Til minde om: Svend Erik havde en livslang passion for mennesker med indlæringsproblemer

Svend Erik Jensen fotograferet i et eftertænksomt øjeblik under den store ferie Norden rundt. Privatfoto

Til minde om: Svend Erik havde en livslang passion for mennesker med indlæringsproblemer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Svend Erik Jensen Pilgaard levede et langt og aktivt liv med blik for de svage med indlæringsproblemer i sin gerning som lærer.

Til minde om: 93 år gammel døde Svend Erik Jensen Pilgaard efter et langt og begivenhedsrigt liv, hvor han blandt andet i sin karriere var viceskoleinspektør i Harboøre, og hvor han havde et aktivt pensionistliv i Holstebro.

Det var et liv, der startede i landbruget, men hvor skolevæsnet blev hans væsentligste arbejdsliv, og hvor de mennesker, børn som voksne, der havde det svært blev en livsopgave. Det var et liv med missionen som en vigtig følgesvend, og hvor han engagerede sig i kommunalpolitik, haver, campinglivet og meget andet, som det her fremgår, når sønnen Bent Jensen Pilgaard mindes sin far.

Det hele startede i Struer tilbage i 1925, hvor forældrene drev en vognmandsforretning. Men da faderen skiftede erhverv i 1936 og blev landmand på Bøndergård i Naur/Sir, så blev det til en landbofamilie, hvor der var brug for hele familiens arbejdskraft, da det var en forsømt gård, man var blevet tilbudt af kreditforeningen. Og landbruget tiltalte ham, så han kom ud at tjene på en nabogård.

- Det blev hos Jens Poulsen, der havde en af nabogårdene. Her kom far på en dannelsesrejse, da denne mand ikke blot var gårdejer, men havde god almen indsigt og sociale færdigheder, fortæller Bent Jensen Pilgaard.

Han kom på Staby Efterskole. Her blev han præsenteret for blandt andet grundtvigianismen. Det gav stof til eftertanke. I 1940 gik det igen tilbage til landbruget med forskellige pladser, indtil han i 1946 tog eksamen ved Hammerum Landbrugsskole. Uddannelsen var hermed i orden til at blive selvstændig landmand.

- Det skulle imidlertid ikke blive sådan. Far havde gennem arbejdet på gårdene fået dårlige arme, og det vurderedes, at han ikke ville kunne klare det hårde arbejde med egen bedrift. I stedet begyndte han i 1947 at læse til lærer på Nørre Nissum Seminarium. Han dimitterede i 1953 med fornuftige karakterer.

Edith og Svend Erik Jensen Pilgaard. Privatfoto
Edith og Svend Erik Jensen Pilgaard. Privatfoto

Forlovet i ni år

I 1943 mødte han sin Edith. Hun blev hans et og alt. I 1944 blev de forlovet, og da Svend Erik Jensen Pilgaard var færdig på landbrugsskolen, var det meningen, at der skulle være bryllup. Men det måtte udsættes lidt. Han skulle lige være færdig med at læse til lærer, inden han var i stand til at brødføde en familie. De var altså forlovet i ni lange år, inden de endelig blev gift i 1953.

I 1953 fik han embede som lærer i Thyborøn. Lærerboligen var en lille overetagelejlighed i Vesterhavsgade. Her var så rammerne om den lille familie. I fritiden tog de del i Strengekorets aktiviteter. Der blev skrevet nodepartiturer, spillet violin og sunget. Mange timer gik med fisketure på fjorden sammen med Wegeberg.

- I skolemæssig henseende har jeg indtrykket, at det var en tid, hvor min far skulle prøve at finde sit ståsted som lærer. På den ene side ville han have ro til at undervise, på den anden side forstod han egentlig meget godt thyborønknægtenes vildskab, fortæller sønnen, der illustrerer det med en anekdote. Nogle drenge skulle have en eftersidning, men de havde nu regnet med, de kunne have brugt eftermiddagen til at bade i. Den modigste henvendte sig til læreren og spurgte, om de kunne lave en handel. Hvis de nu fik et par rap af en kæp, og så kunne de gå på stranden, og læreren gå hjem. Sådan gik det.

- Det var en win-win for alle parter, men det gik nok ikke i dag...

De ordblinde

I 1958 var det tid til opbrud. Svend Erik Jensen Pilgaard havde søgt en stilling som førstelærer i Handbjerg og var blevet ansat. Med jobbet fulgte også tvangsstillingen som degn i Handbjerg Kirke. Bibliotekar skulle han også være. Samt sekretær for sognerådet. En have på to tønder land blev passet til punkt og prikke. Der blev deltaget i sogne- og kirkeliv. Og han udviklede skolen med forbedrede undervisningsmetoder.

I 1959 blev han udnævnt til ordblindepædagog af Statens Institut for Talelidende i Aarhus. Tidligere havde man som regel anset de ordblinde som en slags retarderede eller dumme, og derfor blot sat dem på de nederste bænke eller borde, hvor de forstyrrede undervisningen mindst. Men der var nu undersøgelser, der viste, at tilpasset hjælp kunne gøre disse elever i stand til at komme videre og endog bestå svendeprøver, tage kørekort og blive faglærte, i stedet for at være henviste til et arbejdsliv som ufaglærte. Denne stilling blev begyndelsen på en livslang passion for elever og mennesker, der havde indlæringsproblemer. Kvinderne på Handbjerg Fredehjem, der havde været overgivet til glemsel i årtier. Voksne private, der havde brug for hjælp til at komme videre, kom til hjemmeundervisning hos ham ugentligt.

