Annonce
Læserbrev

Vester Husby. Kulturen til forskel - det gælder vel også kulturarven?

Græm Kær, Vester Husby. Privatfoto: Eva Hermann

Debat: For 60 år siden kom jeg første gang på besøg hos mine svigerforældre, der boede i Øe, den sydligste del af det, man i dag kalder Vester Husby. De gamle stednavne er bevaret i vejnavnene. Det var første gang, jeg var ved Vesterhavet, og jeg husker tydeligt, hvor betaget jeg blev allerede på køreturen ad det, man i dag kalder Bækbyvej. Få huse og gårde, men ingen træer forstyrrede udsigten til ”æ hawbjerre”. Sommerhuse, det var noget, man havde i Vedersø Klit. Siden den dag i påsken 1959 har vi gennemtravet den vestlige del af Husby sogn fra Vedersø Klit til Fjand utallige gange både klitlangs og strandlangs, som det hedder herude, og heldigvis er det stadig muligt nogle steder at få et lignende syn, som det jeg fik dengang.

Men den tid vil være uigenkaldeligt forbi, hvis det lykkes for Aksel Gade, næstformand i Holstebro byråds udvalg for Natur-, Miljø og Klima at få gennemført sit forehavende i byrådet, nemlig at få udstykket grunde til yderligere 50-80 sommerhuse på de sidste åbne arealer i området lige inden for klitterne. Aksel Gade begrunder ønsket med kommunens dårlige økonomi, som blandt andet skyldes, at ”dele af landbruget er i knæ og bidrager derfor til, at kommunens indkomstgrundlag er ekstra udfordret”. I 2008 var der godt 2000 sommerhusgrunde (i henhold til de seneste tal, jeg har kunnet finde) i Husby-Nissum-Fjand-området, så yderligere 50-80 vil næppe redde kommunens økonomi.

Sommerhusområdet i Husby er flere gange blevet udvidet, siden de gode sognerådsmedlemmer med Jens Andersen i spidsen fik lavet en plan i 1964-65. Der er i dag også mange sommerhuse øst for Bækbyvej ud mod Klitvej. Sidst rykkede man over på den østlige side af Klitvej og udstykkede de såkaldte Husby Strandenge. Her har jeg læst, at der er omkring 100 grunde på mindst 3500 kvadratmeter svarende til 35 hektar. Hertil må lægges veje og grønne områder.

Her springer kæden af min cykel, når jeg på Holstebro Kommunes hjemmeside læser portrættet af Aksel Gade, der siden 1977 har drevet landbrug i det sidstnævnte sommerhusområde: ”I mange år drev han 130 hektar i Husby, hvoraf 80 hektar var forpagtet – med produktion af grise i stalden og med korn og kartofler som specialafgrøde i marken. Grisene er for længst sat ud, og til gården er der i dag kun syv hektar. Resten er udstykket til sommerhusgrunde”.

I det indlæg, som Aksel Gade har haft i avisen, fremgår ikke tydeligt, hvilken af sine kasketter, han har på. Er det som venstremand, byrådsmedlem, nabo eller noget helt fjerde eller det hele? Jeg har svært ved i hans indlæg at se, at det kan være som interesseret i de områder, han er udvalgt til at kæmpe for: Natur, miljø og klima. Her var ellers muligheden for, at kommunen kunne leve op til sit slogan: Kulturen til forskel. Dette gælder vel også kulturarven?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Parløb til ny forstander er fundet

112

Gnist antændte storbrand

Søndag ifølge For abonnenter

Døde ting har også en sjæl, der kan druknes

Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Jeg har ikke selv været derude i frontlinjen, hvor håbløsheden og afmagten truer. Men jeg har haft mine egne kampe. Ikke noget, som giver mig ret til at sidde med ved bordet, når I, der for alvor har været ramt, mødes og til indforstået nikken fortæller om ødelæggelser og ærgrelser. Men nok til, at jeg bilder mig ind, at jeg forstår jer. Og helt sikkert nok til, at jeg ved, at andre med en passion forstår mig. Jeg taler om vandet. Og lidt om gamle lp-plader. Men mest om vandet. Det forbandede vand, som igen i denne uge bare steg og steg og ubønhørligt trængte ind, hvor vand ikke har noget som helst at gøre. I kolonihavehuse og i kældre. Og - nå ja - i pladeomslag. For mig begyndte det søndag formiddag lidt syd for Ringkøbing. "Det er da ikke så slemt. De kan stadig bruges. Det er jeg sikker på." De opmuntrende ord kom fra den unge mand, der skulle tale værdien af arvestykkerne op. Jeg var ikke engang ude på at tale værdien ned. Jeg var slet og ret nedslået over ødelæggelsen. For de var fine. Rigtig fine, endda. Man kunne se, at nogen havde holdt af dem og passet på dem. I hvert fald lige indtil, der ikke længere var nogen til at gøre det. Og en enkelt forkert beslutning var nok til, at årtiers nænsom behandling var skyllet ud med badevandet. Pladerne med Pink Floyd, Rolling Stones, Black Sabbath og alle de andre havde ikke haft godt af at stå i en kold og fugtig stald. Nok var de ikke helt druknet, men dog så fugtige, at der i den varme stue dannede sig små perler på indersiden af plastikomslagene. Fra en bestemt vinkel kunne jeg se en tåre løbe fra Bob Marleys øje. Det er så ærgerligt, når ting, man holder af, bliver ødelagt. Nogen vil sikkert sige, at det bare er døde ting og ikke noget, der for alvor betyder noget. Måske lige bortset fra det rent økonomiske. Men fortæl det til familien, som har brugt år på at renovere kolonihavehuset og indrettet det på en helt personlig måde. Fortæl det til dem, der havde vigtige ting i kælderen. Fortæl det til dem, der havde anlagt en flot baghave ned til åen og nu har en pløret sump tilbage. Fortæl det til diskoteksejeren, der fik hele virksomheden skyllet ud i åen. Og fortæl det til samleren, der netop har fundet en yderst velholdt udgave af Doors-pladen L.A. Woman fra 1971, som kun har den ene skavank, at den er drivvåd. Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Vi var mange, der mandag og tirsdag gik en tur langs Storå i Holstebro med kameraet i hånden. Nogle kom ovenikøbet langvejs fra for at se på begivenhederne. For selvfølgelig er det også en begivenhed. Det er interessant. Vi dokumenterede og delte oplevelsen. Jeg gjorde det med tankerne sporet ind på, hvor håbløs en opgave, der venter de værst ramte boligejere. Jeg havde nok opgivet på forhånd, når jeg tænker på, hvor mange kvaler en smule fugt gav mig i weekenden. For jeg købte pladerne søndag formiddag, og jeg brugte resten af dagen på at pylre om dem. Siden har de ligget til tørre på stuegulvet. Der er få ting, der er lige så destruktive som vand. Nok tørrer det hele igen, men ikke uden at efterlade sig spor. Tingene bliver bare aldrig helt de samme. Men til min store glæde ser det ud til, at der rent faktisk er gode eksemplarer til pladesamlingen, som har overlevet den hårde behandling. Jeg håber, at jer, der er ramt af oversvømmelserne, også finder ud af, at noget klarede det og bliver ok igen. Mens I rydder op og håber, at denne gang blev sidste gang, kan alle vi andre diskutere, om nogen skulle have gjort noget for længe siden. Om det så er kommunen, vejrguderne eller os alle sammen.

112

Fællesskur i flammer lørdag morgen

Annonce