Vi bruger cookies!

folkebladetlemvig.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folkebladetlemvig.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Mette F.: "De kalder mig Anker"

I hallen var bordtennisbordet næste stop efter opvarmningen, og så skulle der spilles "bordet rundt". Foto: Elisabet Svane

Mette F.: "De kalder mig Anker"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Interview

I dag fylder Mette Frederiksen 40. Avisen Danmarks politiske redaktør har været på tur med S-formanden og talt om tillid og om det Danmark, Mette Frederiksen har mødt på sin vej rundt i landet

"En-to-tre-fire og til venstre. Og en-to-tre-fire og ind mod midten. Og klap".

Mette Frederiksen, (S), skulle lige i gang, før fire skridt til venstre og fire skridt frem og det lille klap sad der. Ligesom hun, sammen med Assens socialdemokratiske borgmesterkandidat, Charlotte Vincentz, skulle øve sig i folkedansen, både med klap og kryds-klap og sving, før den svingede, som den skulle. Så hvirvlede hun ellers gulvet rundt, hen til en ny partner, som også skulle klappes, kryds-klappes og svinges, før hun hvirvlede videre til den næste.

Det er onsdag og vi har lige været til ældregymnastik i idrætscentret Fyrtårn Tommerup. Denne gang suppleret med valgkamp, for Mette Frederiksen kom forbi i "Mød Mette"-bussen og var straks på gulvet.

Inde i svømmehallen svømmede de. Det er jo onsdag og netop i dag er der reserveret baner til de ældre. Så svømmes der. Valgkamp eller ej.

I hallen var bordtennisbordet næste stop efter opvarmningen, og så skulle der spilles "bordet rundt". Frederiksen prøvede i starten at hjælpe Jørgen lidt, han er klart den ældste og lignede en, der kunne trænge til en hjælpende hånd, men efter bare en halv omgang stod det lysende klart, at ham behøvede hun ikke at hjælpe.

Han var herren ved det bord.

- Han er god. Han både smasher og skruer, siger Mette Frederiksen, da vi har sat os ind i bussen, som er blevet omdannet til et rullende kampagne-kontor. Vi kører ud fra Tommerup, kursen er sat mod Otterup. Undervejs taler hun om Jørgen. Og om Jakob, der går på EOX og er ordblind. Og om den ældre kvinde, der fik brystkræft og bad kommunen om hjælp til aflastning til sin 90-årige mand. Og fik nej.

- De kalder mig jo Anker, de ansatte inde på Christiansborg, siger hun med et smil.

Det var det, han også gjorde, den tidligere og nu afdøde statsminister Jørgensen. Hver gang han havde været ude i landet, var han dybt optaget af de problemer, han mødte derude. Og talte om dem, når han kom hjem, som det både fremgår af hans egne dagbøger og senest af Ritt Bjerregaards erindringer.

- Jakob er en supersød fyr fra Køge, som har gået i skole i ti år og først nu, hvor han går på EOX-uddannelsen, har man fundet ud af, at han er ordblind. Undervejs har han følt sig udenfor og selvfølgelig lavet ballade.

- Sådan en som Jakob flytter ind i mig, og jeg tager ham med og bliver ved med at vende tilbage til ham, kan jeg mærke. Fordi jeg i bund og grund føler, at det er mega-uretfærdigt, at ingen på et tidligere tidspunkt tænker, om der er en grund til, at han laver ballade.

- Men som partiformand og statsministerkandidat skal du jo hæve dig op?

- Ja, jeg skal op på de store linjer, men jeg er også nødt til at være ærlig og sige, at jeg er optaget af Jakob og andre, der er ordblinde. Og når jeg møder en kvinde, der har arbejdet, siden hun var 14 og får nej til aflastning af sin 90-årige mand, fordi det er sparet væk, er det jo hende, jeg tænker på, når jeg tænker ældrepolitik. Jeg forholder mig ikke abstrakt til velfærdssamfundet. Sådan er jeg. Det kommer jeg ikke til at slippe.

- Så med mig som statsminister, vil man komme til at se en lidt atypisk statsminister. Som både er til det helt principielle og overordnede, som man skal som statsminister. Men også en statsminister, der kommer til at dykke ned i f.eks. ordblindeundervisningen.

Jeg øver mig stadig, og jeg tror, at jeg er blevet bedre. Til at være mere mig selv.
 

'Mød Mette'-bussen er ikke bare et transportmiddel, men er også et rullende kampagnekontor, hvor partiets ansatte sidder fordybet i computerne, bl.a. med at fodre de sociale medier. Med Mette Frederiksen og med Mette Frederiksen og de lokale kandidater. Det er jo det, det handler om: At skabe gejst lokalt og få så meget opmærksomhed som muligt. Her er sociale medier en uundværlig makker.

Inde i bussen viser Mette Frederiksen, at det tilsyneladende ikke bare en lille Anker, men også en "kontronella" a la Anders Fogh, hun har gemt i sig, da hun lige tjekker et Facebook-opslag og retter ordet "godmorgen" til "god formiddag". Klokken er over ti.

- Er du lidt gammeldags.

- Ja, det er er jeg. Jeg er opdraget med, at man skal gøre sig umage. Gøre tingene selv, ikke sidde og vente på noget. Skræl kartoflerne selv. De gamle dyder.

- Så det gibber i mig, når jeg ser en ung mand sidde med skoene oppe i sofaen, som jeg så den anden dag på en uddannelsesinstitution i Herning. Det synes jeg, at man skal lade være med.

Inden valget på tirsdag har Mette Frederiksen besøgt landets 98 kommuner. Men hvad er det for et land, hun har mødt mellem linedance i Rebild, unge i Mariagerfjord, radikale på Frederiksberg og rose-uddeling i Kolding?

-Jeg ser store forskelle, men også vigtige fællestræk. Tirsdag i sidste uge var jeg på Frederiksberg, hvor helt almindelige mennesker ikke få et sted at bo til en husleje, de har råd til. Dagen efter sluttede jeg på Mors. Der kan folk ikke få solgt deres hus, og de kan ikke låne i kreditforeningen.

- Der er fire-fem timer mellem de to steder.

- Vores opgave, udfordring og privilegium som socialdemokrater er jo, at vi er begge steder. Og at vi vil være begge steder. Det er vel kun Venstre, der vil det udover os, mens mange andre partier mere dyrker nogle eller noget eller bestemte områder af landet.

- Tidligere i Danmarks-historien er det lykkedes at få de privilegerede at gå sammen med dem, der ikke er privilegerede. Det er også det, der er opgaven i dag. Og mit mål.

- Jeg møder også mange med et stort samfundssind. Jeg møder mange unge, som ikke bare spørger til sig selv, men også til f.eks. ældrepleje.

- Og så møder jeg det frivillige engagement, der går på tværs af landet og på tværs af aldre. Så jeg oplever et Danmark, hvor forskellene er blevet større, men også et Danmark, hvor der er nogle meget stærke fælles træk værdimæssigt. Nede under om "vi kan sælge bolig eller ej" og "om bussen går". Nedenunder det er der værdier, vi er fælles om. Det er vigtigt.

 

Det har stået klart siden vinteren 2013, at Mette Frederiksen skulle være S-formand efter Helle Thorning-Schmidt. Men også i 2005 var der bud efter hende, da Mogens Lykketoft måtte give op efter valgnederlaget og selv pegede på netop Mette Frederiksen. Mens den gamle Nyrup-fløj pegede på Helle Thorning og den gamle Auken-fløj på Københavns nuværende overborgmester, Frank Jensen.

- Det er en vigtig del af min udvikling, at jeg ikke sagde ja i 2005, da jeg blev bragt til bords. Jeg var 27 år gammel. Jeg var ikke dygtig nok. Der skulle flere kilometer i benene. Så jeg sagde nej.

- Det skal man ikke undervurdere, for det kunne jo være, at det kun var den ene gang, jeg ville få muligheden. For en, der gerne vil derhen på et tidspunkt, var det en stor beslutning at sige: Nej, jeg er ikke klar. Men det var mig, der var nødt til at foretage den vurdering.

- I dag er jeg klar. Der er gået ti år og ikke mindst i tiden i regering, både som minister og som medlem af de centrale udvalg i regeringen, har gjort mig klar.

- Jeg øver mig stadig, og jeg tror, at jeg er blevet bedre. Til at være mere mig selv. Men det er ingen hemmelighed, at der er noget, jeg brænder mere for end andet. At det, der giver mig energi og det, jeg henter min drivkraft ud af er de livssituationer, hvor folk står med de største problemer. Der, hvor det er sværest. Det er ikke mindst i yderkanten af Danmark.

Her hvor Socialdemokratiet har tabt tillid. Og vælgere. Især til DF.

- Den vigtigste opgave i starten var at genopbygge den tillid, som nogen oplevede forsvandt. Og det har vi gjort ved at lægge os det rigtige sted på udlændinge med de udfordringer, vi står overfor og gøre den sociale del af Socialdemokratiet stærkere.

- Og vi er kommet tættere på hinanden. Vi er der ikke endnu, men vi er kommet tættere på hinanden og det kan jeg mærke. Og se og høre, for det er det, folk kommer og fortæller mig. Men det tager lang tid.

- Jeg vil gerne hen til, at politik er en relation mellem mig og så mange som muligt i det her samfund. For det er i politik som i alle andre relationer: Hvis man bryder tilliden til hinanden, er det ikke nok at dukke op med en buket blomster. Man skal se hinanden i øjnene på et tidspunkt og det tager tid. Både i familien og i politik. Det er sådan jeg ser det.

- Kan du smide Thorning-årene fra dig?

- Nej, og det skal vi heller ikke. Det er da en del af vores historie. Ligesom vi sikrede folkepensionen og lavede Kanslergade-forliget. Der blev truffet gode beslutninger i den regering, og så er der ting, vi vil gøre anderledes. Det handler ikke om at lægge afstand eller skære ud.

Søndag fylder Mette Frederiksen 40 og fejrer sig selv med valgkamp på Frederiksberg.

- Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg lægger mere vægt på at kunne sætte mig i andres sted og lytte til dem. Vi har alle sammen vinkler på livet, nogle gange er det blinde vinkler. Og det at turde udfordre de blinde vinkler er bare så vigtigt, hvis du vil se hele samfundet.

- For det er blevet sværere. Vi lever i en tid, hvor meget af vores liv er i ekkorum. Boligområderne, vi lever i, kommer til at minde mere og mere om hinanden. Der er samme risiko på arbejdspladserne. Helt utroligt meget på sociale medier. Her kan man jo sagtens være i et ekkorum, hvor alle de opslag, man ser på f.eks. Facebook siger det, man selv synes.

- Vil et helt samfund, er man nødt til, flere gange om dagen, at sætte sig i andres sted. At acceptere, at sådan kan man også tænke.

- Hvor har du blinde vinkler?

- Ved ikke, om jeg kan pege det ud konkret, for mig har det mere været et spørgsmål om at komme derhen, hvor jeg reflekterer. I stedet for straks at konkludere. For 15 år siden var jeg mere konkluderende, i dag er jeg mere reflekterende.

- Det betyder ikke, at jeg ikke kan konkludere, men der er noget med rækkefølgen, hvor jeg som yngre konkluderede, og så kunne jeg bagefter sidde og tænke: Gad vide, om det nu egentlig også var rigtigt?

- Det gør jeg ikke mere. Nu tænker jeg mig om.

Nu sagtner bussen farten, vi er fremme ved Byparken i Otterup, hvor partiforeningen venter med et slag krolf. Et mix mellem kroket og golf, deraf navnet. Krolf.

Det er Leif, der skal hjælpe Mette Frederiksen, men den første bold ryger noget uden for banen, så hun må ud i det lange græs og hente den. Næste slag holder sig på banen og bolden ryger da også i hul.

På vej ind til kaffen spørger jeg Leif, om hun er god til krolf.

- Det blev hun, svarer han.