Annonce
Læserbrev

Ulven. Får er omvandrende madpakker

Debat: Fornylig blev vi igen vidne til at ulv (hvis det er ulv) kom ind i en fårefold og dræbte nogle får. Frygteligt for landmanden for 3. gang at opleve det, og det kunne have været undgået.

Allerede i 2014 kom forvaltningsplanen for ulv og ved denne lejlighed blev der sendt besked ud til samtlige fåreavlere i ulveområdet, at det var forventeligt, at ulve ville tage får. Derfor overrasker det ikke nogen, at det er sket igen. Det må man forvente når man bor i ulvezonen.

Når man ved det, så er det nogens ansvar, at ulven ikke kommer ind til fårene. Der er to muligheder: Enten sætter man hegn op i ulvezonen der virker. Vi ved fra Tyskland, at rovdyrafvisende hegn gør det. Hvis ikke der kan sættes ordentlige hegn op, fordi det er afpudsning af marker, så skal får slet ikke forekomme i områder med ulv. Ulven er totalfredet og står i Habitatsdirektivet som bilag IV dyr og er totalfredet, med god grund.

Der er nogle der har ansvaret fo,r at der er sket angreb igen, og for at slå det fast med syvtommersøm, så er det ALDRIG ulvens ansvar. Den er et dyr, der styres af instinkter, og får er omvandrende madpakker, der er blevet så indavlet, at deres naturlige flugtinstinkter er blevet afløst af adfærd, hvor de klumper sig sammen. Dette er ikke hensigtsmæssigt i forhold til rovdyr.

Som reglerne er i dag kan man få tilskud til at sætte ulvesikkert hegn op, og det skal laves om til, at man som fåreavler kan få hele sin udgift til hegn dækket. Hvis det er umuligt med hegn, skal der ikke forefindes får.

Naturstyrelsen skal meget mere håndfast stille krav til de landmænd, der lejer statens arealer, og hvis kravet om hegn ikke overholdes, så ingen erstatning. Vi har som forening været ude og tjekke hegn flere gange, og det er stadig visse steder ganske uacceptabelt, at de ikke bliver vedligeholdt i ulvezonen. Måske skal der laves en brigade, der kan hjælpe med at holde undertråden fri af vegetation, måske skal der lægges plastik, så der ingen vegetation er. Ulve kravler som regel under hegn fremfor at hoppe over.

I stedet for som der står i en pressemeddelelse fra Dansk fåreavl fra 2017, at det skal være muligt at skyde en ulv, der går på får, så skal der findes andre løsninger i Dansk fåreavl. Hvor har I været i forhold til de landmænd, der har haft brug for hjælp ved angreb på deres dyr? Kom med nogle konstruktive forslag til jeres medlemmer og støt dem i deres kamp for dækning af udgifter til hegn.

Hvis Naturstyrelsen ikke kan overholde beskyttelsen af ulven, som de er forpligtet ved at stille krav til landmændene, så må Miljøstyrelsen på banen. Der må rettes henvendelse til dem om at sørge for at overholde lovgivningen omkring et fredet dyr.

I sidste ende er det Miljøministeren, der bliver kontaktet og EU, hvis politikerne heller ikke vil overholde gældende lovgivning.

Vi skal finde fælles fodslag i en verden, der har forandret sig, fordi der er kommet et dyr tilbage, som har været væk i 200 år. Det er ikke et dyr, vi ikke kan leve uden, men den er en del af den danske fauna og hører hjemme her. Vi må finde ud af at leve med den, vi har råd til det i nutidens Danmark, og landbruget skal være imødekommende overfor folk, der gerne vil naturen. Vi skatteydere skal støtte økonomisk, så ingen skal gå fra hus og hjem på grund af ulv. Det er en gave til Danmarks natur, at ulven er her, og så må vi løse de problemer, nogle folk har med den uden at skyde. Det er ingen mulighed.

Så kan vi diskutere problemulve, når sådan nogle dukker op. Indtil videre er problemerne skabt af mennesker, der intet ansvar har taget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce