Annonce
Kultur

Struer har en festival uden sidestykke: 'Lydens By' inviterer kunstnere fra hele verden

Kunstværket The Receiver kan mærkes helt ind i kroppen og giver en smuk udsigt over Struer til sidst. Foto: Johan Gadegaard
Struer satser stort med lydfestival, der hylder lydkunsten og udbreder kommunens brand som Lydens By.

Kultur: Lyden af hæle, der rammer fortovet. Et bilhorn dytter et sted i baggrunden. Poser og tasker, der rasler. Mumlen fra mennesker, der haster forbi. En mand råber noget på et fremmed sprog.

Isa Paludan Asboe kigger op mod højttaleren, der kaster lyden fra en gågade i Rusland ud over gågaden i Struer. Den er lige nu, modsat dens russiske modstykke, helt stille.

- Ja..., siger hun.

- Umiddelbart kan man godt tænke, at der er lidt forskel, tilføjer hun med et lille grin.

Men faktisk er den russiske gågade i højttaleren og den fysiske i Struer sammenlignelige i antal indbyggere og størrelse. Værket hedder "En by i Rusland" og bruger den velkendte frase, der refererer til noget fremmed eller ukendt og gør det konkret.

Ved at høre lydene fra en gågade et sted, der er meget anderledes end det, man kender, gøres det mere bekendt og mindre fremmed.

Struer Tracks

Struer Tracks er en lydfestival, der finder sted hvert andet år i Struer Kommune.

I festivalen indgår kunstværker fra internationale lydkunstnere, hvoraf nogle er skabt specifikt til Struer Tracks, mens andre er fremstillet ved tidligere lejligheder.

Lydfestivalen fandt sted for første gang i 2017, og i år skydes festivalen i gang med afsløringen af et permanent kunstværk, "Amplified Views" af Ursula Nistrup. Det er skabt i samarbejde med Bang & Olufsen

Struer Tracks er et led i Struer Kommunes store satsning om at brande sig selv som Lydens By.

Uden sidestykke

"En by i Rusland" er blot et af flere værker, der tilsammen udgør lydkunstudstillingen til dette års Struer Tracks - en lydfestival uden sidestykke i Danmark. Den foregår i den lille vestjyske by Struer, som har valgt at promovere sig som "Lydens By". Fra 23. august til 7. september kan man i hele bybilledet opleve lydkunstværker lavet af kunstnere fra hele verden - nogle specifikt til Struer Tracks. De kan findes som lydinstallationer, som skulpturer, i parker, i nedlagte bygninger og bag tomme butiksfsfacader.

Struer Tracks fandt sted for første gang i 2017. I år giver de forskellige kunstnere bud på, hvad vi som mennesker har brug for at lytte til. For eksempel lyden fra en gigantisk gong, placeret inde på rådhuset. Hvert 19. minut vidner lyden om, at endnu en dyreart er uddød.

Isa Paludan Asboe er kommunikations- og formidlingsansvarlig for Struer Tracks, og hun tog dagen før den store åbning pressen med på rundtur blandt nogle af værkerne.

- Struer Tracks præsenterer værker af nogle af de bedste lydkunstnere fra hele verden, og festivalen er vokset meget siden første gang for to år siden, både i antal værker og deltagende kunstnere, og den vil blive ved med at vokse frem mod næste gang i 2021, fortæller hun, mens hun leder journalister og fotografer fra gågaden ned på havnen til det næste kunstværk og fortæller, at der også er en lyttelounge på det lokale bibliotek, workshops og et podcast-lab.

Fastslå identitet

Struer, der er kendt som B&O's højborg, besluttede sig for en håndfuld år siden at promovere sig som Lydens By, på trods af, at Bang & Olufsen ikke længere er alene om at sælge kvalitets-hifi og mærker presset fra konkurrenterne. Lyd skal være byens identitet, er det blevet slået fast, endda kommunens logo, der udgøres af lydbølger.

Struer Tracks er et af flere forsøg på at fastslå den identitet og det brand. I 2017 blev der ikke lavet større analyser af deltagelsen, og der blev heller ikke talt gæster. Men ifølge Isa Paludan Asboe ventes der væsentligt flere i år.

- Der er i hvert fald blevet trykt det dobbelte antal informationsfoldere, både på dansk og engelsk, siger hun.

Bidragene til Struer Tracks kommer fra hele verden, blandt andet dette af en marokkansk kunstner ved navn Younes Baba-Ali. Foto: Johan Gadegaard
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Portræt

Geologen savnede jord under neglene

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce