Debat → Læserbreve, debatindlæg og ledere

Nu er det praktisk med én meter...

Med et afstandskrav på to meter gjorde man det næsten umuligt for de fleste restauranter at genåbne, selv om de nu har fået lov til det. Med et afstandskrav på to meter kunne der ikke være flere skoleelever på de fleste skoler, fordi de yngste årgange er spredt ud over hele skolen, så der ikke kunne blive plads til de store børn, som nu snart må starte. Og hvad med børnehaver? Og hvad med...? Om det er disse praktiske problemer, der nu har gjort, at sundhedsmyndighederne har ændret afstandskravet til én meter, skal være usagt, men det er i hvert tilfælde det, der er sket til blandt andet restauratørers og skolelederes store tilfredshed, for nu er opgaven ikke så umulig, som den ellers så ud i sidste uge, da Fase 2 af genåbningen kom. Om det er erfaringer fra andre steder eller blot en tilpasning til realistiske forhold, der har gjort sig gældende, kan man som sagt ikke vide noget om, men det er jo ret bemærkelsesværdigt, at netop disse ting følges ad. Som lægmand kan man ikke sige noget, om det er forsvarligt eller ej. Det er det, vi har vore professionelle sundhedsmyndigheder til. Man må i hvert tilfælde sige, at kravet om holde afstand og kravet om de to meter har været ret så effektivt - sammenholdt med den kraftigt forøgede håndhygiejne. Smitte er holdt nede på et bemærkelsesværdigt lavt niveau, når vi sammenligner os med andre lande, og man må sige, at sygehusvæsnet og ældreplejen, hvor nærkontakt er umulig at indgå, har taget sin store del af smittespredningen. Indtil videre har den første fase af genåbningen ikke vist sig at give den store smittespredning, men det er måske lidt for tidligt at sige noget om det, da der kan gå nogle uger, før man ved det med vished. Men tiden er kommet til, at vi kan forsøge at slække på afstandskravet, så det også er realistisk at genåbne de områder, som er besluttet. Håndvask og håndsprit skal vi blive ved med - også når det her er slut. Det er jo bemærkelsesværdigt hvor lidt almindelig influenza og forkølelse, vi oplever i denne tid, hvor vi alle beskytter os mod coronaens smitte. Så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Trafik. Fokus på holdninger og adfærd i trafikken

Seneste leder

Annonce

Søndag ifølge

Fælles minder binder os sammen

Jeg er stadig for ung til at gå med stok, og heldigvis har jeg ingen skavanker, som tvinger mig til det. Men jeg har alligevel brugt tid på at lede efter en. Ikke en hvilken som helst stok. Den Bergske Stok. Avisen her var oprindeligt en del af "De Bergske Blade" - grundlagt af reformpolitikeren Chresten Berg. Og på et tidspunkt fik hver af chefredaktørerne på De Bergske Blades titler en stok, som bar en sølvudgave af grundlæggerens hoved som knop. De fleste er gået i arv fra chefredaktør til chefredaktør. Med en solid interesse for den lokale historie gik jeg på jagt efter "min stok", da jeg for et par år siden overtog jobbet som chefredaktør. I kælderen fandt jeg flere gamle klenodier og spændende papirer, men stokken var væk. En stump af historien var forsvundet. Sådan går det, hvis man ikke passer på den. Lige nu skriver vi også historie. Jeg håber i hvert fald, at denne weekend og den kommende genåbning af landet markerer afslutningen på den store coronakrise i 2020. Jeg ved godt, at vi langt fra er færdige med at slås med både sygdommen og de økonomiske og sociale følger. Men lad os nu bare for eksemplets, glædens og denne klummes skyld antage, at vi netop nu står i midt i det, vi vil se tilbage på som slutningen. Hvad er det så egentlig vi vil huske tilbage på? Samfundssind og pressemøder? Starten på noget nyt? Indgangen til en krise? Det er svært at vide, hvordan selv store begivenheder bliver husket for eftertiden. Men det er helt sikkert, at de bliver husket forskelligt fra person til person. Nogle har en udsat konfirmation som største offer. Andre har mistet deres kære. Forskellene er enorme. I Holstebro har museet efterlyst genstande og beretninger fra hverdagen under coronakrisen. Måske bliver det til en interessant udstilling for næste generation. Eller for os selv, når vi har fået det hele så meget på afstand, at det bliver interessant at opsøge fortællingen om, hvad der egentlig skete dengang. Det er en vigtig opgave for et lokalt museum at kunne fortælle den slags. Det er godt, at der er nogen, som interesserer sig for at samle og bevare både information, stemninger og følelser for eftertiden. Nogen som får detaljerne med, for selv en coronakrise er andet end sorg og ærgrelser. Vores egen fortælling mister ofte detaljerne og bliver unuanceret over tid. Og skal vi selv udstille den på sociale medier, kommer den igennem noget af et filter først. Vi husker det, vi gerne vil huske. Det er derfor, der er så mange, der i denne uge har genfortalt sagnet om frihedskæmperne i deres slægt. Dem var der mange af - især i krigens sidste dage og efter 5. maj. Det blodige og til tider uciviliserede opgør med værnemagerne i dagene efter befrielsen taler vi ikke så meget om. Og dem, der selv var bange for at ende bag på lastbilerne for at have handlet med tyskerne, hører vi stort set ikke fra. Historien bliver fersk og tandløs, hvis den skal passes ind i vores moderne selviscenesættelse. Den har behov for nogen, der graver lidt mere og stiller spørgsmål. Er historien ubehagelig, kan man måske først grave i den længe efter. Derfor er er det forbandet ærgerligt, at Lokalhistorisk Arkiv ved Holstebro Museum er ramt af den helt store sparekniv, som vi har skrevet om i denne uge. Det virker sølle, at der ikke længere er råd til den slags. Det er bare historie, ja. Men historien hjælper os til at forstå og respektere. Den binder os sammen. Det styrker hverken sammenhængskraft eller samfundssind, at vi har betalt skat til den samme kommunekasse hele livet. Men når vi finder ud af, at vi begge savner kagerne fra Hjemmebageriet i Nørregade eller isvaflen i kaffevognen hos Rita på havnen, så har vi pludselig noget sammen. Der er langt fra kaffevognen til coronaen - og uendeligt meget længere til befrielsen. Men hverdagen fortjener også at blive husket. Ligesom min stok, som jeg heldigvis har fundet. Den var endt på Holstebro Museum, hvor den lige nu er udstillet.

Forhandlinger. En ringe tak til corona-heltene

Debat: Det er det levede liv, der afgør, hvem og hvad vi er

De sidste fire år af min gejstlige løbebane tilbragte jeg med at være præst i Den Danske Kirke i Schweiz. Forinden havde jeg været sognepræst og biskop i sammenlagt 38 år, men som en slags bonus fik jeg fire år ekstra som dansk præst i Schweiz. Dem vil jeg ikke have undværet. Det skulle vise sig, at jeg specielt blev meget glad for at have konfirmander. Mange af dem havde aldrig boet i Danmark, men de havde danske forældre og skulle derfor konfirmeres på dansk facon. Der var en pige, som aldrig var blevet døbt, men hun ville konfirmeres, og derfor blev hun døbt nogle søndage inden konfirmationen. Det havde vi en længere samtale om – hun og jeg alene. Hun forklarede mig, at hun ville konfirmeres i den danske kirke, fordi hun ville begraves i Danmark. I betragtning af hendes unge alder var det et stærkt synspunkt, som jeg siden har tænkt meget over. Det var ikke blot et synspunkt. Det var et klart valg. Hun ville være kristen på den forudsætning, at hun var dansker. Det er selvfølgelig ikke i sig selv nogen salighedssag, at man er dansker, hvilket hun også udmærket var klar over. I hendes situation kunne hun også have valgt at være schweizer, og i så fald ville hun være kommet til at leve sit kristne liv på en anden forudsætning og dermed på en anden måde. Men det er en salighedssag at være kristen, og det ville hun være på den forudsætning, at hun var dansker, og derfor ville hun døbes og konfirmeres i den danske kirke. Da jeg selv var ung, var der i 1960'erne gang i en vældig diskussion om arv og miljø som forudsætninger i personlighedsdannelsen. Arven var biologisk betinget, sagde man, den ligger så at sige i generne. Miljøet var derimod sociologisk betinget, for det ligger i de samfundsmæssige omstændigheder. Ingen af delene kan vi sådan set ændre på. Men så dukkede er en svensk børnepsykiater op. Det var Gustav Jonsson, som i en doktordisputats opfandt begrebet social arv forstået som de sociale vilkår, vi vokser op med og tager med os ud i livet. Det, som børnepsykiateren fik gjort tydeligt, er at arv er miljø. Hvis man vil bryde med sin sociale arv og blive mønsterbryder, er det nødvendigt, at man bliver plantet om i et andet miljø, så man simpelthen får en anden arv med sig ud i livet. Vores sociale arv bliver til vores personlige historie i skikkelse af det liv, vi lever. Det er det levede liv, der afgør, hvem og hvad vi er. Når jeg har holdt konfirmation, har jeg brugt en formel, der lyder sådan her: "Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i den hellige dåb har antaget dig til sit barn og gjort dig til arving til det evige liv, han fastholde dig i din dåbs nåde, han give dig bestandighed i troen, din sjæl til salighed". Som døbte mennesker, det vil sige som kristne mennesker, er vi sat over i en anden sammenhæng. Det, som før var vort liv, er ikke længere vort liv, for nu er det Kristus, der er vort liv. Vi er bogstaveligt talt blevet befriede fra vor egen historie og har fået en anden historie at leve med, nemlig Jesu historie. Sådan som han levede, sådan skal vi være. Derfor har vi ikke andet at bede om, end at den almægtige Gud vil fastholde os i vor dåbs nåde og give os bestandighed i troen, så vi i enhver situation kan bruge vores frihed til at skønne om, hvad dette nye liv går ud på, og hvad der er det rigtige at gøre. På store bededag og i dag den 4. søndag efter påske, ville Dannebrog normalt have vajet ved et stort antal kirker og huse, fordi der ville have været konfirmation i rigtig mange familier med gudstjeneste, gaver, taler og sange. Det har coronavirus indtil videre sat en stopper for. Men det bliver godt igen! Og så skal der være fest!

Annonce

Leder

Endelig en langsigtet plan

Man kan synes, det er skørt, at vi på mandag kan gå i Ikea og storcentre, mens en tur i zoologisk have er bandlyst. Man kan synes, at det er mærkeligt, at man må gå på biblioteket fra den 18. maj, mens en tur på museet må vente til 8. juni. Man kan undre sig over, at trossamfund kan åbne igen om lidt, mens sprogcentre og voksenuddannelse må vente en måned. Skal forsamlingsforbuddet tillade 10, 30 eller 50? Stillet op over for hinanden giver de enkelte elementer i genåbningsplanen ikke ret meget logisk mening. Uenighed og ulogiske konsekvenser er umulige at undgå i en manøvre, som i sidste ende handler om at begrænse aktivitetsniveauet. Det ene element er måske ikke "farligere" end det andet, men politikerne skulle sætte en grænse, og det har de nu gjort. Overordnet set er det rigtig godt for os alle sammen, at der nu endelig findes en langsigtet plan. Og vi kan nu få diskussionen om de enkelte prioriteringer frem i lyset. Vi kan i debatten se, hvilke politikere vi er enige med. Det kaldes demokrati, og det har vi savnet de seneste uger. Det er selvsagt også en kæmpe fordel for os alle sammen, at vi nu har mulighed for at planlægge lidt bedre. Uvidenheden er afløst af en plan. Der er naturligvis stadig et hav af ubesvarede spørgsmål. Og under det hele hviler truslen om, at sygdommen kan blusse op og tage det hele fra os igen. Det kommer vi ikke uden om, men køreplanen findes, og vi kan vi for alvor begynde at se fremad. Vi vil de kommende dage høre mange tale for, at det ene eller andet burde prioriteres, og at grænserne bør åbnes. At vi står i en situation, hvor vi kan tillade os at tale for en endnu større åbning, er et stort sundhedstegn. Hvis sygdommen havde ramt landet, som det skrækscenarium, regeringen viste os for otte uger siden, ville vi slet ikke have denne debat nu. Vi er indtil videre sluppet nådigt fra sygdommen. Nu handler det om at slippe nådigst muligt fra konsekvenserne af de hårde prioriteringer.

Redaktøren anbefaler For abonnenter

Herzlich willkommen - velkommen tilbage

Så genåbnes meget - og andet gør ikke

Ugen sluttede med, at vi fik Fase 2 i genåbningen af Danmark, så nu kan vi se frem til, at de ældste elever kommer i skole, mens gymnasieeleverne må blive hjemme. Vi må se Superligafodbold på tv uden tilskuere, og breddefodbolden må træne, men ikke spille kamp. Butikker i storcentre åbner, og så kan vi gå på restaurant igen - måske. Det kommer an på, om restriktionerne bliver så omfattende, at det er umuligt for restauratørerne at få en forretning ud af det. Det og meget andet som efterskolernes åbning vil vi følge med i den kommende tid, men mens du venter på det, kunne du lige se - eller gense - noget af det, der fyldte i den forgangne uge

Efterdønninger. Corona på hjernen - og på indkøbskurven

Seneste plus

Annonce

Leder

Åbenhed er den eneste vej

Genåbning er dagens nøgleord. Alt handler om, hvem der nu får lov at åbne og under hvilke vilkår. Midt i det hele prøver selv Holstebro Kommune nu at åbne lidt op. For informationerne, vel at mærke. Efter i ugevis at have fundet det nødvendigt at hemmeligholde coronasmitte på plejecentre, foretager kommunen nu en regulær kovending. Fremover vil kommunen informere om det, hvis der opstår smittetilfælde på for eksempel et plejecenter. Man kan undre sig over, hvem i al verden der i første omgang fik idéen om at holde den slags hemmeligt, men man kan også bare glæde sig over, at den praksis nu hører op. Bedre sent end aldrig. Den lukkede tilgang har været en ubehagelig følgesvend sammen med coronavirus. Ikke bare fra Holstebro Kommune. Regeringen og sundhedsmyndighederne er således fra flere sider blevet kritiseret for manglende åbenhed og ringe adgang til informationer. Lukketheden kan til nøds undskyldes med usikkerhed og situationens alvor, men den er under alle omstændigheder uklædelig for et demokrati. Lad os derfor håbe, at den lukkede praksis hører op i takt med genåbningen af landet. Netop genåbningen giver større behov for viden. Det handler jo ikke kun om folk, der står på spring for at få lov til det ene og det andet. Det handler også om en masse danskere, der er bekymrede. Dem må vi ikke glemme. Der vil i den kommende tid opstå situationer, som kan forøge smitten. Det ligger som en tung præmis i genåbningen. Og det skal vi ikke forsøge at skjule. Tværtimod. Hvis vi alle skal have en mulighed for at beslutte os for, hvordan vi vil agere, er information og tillid vigtig. Tillid får man som bekendt ved at udvise den. Vi kan umuligt kontrollere alt og alle. Så ligesom politikerne skal have tillid til, at vi stadig husker at holde god afstand og rene hænder, skal vi kunne have tillid til, at vi får ren besked fra det offentlige. Vi kan sagtens tåle det.

Spildevand. En grotesk lortesag

Borgerlig splittelse udstillet

Efter forliget om udligningsreformen må man konstatere, at det lykkedes for den socialdemokratiske regering at få udstillet, at der ikke er et samlet borgerligt alternativ i øjeblikket. Den borgerlige side af Folketinget fremstår total splittet, efter socialdemokraterne og Venstre fandt det helt nødvendige forlig omkring kommunernes økonomi. De to store borgmesterpartier var tvunget til at finde en langsigtet løsning, og nu har de også givet hinanden håndslag på, at denne løsning skal holde i mange år. Helt uden for stod de konservative, som mente, at de ikke selv var gået fra forhandlingerne, men smidt ud, uden der var mulighed for at komme ind i varmen igen. Dansk Folkeparti er en skygge af fordums storhed, og man er gledet helt ud i kulissen uden indflydelse, og man var heller ikke med i dette forlig. Venstre kunne alene på den borgerlige fløj sole sig i, at man fik rykket på det oprindelige socialdemokratiske forslag, så en række kommuner i sidste ende blev tilgodeset. Man puttede ganske enkelt en meget stor pose penge i forliget, og det må så betales ved en senere lejlighed. Det er ikke lige nu, de borgerlige har chancen for at vælte Mette Frederiksen af pinden, hvor hun står som landsmoder midt i krisen, og tilliden til hende er stor, efter det er lykkedes at holde smitten nede. Den borgerlige chance kommer først, når regningen for alvor skal betales. Når de milliarder og atter milliarder, der er sendt ud i landet for at afbøde virkningerne af corona-krisen, skal betales. Ledigheden vil sandsynligvis stige kraftigt. Vi vil se konkurser. Der skal flere skatter ind og så videre. Så er det muligheden for et alternativ til regeringen opstår, og på det tidspunkt skal de borgerlige helt nødvendigvis have fundet et samarbejde om en fælles leder, som så kan udfordre statsministeren. Så længe man kun prøver at mele egen kage på den borgerlige side, vil der ikke være noget alternativ til regeringen. De konservative holder fast i, man er i fremgang, og man vil derfor ikke underlægge sig andre. Venstre skal finde sig selv efter det dramatiske lederskifte, men anser stadig sig selv som naturlig leder på den borgerlige side. Og Dansk Folkeparti? Ja, her må man virkelig nytænke, hvis man ikke skal forsvinde helt ud som et lille parti uden indflydelse, efter man i rigtig mange år dyrkede magten som støtteparti, uden man ville tage det egentlige ansvar. Det straffes man for nu.

Annonce

Ja tak til undersøgelse

Den bitre pille fik et drys sukker

Mens politikere, økonomer og journalister det seneste døgn har gravet i tallene i den nye udligningsreform for at nærstudere retfærdigheden - eller manglen på samme - i den nye aftale, er der et overskyggende argument for, at der er grund til at glæde sig over aftalen. At den er er indgået. I årevis har der hersket usikkerhed om den kommunale udligning, og det har ført til problemer med langsigtet økonomisk planlægning i kommunerne. Nu kender vi fremtiden - på det punkt. Og det er godt. Det er også godt, at de to store partier i kommunal sammenhæng, Socialdemokratiet og Venstre, er blevet så glade for hinanden i forhandlingsforløbet, at de er blevet enige om, ikke at indgå en ny udligningsreform uden modparten. Troskabseden mellem V og S beskytter aftalen fremadrettet og giver en vis ro i maven for dem, der skal lægge budgetter efter den. Her i området vendte aftalen op og ned på det udspil, som regeringen leverede sidst i januar. Heldigvis. I forhold til den gamle aftale ønskede socialdemokraterne at flytte penge fra både Holstebro og Lemvig Kommuner til andre kommuner, mens Struer Kommune blev tilgodeset. Alle tre kommuner får med den nye aftale et positivt resultat i forhold til den gamle ordning. Og et markant mere positivt resultat i forhold til regeringens udspil. I januar skrev jeg på denne plads, at det skulle blive interessant at se, om Venstre ville lægge stemmer til at forringe den offentlige service i Nordvestjylland. Og selv om det så måske nærliggende at tilskrive Venstre æren for, at det ikke endte sådan i forhandlingerne, er der en detalje, vi ikke må overse. En stor detalje. Det er nemlig værd at bemærke, at aftalen endte med at rumme yderligere seks milliarder kroner fra statskassen. For at sikre borgfreden og for at få aftalen til at glide ned alle steder. De kommuner, der skal af med penge, skal ikke af med helt så mange, og modtagerne får lidt mere. Og alle er gladere. Regningen kan naturligvis kun ende et sted, og det er hos skatteborgerne.

Debat: Bevar den fysiske afstand, men skru op for den sociale intimitet

Coronakrisen rummer et centralt begreb, som er blevet ekstremt udbredt på ekstremt kort tid: At holde ”social afstand”. Begrebet henviser naturligvis til de to meters afstand, som mindsker smittefaren betragteligt – foruden de generelle begrænsninger i forhold til hvor mange mennesker, der kan samles på samme sted. Det er imidlertid et uheldigt begreb, fordi det pålægger os at tage afstand fra det at socialisere – som i sig selv har en mangfoldighed af betydninger – snarere end blot at holde den fysiske afstand mellem os selv og de personer, vi ikke deler bopæl med. Udbredelsen af begrebet ”social afstand” kan vi takke den engelsktalende del af verden og ikke mindst USA for, da begrebet her hedder ”social distancing”. I Danmark – hvor den direkte oversættelse egentlige ville være ”social afstandtagen” – er begrebet ”social afstand” så ikke mindst blevet flittigt anvendt af Kåre Mølbak, som er direktør for Statens Serum Institut. Nu har selveste WHO dog været på banen og frarådet brugen af begrebet og i stedet tilrådet, at vi bruger begrebet ”fysisk afstand”. Som seniorforsker Marianne Rathje ved Dansk Sprognævn påpegede i sin Politiken-spalte 24. april, er der en række uheldige konnotationer i det sociologiske begreb ”social distance”, som handler om adskillelse mellem eksempelvis socialklasser, racer og køn, snarere end individer, der forsøger at undgå at smitte hinanden. Skeptikere vil givetvis spørge, om de konnotationer nu også er så vigtige, og om det da overhovedet gør nogen forskel i praksis, om vi siger ”social afstand” eller ”fysisk afstand”, hvis vi alle sammen godt ved, hvad der egentlig menes. Men det er et velkendt fænomen, at begreberne, vi benytter os af, farver vores opfattelse af det, som begreberne henviser til. Det er ikke mindst denne erkendelse, der har medført et kollektivt opgør med de betegnelser for seksuelle og etniske minoriteter, der enten åbenlyst eller ved nærmere eftersyn fremstår nedsættende. Hertil kommer kønsneutraliseringen, som har gjort ”kassedamen” til ”butiksassistent”, ”rengøringskonen” til ”servicemedarbejder” og ”syersken” til ”tekstilarbejder”. Formålet er naturligvis både at øge respekten omkring de givne jobs og italesætte, at de givne jobs ikke kun er forbeholdt personer af ét bestemt køn. Tilsvarende har vi fået begrebet ”global opvarmning” udskiftet med ”klimaforandringer”, så enhver snebyge ikke længere kunne fungere som menigmands bevisførelse for, at der nok ikke var noget om snakken alligevel. På samme måde gør det en forskel, om vi i vores omgang med vores medmennesker vægter den konkrete fysiske afstand, som vi naturligvis bør blive ved med at holde – eller om vi opfatter Mølbaks udtalelser som en opfordring til det, der i praksis er en form for social isolation. At vi begrænser vores sociale adfærd og dermed alle former for kontakt med mennesker, der ikke er tvingende nødvendig. Det er imidlertid altafgørende, at vi, mens krisen står på, øver os i alle de former for nærkontakt, der lader sig gøre inden for de opstillede rammer. At vi ser og udforsker alle mulighederne for social interaktion, snarere end at se socialisering som noget, vi allerhelst bør undgå. Hvis vi undervejs glemmer, hvad nærkontakt egentlig er for en størrelse, risikerer vi at komme ud på den anden side af krisen iklædt mundbind, handsker og gummistøvler og en indgroet frygt for at give et kram, for at rejse eller for at tage del i store, fælles kulturoplevelser. Konkret er der derfor to ting, vi alle sammen bør gøre: For det første bør alle, der er så heldige at have en eller flere personer omkring sig, skrue op for den sociale intimitet. Det gælder naturligvis i forhold til samværet med sin nærmeste familie, som man har fået ordineret en stærkt øget portion kvalitetstid med. Flere frygtløse kys og kram, så vi aldrig vænner os til et liv uden sådanne. Det gælder i den grad også på den romantiske front. Sex under krisen er jo netop blevet sanktioneret af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, der muligvis har sikret sig en plads i historiebøgernes kapitel om coronakrisen med udtalelsen: ”Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex.” For det andet bør vi minde os selv om, at social nærkontakt ikke behøver involvere fysisk berøring, hvilket åbner op for masser af muligheder for at socialisere med personer uden for indercirklen. Det kan være via breve, blikke og blomster, ved besøg i hinandens haver, eller andre steder, hvor vi kan ses i små grupper og grine sammen på en afstand af to eller flere meter. Vi kan også give hinanden gaver, for eksempel i form af gavekort til eksempelvis restaurantbesøg eller kulturoplevelser, som så kan indløses i fællesskab lige så snart, myndighederne tillader det. Uden at bryde en eneste af myndighedernes forholdsregler har vi således en særdeles bred vifte af muligheder for at socialisere os igennem krisen. Jo bedre vi bliver til det, jo bedre rustet er vi til tiden, der kommer efter, hvor vi igen kan kysse, kramme og tage på nye eventyr.

Havvindmøller. Kom ind i kampen, før det er for sent

Leder

Men lus må man gerne snakke om

Det er noget nær verdens mindste lokale nyhed, at Holstebro er blevet et hotspot, som det hedder på moderne dansk, for corona-virussen. Grunden til, at vi alle ved det, er, at Sundhedsstyrelsen har oplyst det. Det er til gengæld langt vanskeligere at finde ud af, hvor smitten raser internt i kommunen, og hvor man skal være ekstra opmærksom. Holstebro Kommune er ikke ret tilbøjelig til at fortælle om, hvorvidt plejecentre eller andre kommunale steder er ramt, medmindre den bliver presset til det. Det har skabt en helt rimelig og forståelig frustration blandt de pårørende, som flere af dem fortæller om i gårsdagens avis. Forklaringen på den manglende åbenhed er gang på gang den samme: Det må kommunen ikke oplyse om, da tallene er så små, at de vil være at regne som personhenførbare oplysninger - og kommunen må ikke sådan sprede oplysninger om, hvilke borgere der er syge. Det er naturligvis et argument, der sikrer, at man kan holde kortene tæt til kroppen. Værst er dog, at de pårørende på ingen måde kan bruge forklaringen til ret meget andet end at få bekræftet deres uvished og næret deres bekymring. I andre kommuner har man valgt en betragtelig mere åben stil. I nabokommunen Ringkjøbing-Skjern valgte man i sidste uge at meddele, at der var fundet smitte blandt en enkelt beboer på et navngivet plejecenter. I Struer bekræftede man mandag, at der var et enkelt tilfælde af covid-19 på en af byens skoler. Ingen af dem er, så vidt vides, blevet kritiseret for at informere borgerne. Så selv om Holstebro Kommune naturligvis skal følge reglerne, tyder noget på, at der trods alt er mulighed for fortolkning af reglerne - også en fortolkning der kan imødekomme den helt forståelige bekymring og frustration, der er blandt de mennesker, der har et familiemedlem på et plejecenter, et barn i skole eller pasning, i denne for alle meget uvante situation. Efterhånden som flere og flere ting åbner op, vil der være et naturligt behov for yderligere information. Og det virker ærlig talt uforståeligt, at man eksempelvis gerne må advare forældre om lus i skolen men ikke må advare om, at en lærer eller elev er smittet med covid-19- eller om virussen har bidt sig fast på et plejecenter.

Debat: Befrielsen fra vækstens vold

Jeg er blevet fattigere under de sidste måneders nedlukning. Omsætningen i mit lille konsulentfirma er praktisk taget nul. Bedste scenarie er, at der langsomt kommer gang i forretningen hen mod 1. september, når de grønne omstillingshjul igen skal rulle. Men jeg er også blevet rigere. Rigere på nærvær med de nærmeste, rigere på tid til at nyde foråret, følge med i gærdesmuttens redebyggeri og falde i staver over at bregnerne er blevet synligt højere siden i går. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været på omgangshøjde med at skabe en passende balance med havens kulturplanter og naturens generøse frøspredning. Samtidig er fryseren blevet fyldt med boller, kage og hjemmelavet mad, og jeg har igen haft tid til en af mine ynglingsaktiviteter: at forsvinde væk i tankevækkende faglitteratur og livgivende romaner. Og ligesom mange andre har jeg opdaget, at himlen dette forår er mere blå og nattens stjernerne mere tindrende – en klar effekt af den markant lavere luftforurening, som ovenikøbet indtil nu har sparet omkring 80 dødsfald i Danmark. Vi har været som et samfund på speed med fokus på vækst i produktion og forbrug. Større huse, flere biler, længere flyrejser, hyppigere udskiftninger af elektronik og samtalekøkkener. Vi har danset natten igennem på speed og ikke mærket konsekvenserne på hverken egen eller den kollektive krop i form af forurening, klimaforandringer, stigende ulighed og fravær i stedet for nærvær, mens stadig flere rammes af stress og depression – og masser af forsømte forår. Men nu er vi blevet tvunget til at stoppe op, og midt i alle udfordringerne med hjemmeskoling og omsætningstab er det mulighed for overveje, om vi virkelig ønsker ’business as unsual’. Vil vi tilbage i hamsterhjulet med for meget arbejde, for lidt søvn, for mange kompromisser? Kunne vi hver især trives og være lykkeligere med mindre materiel vækst og forbrug, men med mere rum for menneskelig vækst og sammen skabe et retfærdigt og levedygtigt samfund, hvor ’få har for meget og færre for lidt’? Vi mennesker kan være utrolig omstillingsparate. Enten fordi vi forstår og accepterer pludselige tiltag, som her under coranakrisen, ligesom vi skruede ned for varmen og fandt rulleskøjterne frem på oliekrisens bilfrie søndage i 1973-74. Eller vi tilpasser os, fordi det kommer snigende – og vænner os til det øgede arbejdstempo, luftforureningen og forarmingen af vores natur. Det bliver langsomt den nye normal – altså indtil alting stopper og vi opdager, at det kunne være anderledes. Personligt ville jeg foretrække et langsommere liv med en bedre balance mellem sprudlende aktivitet og regenererende pauser med tid til at passe barnebarn, køkkenhave og et arbejdsliv med spændende projekter, foredrag og skrivning. Måske er prisen en levestandard som i 1970, hvor mere var hjemmedyrket og lokalt, hvor der skulle spares op og prioriteres, hvis der skulle blive råd til sjælden charterrejse, en ny fryser eller den første bil. Og var det egentlig så slemt? Årstallet er valgt, fordi det var det sidste år, vi som danskere ikke brugte flere af klodens ressourcer, end de kunne genskabes til næste generation. Modsat nu, hvor vi forbruger, som havde vi 4,28 kloder og derfor lever på klods hos vores børn og børnebørn. Selvfølgelig skal vi ikke tilbage til 1970, men bruge denne tænkepause til at komme frem til 2030 på en måde, så Jorden og dens indbyggere kan regenere. Noget kan vi gøre som individer og borgere gennem vores prioriteter og valg af livsstil og politikere. Men først og fremmest skal vi sammen skabe de systemiske rammer, for at genstarten efter coronakrisen bliver bæredygtig. Både ved at investere i energiforbedringer og vedvarende energi, som både giver jobs og mindsker udledning af drivhusgasser, men også ved at sikre den nødvendige modstandskraft til at klare de næste kriser. For coronakrisen er højst sandsynlig bare en generalprøve i forhold til nye pandemier, forstærkede konsekvenser af klimakrisen og økologiske nedbrud lokalt og globalt. Det kræver, at vi opbygger personligt og kollektivt beredskab. Vi kan ikke praktisere ’just-in-time’ og lige til kanten, men må udvikle buffere, produktionsformer og livsformer, der gør os mindre sårbare og mere resiliente. Heldigvis har vi viden og teknologier til at skabe en bæredygtig fremtid, og de sidste måneder har vi også vist både mod, omstillingsevne og handlekraft. Så lad os derfor her den 5. maj, hvor vi fejrer befrielsen fra fem års besættelse, befri os fra vores maniske illusion om, at ubegrænset vækst er mulig i en begrænset verden. Lad os danse i gaderne – med passende afstand – og glædes over, at vi lever i et samfund med høj tillid og en grundlæggende omsorg for hinanden – et godt afsæt, når vi skal give slip, ændre vaner og holde op med alt det, som er ødelæggende for både menneskelig nærhed og trivsel samt vores fælles naturgrundlag.

Debat: Erindringsglimt fra min fars oplevelse 4. og 5. maj 1945

Minde: Aftenen 4. maj 1945 står i min erindring i et særligt lys. Mine forældre havde en landbrugsejendom, beliggende ved hovedvej 13 mellem Sørup og Støvring, nær den daværende Juelstrup Præstegård. Forårsmånedernes hverdage på en gård var også i 1940-erne præget af travlhed. Det gjaldt ikke mindst markarbejdet, tørvegravning og kalkning af stuehus, staldbygninger og lade. Men søndagene var anderledes. Alt foregik i et andet tempo. Vores medhjælper og min far tog den med ro, den første havde ofte fri, og min mor og far havde på en anden måde end til hverdag tid til os børn. Om eftermiddagen læste min far ikke sjældent højt for os. Formodentligt af samme grund husker jeg disse søndage som lune, lyse, harmoniske og ofte med et stærkt sollys mod de nykalkede længer. Skønt jeg altid har vidst, at befrielsesbudskabet lød om aftenen 4. maj, står den aften i min erindring i et forårsagtigt lys, som minder om min barndoms søndage. Alt blev lagt til side, naboerne gik sammen, glæden og fællesskabsfølelsen var mærkbar. Det blev sent, tiden blev ophævet – tidligt eller sent – det spillede slet ingen rolle. Aftenen 4. maj 1945 huskede man således også i mit hjem som en aften, præget af en helt usædvanlig stemning. Om aftenen 5. maj blev der i anledning af befrielsen afholdt et større folkeligt møde i Støvring. Mødet havde min far muligvis været med til at arrangere i kraft af sit medlemskab af det daværende Buderup-Gravlev Sogneråd. Mine forældre, to af mine søstre og jeg fulgtes til fods til Støvring den aften for at deltage i mødet. Før vi nåede ned til krydset ved den daværende Støvring Kro, hvor hovedvej 13 udmunder i hovedvej 10, var en kolonne tyske militærkøretøjer kommet kørende mod syd ad hovedvej 10. Da de nåede ind i byen, så de, at der i anledning af befrielsen var pyntet op med guirlander og flag, som var spændt ud over vejen. Blandt flagene var naturligvis Dannebrog, det engelske-, det amerikanske- men også det sovjetiske flag. Da de tyske soldater så det sovjetiske flag, gennemhullede de det med kugler, hvilket blandt andet skyldtes, at der den 5. maj endnu ikke var indgået en kapitulationsaftale mellem Sovjetunionen og Tyskland. På det tidspunkt vi nåede ned til Støvring, havde skudepisoden fundet sted, men en af de tyske kugler havde rikochetteret mod asfalten og ramt en ung pige, som blev alvorligt såret i benet. Vi så ambulancen ankomme for at bringe den sårede til Aalborg Amtssygehus. Derefter fortsatte vi mod syd for at nå hen til Grangården, en større gård beliggende midt i Støvring. Gården lå med sin flotte kampestensudbygning lige ud til hovedvej 10. Her skulle befrielsesarrangementet afholdes. Grangårdens store gårdsplads var så fyldt med mennesker, at der var trængsel. Der blev sunget. Og der blev holdt taler. Formodentligt en kort tale af Grangårdens ejer, Niels Christensen, derefter muligvis af Støvring højskoles daværende forstander, Poul Grosbøl eller måske af læreren og forfatteren Hans Povlsen. Atter blev der sunget, stemningen var euforisk, glæden mærkbar. Pludselig indtraf et stemningsskift, som selv børn ned til femårsalderen kunne registrere. En sort varebil med en stor bagdør bakker med `et ind på Grangårdens menneskefyldte gårdsplads, folk trænges til side, og bilen standser op ud for trappen op til stuehusets fordør. Uniformerede mænd står ud af bilen, går ind og lukker døren efter sig. Der breder sig en underlig uro på gårdspladsen. Kort efter kommer de uniformerede mænd atter ud på trappen, og med sig har de nu to unge piger, som de – efter et kort øjebliks stilhed – sandsynligvis sammen med Niels Christensen og Poul Grosbøl og måske andre må beskytte mod spytklatter, kasteskyts og kaskader af skældsord fra den store menneskemængde på gårdspladsen. Skyndsomst kommer pigerne ind i bilen, som starter og kører mod Aalborg. Da bilen er kørt, tager min far den yngste af mine søstre og mig i hånden, ser op på min mor og siger: ”Nu går vi hjem”, og det gjorde vi. Hændelsen fortæller, at for mine forældre var markeringen i anledning af befrielsen indlysende rigtig. Men da magten var skiftet fra tyskerne og deres sympatisører til den store menneskemængde, ville de ikke acceptere, at den blev misbrugt over for de to værgeløse piger. – De var formodentlig blevet bragt i sikkerhed i Grangårdens stuehus, før folkemødet var blevet påbegyndt. Hvem der hentede pigerne, og hvad der efterfølgende mødte dem, har jeg ikke kendskab til. Et lokalhistorisk erindringsglimt får ofte en anden dimension – måske en dybere mening, når man husker at se det netop som et glimt i den større historiske sammenhæng. Glædesbudskabet 4. maj, og sammenkomsten på Grangården 5. maj, blev kun muliggjort af voldsomme begivenheder, der gik forud. Den tidligere biskop over Fyns Stift, Vincent Lind (f. 1925) gik som ganske ung ind i modstandsbevægelsen. I efteråret 1944 blev han taget af tyskerne og sendt til koncentrationslejren Neuengamme. Han slap fri og kom med De hvide Busser til Sverige i april 1945. At han slap fra rædslerne med livet i behold, kan sandsynligvis tilskrives hans ungdom og det relativt korte ophold i lejren. Vincent Lind har senere udtalt: ”Fred er den hårde sag: Knækket vold”. Og sandt er det jo, at rædslerne i koncentrationslejrene, kamphandlingernes gru, overgrebene, de civiles lidelser først ophørte, da de tyske hære var nedkæmpet. Ved forskellige mindearrangementer afholdt i taknemmelig erindring om freden, og ved markering af glædelige- eller dystre begivenheder, har man også i Danmark ganske ofte fundet anledning til at synge Nordahl Griegs pacifistiske digt ”Kringsatt av Fjender”, (fra 1936), tilsyneladende uden tanke for, at Nordahl Grieg som ung og yngre netop var påvirket af en pacifistisk tankegang. Men i 1938 udgav han romanen ”Ung må verden ennu Være” i hvilken han tager et opgør med den pacifisme, som kom til udtryk i de vestlige demokratiers passivitet over for 1930’ernes kommunisme, fascisme og nazisme. Selv tog Nordahl Grieg konsekvensen af sit opgør med den passive humanisme. Efter den tyske besættelse af Norge og Danmark 9. april 1940, flygtede han til England, men nåede forinden i Tromsø Radio på Norges nationaldag 17. maj at oplæse sit bevægende digt ”17. maj 1940”. Herfra skal blot citeres et par strofer: ”I dag står flaggstangen naken/ blandt Eidsvolls grønnende trær. / Men netop i denne timen / vet vi hva frihet er. / ---. / Det fødtes i oss en visshet: / Frihet og liv er ett, / så enkelt og så uundværlig / som menneskets åndedrett. / ---. / Vi fulgte ikke med tiden, / vi bygde på fred, som i tross, / og de hvis dåd er ruiner / har grunn til å håne oss”. Fra England deltog Nordahl Grieg i flere Royal Airforce angreb over Tyskland. Han omkom under et bombetogt over Berlin i 1943. For Vincent Lind og Nordahl Grieg som for millioner af de navnløse, der kæmpede, stod det klart, at fred og frihed nok er sårbare størrelser, men samtidig så værdifulde og afgørende for menneskeværdige vilkår, at kamp under givne forhold beklageligvis kan være uundgåelig, selv hvis kampen forudsætter, man er villig til at kæmpe med livet som indsats. Andre vælger andre veje for at nå de samme mål. Måske vægtes diplomati, venskab og fredsvilje som de rette våben. Her giver det mening at tænde lys, gå i optog og synge åndrige fredssange. Men som det fremgår af Vincent Linds udtalelser og Nordahl Griegs digtning og deres handlinger, tilsagde de verdenshistoriske begivenheder dem, at det ikke var en farbar vej. Det er blandt andet i spændingsfeltet mellem disse forskellige tolkninger af de Danmarks- og verdenshistoriske begivenheder, at også et lokalhistorisk erindringsglimt får mening.

Fritid. Giv os breddefodbolden tilbage

Debat: Fortielse og befrielse

Undskyldning: 75-års jubilæet for befrielsen er en fin og højtidelig anledning til, at nutidens ledere af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og Konservative kan undskylde for deres forgængeres alt for nære samarbejde med Adolf Hitler. En sådan undskyldning ville både være anstændig og nationalt samlende. Naturligvis har nutidige partiledere ingen andel i forgængernes synder, men det ville alligevel være storsindet, hvis statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes tre kolleger sagde undskyld. De kunne kvittere for, at den velbevæbnede og godt organiserede Frihedsbevægelse også udviste storsind ved befrielsen. Som den desværre afdøde modstandsmand og kz-fange Frede Klitgård sagde til mig: ”Vi lod nåde gå for ret.” En eventuel hævnspiral som i Frankrig kunne nemt have ramt samarbejdspartierne. En officiel undskyldning kan også forbedre fremtidens politiske debat. Dansk Folkeparti blev skabt 50 år efter befrielsen som et nationalkonservativt parti, men alligevel har politiske modstandere lige siden spillet ”nazikortet” mod DF med det formål at fjerne fokus fra nutidige samfundsproblemer. Lad mig bruge EU’s føderalisme som et eksempel på, hvordan man skal kende historien, men ikke misbruge den. Nutidens euro viser sig at være mere ekstrem, end hvad Hitler ønskede med sin storeuropæiske mønt- og toldunion i 1940. Godt nok ønskede nazisterne kontrol, men de ville ikke udfordre nationalfølelsen i de besatte lande ved at fjerne deres mønter og sedler. Netop dette gør EU’s euro. Jeg går ind for at forlade EU ved et Danexit snarest muligt, men jeg ved også godt, at nazisternes møntunion dengang ikke i sig selv er noget godt argument imod EU’s euro nu. Så nuanceret har historiemisbrugeren Peter Duetoft (S) aldrig været. Duetoft startede i 2001, da han som folketingsmedlem og gruppeformand i partiet Centrum Demokraterne fik overskrifter ved at beskylde DF for ”nazimetoder”, som ”Joseph Goebbels ikke kunne have gjort bedre”. DF havde såmænd blot tilladt sig at påpege problemerne med den skadelige islamiske indvandring. I dag står det klart, at Duetoft, som nu er socialdemokrat, personligt har forværret Danmarks migrantproblemer. Han skabte tabuer og had, og historisk set bør man snarere huske på, at den socialdemokratiske statsminister Vilhelm Buhl, altså Duetofts partifælle, i 1942 opfordrede befolkningen til at stikke frihedskæmpere. Stikkertalen til nationen trak et blodigt spor hen over landet, og alligevel har Socialdemokratiet i dag navngivet en københavnsk gade efter Buhl. Det Radikale Venstres partileder Morten Østergaard kaldte i 2018 Dansk Folkeparti for et "brunt" parti, hvilket er en henvisning til Hitlers terrorkorps SA. Østergaards respektløse optræden over for millioner af nazistiske dødsofre er en ting. Noget andet er den kendsgerning, at radikalt sindede embedsmænd i 1943 ville lade dansk politi ”internere” danske jøder. Heldigvis sagde Gestapos øverste chef i Danmark, Werner Best, nej tak. Noget så vigtigt som Holocaust kunne ikke overlades til radikale, hvis leder i dag er Østergaard. Venstre var ikke bedre, idet partiets fremtrædende politiker Niels Elgaard i sommeren 1943 sagde god for henrettelser af danske frihedskæmpere, fordi Elgaard gerne ville fortsætte samarbejdet med Hitler. Det Konservative Folkeparti skiller sig positivt ud fra de tre andre med en række fremragende frihedskæmpere. Desværre har nutidige konservative folketingsmedlemmer som Rasmus Jarlov svært ved at erkende, at 1930'ernes konservative ”skråremme” var en skamplet. Alt i alt ville det være storsindet af statsministeren at undskylde for samarbejdspolitikken. God 4. maj!

