Vi bruger cookies!

folkebladetlemvig.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folkebladetlemvig.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Struer. Er værdigheden tilbage?


Struer. Er værdigheden tilbage?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Renate Johansen, Fuglebakken 2, 7600 Struer. Byrådskandidat for SF i Struer
Billede
Debat. 

Debat: Så faldt det brede budgetforlig på plads. SF stemte for ud fra en erkendelse af, at man som enegænger bedst sikrer sig sociale forbedringer ved at være med ved forhandlingsbordet. Tænk hvis man i byrådet skulle kopiere den nuværende regering og pønse på skattelettelser.

På ældreområdet blev det til en forøgelse på 1 million kroner. Det synes ikke af meget, men man skal tage i betragtning, at man forinden havde projekteret med en besparelse på 4 millioner kroner inden for ældreområdet og psykiatrien. Det vil sige, at man har forhandlet sig til 5 millioner kroner på plussiden.

Samtidig undres man over den tidligere budgettering og spareiver inden for dette område. For såvel i 2016 og 2017 har ældreområdet måtte holde for, når der skulle spares, og det til trods for, at såvel antallet af ældre er steget, og man har fået del i værdighedsmilliarden på 4.536 millioner kroner i 2016 og 4.632 millioner kroner i 2017. Man må, som dele af byrådet, erkende, at der er så rigelig plads til forbedringer. For simpel hovedregning siger sig selv, at 1 million kroner er en dråbe i havet.

Vi må ligeledes erkende, at der er lang vej til at indfri de gode løfter, som den lokale værdighedspolitik i Struer lægger op til. Lang vej for de berørte ældre, der har behov for pleje, før de kan skimte en menneskeværdig tilværelse. Det gælder ligeledes det hårdt arbejdende personale, før deres arbejdsbyrde ikke yderligere bliver forøget.

Fremadrettet må ligesindede og SF sætte alle sejlene til for igen at vende udviklingen og forbedre tilværelsen for vore ældre, alt andet ville være uværdig, og selvom man ikke skulle have en ældre pårørende, så burde ens anstændighed byde en at kvittere hos de borgere, der ved et slidsomt og arbejdsomt liv har været med til at bygge vores velfærdsamfund op. Det er beskæmmende at se, at deres livsværk har udviklet sig til et reduceret velfærdsamfundet, der er forbeholdt dem, som aktivt bidrager til bruttonationalproduktet.