Annonce
Læserbrev

Vindmøller. De lokalpolitiske kandestøbere

Debat: Det er nu snart 300 år siden Ludvig Holberg skrev den fremragende komedie ”Den politiske kandestøber”. Kort fortalt handler det om en person, som ytrer sig og handler inden for det politiske liv uden at have forstand på det.

Vi kan roligt tage et hop til anno 2019, hvor selvopfundne lokale politikere lever op til de værste former for kandestøberi, når de på forskellig vis skal stå på mål for deres politiske virke, hvor forstand og fornuft ikke er eksisterende.

Seneste eksempel er, at der nu gives tilladelse til, at der kan opføres syv vindmøller på grænsen mellem Herning og Holstebro kommuner i Aulum-Tvis området. To af møllerne opføres 150 meter og 300 meter fra to minkfarme. Højden på møllerne er 140 meter.

Såkaldt ansvarlige politikere har været og er bedøvende ligeglade med, at en minkavler i Herning Kommune sidste år måtte se sit livsværk synke i grus, fordi fire vindmøller - heraf en vindmølle 386 meter fra hans minkfarm medførte, at minkene blev aggressive, stressede og årligt fødte 3500 døde og vanskabte hvalpe. En dyrlægerapport beskrev detaljeret, hvordan minkene ændrede adfærd efter møllerne blev sat i drift.

Selv denne faglige beskrivelse og dokumentation fra en dyrlæge, har kommunalbestyrelserne i både Herning og Holstebro siddet overhørig. En kommende retssag vil uden tvivl give denne minkavler både økonomisk erstatning og total oprejsning!

At der er tværpolitisk ligegyldighed, arrogance og uvidenhed omkring vindmøllers dødsens farlige lavfrekvente lyde og anden støj, er både beskæmmende og trist.

De nuværende officielle støjmålinger bygger på ældgamle beregninger fra vindmøller, der var op til 75 meter høje. Nu er vindmøllerne mere end dobbelt så høje, og de lavfrekvente lyde og anden støj, er dødsensfarlige for både dyr og mennesker tæt på møllerne! Ikke en eneste lokal politiker har tilsyneladende format til at råbe vagt i gevær!

Såkaldte ansvarlige lokale politikere gider nemlig end ikke besigtige de to minkfarme i Aulum-Tvis området, hvis indehavere frygter for deres erhverv og de pinsler deres mink vil opleve, når møllerne sættes i drift.

Hvad der præcis sker oven i hovedet på almindelige mennesker, når de opfinder sig selv som politikere, blæser i vinden og kan samles i følgende beskrivelse:

”Jeg altid med en halv vind løber, for nu er jeg en politisk kandestøber”.

Annonce
Arkivfoto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce