Annonce
Leder For abonnenter

Vi søger mod nord

Man undgår også at blive klemt i de store turistområder, hvor Lalandia er på vej, og der er overnatningstal, der er meget, meget højere end her lokalt.
Geografisk lød det mere naturligt med et samarbejde omkring turismen syd for Limfjorden, men måske er det alligevel ikke så dumt, at det i stedet bliver samarbejdspartnere nord for Limfjorden.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Medmenneskelighed. Hærværk mod jødiske grave kræver reaktion fra både kirke og folk

Debat: Det var med chok og sorg, at jeg søndag læste om gravskændinger og hærværk mod jøder i alle nordiske lande inklusive Danmark. Det er uhyggeligt at nogen kan få sig til at skænde jødiske grave på den nat, hvor man med gru mindes krystalnatten, der blev afsættet for den nazistiske systematiske jødeforfølgelse. Det må af både folk og kirke mødes med den klareste afvisning. Jeg er overrasket over, at vi er nået hertil. Men det ekstremistiske had imod jøder og andre minoriteter ligger åbenbart ikke langt under overfladen hos visse grupper. Det bør få os alle til at tænke over den måde, hvorpå vi taler om og behandler hinanden. Ikke mindst sårbare grupper. På det politiske plan må man stoppe grænsesøgningen imod de internationale konventioner i vores behandling af sårbare grupper. Og på det mellemmenneskelige plan, må vi sige fra, når vi hører diskriminerende udsagn om minoriteter, når racistiske udsagn lyder på fodboldstadions, og når ”popsmarte” jokes cementerer ondskabsfulde karikaturer af folk af andet tro, etnicitet eller seksuel orientering. Hændelserne mod vore jødiske brødre og søstre lørdag nat gør, at vi har brug for en kraftig samlet modreaktion. For ligegyldigheden er farlig og samfundsnedbrydende. Den jødiske journalist, forfatter, professor og nobelfredsprismodtager Elie Wiesel holdt en tale i Det Hvide Hus i 1999 – på overgangen til det nye årtusinde, hvor han advarede imod ligegyldigheden, som en læring af det tyvende århundrede. I talen siger han blandt andet: ”Ligegyldigheden er ikke en begyndelse - det er en afslutning. Og derfor er ligegyldighed altid ven af fjenden, for den er til fordel for aggressoren - aldrig for hans offer, hvis smerte forstærkes, når han eller hun føler sig glemt. Den politiske fange i sin celle, de sultne børn, de hjemløse flygtninge - ikke at reagere på deres vilkår, ikke at afhjælpe deres ensomhed ved at give dem et glimt af håb er at forvise dem fra menneskets hukommelse. Og ved at nægte dem deres menneskelighed, forråder vi vores egen. Ligegyldighed er derfor ikke kun en synd, det er en straf. Og det er noget af den vigtigste lære i dette udrindende århundredes vidtrækkende eksperimenter med godt og ondt.” Der er brug for at vi siger fra, både som enkeltmennesker og som samfundsbærende institutioner. Og her spiller folkekirken en basal rolle. Evangeliet skal lyde rent og klart, ikke blot om Guds barmhjertighed og nåde, som fundamentet under hvert eneste menneskeliv, men også i sin tale mod synden. Syndens frugter er menneskets indkrogethed i sig selv og sin egen egoisme. Det er vores utæmmelige grådighed og frygten for det/den fremmede, misundelsen og hadet, der afstumper os som mennesker, og som siden Kains brodermord har ført til had, undertrykkelse og krige. Kirken må afsløre synden og gå til kamp imod den. Ingen har vel sagt det mere utvetydigt, end digterpræsten Kaj Munk: ”Verdensmagthaverne mødes med de såkaldte fromme kristne deri, at der ikke må tales politik i kirken. Deri tjener kirken dem gerne, så længe de fører en politik, der ikke er Kristus fremmedartet. Men slår de ind på veje, som Kristus har betegnet som dem, der fører stik mod Guds vilje og derfor til afgrund for folkene, da var kirken ikke Jesu kirke, om den tav. Thi at tie overfor synden er at tale Djævelens sprog!…. Det er kristeligt ret af kirken at råbe: Dette er stridende mod Grundloven i Kristi Rige, den, der hedder barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske sind. Og Kirken må gå videre uden at lade sig trætte, sker det en gang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse folket til oprør. Thi det kristne folk, der sidder dårløst hen, når dets idealer trampes under fode, slipper forrådnelsens kræft ind i sit sind, og Guds vrede sænker sig over det.” (citater fra Kaj Munks sidste prædiken i København i Vor Frue Kirke) Med til kirkernes kamp imod synden hører også kampen for religiøs frihed, og frihed og lighed for alle uanset politisk overbevisning, etnisk tilhørsforhold, tro eller seksuel overbevisning m.m. I tilgift lyder kirkens forkyndelse til tro og til håb midt i alt det, som kan synes håbløst. For vi tror en Herre, der viste at kærligheden er stærkere end ondskaben og livet stærkere end døden!

Annonce