Vi bruger cookies!

folkebladetlemvig.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folkebladetlemvig.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Skønne, spildte kræfter


Skønne, spildte kræfter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Valgkamp. Substansen i sagen druknede i omkuldskvattende kamera-mænd og en journalistisk fremfærd, der var helt ude af proportion.

Når valgkanonerne tordner, kan det være svært at holde hovedet koldt.

Det gælder både politikerne og medierne, især når en enkelt historie stjæler dagsordenen og får dem alle til at løbe i samme retning.

I denne uge har vi kunnet opleve en decideret jagt på indehaveren af en københavnsk rengøringsvirksomhed, der under et virksomhedsbesøg var kommet for skade at fortælle Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, at en medarbejder havde sagt op med den begrundelse, at forskellen på hans løn og den offentlige understøttelse var for lille.

Venstreformanden fortalte historien i en tv-debat samme dag, som valget var udskrevet, og så var den stakkels direktør pludselig jaget vildt.

»Har du faktatjekket hans historie,« lød det blandt andet fra tv-journalisterne til direktøren. Journalisterne faldt bogstaveligt talt over hinanden, mens direktøren forsøgte at bevæge sig gennem Tivoli efter et tv-interview. Som om han havde et ansvar for at undersøge sin tidligere medarbejders bevæggrunde nærmere - og uden at journalisterne tog notits af, at adskillige andre virksomheder for længst har bekræftet, at de har oplevet noget lignende.

Substansen i sagen druknede i omkuldskvattende kameramænd og en journalistisk fremfærd, der var helt ude af proportion.

Imens ligger vigtigere sager og venter på samme journalistiske ihærdighed. Sager, der uden videre kunne retfærdiggøre en menneskejagt gennem Tivoli. Hvor der vitterligt er noget substantielt at stille nogen til ansvar for.

Tag bare historien om Resen-virksomheden Solia, der på et par år gik fra en blomstrende erhvervssucces til konkurs. Ikke fordi virksomheden var dårligt drevet. Heller ikke fordi politikerne forringede solcelleordningerne, men fordi de fik kludret så meget rundt i regler og ordninger, at det i praksis blev umuligt at sælge solceller.

Til sidst gik det ikke længere for Solia trods ordrer for millioner af kroner. Ordrer, der ikke kunne leveres.

Modsat Solia og Lars Kellmann skal politikere og ministre nok klare skærene. For mens kuratoren sælger ud af Kellmanns konkursbo, falder den samlede presse over hinanden i jagten på en direktør, som en statsministerkandidat kom for skade at citere i en valgdebat. Skønne, spildte kræfter, der mest af alt vidner om, at sansen for det væsentlige er blevet sønderskudt af valgkanonerne.