Annonce
Danmark

Staten finansierer uden visioner

Karsten Agergaard

Udgifter: Jeg hørte i radioen, at Finanstilsynet og militæret skal have flere penge. Sidste gang hørte jeg, at politiet havde brug for nye jakker. Historien var, at politiet havde købt nye skudsikre veste, og det viste sig, at deres nuværende jakker var for små til at nå rundt om de nye veste. Den historie hørte Dansk Folkeparti også, og vupti: Så blev der afsat 52,5 millioner på finansloven til nye jakker til politiet. Nogle offentlige institutioner får flere penge - andre ikke. Min arbejdsplads mangler også penge. Jeg er ansat på en professionshøjskole, som årligt skal spare to pct. (omprioriteringsbidrag) lige som de øvrige uddannelsesinstitutioner, bortset fra erhvervsskolerne, som har fået vredet sig løs af det krav. I sundhedsvæsenet råbte ledende læger vagt i gevær: Det går ud over kvaliteten! Så blev besparelserne også fjernet fra sundhedsvæsenet.

Fra professionshøjskolerne skrev formanden for formandskollegiet og formanden for rektorkollegiet i Dagens debat i oktober, at "vi er for længst forbi punktet, hvor vi kan effektivisere os gennem besparelserne". Ja, det er fuldstændig korrekt.

Men deres opråb hjalp ikke. Hvordan mon Dansk Folkeparti opfattede opråbet? Næppe som en katastrofe, de skulle bekymre sig om, men måske som et rituelt pip fra en sektor, der nok skal få det til at gå. Ikke noget på højde med frysende betjente eller skurke i bankverdenen, der ikke har professionel etik, og derfor skal kontrolleres noget mere. Og så er det i øvrigt professionshøjskolernes eget ansvar at få økonomien til at slå til - de bruger sikkert pengene forkert. Men kunne politiet ikke også have forudset de stramme jakker eller selv tage ansvar for fadæsen og omlægge deres budget, så der blev råd til nye jakker? Jeg tror, at landspolitikerne mangler oplysninger om tingenes tilstand i uddannelsesverdenen, og derfor vil jeg bidrage til at råbe dem op.

Professionshøjskolerne kan helt sikkert på linje med andre uddannelsesinstitutioner ikke effektivisere sig gennem besparelserne. På den læreruddannelse, hvor jeg er ansat, er besparelserne gennem tiden blevet hånderet på tre måder: 1) flere studerende på hvert hold, 2) færre undervisningstimer til de studerende og 3) færre timer til de ansatte for at løse opgaverne. Punkt 2 med færre undervisningstimer stoppede for 6 år siden, fordi det fik politikernes opmærksomhed. Men da var timetallet også cirka halveret i de fag jeg underviser i gennem de godt 20 år, jeg har været ansat. Nu er det punkt 1 og 3, der bruges. For et år siden fik vi information om at økonomien skulle rettes op, og holdstørrelserne ville blive større. For godt 20 år siden var holdene på 24 studerende, siden blev 36 opfattet som acceptabelt. Så fik jeg et hold på 58 studerende, og en kollega fortalte forleden, at hun skal underviser 67 studerende på et hold. Med de holdstørrelser skal vi gennemføre holdundervisning på samme måde, som de studerende i deres kommende lærerjob skal gennemføre klasseundervisning.

Jeg underviser blandt andet i 'at se det enkelte barn på dets egne præmisser', men selv ser jeg ikke den enkelte studerende. Jeg ser en masse venlige og engagerede studerende, men hvem de hver især er, hvad de tænker om faget og har brug for hjælp til er uklart for mig. Den enkelte forsvinder i en tåge af ansigter, stemmer, kommentarer, forslag og spørgsmål fra massen. Min professionshøjskoles vision er at lave fremragende uddannelse. Det kan jeg ikke under disse betingelser. Vil regeringen og Dansk Folkeparti sende flere penge? Som det fremgår ovenfor er problemet katastrofalt nu, men det har udviklet sig over mere end 20 år. Afskaffelse af omprioriteringsbidraget er ikke tilstrækkeligt. Problemet er, hvordan man skal effektivisere uddannelse uden at nedsætte timetal og forøge holdstørrelser.

Hvad er landspolitikernes vision med uddannelser? Efter min opfattelse er det politikernes opgave at skabe det bedst mulige samfund for flest mulige borgere. Finanskontrol og ordensmagt er re-aktive måder at bruge statens finanser på. Hvorfor ikke tænke proaktivt og være visionær? I enhver uddannelse ligger en vision om at skabe en bedre fremtid. Uddannelse omfatter ikke kun færdigheder og kompetencer til et job, men også nye løsninger til fremtiden, og etik om fagpersoners ansvarlige handlen i forhold til samfundets bedste. Derfor er penge til uddannelse givet godt ud på lang sigt, og vi kunne minimere udgifter til kontrol og ordensmagt. Dygtigere lærere i skolen vil kunne bidrage til at næste generation af borgere handler mere ansvarligt i forhold til fællesskabets bedste.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Holstebro For abonnenter

73-årige Svend er kommet fra Herning for at se vandmasserne: - Det er fascinerende

112

Mand sigtet for narko

Annonce