Annonce
Danmark

Valgplakater er på vej op: Sådan er reglerne

Viadukter, broer, lygtepæle. Folketingskandidaterne skal gerne kunne ses. Fra på lørdag går det løs. Arkivfoto: Morten Dueholm
Valg er lig med valgplakater. Reglerne for hvor de må hænges op, hvornår og hvor længe er klare.

Mange har nok luret, at der hist og pist allerede hænger valgplakater (og cirkusplakater) i lygtepælene.

Det er ok - så længe, valgplakaterne handler om det kommende Europa-Parlamentsvalg.

Først fra på lørdag klokken 12.00 bliver det nemlig tilladt at hænge valgplakater op, som relaterer sig til det folketingsvalg, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag udskrev.

Reglerne, der er landsdækkende, slår nemlig fast, at valgplakater må hænges op på offentlige veje og private fællesveje i perioden fra klokken 12.00.

Det er nu på lørdag, den 11. maj, hvor partisoldater sandsynligvis vil slås om hver en ledig lygtepæl, så netop deres smilende kandidater kan blive set af flest mulige.

Annonce

Op til otte døgn

En valgplakat er i øvrigt defineret som "en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 kvadratmeter, skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet på dets hjemmeside. Ønsker man at ophænge større plakater, bannere, skærme med levende tekst og billeder m.v., skal der således stadig søges om tilladelse hertil hos den pågældende vejmyndighed

Af ministeriets hjemmeside fremgår det også, at valgplakaterne skal være påhæftet kontaktoplysninger, så man kan få fat på rette vedkommende, hvis plakaterne hænger ulovligt. Det gør de eksempelvis, hvis de på en lygtepæl hænger lavere end 2,3 meter.

Og hvornår skal de så fjernes igen? Så hurtigt som muligt, mener mange, men reglerne tillader trods alt, at de hænger der op til otte døgn - ved døgnets udgang - efter valget. Dermed får de loyale frivillige lige har chancen for at komme sig over sejren eller nederlaget.

De mere specifikke regler for, hvor valgplakaterne må hænge - og hvor de absolut ikke må - kan findes på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

24-årig lemviger kørte galt ved Skive

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Danmark

Sådan undgår du at få coronavirus: Tag bare til Norditalien, men kram ikke en italiener

Lemvig

Indbrud hos Bay Art under opklaring

Annonce