Annonce
Indland

Student med højt snit læser til lærer: Valget var svært

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Michael Bjerring fik at vide, at han burde vælge universitetet. Han valgte i stedet, hvad der gør ham glad.

En stor del af studenterne med de højeste snit søger mod de samme fire videregående uddannelser. Det er jura, medicin, statskundskab og psykologi.

Og presset på at skulle nå ind på en af de uddannelser, som kræver et højt karaktergennemsnit, begynder tidligt.

Allerede i folkeskolen fik Michael Bjerring at vide, at han burde overveje at læse eksempelvis statskundskab.

- Jeg sagde til studievejlederen, at jeg gerne ville gøre en forskel, og så var der ingen tvivl om, at når jeg var en dygtig elev, skulle jeg starte på universitetet.

- Hele min ungdomsuddannelse handlede om at få høje nok karakterer til at komme ind på antropologi eller statskundskab, og hver gang vi fik årskarakterer sad jeg med min lommeregner for at se, om jeg lå højt nok.

- Det var et virkelig stort pres, siger han.

Han kom ud af gymnasiet med et karaktergennemsnit på 11,8, og hvis han læste videre inden for to år, kunne han gange tallet, så det endte over 12.

Det var muligt for Michael Bjerring at komme ind på alle uddannelser. Med det høje snit oplevede han, at folk ikke var i tvivl om, at det skulle han da bruge som adgangsbillet til universitetet.

- Det var det fine, og alt andet ville være spildt arbejde, kunne man sige.

Men Michael Bjerring var i tvivl over, om det nu var rigtigt. Han valgte i stedet at tage et sabbatår og overveje, hvad der ville gøre ham glad.

I dag læser Michael Bjerring til lærer, og han færdiggør sin uddannelse til sommer. En uddannelse, som han er rigtig glad for, men som nogle - også små børn - har svært ved at forstå, at han har valgt.

- Da jeg fortalte mine elever det, sagde de, at jeg var dum, og hvorfor jeg ikke ville være astronaut eller rig.

- Selv om de var glade for at have mig, kunne de ikke forstå, at jeg ville være sammen med dem i stedet for at læse på universitetet og tjene flere penge. Jeg synes, det er sigende, at børn i 3. klasse kan have den refleksion, siger han.

Han er også blevet mødt med kommentarer om, at han spilder sit talent på at læse til lærer.

- Der er en fortælling blandt mine venner og vores generation om, at dit karaktergennemsnit definerer, hvad du bør søge.

- Får du en lav karakter i tysk, bør du ikke blive psykolog. Så skal du bare på lærer- eller pædagoguddannelsen, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Danmark

Sådan undgår du at få coronavirus: Tag bare til Norditalien, men kram ikke en italiener

Annonce