Vi bruger cookies!

folkebladetlemvig.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folkebladetlemvig.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Gå af - som udenrigsminister, Samuelsen


Gå af - som udenrigsminister, Samuelsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Tidl. landsformand for Europabevægelsen Erik Boel
Andreas BAstiansen
Debat. 

På trods af oprør i det politiske bagland slår Anders Samuelsen fast, at han agter at forblive som partiformand. Fair nok: Samuelsen har påtaget sig ansvaret for, at Liberal Alliance og regeringen ligger delvist i ruiner. Så er det vel kun ret og rimeligt, at manden selv får en chance for at klinke skårene. Men al balladen i LA og regeringen tager udenrigsministerens fokus. Udenrigspolitikken - og Europapolitikken! - er blevet en så vigtig del af dansk politik, at der er behov for, at ministeren har 100 procent fokus på sin ressort. Den svingtur Willy Søvndal og Lene Espersen var igennem for nogle år siden er mere end noget andet udtryk herfor: Hvis opgaven skal lykkes, skal man være udenrigsminister på fuld tid.

Der er bred enighed om, at Danmark gennem næsten 30 år har været strålende repræsenteret ved så forskellige udenrigsministre - fra alle de fire gamle partier - som Per Stig Møller, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann-Jensen og nyligt afdøde Niels Helveg Petersen. Men uanset at de var godt hjulpet af et dygtigt udenrigsministerium, kom deres succes ikke af sig selv - de viede alle udenrigsministeropgaven deres fulde opmærksomhed. Hertil vil nogle måske indvende, at Uffe Ellemann-Jensen dog samtidig var partiformand i Venstre. Det er rigtigt, men det er ikke et holdbart fortilfælde.

EU (EF dengang) interesserede ikke den daværende statsminister Poul Schlütter en døjt - og han var samtidig tolerant over for Venstre og gav plads til partiet i regeringssamarbejdet. Nok så vigtigt: I dag har udenrigspolitikken og især EU fået en helt anden vægt end i 1980'erne. Ikke mindst i øjeblikket, hvor Unionens udvikling er i støbeskeen efter, at præsident Macron har sat skub i EU. Al ære og respekt for Samuelsen, der har høje tanker om sit eget værd. Men realiteten er, at han som udenrigsminister ikke når de fire nævnte herrer til sokkeholderne. Hans udnævnelse skyldtes da også, at en politisk kabale skulle gå op ved VLAK-regeringens dannelse. Samuelsen vil formentlig have rigeligt at gøre med fremover at koncentrere sig om at løse opgaven som partiformand.

Samuelsens indsats som udenrigsminister kan karakteriseres derhen, at hvad der er godt er ikke nyt - og hvad der er nyt er ikke godt. Samuelsens fingreaftryk efter godt et år på posten er yderst beskedne: Beskæringer i støtte til civilsamfundene i Israel og Palæstina - uanset at disse bør have en nøglerolle, hvis der skal udvikles en bæredygtig fred for regionen. Og en markering om, at EU-forhandlingerne med Tyrkiet bør afbrydes. Utvivlsomt en populær beslutning, men samtidig et selvmål af rang: Ingen EU-forhandlinger - ingen løftestand for at eventuelt at påvirke udviklingen i Tyrkiet.

Udenrigsminister Samuelsen valgte i september at tage på charmetur til Ungarn; et land som lader hånt om EUs demokratiske principper og som både kansler Merkel og Præsident Macron har lagt på is. Danmarks fokus bør i stedet være maksimalt at opdyrke forbindelserne til Tyskland - vor vigtigste politiske og økonomiske allierede - og Frankrig, hvor Macron har givet nyt håb for det europæiske samarbejde. Samuelsen kalder det danske forsvarsforbehold "mærkeligt". En korrekt iagttagelse og en afskaffelse af forbeholdet i lyset af fremdriften i EU-samarbejdet på forsvarsområdet burde være en værdig mærkesag for ministeren. Men Samuelsen har ikke tænkt sig at sætte politisk kapital ind på en ophævelse af forbeholdet. Hvis Samuelsen fortsætter som partiformand og samtidig skal varetage hvervet som udenrigsminister, vil det gå ud over en af de to funktioner. Som Samuelsen er indrettet, er det opgaven som udenrigsminister, der vil lide skade. Ikke mindst hvis regeringssamarbejdet vedbliver at give anledning til uro på de indre linjer i Liberal Alliance. I så fald kan jobbet som partileder nemt blive fuldtidsbeskæftigelse for udenrigsminister Samuelsen.

Der er ingen tvivl om, at Danmark råder over et endog særdeles kompetent korps af embedsmænd i udenrigsministeriet. Men det er ikke tilstrækkeligt, hvis den politiske ledelse ikke er på plads. Det er også rigtigt, at de tunge opgaver i udenrigspolitikken i dag varetages af statsministeren - som i øvrigt gør det glimrende. Imidlertid er det på længere sigt ikke optimalt, at udenrigsministeren reelt befinder sig på et sidespor.

Det reelle problem i dansk udenrigspolitik er manglen på en klar udenrigspolitisk profil/strategi. Det nytter ikke noget at løse dag-til-dag sagerne, såfremt der ikke er nogen retningssans, strategisk tænkning eller udenrigspolitisk vision. Udenrigspolitik forudsætter som minimum en grundlæggende forståelse for de internationale rammer. En ny udenrigsminister skal opfylde disse betingelser og tillige have sans for det strategiske. Han - eller hun! - skal få ministeriet til at tænke offensivt og ikke defensivt. Danmark har interesser at varetage. Men uden en klar udenrigspolitisk profil bliver det meget svært. .

Heldigvis er der andre gode bud på en ny udenrigsminister i regeringspartierne. Kristian Jensen er en oplagt kandidat. Som udenrigsminister fik han desværre kun kort tid, men han var mere end blot driftssikker. Var enormt flittig og kunne sine sager; også ned i detaljen. Hvis Samuelsen går af som udenrigsminister, vil det også som en nyttig sidegevinst signalere, at de onde tunger der hævder, at Samuelsen og kumpaner blot er i regeringen på grund af ministerbilerne og ditto pensionerne, naturligvis tager fejl...