Haver i Harboøre

I 1964 bestemtes det, at Handbjerg Skole i fremtiden kun skulle være fem-klasset. Det passede ikke til degnens ambitioner. Der var en stilling ledig som viceskoleinspektør ved Harboøre Skole. Den blev søgt, og han blev udvalgt til at besætte den. Ganske kort tid efter blev han ansat som kordegn ved Engbjerg Kirke. Harboøre Skole blev bestemt hans største faglige udfordring. Han var med til at implementere to skolereformer.

Selvfølgelig skulle der også være have i Harboøre. Ved ansættelsen havde han betinget sig, at 10 vognlæs god muld skulle spredes ud over grunden, hvor lærerboligen lå. Og der skulle et 120 centimeter højt stakit hele vejen rundt om matriklen. Sognerådet tog lidt fusen på ham. Mulden, de leverede, kunne næppe kaldes muld. Og det var så fuld af sener, at det tog over et år at gøre det rent, inden det var muligt at begynde anlæg af haven. For at få udbytte af haven, måtte der også være adgang til vand. Da der er under en meter til grundvandet i Harboøre, var det ikke et problem at grave en brønd. Efter fire år var der en rigtig fin have med seks meter høje træer til læ.

Det skeptiske Harboøre-folk var nu overbevist om at det kunne lade sig gøre. Så begyndte en periode, hvor han tegnede haver, hjalp folk med brønde og vandpumper, flyttede op til fire meter høje træer inde fra landet ud til Harboøre. Efterhånden tabte marehalmen terræn, og der opstod grønne plæner og blomsterbede overalt.

Tilgivelse

Så var der missionen. I sin ungdom fangede den indre missionske vækkelse ham. Om tiden i Harboøre fortæller sønnen:

- Samfundsmæssigt tog far mest del i kirkelivet og bibelmøderne. Den sorte indre missionske forkyndelse i missionshuset var ham lidt imod. Han var jo på nuværende tidspunkt kommet til den erkendelse ved at læse Biblen, at uanset hvor godt et menneske bestræber sig på at leve efter Guds Ord, vil mennesket altid på et eller andet tidspunkt være så skrøbelig i kødet, at det alligevel ikke ved egen kraft kan gøre sig fortjent til frelse. Derfor mente han, at det vigtigste i vores religion er, at vi kan håbe på tilgivelse.

Ellers interesserede han sig for kommunalpolitik. Dannede sammen med andre en upolitisk gruppe til kommunalvalg ud fra overbevisningen om, at det måtte være vigtigere at beslutningerne var til gavn for kommunen og borgerne, i stedet for til gavn for et eller andet partis ideologier. Da Harboøre skulle dobbeltkloakeres, havde et konsulentfirma lavet et hundedyrt forkromet projekt. Også her gik han sammen med andre utilfredse borgere i en gruppe, der fandt bedre løsninger og fejl i konsulentfirmaets beregninger. Det betød i den sidste ende, at den enkelte husstand fik kloakeret til cirka halv pris af det oprindeligt beregnede.

- I 1992 blev far pensioneret. Han og mor blev boende i Harboøre til 1998, hvor de solgte huset og flyttede til Holstebro. Nu levedes livet med haven, naboerne i gaden, besøg hos søskende, campingvognen kørte ofte en tur. Børnebørn og oldebørn betød en masse. Der blev holdt jul hos barnebarnet Stine og hendes familie i Bækmarksbro i mere end 15 år. Far begyndte at dreje i træ og blev medlem af en billardklub. Det hyggede han sig gevaldigt med. Kirkeligt tog han ikke længere del i andet end almindelig kirkegang. En ting kunne han dog ikke holde sig fra. Sammen med Søren Nielsen fra Sognekirken i Holstebro tog han ud til byens plejehjem og holdt sangeftermiddage og andagter. Efter et par kræftoperationer i 2000 og 2007 var far, fysisk, lidt hæmmet. Og da mor døde i 2011, syntes han livet var noget uretfærdigt. Far savnede hende. Også så meget at det gik ud over glæden ved at leve, fortæller Bent Jensen Pilgaard.

Campinglivet

Campinglivet betød meget for ham.

- I 2013 var han igen blevet mere sig selv. Det gjorde, at vi planlagde en tur med campingvogn Norden rundt. 8700 kilometer. Gennem Danmark tværs over broerne. Videre gennem Sverige til Stockholm. Færgen til Sydfinland. Igennem Finland fra syd til nord langs den russiske grænse, hvor vi endte på Nordkap. Holdt der i 40 timer med uafbrudt solskin døgnet rundt. Far lærte at sove som en trucker, når der i perioder blev kørt fire timer, sovet 20 minutter med gentagelse igen, igen. Så mod Lofoten, hvor den storslåede natur i kontrast til de fattige træhuse slog ham. Efter Lofoten måtte vi til Kiruna. Da vi besøgte jernminerne 900 meter under jordoverfladen, viste det sig, at han var den anden ældste, der nogensinde havde været der.

- Så gik det ad midtilandvägen gennem afsindige myggeflokke til Östersund, hvorfra vejen gik til Trondheim. Den enorme Katedral tog næsten luften fra far, og da det var søndag, fik vi en norsk højmesse med. Nu manglede vi bare lige at komme forbi de gamle stavkirker inden Oslo, via Göteborg og Malmö igen til Danmark. 17 dage var borte med blæsten. Ved afrejsen kunne far knap gå en kilometer. Ved hjemkomsten klarede han uden problemer fire kilometer. Det var en god tur for hans fysik.

I slutningen af 2018 måtte han have en hjerteoperation. Der kom problemer med motorik og balance, og han måtte flytte på plejehjem. Der var han, indtil han døde. Selv i livets efterår så jeg en mand, der stod ved sine meninger, erindrer hans søn.

Til minde om: Svend Erik havde en livslang passion for mennesker med indlæringsproblemer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce