Annonce
Udland

Syrisk målmand og oprørsikon er dræbt i kamp

Omar Haj Kadour/Ritzau Scanpix
En af Syriens mest populære fodboldspillere, der var en kendt skikkelse i kampen mod regimet, er død, 27 år.

En syrisk målmand og oppositionsaktivist, som tidligt i det syriske oprør mod præsident Bashar al-Assad blev et ikon på modstanden mod styret, er dræbt i kamp.

Det meddeler oprørsgruppen Jaish al-Izza. Målmanden, 27-årige Abdelbaset Sarout, var kommandant i den militante gruppe.

Han døde lørdag efter at være blevet såret i kamp torsdag.

Meddelelsen om Sarouts død bekræftes af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der via et netværk af kilder og aktivister holder øje med situationen i Syrien.

Sarout var en af Syriens mest kendte fodboldspillere. Han var blandt andet målmand på Syriens juniorlandshold.

Da borgerkrigen i Syrien brød ud i 2011, var Sarout en af de første sportspersonligheder i landet, der sluttede sig til oprøret mod præsident Assad.

Han stod i spidsen for demonstrationer mod styret og blev kendt som "revolutionssangeren", fordi han skrev protestsange mod regimet.

Han steg hurtigt i graderne og blev kommandant og var en kendt leder af en af de mere moderate oprørsgrupper.

Sarout var blandt andet leder af en enhed af krigere, der kæmpede mod regeringsstyrker i Homs. Han overlevede belejringen af byen, hvor to af hans brødre blev dræbt. Tidligere i krigen var hans to øvrige brødre og hans far blevet dræbt.

- Han var både en populær skikkelse, der stod i spidsen for oprøret, og en militær kommandant, siger major Jamil al-Saleh fra Sarouts oprørsgruppe.

Den syriske regering erklærede officielt Sarout for en "forræder". Han blev bandlyst fra den syriske fodboldverden, og styret udlovede en dusør for ham.

Sarout var også en af de centrale figurer i den syrisk-tyske dokumentarfilm "Return to Homs" fra 2013.

/ritzau/AP

Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Vindagen markeres i marken

Mest læste

Lemvig

Jobprojekt hjælper i arbejde

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce