Annonce
Livsstil

Skuespiller Trine Appel var tæt på at dø: - Jeg blev grebet i øjeblikket, men jeg blev også grebet i mørket

Trine Appel var livløs i mellem 5 og 10 minutter. Om det var tættest på 5 eller 10, ved hun ikke, men havde det varet meget længere, ville hun formentlig ikke være her i dag. Heldigvis er hun sluppet for neurologiske skader, selvom hjernen manglede ilt. Foto: Nicolai Lorenzen
Da skuespilleren og forfatteren Trine Appel for godt tre år siden besvimede i sin mands arme, troede han, at det var på grund af smerter fra galdesten. Det var det ikke. Det var et hjertestop, som hun måtte genoplives fra. For de fleste ville det være en skræmmende oplevelse, men for Trine Appel blev mødet med døden vejen ud af den dødsangst, der havde plaget hende, siden hun var barn.
Annonce

- Det var lige derovre, siger hun og peger hen i retning af sengen ved endevæggen i stuen, som også er soveværelse for hende og manden Søren i lejligheden i det gamle, skæve hus i Nyhavn.

Lige derovre, hvor Trine Appel for knap tre år siden lå på gulvet, mens en paramediciner kæmpede så hårdt for at få gang i hendes hjerte med hjertemassage, at hun undervejs brækkede tre ribben. Lige derovre var hun i 5-10 minutter livløs. Død.

En helt almindelig morgen, hvor hendes mand havde fødselsdag, men alle havde travlt og skulle være ude ad døren klokken otte, så der var hverken stillet an med boller eller flag.

Trine Appel havde det heller ikke godt. Tidligere på morgenen havde hun været oppe at tage et par morfinpiller. Halvanden måned forinden havde hun fået fjernet sin galdeblære i håb om, at den var skyld i hendes smerter, som plagede hende. De sad som en voldsom trykken ved brystbenet og bredte sig om i ryggen, som hun af og til fik sin søn til at dunke i, så det kunne lette smerten lidt. ”Åh nej, nu igen,” tænkte hun, for lægerne havde advaret hende om, at nogle patienter blev ved med at have smerter efter operationen. Og dem var hun så åbenbart en af.

- Det var ikke, fordi alarmklokkerne ringede, det var bare pisseirriterende, fortæller hun.

Men der kom nye symptomer til. Det summede i begge arme, og hun skulle kaste op. Det havde hun aldrig prøvet før, når hun havde sine smerteanfald. Hendes mand, der stod ude i køkkenet, greb lidt perpleks en sauterpande, hun kunne brække sig i, og hendes yngste søn, Leo, nåede at sige noget i retning af ”Nej, aaadr mor, jeg sidder og spiser” hen over sine havregryn. Og så blev det rigtigt hurtigt meget værre.

- Jeg blev så svimmel, at jeg kunne mærke, at jeg skulle besvime, hvilket jeg aldrig havde prøvet før i mit liv. Jeg skulle på toilettet, men jeg var nødt til at bede min mand om at hjælpe mig derud, fordi jeg havde det så underligt. Han kom over og fik mig løftet op, og i det øjeblik, jeg rejste mig op, besvimede jeg.

Trine Appel

Født 1972, uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Hun har medvirket i et hav af teaterforestillinger, flere tv-serier på DR og TV2 og diverse spillefilm. I dag arbejder hun som manuskriptforfatter ved siden af skuespillet og har desuden skrevet flere ungdomsromaner.

Bor i København, er gift med Søren og har tre børn og en bonusdatter.

Er netop nu aktuel med bogen ”Fortidens port - Ildfuglen 1”, hvor fem børn sætter sig for at opklare det 700 år gamle mord på Erik Klipping i Finderup Lade. Ungdomsromanen, der blander socialrealisme med krimi og fantasy, er udkommet 24. september på forlaget Strawberry.

