Annonce
Danmark

Sundhedsminsteren: - Markant flere speciallæger i de kommende år

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) mener, at vi i de kommende år vil få løst flere af udfordringerne med lange ventetider. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Sundhedsstyrelsen har udregnet en ny analyse på antallet af kommende speciallæger frem mod 2040, og tallet vil samlet set stige fra 16.000 til 24.000 speciallæger i de næste 20 år. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er optimistisk med at få nedbragt lange ventetider.

Ellen Trane Nørby, Sundhedsstyrelsen har regnet på, at de forventer en stigning på op mod 50 pct. nye speciallæger i de næste 20 år. Hvad siger de tal dig?

- Når vi kigger på de lægeudfordringer, som vi står med, og vi ved, at der bliver flere patienter i de kommende år, så er det godt, at de beslutninger, som vi har truffet politisk om at optage flere unge på medicinstudierne samt at styrke den geografiske placering af medicinuddannelserne, at det vil give en enorm stor gavn. At der vil være 8.000 flere speciallæger i 2040, er vigtigt, så vi kan se lys for ende af tunnelen. Det er selvfølgelig om nogle år, men allerede om 10 år vil vi se en markant forbedring, som vil komme patienterne til gavn.

Annonce

Flere speciallæger frem mod 2040

Sundhedsstyrelsen har udgivet en ny lægeprognose for de kommende 20 år frem mod 2040, hvor antallet af speciallæger forventes at stige løbende. Den forrige prognose blev udgivet i 2015.

I 2018 var der 16.163 speciallæger i alt fordelt på 39 forskellige områder, og i 2025 vil tallet være steget til 18.361 speciallæger, mens tallet for 2040 er 24.121 speciallæger. Det giver en samlet stigning på 49 pct. på 20 år. Fordelingen omfatter ansatte både i det offentlige og i det private.

Antallet af lægekandidater, der afgår fra landets fire universiteter, har betydning for den fremtidige udvikling i antallet af læger og speciallæger. Tilgangen til lægeuddannelsen er i løbet af de seneste 28 år mere end tredoblet og er steget fra 463 i 1990 til 1.484 i 2017.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Siger Sundhedsstyrelsens beregninger også noget om, at der er behov for at få så mange nye speciallæger i de kommende år, hvad mener du om det?

- Når vi kigger på de områder, hvor der i høj grad mangler speciallæger, så vil vi blandt andet se en stigning med nye speciallæger inden for neurologi på 60 pct. og gigtlæger på 78 pct., og det betyder noget, når der bliver flere ældre patienter og flere med sygdomme.

Hvis vi dykker ned i tallene, kan vi blandt andet se, at børne- og ungdomspsykiatri får over 100 læger tilført inden for de næste fem år. Vil det kunne hjælpe på at nedbringe de lange ventetider, som psykiatrien slider med?

- Ja, uden flere læger på området lykkes vi ikke. Vi har nogle udfordringer i dag med rekruttering inden for psykiatrien, og det, at vi vil få så mange flere speciallæger, vil betyde meget inden for psykiatrien.

På en række speciallægeområder forventer Sundhedsstyrelsen større stigninger i de næste 20 år. Grafik: Leif Nørmark Sørensen

Der bliver flere ældre patienter inden for de kommende år, og speciallæger har gentagne gange sagt, at de ikke kan følge med efterspørgslen. Hvad vil du gøre for at kunne hjælpe speciallægerne med de lange ventelister?

- Vi har tidligere oprettet medicinuddannelse i Aalborg, og nu kan vi se, at de begynder at blive færdiguddannede. Mange af dem vil bosætte sig i det nordjyske område, hvor der har været massive udfordringer med at dække ind med læger. Her og nu skal vi sørge for en bedre lægedækning, og inden for de kommende år vil der blive uddannet flere, end der går på pension.

Der er i dag omkring 130 deltidsydernumre med privatpraktiserende læger rundt omkring i regionerne. Vil det ikke være bedre at tilføje dem et fuldtidsydernummer til at arbejde mere end at skulle vente på at uddanne flere speciallæger?

- Det er noget, som vi skal kigge på i forbindelse med sundhedsreformen, hvordan vi kan få en bedre fordeling af speciallæger. Der skal tages nogle initiativer, hvordan speciallæger i de private praksis bedre kan benyttes med fordelingen af ydernumre.

Hvad forventer du, at det vil komme til at koste at uddanne og ansætte 8.000 flere speciallæger i 2040, har du et bud på det?

Forrige år og sidste år har vi finansieret universiteternes drift til nye studerende. Når vi så skal tale om den næste dimensioneringsplan med speciallæger, så skal man også tale om økonomi, og der skal Sundhedsstyrelsen lave den konkrete plan med en anbefaling til regeringen. Med sundhedsreformen har vi afsat 400 mio. kr. for at komme i gang, men i de kommende år skal vi drøfte, hvordan vi sikrer tilstrækkelig økonomi til at få nok speciallæger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Mobile fabrikker over hele verden

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce