Erhverv

Solo Company er gået konkurs: Forhandlinger i gang om overlevelse

Keld Christensen, medejer og bestyrelsesmedlem i Solo Company, der tirsdag blev begæret konkurs i skifteretten i Esbjerg. Arkivfoto Malene Wonsbek
Tistrups tøj-koncern er i akutte forhandlinger om overlevelse. Kurator har håb – og pointerer, at de 26 Solo-butikker er upåvirkede af situationen.

Tistrup: I 30 år har den forholdsvis lille landsby Tistrup mellem Varde og Ølgod haft noget så usædvanligt som eget, dansk modeselskab eller tøj-koncern, om man vil.

Solo Company, som selskabet hedder, har tidligere haft turbulente tider, men tirsdag i denne uge slog alligevel hovedet på sømmet, da virksomhedens direktion begærede Solo Company og en række datterselskaber konkurs.

- Jeg synes jo, at det vigtigste budskab er, at butikkerne lever videre, og der forhandles om en løsning, siger kurator Søren Christensen Volder fra advokatselskabet Bech-Bruun.

Det lykkedes JydskeVestkysten torsdag at få fat i det eneste direktionsmedlem fra Solos oprindelige grundlæggerfamilie, Andreas Balling Nissen, men han ønsker ikke at kommentere situationen. Han henviser til kurator som den eneste, der siger noget om Solos skæbne.

12 medarbejdere er sendt hjem

Hvor mange medarbejdere er påvirket af konkursen?

- Kun cirka omkring 12 medarbejdere, alle på hovedsædet i Tistrup. De er suspenderet og sendt hjem. Det vil sige, at de er ikke sagt op – men bedt om at afvente, om arbejdsgiver kan tilbyde at fortsætte ansættelsen, siger Sørensen Christensen Volder.

Han sidder i øjeblikket på konkursboets vegne og forsøger sig med en redningsaktion, som består i at få en ny ejer til selskabet.

Kurator vil ikke sige, om han er optimist, eller om der er en frist, men han bekræfter, at der er en interesseret køber, som han forhandler med.

Sammen med Solo gik datterselskabet ChaCha Aps, der er det selskab, der har fået Solos tøj hjem fra produktion i østen, konkurs i tirsdags. Samt flere datterselskaber.

Omsætning svigtede

Hvorfor har de begæret sig selv konkurs?

- Fordi omsætningen i fjerde kvartal sidste år svigtede i sådan et omfang, at de ikke kunne generere likviditet til betale regningerne, siger kurator.

Hvor stor er gælden?

- Det er dét, jeg sidder og regner på.

Er der en frist for, hvor længe Solo kan forhandle om overlevelse?

- Nej, ikke formuleret. Men det er klart, at det ikke er sundt at være i den her situation. Det er klart, det skal gå relativt hurtigt. Men i og med at butikkerne ikke er med i konkursen, er vi ikke dikteret en frist, siger Søren Volder Christensen.

0/0

Tophistorier

Annonce
Erhverv For abonnenter

Først tabte de selv 85 kilo - nu har de hyret manden bag til hele virksomheden

Annonce
Annonce
Annonce

Tophistorier

Erhverv

Erhvervsredaktøren: Loft over topchefernes løn er en død sild

Når erhvervslivet klager over, at virksomhedernes vilkår er helt usynlige i valgkampen, har de overset én dagsorden: Henrik Sass Larsens vendetta mod topchefernes høje lønninger. Den socialdemokratiske gruppeformand tordner mod milliongager til dem, han kalder for ”superrige”. Han tænker måske på Carlsbergs topchef, hollænderen Cees t’Hart, der hjembringer over 50 millioner kroner i løn om året. Eller Novo Nordisk-chefen Lars Fruergaard Jørgensen, der sidste år kunne lægge 10 millioner kroner oven i sin sædvanlige hyre og dermed rundede 40 millioner kroner i årsløn. - De kan ikke styre sig. Og derfor er nogen andre nødt til at styre dem, sagde Henrik Sass Larsen i et interview til dagbladet Børsen allerede inden, valget var udskrevet. Udmeldingerne er siden blevet mødt med rungende tavshed fra de fleste andre partier bortset fra Enhedslisten. Her vil man gerne se på topchefernes lønninger, men det er helt bogstaveligt ment. Venstrefløjspartiet vil ifølge Danmarks Radio gøre det obligatorisk for større virksomheder at offentliggøre direktørens løn. Samtidig skal det beregnes, hvor stor direktørlønnen er i forhold til lønnen for den almindelige lønmodtager i virksomheden. Hvis lønnen er mere end 20 gange højere end hos de ansatte på gulvet, vil Enhedslisten sende virksomheden bagerst i køen, hvis den byder på offentlige udbud og kontrakter. Det vil uden tvivl fjerne de sidste Carlsberg-flasker fra den offentlige forvaltning, og sundhedsvæsnet må finde sin insulin mod sukkersyge et andet sted end hos Novo Nordisk. Henrik Sass Larsen talte for en politisk indgriben mod de høje lønninger, men uden at være præcis. Han nævnte dog ”en eller anden ratio i form af gennemsnitslønnen gange et-eller-andet skal være et loft for, hvor meget en topchef kan tjene”. Så kære erhvervsliv, kom ikke og sig, at folketingspolitikerne ikke tænker på jer. Modsvaret fra topcheferne er som forventet, at de blot forhandler sig til en løn med deres bestyrelser. Udbud og efterspørgsel. Den danske model. For nylig sagde Vestas-topchefen Anders Runevad op efter seks år på posten. Der er vist ingen aktionærer i Vestas, der har beklaget sig over størrelsen på hans løn. Under hans regime har Vestas-aktien seksdoblet sin værdi, og vindmøllekoncernen har vendt milliardunderskud til stabile, årlige milliardoverskud. Sammen med fire andre medlemmer af direktionen delte Anders Runevad sidste år en lønpakke på 35 millioner kroner, og som den øverste i hierarkiet fik han selvfølgelig mest. Det er ikke usandsynligt, at han dermed tjener mere end 20 gange lønnen for de mennesker, der går og samler naceller - toppen af vindmøllerne - på fabrikken i Ringkøbing. Dermed ville Vestas få et svært liv som leverandør til det offentlige Danmark, men spørgsmålet er, om topcheflønnen er lavere hos den tyskejede rival Siemens Wind Power. Det er måske derfor, at Henrik Sass Larsen og Enhedslisten Rune Larsen tilsyneladende står ret alene med deres ønske om at regulere topchefernes løncheck. Til gengæld er nogle af landets største aktionærer, pensionskasserne, begyndt at interessere sig for direktørlønningerne. På A.P. Møller-Mærsks generalforsamling tidligere på året kritiserede MP Pension, at det er svært at gennemskue aflønningen af direktionen i rederikoncernen. Også ATP, som forvalter pension for stort set alle lønmodtagere, er begyndt at stille spørgsmål til lønpakkerne. Lige præcis gennemsigtigheden kommer nu af sig selv. Et EU-direktiv, som Folketinget lige har gjort til dansk lovgivning, tvinger alle børsnoterede virksomheder til at vedtage en vederlagspolitik. Den skal gøre det klart, hvad en dansk topchef i virkeligheden tjener. Et indgreb er en død sild, men debatten om høje lønninger er først lige begyndt.

Erhverv For abonnenter

Ausumgaard omlægger til økologisk planteavl

Annonce