Danmark

Vi kan lære af at se ondskaben i øjnene

Niels Kjeldsen-Kragh

5. januar offentliggjorde dagbladet Information en kronik, skrevet af Jan Andersen og handlede om det mord, han i begyndelsen af 90'erne begik på sin fem-årige datter. I 1993 blev han idømt otte års fængsel. Han er siden blevet rehabiliteret, har uddannet sig til pædagog og er beskæftiget i socialpsykiatrien. I kronikken beskriver Jan Andersen omstændighederne og forudsætningerne for drabet; hvordan han udførte det og hvilke tanker, han siden har gjort sig om forbrydelsen.

Det har siden været livligt debatteret, om Information burde have undladt at bringe kronikken. BT har på nettet lavet et spørgeskema, hvor man kan give udtryk for, om man synes, det er forkert af et dagblad at bringe et debatindlæg om barnedrab. Tendensen går i retning af, at 2/3 mener, det er forkert; lidt under 1/3, at det ikke er forkert. Mange har udtrykt væmmelse og forargelse over at lade barnemorderen få ørenlyd. Andre har rost Jan Andersen for at turde stille sig frem og fortælle offentligheden om en så skændig handling. At slå et barn ihjel er en bestialsk handling, som er svær at forstå. Det er umiddelbart ubegribeligt, at et voksent menneske dræber et forsvarsløst væsen. Det kalder stærke følelser frem i os, og vores automatreaktion er voldsom fordømmelse. Vi sætter lighedstegn mellem et barnemord og inkarneret ondskab. Når vi står overfor råhed, som er os fremmed, ligger det lige for at give igen af samme mønt. Brutalitet smitter. "Svinet skal spærres inde, og nøglen skal smides væk" og han skal i hvert fald ikke have lov til at fortælle om det i avisen.

Hvad skal vi mene om de medier, der er mikrofonholdere for mennesker, der vil redegøre for, hvorfor de har begået utilgivelige handlinger. Skal disse mennesker have taletid eller ej? Har deres beretninger nogen eksistensberettigelse, og er de kun i forbryderens interesse, eller har de en almen værdi. Det afhænger naturligvis af beretningens kvalitet. Hvor troværdig er fortælleren. Hvor meget er han tilbøjelig til at besmykke sine handlinger? Hvor meget idealiserer han sig selv? Hvor meget angler han efter medlidenhed? Hvor kvalmende er hans selvretfærdighed, og hvor meget står han ved sin skyld? Er der dybde og omtanke i hans fortælling? Har man læst Jønkes biografier, vil man vide, hvad jeg mener med letkøbt og fraseagtig fremstilling af egen kriminalitet. De bedste beskrivelser gør læseren klogere og udvider hans verden; de dårligste er fyldt med klicheer og overfladiske konklusioner.

Et dagblad modtager kronikforslag fra offentligheden. De ringeste sorteres fra. Ikke alt bliver optaget. De kronikker, der ser ud til at have et seriøst budskab, har større chance for at blive publiceret end banale betragtninger. Og modtager en avis et debatindlæg fra en morder, der så ærligt, som han formår, vil redegøre for årsagen til hans ugerning, må det være enhver debatredaktørs ret at bringe indlægget, hvis han skønner, at kronikøren har noget nyt og lærerigt at tilføre, så almenheden kan få større indblik i ondskabens væsen. For ondskab skal ikke forties. Ondskab skal studeres. Vi skal lytte til de mennesker, der har begået onde handlinger for at få mulighed for at blive klogere på, hvad der skaber betingelser for ondskab - og dermed blive mere vidende om vores egen latente ondskab og bedre rustet til at iværksætte foranstaltninger, der fremover vil kunne reducere risikoen for vold og brutalitet.

Jan Andersen har leveret et vægtigt bidrag til forståelsen af, hvad der kan føre til barnemord. Han fortæller om sin egen miserable barndom, præget af svigt. Og da han selv efter at være blevet far står overfor en skilsmisse, bringes hans barndoms kaos og forladthedsfølelse til live på ny. Han har selv lidt under alt for mange brud. Han er styret af sine egne mangler fra sin egen barndom og tror, at datterenføler, som han selv gjorde som barn. Han forestiller sig, at han skåner sin datter ved at slå hende ihjel. Med sin kronik bringer Jan Andersen hermed sin egen mening i galskaben. Det er lærerigt at blive mindet om, at vi ofte ikke ser vore børn og deres indre verden, men derimod os selv og iklæder vore børn de behov, vi selv havde. Vi går ud fra at vore børn er, som vi selv var - en fatal fejltagelse, fordi vi ikke forholder os til det menneske, der stå overfor os, men udelukkende til os selv.

Barnemordere bliver betragtet som monstre. Et monster er et udyr, der skal jages væk og udryddes, så vi andre kan leve i fred. Som når vi brænder hekse ved sankthans: "Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde". De onde skal fordrives, så de gode kan have det godt. Men hvad med monsteret i os selv? Hvem har ikke i ny og næ været lidt eller meget gemen? Det er let at stemple andre som forfærdelige og hermed evakuere ondskaben fra sig selv. Men vi er alle i vekslende omfang opfyldt af onde tanker og følelser, som omsættes i handlinger og får os til at påføre andre mennesker smerte. Jesus sagde til farisæerne, da de kom med en kvinde, som de ville have stenet for hor: " Den, der er ren, kaster den første sten". Sætningen var så enkel og virksom, at alle gik, og til sidst var kun den utro kvinde og Jesus tilbage.

Jeg har i min egenskab af psykiater lagt øre til mennesker, der har begået grufulde ting - inklusiv barnemord. Pædofile har været en del af min patientkreds. Det har ind imellem været næsten ubærligt at høre på deres fortælling. Men de er ikke trolde og hekse, og vi andre er ikke uskyldsrene engle. Mennesker er ikke sort/hvide. Over tid - med ugentlige samtaler over måneder og år - har disse mennesker vist ansats til medmenneskelighed, anger og medfølelse. Men ingen er monstre. Det indebærer dog ikke, at alt kan tilgives. Bestialske ugerninger kan ikke tilgives, og selvom Jan Andersen har udstået sin straf, skal hans drab ikke tilgives. Men såfremt vi vil forblive humane, må vi holde fast i, at alle mennesker, der seriøst og dybfølt ønsker at blive hørt, har ret til at blive lyttet til - og forhåbentlig blive forstået.

Illustration: Gert Ejton
0/0

Tophistorier

Annonce
Erhverv For abonnenter

Analyse: Den smarte vej til elbiler - uden strømafbrydelser

Annonce
Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Slagtersønnen fra Struer elsker at provokere

Danmark

Test dig selv: Kan du se Dannebrog på dette billede?

Danmark For abonnenter

Stram Kurs kom ikke i Folketinget: Hvad nu, Rasmus Paludan?

Tophistorier

Danmark

Test dig selv: Kan du blive dansk statsborger?

Erhverv

Elselskaber advarer: Din elbil kan få lyset på villavejen til at blinke

Elbiler: I maj blev der solgt 422 elbiler i Danmark. Sidste år blev der i samme måned solgt 76 elbiler. Så selv om de grønne biler stadig kun udgør få procent af hele bilsalget, slår elselskaberne nu alarm: Hvis vi ikke snart investerer voldsomt i de elkabler, der ligger i jorden, kan sværmen af elbiler ødelægge den ellers meget stabile strømforsyning, vi er vant til i Danmark. - Det er en reel risiko. Det er sjovt at sige, for det er ikke en verden, som vi kender, siger Lars Bonderup Bjørn, der er direktør i Trekantområdets store energiselskab Ewii. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) brugte sin åbningstale i Folketinget sidste efterår til at lufte en ambition om, at der i 2030 skal være en million grønne biler i Danmark. Mette Frederiksen (S) har talt om, at der skal være 500.000 elbiler i Danmark i 2030, mens De Radikale har talt for det dobbelte. Så alt tyder på, at vejen er banet for en kraftig elektrificering af bilparken over ganske få år, og det kræver handling fra elselskaberne. - Vi kender godt løsningen, for vi kan bare udrulle tilstrækkelig netkapacitet. Sværere er det ikke, siger Lars Bonderup Bjørn. Problemet er, at løsningen kræver grønt lys fra Folketinget, der regulerer økonomien i elselskabernes elnet. Og her mangler der klare svar.

Kultur For abonnenter

Rottefælderevyen: Musikalsk grovfil

Danmark

DMI: Skybrud, hagl og kraftige vindstød på vej

Annonce