Annonce

Et dødt zombieblik

Detaljerne om, hvad der skete den morgen, har hun stykket sammen med familiens hjælp. Selv husker hun kun små glimt, efter hun dejsede om. Ikke på den bløde ”benene forsvinder under mig”-måde, som man ser på film. Hun var nærmest stiv som en pind af krampe, da hun væltede bagover i Sørens arme.

Han måtte bruge alle sine kræfter på at få hende bukket så meget sammen, at hun kunne blive lagt i sideleje. På det tidspunkt troede han og de to sønner, at det var smerter, der fik hende til at falde sammen.

Da hun kom ned at ligge, fik hjernen så meget ilt, at hun sansede, at hendes ældste søn, Viktor, stod med telefonen og fortalte dem i den anden ende, at det var alvorligt, og at de skulle komme nu.

- Han har bagefter fortalt, at jeg sagde ”Hjælp!” Og i de få sekunder mærkede jeg, at der var noget fuldstændigt galt. Det gjorde ondt, men ikke som når du knalder tåen ind i noget, og man kan heller ikke mærke det i hjertet. Det er virkelig svært at forklare, jeg vidste bare instinktivt, at kroppen fungerede på en måde, som var helt forkert. Og så var jeg væk igen.

Hendes mand slog hende på kinden for at prøve at få kontakt med hende. Han prøvede at åbne hendes ene øje, men det var et dødt zombieblik, der mødte ham, og han kunne godt mærke, at der skulle ske noget. I det øjeblik ankom den første paramediciner, hev Trine Appel ned på gulvet, begyndte at give hende hjertemassage og sagde ordene: ”Det er et hjertestop, det her!”

- Så det gik meget pludseligt fra ”Trine har lidt ondt” til ”Trine ligger og dør på gulvet”, konstaterer hun.

Annonce

300 slag i minuttet

Hjertestoppet kom ikke ud af ingenting. I 2013 fik Trine Appel konstateret angina pectoris eller hjertekrampe, der skyldes manglende ilttilførsel til hjertet. Kunne man risikere at få hjertestop, spurgte hun dengang. Men nej, det var meget usandsynligt, lød beskeden. Og gennem årene har hun flere gange fået hjertet tjekket.

- De hjertekramper, jeg har, kan man kunnet se på et EKG, hvis det bliver lavet, lige mens kramperne er der. Man kan ikke se dem bagefter. Jeg har haft mange anfald, der er gået i sig selv, så når de har målt, har de ikke kunnet se noget, men sagt, at hjertet havde det godt. Jeg siger nogle gange, at det er lidt ligesom at sige, at Big Foot findes - men du skal stå det rigtige sted i det rigtige sekund og se den løbe fra det ene træ til det andet.

Det var ventrikelflimmer, der udløste hjertestoppet. Det betyder, at den elektriske aktivitet i hjertet er så hurtig og uregelmæssig, at det ikke kan pumpe blod rundt i kroppen. Hendes puls var oppe på 300 slag i minuttet, selvom hun på intet tidspunkt følte smerter i selve hjertet. Så lukker alt ned. Blodet. Ilten.

Det krævede tre stød med en hjertestarter at få hende vakt hende til live igen. Efterfølgende er det også kun korte glimt, hun husker. At hun bliver båret ned ad trappen på en båre, for eksempel. Først ud på eftermiddagen vågnede hun op og var nogenlunde klar.

- Jeg hørte min mand og sygeplejersken på intensivafdelingen snakke om, at min farve var ved at blive bedre. Jeg forstod ikke, hvad de mente, men det var jo, fordi jeg har været død, jeg har ikke haft ilt. Så bliver man jo blålig, og de hentydede til, at jeg var ved at få røde kinder igen.

Tre hurtige til Trine Appel

Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?- At tage én bid af elefanten ad gangen. Når noget er uoverskueligt, bliver man nødt til at æde sig stille og roligt ind på det.Hvad har du senest brugt mange penge på?- Min hest. Jeg køber ikke dyre sko, for det har jeg ikke råd til. Det går alt sammen til ham. Han har lige fået nye sko, det kostede 1400 kroner, og det gør man hver sjette uge. Det er et sort dyb, man bare kaster penge ned i: sadel, opstaldning, dyrlæge, vaccinationer, mad ... Den koster meget mere end et barn pr. måned. Det er der ikke rigtigt noget at gøre ved. Det er mere end en hobby, det er en passion.Hvad er din indre alder?- 27. Det er ikke, fordi jeg er gået i stå der, men i mange år syntes jeg, at jeg var 27, selvom jeg blev 28, 29 og 30. Det kan godt være, at jeg efterhånden er lidt oppe i 30’erne, men der er et eller andet ved 27, som passer.
Annonce

Det trygge, vægtløse mørke

Ordene ”Jeg har været død” kommer fuldstændigt roligt. Der er ikke antydningen af en pause, et tilløb, et tilbageholdt åndedræt. Er det noget, hun med tiden har vænnet sig til at sige på den måde? Nej, siger hun. Det kunne hun faktisk nærmest, da hun vågnede om eftermiddagen. På trods af den voldsomme oplevelse, var der en ro over hende, som flere bemærkede.

Roen kom fra det, hun havde oplevet. I døden er vi alle alene, siger man. Men det var ikke Trine Appels erfaring.

- Der er mange, der snakker om det her klare lys. Jeg har ikke set lys, men jeg har set et meget smukt mørke, siger hun og understreger, at det ikke er noget, som er nemt at formidle til andre.

- Det er som at skulle forklare en drøm, man har haft. Man kan vågne grædende eller med en følelse af enorm lykke, men man kan ikke helt forklare drømmen, så andre forstår hvorfor. Hvis jeg skal sammenligne med noget, så tror jeg, det er som at være ude i universet. Det var helt stille, knaldsort med et par lysende elementer, vægtløst, trygt - og jeg var ikke alene.

Hvem hun var sammen med, er hun ikke klar over. Men ligesom Søren havde grebet hende i det øjeblik, da hun besvimede, var der også nogen, der stod klar til at gribe hende i mørket.

- En enkelt gang, hvor jeg har ræsonneret over det, har jeg sagt: ”Jeg tror sgu, at jeg har mødt Gud.” Det ved jeg ikke, om jeg har. Det kunne lige så godt være min afdøde far eller en fra min slægt, og det, synes jeg, er lige så smukt. Men jeg havde følelsen af, at jeg ikke var der alene. Der var nogen, jeg holdt af, der var nogen, der tog hånd om mig, der var nogen, der greb mig. Det er jo fantastisk. Det var virkelig en surround oplevelse af ikke at være alene. Den ro, der er i det, havde jeg med, da jeg vågnede, så jeg gik ikke i chok, jeg havde ikke angst, jeg flippede ikke ud over det på nogen måde, da jeg fik at vide, at jeg havde haft hjertestop.

Faktisk var det værre, siger hun, da hendes mand fortalte om oplevelsen af at kigge ind i hendes øje.

- Når vi siger, at sjælen sidder i øjnene, er det da vildt ubehageligt, at han kiggede ind i nogle zombieøjne, siger hun.

Da hendes ældste søn besøgte hende dagen efter, kom hans reaktion selvfølgelig over at have set sin mor være ved at dø og hørt hjertestarteren tælle ned til næste stød.

- Han begyndte at græde, jeg sad med ham, og det var sådan et fint øjeblik, siger hun og bliver blank i øjnene.

- Nu bliver jeg lidt rørt, siger hun, inden hun fortsætter:

- Jeg kunne være 100 procent mor. Jeg sad ikke og tænkte, at jeg ikke måtte vise, at jeg græd, for jeg havde ikke nogen gråd. Jeg var fuldstændig i ro og kunne sige ”Jeg er her jo nu” og trøste ham. Det var først senere, at tankerne kom om, hvordan børnenes liv ville have været, hvis de havde mistet mig.

Trine Appels mand greb hende, da hun besvimede, lige inden hendes hjerte stoppede, men hun føler også, at der var nogen, der tog hånd om hende i det mørke, der kom bagefter. - Det var virkelig en surround oplevelse af ikke at være alene, siger hun. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Kigget ud over kanten

For mange mennesker vil mødet med døden nok sætte sig som angst. For Trine Appel har det været modsat. Siden hun var barn, har hun kæmpet med en angst, der udsprang af en oplevelse, hvor hun var syv-otte år og troede, at hun skulle drukne.

- Det var ikke, fordi jeg var tæt på og kom til udpumpning eller blev genoplivet, men jeg havde knap nok lært at svømme, da jeg kom ud på meget dybt vand sammen med en masse andre børn og endte med at ligge på bunden. Det var en ret traumatisk oplevelse, hvor jeg lå og tænkte: ”Nu dør jeg.” Jeg gik ikke engang i panik, men det kom jo senere. Jeg fik panikangst, angst for døden og klaustrofobi, siger hun.

Angstanfaldene begyndte et par år efter oplevelsen.

- De handlede om, at jeg ikke ville dø, for jeg havde jo oplevet, at man dør. Jeg har snakket med folk på min egen alder, som her mere end halvvejs igennem livet siger: ”Gud, først nu kan jeg se, at jeg kigger ud over kanten.” Jeg har kigget ud over kanten, siden jeg var syv-otte år, men jeg har bare været for lille til at kunne tackle den bevidsthed. Det interessante er, at den dødsangst er fuldstændigt forsvundet.

Som barn oplevede Trine Appel en ulykke, hvor hun frygtede at skulle drukne, og den satte sig som angst. - Man gik jo ikke til psykolog i 1970’erne og 80’erne, så jeg bebrejder ikke mine forældre noget, men jeg gik meget alene med den angst. Det interessante er, at den er helt væk, måske fordi jeg har fundet ud af, at der ikke er noget at være bange for. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Ud af kroppen

Der er også en anden oplevelse, som har sat sig i hende. Da hun kom hjem fra hospitalet, forbandt hun sit hjertestop med at være et bestemt sted ude i lejlighedens entré. Hun kunne ikke finde ud af hvorfor og endte med at konkludere, at hendes hjerne spillede hende et puds.

- Men for et halvt år siden kom vi til at snakke om, at nogle har en ”ud af kroppen”-oplevelse. Det havde jeg ikke haft. Jeg har ikke set mig selv oppefra, jeg har ikke set paramedicinerne i gang med mig, men vi legede for sjov med tanken om, at jeg var svævet ud af kroppen. Og hvad var det så, jeg skulle ude i den gang?

Hendes yngste søn, Leo, havde fortalt, at han sad ude ved døren, indtil hans storebror tog ham med ind på sit værelse, men det viste sig, at da redningsholdet ankom, blev han forskrækket og rykkede ned i den anden ende af entréen.

- Så han har siddet på det sted, mens jeg blev genoplivet. Vi snakkede lidt om det, og jeg sagde: ”Jeg tror, jeg har været ude hos dig.” Det er da den eneste grund til, at jeg skulle gå ud af min krop og gå derud: for at trøste ham, være sammen med ham. Det vil også sige, at det kan have været ham, jeg var sammen med i det mørke, hvor jeg følte, at jeg ikke var alene. Det er ikke til at vide, men vi er stadig ude i nogle dimensioner, der er ret interessante. Og Leo og jeg kunne blive enige om, at den dag, jeg ikke er her mere, så er jeg her alligevel. Det har vi jo fundet ud af.

- Lægerne på Rigshospitalet sagde, at mit hjerte var det flotteste på hele 14. etage, og alligevel var jeg ved at dø. Det sker så ekstremt sjældent, siger lægerne, men mit hjerte forsøgte gennem lang tid at fortælle mig, at jeg skulle have noget mere medicin. Det er bare blevet mistolket, siger Trine Appel. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Nye grænser

Der er næppe nogen, der vender tilbage fra døden, som ikke i et eller andet omfang er påvirkede af det. Det gælder også Trine Appel.

- Den indre oplevelse har været den vigtigste for mig. Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg lavede det, jeg ville, og havde fået de børn, jeg skulle have. Jeg var der, hvor jeg skulle være, så jeg skal bare læne mig tilbage og nyde det, mens jeg er her.

Det betyder, at hun simpelthen siger nej til ting, hun ikke har lyst til. Det er slut med at gøre noget, fordi det ville være godt for karrieren, eller tænke, at hvis hun nu bare klemmer balderne sammen, så kunne hun også godt gøre dit eller dat.

- Jeg vil ikke bruge tid på mennesker, der ikke siger mig noget, eller opgaver, jeg ikke gider. Jeg siger fra en del hurtigere end før, og der er nogle mennesker, jeg ikke snakker med mere. De synes, at jeg er megadramatisk, men der er ikke nogen, der skal pisse på mig, og det kan godt være, at jeg lyder meget voldsom, men der bliver lukket af. Jeg er blevet god til at sige fra i stedet for at være sød og være den, der hele tiden er large.

Hjertestoppet og alt det, som det satte i gang af tanker, har også sat sig spor i hendes arbejde. Hendes nye fantasy-roman, som er første del af en trilogi, der foregår både i middelalderen og i nutiden, kredser meget om, hvor forskelligt mennesker reagerer på kriser, og beskæftiger sig også med efterliv, spøgelser og tro. For eksempel tror nogle af de nutidige hovedpersoner på såkaldte fylgje-dyr, som i gamle nordisk religion er skytsdyr.

- Man må tro på, hvad man vil. Jeg er kristen, jeg er ikke opvokset med det, og jeg er blevet døbt som voksen, men jeg er også ret vild med troen på de dyr, fordi det er en følgesvend, som passer på dig og kan guide dig.

- Min yngste søn Leo og jeg kunne blive enige om, at den dag, jeg ikke er her mere, er jeg her alligevel. Det har vi jo fundet ud af, siger Trine Appel. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Vil ikke herfra

I dag sidder der en såkaldt ICD og buler lidt ud på Trine Appels bryst. Det er en avanceret udgave af en pacemaker, og hvis hendes hjerte går i stå igen, vil den træde til og sætte det i gang. Sker det om natten, sender den besked om det via en sender, der står bag hendes seng.

Lige da hun så den, blev hun ked af det ved tanken om, at den elektroniske dims på størrelse med en Zippo-lighter skulle ind i hendes krop. I dag er den rent bogstaveligt vokset sammen med hende, og hun er lykkelig for den. Livslysten er ikke blevet mindre af at opleve, at det, der venter på den anden side, ikke er skræmmende.

- Det, jeg oplevede, er meget langt fra det liv, vi har her. Det var skønt og smukt, og der kan man godt være, men det er ikke det samme, som at jeg gerne vil herfra. Det liv, vi har her, er ret fantastisk. Jeg ville ønske, jeg blev 200.

Trine Appel arbejder både som skuespiller og forfatter. Netop nu er hun aktuel med første del af en ungdomstrilogi, hvor erfaringerne fra mødet med døden har sat deres præg. Foto: Nicolai Lorenzen
- Jeg vil ikke bruge tid på mennesker, der ikke siger mig noget, eller opgaver, jeg ikke gider. Jeg siger fra en del hurtigere end før, og der er nogle mennesker, jeg ikke snakker med mere, siger Trine Appel. Foto: Nicolai Lorenzen
Trine Appel har i dag en såkaldt ICD indopereret. Det er en avanceret pacemaker, der kan overtage hjerterytmen og sætte hendes hjerte i gang med stød, hvis det skulle gå i stå igen. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Blev bestjålet ved fødselsdagsfest

Lemvig

Det kan blive meget værre endnu

Danmark For abonnenter

Rasmus Paludan har fundet nyt hul i lovgivningen: Sætter 200 kroner på højkant til underskrivere af vælgererklæringer

Annonce