x
Annonce
Debat

Slip ældrevagthunden løs

Debat: Hvis vi som samfund skal forhindre yderligere underminering af ældreplejen, er det helt afgørende, at vi alle agerer vagthund.

I disse uger er kommunerne igen i fuld gang med at planlægge mulige besparelser på ældreområdet, for at få økonomien til at hænge sammen.

Nu diskuterer man at droppe den varme aftensmad, at trappe rengøringen ned til hver tredje uge og nedsætte antallet af toiletbesøg. Men 73.000 svækkede ældre sidder allerede i dag uden den hjælp, de har brug for. Og de allermest svækkede ældre, der har brug for hjælp døgnet rundt, kan ikke få en plejebolig, fordi der ikke er boliger nok.

I Ældre Sagen vil vi ikke acceptere det. Når man har bidraget til at opbygge velfærdssamfundet, til at medfinansiere barselsorlov, børneinstitutioner, skoler, og SU til uddannelse – så skal velfærden også være der, når man har behov for det som svækket ældre.

Rammerne for, hvor meget kommunerne har at gøre godt med, fastlægges hvert år gennem forhandlinger mellem staten og kommunerne.

Ældre er blevet klippet og klemt i trafikken af penge mellem stat og kommuner. De penge, kommunerne har fået til ældreområdet, er endda i flere tilfælde blevet anvendt til mange andre formål end til ældreområdet.

Efterhånden er der brug for en New Deal i de forhandlinger, så kommunerne ikke kan stramme visitationen til hjælp, hver gang de skal finde besparelser. Ellers risikerer dansk velfærdspolitik at bryde med. Sammenbruddet ses overalt. Ældreområdet fik ikke det fokus i regeringsaftalen, som det fortjener.

Ældreområdet fylder kun ganske få linjer i det fælles politiske forståelsespapir, som regeringen blev enige om med støttepartierne efter valget. Det er intet mindre end rystende. Og det er stærkt bekymrende.

Det glæder os, at den nye sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke (S), har udtrykt håb om, at han vil rode bod på det. Det håber vi mildt sagt også. Men indtil vi ser resultater, så lad os alle hjælpes ad med at være vagthunde for ældreområdet.

Vi skal alle kunne leve et godt liv – hele livet. Også vore svækkede ældre medmennesker!

Bjarne Hastrup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Kultur

Kirken sender prædiken på video

Annonce