Vi bruger cookies!

folkebladetlemvig.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folkebladetlemvig.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Handicap er mange ting. Uvidenhed om handicap fører til diskrimination


Handicap er mange ting. Uvidenhed om handicap fører til diskrimination

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat. 

Replik: Jeg læste med interesse indlægget "Handicappede skal sikres bedre. Diskrimination skal være ulovligt" af Mai Mercado og Karina Adsbøl i avisen Danmark forleden.

Mit spørgsmål er: Hvornår er man handicappet? Er det, når det er fysiske handicap, der er synlige - eller er det også de usynlige handicap?

Der beskrives, at en mand nægtes adgang til en restaurant fordi, han ikke må have sin førerhund med.

Jeg er handicappet - jeg er cøliaker - og for dem, der ikke ved, hvad en cøliaker er, så er det en person, der ikke tåler gluten - udover det, så har jeg sorbitol-intolerance, så det er ikke kun gluten, jeg ikke tåler.

På en restaurant skal jeg finde ud af, om jeg har mulighed for at få noget at spise. Og ja, jeg kan næsten altid få en salat. Er det rimeligt, når familien kan få alt andet?

Jeg har deltaget i en del møder og fester på hoteller og restauranter, hvor jeg i forvejen har kontaktet stedet, og de skulle da nok have brød og andet tilsvarende, som de andre skal have, til mig. Jeg ankommer, og NEJ, der er ikke noget til mig: "Du kan bare jo bare spise pålægget!"

Det kan lyde som et lille problem, det er dog sådan, at jeg - der er 60+ - ikke fysisk, men psykisk bliver påvirket af det, da det ofte ødelægger den gode stemning, der bør være, når man er til selskab. Jeg bliver midtpunkt i en situation, der ofte virker uoverskuelig.

I det føromtalte indlæg står også: "Vi er også enige om, at forbuddet bør omfatte al offentlig og privat virksomhed og at både direkte og indirekte diskrimination skal vær forbudt."

Jeg føler mig diskrimineret, når jeg ankommer til sygehuse og skal spise i cafeterier. Flere steder aner personalet ikke, hvad en cøliaker ikke kan tåle. Det forklarer jeg selvfølgelig gerne: "Nå ja, så har vi ikke noget du kan tåle" Kan det være rigtigt?

Der er også rigtig mange børn og unge, der har cøliaki. I institutionerne; børnehave, SFO og til hjemmekundskabsundervisning og efterskoler tages dette ikke alvorligt. For at børnene og de unge ikke skal føle sig udenfor, må forældrene sørge for at have et lager i institutionen; det vil sige, at forældrene af egen lomme skal betale for den mad. De andre børn og unge får uden beregning. Er det rimeligt?

Jeg føler mig på egne og alle andre cøliakeres vegne frustreret og diskrimineret.