Vi bruger cookies!

folkebladetlemvig.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folkebladetlemvig.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Den livsnødvendige kulturpolitik.


Den livsnødvendige kulturpolitik.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Forfatter og foredragsholder, Ærøskøbing Finn Slumstrup
Minut interview
Debat. 

Det er ikke noget nyt, at politik er en kamp. Men i en dansk sammenhæng har kampen på dramatisk ændret karakter i de senere år. Det politiske arbejde har langt hen ad vejen flyttet sig fra at være en bestræbelse på at videreudvikle samfundet til en forsvarskamp for at forhindre bygningsværket i at gå i opløsning. Skandalerne står i kø fra PostNord over Banedanmark til Skat. Tidligere tiders enighed om "det Danmark du kender" er brudt sammen, og politikerne udfolder kolossale anstrengelser for at give politiet redskaber, der skal få rabiate minoritetsgrupper til at respektere lov og orden.

Samtidig er den voldsomme medieopmærksomhed om disse små grupper med til at forhindre os i at se nærmere på de mange tegn på, at samfundet i langt bredere forstand er ved at falde fra hinanden. Fra de seneste uger kan man blot tænke på, at danskerne skylder DR knap halvanden milliard i licens, at den danske ungdom har en helt suveræn europarekord i druk, og at undervisningsministeren kæmper en fortvivlet kamp for at komme udbredt snyderi ved eksamen til livs. Hele tiden suser nye initiativer om strengere straffe, mere kontrol, mere disciplin rundt i det offentlige rum. Når folk ikke vil rette ind med det gode, så må vi tvinge dem til det!

Denne triste udvikling er nu blevet så tydelig, at der naturligvis rejser sig oppositionelle stemmer om, at vi nu er gået for vidt. Vort kontrolhysteri må afløses af, at vi viser større tillid til medarbejderne i offentlige systemer og på private arbejdspladser.

Det kommer bare ikke til at ske. For et samfund kan kun baseres på tillid, hvis der er en fundamental fælles forståelse af, hvad der er god moral og hvad der er målet med samfundet. Men det er præcis denne fælles forståelse, vi støt og sikkert sætter over styr. Siden 1970'erne er vi blevet mindre homogene, og siden 90'erne har troen på markedskræfternes velsignelse haft stadig friere vilkår. En skamløs kapitalisme har i den globale verden udfordret velfærdsstatens solidaritetsprincip på det voldsomste. Vi har lært, at når det regner på præsten, tørster degnen, og Fanden tager resten. De rige bliver stadig rigere, det tynder ud i middelklassen, og underklassen vokser.

Hvis denne ulykkelige udvikling skal standses, er det nødvendigt at sætte alle sejl til for at bremse den rå egoismes fortsatte vækst. Det kan man ikke gøre hverken med støt voksende kontrol eller strengere straffe. Egotrippet kan kun bremses indefra, nemlig gennem oplevelsen af, at mening og fylde i tilværelsen finder jeg i samvær med og i relation til andre mennesker. Det er en sandhed, mange oplever i nære og overskuelige sammenhænge: I familien, i foreninger og klubber - eller i bandens fællesskab. Men hvordan i alverden kan vi give den snævre sandhed vinger, så den også viser sig i de større sammenhænge? Altså i folkets eller nationens fællesskab - ja, i det store mellemfolkelige fællesskab?

For at finde svaret skal vi hen i det særlige hjørne af politik, hvor vi ikke blot beskæftiger os med, hvordan vi skal organisere samfundslivet, men søger svar på, hvad der overhovedet er meningen med tilværelsen? Det er fundamentale anliggender, som både omfatter Kultur-, Kirke- og Undervisningsministeriet, samtidig med, at de både er en landspolitisk og en lokalpolitisk affære. Når man ser på disse områder er vi tydeligt optaget af, at både kirken, undervisningen og kulturen skal bo fint. Sognegårde og skoler er mange steder i særdeles god stand. Kirkerne er velholdte klenodier og kulturhuse skyder op rundt i landet. Rammerne er flotte. Men hvad med livet inde i husene?

At undervisning er af største vigtighed, er alle enige om. Men hvad undervisningen egentlig skal sigte mod som mål, er vi i stigende grad ganske uenige om. Skolen er blevet til en politisk kampplads, og lærerne tørster efter arbejdsro. Den får de imidlertid ikke, så længe der er en stadig voksende uenighed om, hvorvidt børnene skal opdrages og uddannes til menneskelivet eller til erhvervslivet. Folkeskolen slides i stykker, og vi er nu oppe på at snart 20 pct. af landets børn går i fri- eller privatskole. Samtidig fortsætter vi med at prioritere, som om kulturpolitik - alt det vi i gamle dage med et smukt ord kaldte åndslivet - er at betragte som en slags flødeskum, en ekstra bonus, som vi naturligvis skal have råd til. Men dog først når alt det andet er i orden.

I virkeligheden forholder det sig lige omvendt. Et levende og spændstigt åndsliv gennemsyrer samfundet på en sådan måde, at borgerne får overskud og energi til ikke blot at arbejde for sig selv og den nærmeste familie, men gerne vil yde en indsats for den fælles sag. For samfundets sag. Det lærte vi af den danske kulturrevolution i sidste tredjedel af 1800-tallet, og i de følgende hundrede år havde vi kulturpolitikere, der kendte denne sandhed og forstod de større sammenhænge. Tæt på vor egen tid personligheder som Bomholt, Bodil Koch, Niels Matthiassen, K. Helveg Petersen m.fl.

Der er brug for at vende prioriteringen på hovedet. Kulturpolitik er ikke luksus, men et livsnødvendigt redskab, for at vi kan skabe og styrke et Danmark, vi gerne vil kendes ved. Mens vi venter på at politikerne igen begynder at forstå disse gamle sandheder er det mærkbart, folket rører på sig, så det kan mærkes. I reformationsåret så vi en kirkelig aktivitet, som vi ikke har oplevet længe. Og danskerne mødes for simpelthen at synge sammen i et omfang, så man kan komme til at tænke på besættelsestidens alsangsstævner. Ved læssevis af møder og foredrag ud over landet beskæftiger aktive borgere sig med de eksistentielle anliggender - som forhåbentlig også snart vore politikere vil genopdage vigtigheden og nødvendigheden af.