Annonce
Danmark

Ventetid tærer på familier med handicappede

Annonce

I 2020 har vi alle samme skulle vænne os til at vente – vente på at kunne se andre mennesker, på at komme i skole, på arbejde, handle. Det er og har været helt nyt for de fleste. Men desværre ikke for borgere med handicap.

Lange sagsbehandlingstider og høje omgørelsesprocenter har i årevis betydet, at de måtte vente på at kunne komme med til sociale arrangementer, få en uddannelse, have et arbejde eller selv handle. Og til forskel fra flertallet uden handicap, så går det ikke væk, når vaccinen kommer.

Som beskrevet i flere landsdækkende medier, er der fejl i omkring 42 pct. af de sager, som borgere med handicap klager over, og problemet er steget år for år viser en rapport fra Embedsværket og Advokatsamfundet.

Sanne Møller

Det er et uforsvarligt højt niveau. Debatten har kørt i de seneste uger efter pressens dækning af sagen, og Kommunernes Landsforening har forsøgt at forklare forholdene. Her har de bl.a. anført, at det jo ”kun” i mange tilfælde handler om proceduren, sagsbehandlingen eller dokumenter der mangler. Ud over at det juridisk set er uholdbart at affærdige retssikkerhedsgarantier og oplysningspligten som noget der ikke skulle være vigtigt, så overser KL fuldstændig følgevirkningerne, nemlig at borgere der mangler hjælp ender med at undvære hjælp.

Langvarig usikkerhed om økonomisk og social sikkerhed kan medføre stress, angst og depression. Det gælder i særdeleshed de 130.000 borgere med handicap, der modtager hjælp – og deres familier, som bliver ekstra belastet, når familiemedlemmet med handicap ikke modtager kompenserende hjælp og blot venter. Så bliver det nemlig familierne, der skal trække læsset. Det kan være en hård prøvelse for et ægteskab, at blive hjælper og afhængig, i stedet for ligeværdige voksne, og det er svært at være søskende til et barn hvis handicap tager al mor og fars tid.

En vis sagsbehandlingstid er nødvendig, hvis der skal træffes en rigtig afgørelse. Men når sagsbehandlingen trækker ud, må familien klare sig selv.

Karen Wung-Sung

Forældre må ophøre med at arbejde for at passe det barn, som ikke kan rummes i skolen, mens kommunen undersøger om det er et specialtilbud og/eller tabt arbejdsfortjeneste der er løsningen.

For familien løser tiden ingenting, og da slet ikke hvis der ikke iværksættes midlertidige foranstaltninger til at kompensere for sagsbehandlingstiden. Endnu mindre, hvis de venter på en afgørelse, som de ender med at klage over, hvorved ventetiden forlænges med 6 måneder. Scenariet fuldendes, når den hjælp der bevilges, ender med at være forældet, på det tidspunkt hvor der findes en endelig afgørelse. Søger du for eksempelom aflastning til at kunne få indhentet søvn eller være sammen med et raskt søskendebarn, så har en bevilling, der er 1½-2 år undervejs ikke meget værdi.

Som vi har dokumenteret i vores rapport Retssikkerhed for Udsatte Borgere, ender knap halvdelen af sagerne i Ankestyrelsen med at blive hjemvist. I mange tilfælde fordi der mangler oplysninger i sagen. Skrivebordsarbejdet starter forfra i kommunerne. Formålet med serviceloven er ”at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer”, OG ”…fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.”

Hjemviste sager er et enormt og uacceptabelt spild. Spild af livskvalitet, spild af tid og spild af penge. Selv hvis man ikke kan se værdien af de første to, så må det være indlysende, at ingen borger bliver billigere for samfundet som helhed, når kommunerne gennem længere tid leverer i underkanten – eller helt ved siden af – borgerens behov. Når borgeren med handicap, ud over sit handicap, skal kæmpe fra hus til hus for at få dækket basale hjælpebehov, er der til sidst ikke noget overskud til at kunne alt det, som hjælpen egentlig skulle muliggøre. Familieliv, arbejde, socialt liv, deltagelse i samfundet.


Når borgeren med handicap, ud over sit handicap, skal kæmpe fra hus til hus for at få dækket basale hjælpebehov, er der til sidst ikke noget overskud til at kunne alt det, som hjælpen egentlig skulle muliggøre. Familieliv, arbejde, socialt liv, deltagelse i samfundet.


Det er også et fåtal hvis funktionsevne bliver bedre i ventetiden uden hjælp, hvorimod antallet af borgere hvis handicap forværres og hvis sociale, økonomiske og familiære sikkerhedsnet langsomt skrumper, indtil familien ud over handicappet nu også er ensom, uden midler og med stærkt nedslidte familierelationer.

Hurtige korrekte afgørelser og hurtige klagesagsgange er helt afgørende for at få brugt ressourcerne på handicapområdet rigtigt.

Tænk på den tillid kommunerne kunne få, hvis de styrkede indsatsen for at træffe den rette afgørelse hurtigt og i første omgang og retssikkerheden var betryggende.

Tænk på den legitimitet det ville give dem. Tænk på de borgere, som kan gå på arbejde i stedet for at slås med kommunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Blev bestjålet ved fødselsdagsfest

Lemvig

Det kan blive meget værre endnu

Danmark For abonnenter

Rasmus Paludan har fundet nyt hul i lovgivningen: Sætter 200 kroner på højkant til underskrivere af vælgererklæringer

Annonce