Vi bruger cookies!

folkebladetlemvig.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folkebladetlemvig.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Det er ikke nemt at være DR


Det er ikke nemt at være DR

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Opinionsredaktør Henrik Sejerkilde
Michael Nørgaard
Debat. 

Mange tv-julekalendre kredser om samme plot: Man skal gå en grueligt masse igennem, før alle når sikkert frem til juleaften. I denne uge har Danmarks Radio så opført sin egen udgave, hvor det imidlertid fortsat er ret usikkert, om alle når helskindet ud på den anden, lykkelige side.

Sagen er, at nogen i Danmarks Radio havde fået den for så vidt glimrende idé at præsentere lytterne i P1's morgenflade for en julekalender i skarp sovs. Det har længe stået lidt skidt til med satiren på alle kanaler, men en kort, daglig saltvandsindsprøjtning skulle nok kunne få det til at kradse behageligt fra morgenstunden - og ikke længere overlade de spydige bemærkninger til Radio 24Syv's Kirsten Birgit Kretz Schiøtz Hørsholm og Den Korte Radioavis.

Ergo hyrede nogen instruktøren Lotte Svendsen til at orkestrere løjerne, og optagelserne gik i gang. Handlingen udspillede sig i et Danmark, der var blevet republik, og hvor den kongelige familie var blevet installeret i noget socialt boligbyggeri. Der blev produceret lydklip, der reklamerede for julekalenderen, og selve serien blev klippet og klistret færdig på livet løs.

Indtil Danmarks Radio satte chefstilethælene i. Dagen før, det første program skulle gå i luften, blev hele projektet skrottet. Efter et par dages tilløb lavede P1 Morgen så selv indslaget om, hvorfor der var blevet slået bak så pludseligt - og så sent. Danmarks Radios kulturchef Tine Smedegaard Andersen mærkede varmen i sædet, mens de samme spørgsmål blev gentaget. Men selv var hun kold i sine svar, der nærmere sig ikke-svar af den slags, som man elsker at hade politikere for at give. Ligegyldigt, hvordan intervieweren angreb hende, var svaret stort set det samme: Programmerne var blevet bremset, fordi de ikke havde den tilstrækkelige kvalitet. Selv om det i sig selv er en konstatering, der skriger på en uddybning, kom hun det aldrig nærmere. Og havde dermed for alvor detoneret den møgsag, der kan få folk til at tvivle på Danmarks Radios dømmekraft i et farvand, hvor et medieforlig venter forude - og tegner truende for institutionen.

Som andre af den slags traditionelle mastodonter har mange udset sig Danmarks Radio som prügelknabe, det sårede dyr, der flakser rundt og blot venter på nådestødet. Sandt at sige har året budt på en del sager, som har givet nogen lyst til at stikke sparekniven ind der, hvor det gør ondt. Om det var sagen om USA-korrespondenten Johannes Langkildes kones hest, der skulle have betalt sin transport, eller om det var den logeagtige ansættelse af en mangfoldighedskonsulent - og diverse lukrative fratrædelsesordninger - der har været at falde over Danmarks Radio med. Og i de fleste tilfælde har det været som med julekalenderen, at det er små sager, der har vokset sig uforholdsmæssigt store, enten på grund af blind selvfølgelighed eller panik over at lave noget, som kunne vække anstød hos de politikere, der har fingeren på aftrækkeren. Bare tænk på al den ballade, som serien "1864" gav - eller det ideologiske nachspiel efter "Danskernes historie". Nu skal vi godt nok ikke have mere bøvl med de politikere, der ikke længere holder deres uforbeholdne mening om programvirksomheden en armslængde væk, har mantraet gjaldet på chefgangen. Men man har så opnået det modsatte ved at katastrofebremse en julekalender, som de færreste måske havde lagt mærke til med placeringen på P1.

Hvorfor er det, at man er så bange - satire behøver man jo ikke være enig i. Det er ligesom essensen i satire...