste år udgav dem i en stor brevsamling på Gyldendal. Han har også fået nye oplysninger af et barnebarn til norske Gustav Mohr, en af Karen Blixens venner i Afrika, fået fat i aldrig offentliggjorte billeder og rejst i Afrika, hvor han også skrev en del af bogen, og fundet kenyanske familier, hvis forfædre kendte hende. Hans biografi er på 754 sider, og han tøver ikke med at sige, at hans bog giver det første fulde billede af Karen Blixens afrikanske eventyr. - Der er tonsvis af nye informationer, men de vigtigste er, at Karen Blixen aldrig ejede farmen, og at hun i min fortælling træder frem som farmens direktør, der mod mange odds udviklede sig til at være en både forbavsende dygtig og myndig forretningskvinde - ovenikøbet som fraskilt i en victoriansk tid. Hun var en foregangskvinde.

112

Anhænger fyldt med græs væltede: Skabte trafikale problemer

Lemvig

Trods faldende deltagerantal: Leder af Byløbet er tilfreds

Annonce