Vi bruger cookies!

folkebladetlemvig.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folkebladetlemvig.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Folk forstår det ikke, hvis de ikke selv har oplevet det, men hvis de mødte ulven, ville de tisse i bukserne

Roxana og Robert Dumitru bor lige midt mellem de to folde, hvor ulven har dræbt flest får. De tør ikke lade deres søn sove udenfor i barnevognen eller lade storesøsteren lege udenforfor, selvom haven er beskyttet af et halvanden meter højt hegn. Foto: Johan Gadegaard

Folk forstår det ikke, hvis de ikke selv har oplevet det, men hvis de mødte ulven, ville de tisse i bukserne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Samfund

Nordvestjyderne har hørt det før: I kan være helt trygge. Det sagde politikerne, da de lukkede sygehuset, og det siger de nu, når de byder ulven velkommen. Ulve-sagen handler om meget mere end døde får og økonomiske tab. Den et samfundsproblem og graver kløften mellem udkant og det centrale Danmark dybere, advarer historiker.

De siger, ulve ikke er farlige.

De siger, ulve ikke springer over hegn.

De siger, ulve slet ikke kan lide får.

De siger, at ulve og mennesker kan leve side om side i Danmark.

De er landets ypperste. Beslutningstagere på Christiansborg og EU. Meningsdannere og eksperter på de højere læreanstalter.

Men de bor her ikke. De hører ikke ulvens hylen om natten. De ser den ikke få meter fra deres huse og deres kære. De samler ikke døde dyr op tidlig morgen efter en natlig massakre i en indhegnet fold.

Det er der andre, der gør.

Læreren og agronomen, Annette og Per Kofoed gør. Hvis hjem er et sted, hvor man føler sig tryg og tilpas, er de blevet hjemløse. Reduceret til statister i en horror-film, hvor de stalkes af et rovdyr.

- Nu er det nok. Vi har kræet siddende lige uden for vores hegn, kun 100 meter fra vores hus, og når vi forsøger at jage den væk, flytter den sig ikke, fortæller Annette Kofoed.

Parret købte den lille landejendom i Stråsø Plantage i Midtjylland for ti år siden. Det var et paradis på jord. Fred, ro og en fantastisk natur. Her kunne de have de hobbyfår, som er en forudsætning for at træne deres hyrdehunde og være blandt de bedste i landet. De yndede at gå og cykle ture.

13. januar 2017 klokken 22.30 kommer ulven. Familiens otte hyrdehunde gør helt afsindigt og kan ikke falde til ro. Pludselig står der en flok får i haven. Fårene er paniske og er løbet gennem et kraftigt strømhegn. Næsten morgen finder de et får, bidt ihjel. Et andet er kraftigt skadet. DNA-spor bekræfter det, de allerede ved, men som hvad de opfatter som formynder-Danmark bliver ved med at kræve beviser på. Det er ulven, der slår ihjel i Stråsø.

Ægteparret tager konsekvensen prompte. De flytter fårene til Holstebro, for at ulven ikke skal vænne sig til at komme og stille sulten i deres spisekammer, og i samråd med Naturstyrelsen etablerer de nattefold - en mindre fold, der er ekstra forstærket med strøm og nethegn, og som kræver en ekstra daglig fodring, fordi fårene ikke selv naturligt finder deres føde her. Hver dag haster de hjem fra arbejde for at nå at få fårene gennet ind i nattefolden, inden det bliver mørkt. Skal de til fest, må de betale sig fra at få andre til at tage fårene ind.

De gør, hvad de kan for at sikre deres får. Men dyrene bliver tiltagende stressede. De klumper sig sammen ude på marken, står fastfrosset og stirrer hen på ét bestemt sted. Det sker også, at fårene løber for livet ind i nattefolden midt på dagen og ikke tør gå ud igen.

Der går lidt tid, inden Annette og Per Kofoed gør samme iagttagelse som fårene: Ulven sidder helt tæt på indhegningen. Per Kofoed prøver sammen med hundene at jage den væk. Men den trækker sig højst to meter, så vender den sig frontalt igen - mod indhegningen og fårene.

- Lige siden - den seneste måned - har vi bemærket, at der jævnligt er en ulv, der holder øje med os. Det danner grundlag for daglig uro og utryghed i pasningen af vores dyr. Og forleden, da jeg gik tur med vores datter, stalkede ulven os. Den blev ved med at følge efter os, og det er altså lidt svært ikke at løbe, når man kan mærke dens øjne i nakken, fortæller Annette Kofoed.

Hun og ægtefællen har taget endnu en forholdsregel. Alle får på matriklen kommer nu helt ind på stald om natten.

Men ulven er her stadig - og med den er der også fulgt en ubehagelig sværm af de to-benede fredsforstyrrere.

- Vi overrendes af nysgerrige mennesker, der leder efter ulvens efterladenskaber og spor. De har ingen hæmninger og vader ind på vores marker uden tilladelse. De kører for fuld hammer forbi vores hus, så man må springe for livet. Vi er er sågar flere gange blevet kontaktet af vildtfremmede mennesker, der vil købe vores hus, fordi de synes, det er åh så spændende at have ulven i baghaven. Og om aftenen kommer der store køretøjer, der lyser med skarpe projektører ind over hedeområdet i forsøget på at se en ulv. Det stresser ikke kun ulven, men også alle andre dyr. Vores tilværelse er gået fra at være stille og rolig til stress og konstante bekymringer over, hvad der vil ske, og hvad vi kommer hjem til. Det er ikke rimeligt over for hverken os eller vores dyr, mener Annette Kofoed, der tidligere på ugen skrev til flere folketingspolitikere. Flere har svaret hende og lovet at tage det med videre, men henviser samtidig til, at ulven er beskyttet af et EU-habitat.

Hvad kan hun bruge det til?

Og hvad kan ægteparret Robert og Roxana Dumitru bruge det til? De bor også lige midt i ulvezonen med deres to små børn, datteren Adelina på snart fem år og den kun to måneder gamle lillebror, Dennis.

- Det er ikke særligt sjovt. Der er ting, vi gjorde for fem år siden, som vi tør længere. Vi går aldrig ture om aftenen med børnene og hundene. Børnene er heller ikke udenfor alene, og vores yngste dreng sover altid inde. Vi tør ikke stille ham ud i barnevognen, fortæller Roxana Dumitru, der føler sig frarøvet den frihed, naturen og roen, som de flyttede herud efter.

Hun er magtesløs og bange, men har dristet sig til at skrive på Facebook, at hendes børn også har ret til at komme ud at lege.

"Så må du jo hegne dem ind," var der én, der skrev.

Det har familien gjort. Et 1,50 meter højt hegn omkranser hele baghaven. Men forældrene tør fortsat ikke lade deres børn være alene i haven. Heller ikke familiens to dobermann-hunde går længere frit. De luftes i snor og går i en hundegård. Lige uden for hegnet har ægteparret set spor efter en ulv, der har forsøgt at komme ind.

Robert Dumitru er træt af at høre på folk, der siger, at det er uregerlige hunde, der tager fårene. I Rumænien, hvor han kommer fra, har han set, hvordan ulve angriber oppe i bjergene. De nøjes ikke med ét dyr. De slår flere dyr ihjel, spiser to og kommer tilbage igen, når de er sultne.

- Jeg ved ikke, hvor farlig ulven er, men jeg ved, at et rovdyr kan man aldrig stole på. Ulve kan ikke leve sammen med mennesker. Dem, der siger, at de kan, bor i lejligheder i byen. Så jeg siger: Lad os bytte bolig, så kan de opleve, hvordan man på vindstille aftener kan høre ulven hyle og se den gå overalt - på markerne og grusvejene - når man kører på arbejde om morgenen.

Han holder sig langt væk fra de sociale medier med sine holdninger.

- Folk forstår det ikke, hvis de ikke selv har oplevet det, men hvis de mødte ulven, ville de tisse i bukserne. Jeg går ikke længere ned i udhuset ved åen om aftenen, og om fem år, når vores børn er større, er det ikke sikkert, vi bor her. Det kan godt være, at vi bliver nødt til at flytte tættere på byen, siger Robert Dumitru.

Til den ene side - klos op ad familiens have - ligger den fold, hvor samtlige 30 lam, som 26 moderfår læmmede i maj sidste år, er forsvundet. Til den anden side - 100 meter fra families hus - ligger folden, hvor det seneste ulveangreb fandt sted for præcist en uge siden, og hvor 18 får mistede livet.

- Jeg vidste, der skete noget den nat, men jeg turde ikke gå ud. Vores hunde gøede uafbrudt fra klokken 23 til 2.30. Det var mig, der opdagede de 12 får, der lå døde på marken næste morgen. Der lå syv-otte stykker mere nede ved åen. Nogle af dem var stadig varme ...

Robert Dumitru går i stå. Der er oplevelser, der sætter sig, som fodspor i nyblandet cement. Aftryk, som aldrig forsvinder. Duften af død, varmen der stiger op fra de livløse, lemlæstede kadavere, synet af så meget blod og flænset kød ...

***

Selv rutinerede jægere, der er vant til at slå ihjel, kan kan have svært ved at udholde det. Entreprenør Ivan Jakobsen har jagt i området og ejer stuehuset, som det rumænske par har lejet igennem ti år nu.

- Det berører mig utroligt meget, at ulven får lov til at lemlæste på den måde. Når jeg skyder et dyr, er det død på stedet. Der er ingen lidelse. Men et af de 26 moderfår, der gik på østsiden af min ejendom, fandt jeg liggende på heden - åbnet helt op - det var ikke dødt. Det er ikke til at holde ud at se på. Det påvirker alle mennesker, og dem, det ikke gør, har koldt blod i årene. Det hører ikke hjemme i Danmark, siger Ivan Jakobsen med en kraftig hovedrysten.

Han må gøre noget og har alarmeret både en advokat, formanden for Landbrug og Fødevarer, og Esben Lunde Larsen (V), miljø- og fødevareminister.

- Det skal op på højeste plan. Jeg fatter ikke, det er lovligt. Det er dyrplageri og skal bringes til ophør. Vi må starte et folkeoprør, siger Ivan Jakobsen.

Han er skuffet over politikerne. Først iværksætter de naturpleje med får, så borgerne kan få en skøn natur at glæde sig over. Bagefter lukker de bæstet ind og lader det hoppe over hegn.

- Vores EU-politikere er ganske ubrugelige. Lav en indhegning på 3000 hektar, hvor vi kan tage hen og se på ulve. Fritlevende ulve duer ikke i et lille land som Danmark. Jeg har også jagt i Tyskland og kan se, hvordan det er gået der. Der breder ulvene sig, siger Ivan Jakobsen.

De såkaldte eksperter er ikke et hak bedre, mener Jørgen Blazejewicz, indehaver af Storålam, som er den fåreavler i landet, der har mistet flest dyr - senest 18 får. Han deltog i et borgermøde om ulven for få uger siden og lagde øre til en forsker, som beskyldte de lokale for at købe ulve-urin på nettet og smøre ulve-DNA ud på de dræbte får i Stråsø Plantage.

- Jeg har et heftigt temperament, så da han kom med det der, begyndte det at koge inden i mig. Jeg havde lyst til at tage ordet. Men da han fortsatte ad samme spor, kunne jeg jo se, at han var helt til grin. Så jeg slog mig til tåls med, at han nok bare var en tosse - en lystløgner, siger Jørgen Blazejewicz og tilføjer:

- Forskere taler mod bedre vidende. De skulle komme herud at se. Jeg ved, at ulve kan hoppe over hegn.

***

I et ulvefrit villakvarter i Holstebro sidder historiker Michael Böss og følger debatten nøje. Han ser et interessant sammenfald med hele diskussionen om udkanten og det centrale Danmark.

- Ulve-sagen afspejler den kløft, der allerede er Danmark mellem to befolkninger: Den urbane, heriblandt biologer fra universiteterne, som er vældig begejstrede for at få ulve i naturen og for den biodiversitet, det giver. De sidder på afstand og har en overordnet, teoretisk tilgang. Og så er der landbefolkningen, som konfronteres med de praktiske konsekvenser, som den førte politik har for netop deres område, siger Michael Böss.

- Hvad betyder det for samfundet, at man har sådan en kløft?

- Det er et problem, fordi det skaber en vi- og dem-opfattelse, og kløften opfattes som usolidarisk og uempatisk. Bybefolkningen opleves som fjern og ufølsom over for de bekymringer, som landbefolkningen har, siger historikeren.

Det er dog ikke et isoleret dansk fænomen, at to befolkningsgrupper ikke kender til hinandens liv og vilkår, pointerer Böss, der selv boede i USA i midt 90'erne, da man indførte ulve i nationalparken Yellowstone.

- Det var præcist den samme debat. Der var et ønske om at indføre ulven fra den nye kreative, café latte-drikkende middelklasse i midt-Californien og byerne. De så vildmarken som et meget eksotisk sted at tage hen og holde ferie og se på vilde dyr. Men ude i vildmarksområderne, hvor den gamle befolkning drev landbrug med får og andre dyr, var man ikke begejstrede for ulvene, for de respekterede ikke nationalpark-grænser, men gik udenfor og dræbte deres dyr, fortæller Michael Böss.

Michael Böss går ikke længere på tværs af naturen i Stråsø Plantage, men holder sig til stierne. Og han husker det råd, han fik af en ranger i Alaska for mange år siden: Altid at have sten i lommerne til at holde ulven på afstand.

- Hun sagde, at man skal have stor respekt for ulven og direkte adspurgt, om hun ville lade side egne børn lege udenfor, svarede hun: Ja, hvis de ved, hvordan de omgås vilde dyr. Det var i Alaska. I Danmark siger vi til befolkningen, at de ikke skal være bange, siger Michael Böss, der på en løbetur i Vestre Plantage for halvanden uge siden så spor, der var for store til at stamme fra en hund.

- Det virker som om, grænsen virkelig er nået for, hvad folk vil finde sig i. De oplever det som ødelæggende for deres tryghed og trivsel, og det kan jeg godt forstå. Jeg skal ikke betvivle, om ulvebestanden er godt for bioversiteten, men det er spørgsmålet, om det også er godt for de mennesker, der lever her. Det er det, hele debatten går på: Hvem man skal tage mest hensyn til, siger historiker Michael Böss.

Folk forstår det ikke, hvis de ikke selv har oplevet det, men hvis de mødte ulven, ville de tisse i bukserne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.