Annonce

Debat: En anderledes markering i år af befrielsen 4.-5. maj 1945

Markering: 4. maj bliver der landet over sat lys i vinduerne - vi markerer Danmarks befrielse. I år er dagen særligt speciel: det er 75 år siden, at danskerne vågnede op 5. maj 1945 til et frit Danmark. Meget er sket på de 75 år, men vigtigheden af at markere dagen og huske vores fælles historie er fortsat afgørende. Netop nu står vi midt i en sundhedskrise – coronakrisen. Det betyder, at markeringen af befrielsen med kranselæggelser, mindetaler og Gudstjenester er aflyst. Og det gør ondt, at vi ikke sammen kan markere denne vigtige dag. Under 2. verdenskrig viste den danske befolkning solidaritet og sammenhold, præcis som vi ser i disse corona-tider. Fællessang (alsang) blomstrede op i de første år af besættelsen. Danskerne mødtes om sangen rundt om i hele landet. Hundredtusindvis af deltagere sang med på fædrelandssange og udtrykte sammenhold og nationalfølelse. Kongehuset var også et stærkt samlingspunkt for danskerne både under og efter 2. verdenskrig. Kong Christian 10. er kendt for sine rideture i København under besættelsen. Turene havde stor betydning for befolkningen. 5. maj 1945 holdt Christian 10. en bevægende tale. Her roste han blandt andet det danske folks sammenhold gennem besættelsen. Han opfordrede også til fortsat sammenhold. Under denne coronakrise er det danske sammenhold igen afgørende. Vi mødes i sangene, når DR arrangerer fællessang og vores kongehus, med Dronning Magrethe i spidsen, er dengang som nu, en hjørnesten i vores store nationale fællesskab. Dronningens tale omkring corona-truslen markerede for mig en slags ”milepæl” – en påmindelse om alvoren og i at ”stå sammen, hver for sig”. Jeg tænder lys 4. maj, placerer dem i vinduet og husker mig selv på, hvad vi danskere er i stand til. I mange familier mindes man en særlig mand eller kvinde, som tog kampen op i modstandsbevægelsen. Jeg vil også mindes min families frihedskæmper og sende en dybtfølt tak til alle de tapre mænd og modige kvinder, som satte livet på spil for dig og mig – og vores frihed.

Politik. Find fejl, og så tvivl

Debat. 4. maj - Vi skal synge Danmark stærkt og frit

4. maj: Danmark skal synge i dag! Det skal vi, fordi det netop nu er 75 år siden, den ucensurerede kortbølgeradio om aftenen 4. maj fra London kunne fortælle danskerne, at den britiske feltmarskal Montgomery endelig havde oplyst, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. Det er 75 år siden, ”Det blev forår og Danmark Frit”, som det hedder i sangen ”En lærke letted” - en af de mange, mange elskede sange, der blev skrevet i besættelsesårene og lige efter. Derfor arrangerer gode mennesker alsang over hele Danmark i dag. Præcis som danskerne i de fem mørke besættelsesår kunne sætte ord på fælles følelser og fornemmelsen af fællesskab, når de mødtes til store alsang-arrangementer, så møder danskerne også på 75-årsdagen for Danmarks Befrielse hinanden til alsang. Coronavirussen forhindrer, at fejringen i dag bliver lige så overstadig og boblende fuld af glæde som den folkefest, der udartede sig i gaderne i minutterne og dagene efter friheds-budskabet lød fra London i 1945. Men heldigvis har vores moderne digitale udstyr og tv-stationernes alsang vist os, at vi stadig kan synge sammen og være en del af et levende fællesskab – på store fysiske afstande. Jeg håber, at rigtig mange danskere i dag tager sig tid til at være med. For vores egen skyld, men også for de kommende generationers skyld. For historiens skyld. Og for Danmarks skyld. Jeg tror, det er vigtigt for os alle, at vi fejrer det fællesskab, Danmark er. Og alsang virker! Det virkede i besættelsesårene, og det virker nu - 75 år efter - hvor Danmark også er lukket ned. Sang og fællessang – og hele den fortælling om Danmark, dansk historie og danske værdier, som vi møder gennem vores sangskat - binder os sammen. Vi har brug for det. Det giver os styrke og overskud. Det giver os viden, rødder og værdier, som vi skal bruge, når vi former fremtiden for kommende generationer af danskere. Vi skal synge om de værdier, der binder os sammen. Om friheden. De liberale frihedsrettigheder, som Danmark og de vestlige demokratier er bygget op på. De frihedsrettigheder, som de tyske nazister tog fra os og alle andre, der blev ofre, mens den tyske krigsmaskine rullede ud over Europa under Anden Verdenskrig. De frihedsrettigheder, som de mange modige frihedskæmpere, der var aktive under Besættelsen, satte liv og lemmer på spil for. De frihedsrettigheder, som danske soldater med Danmarks flag på skuldrene i dag kæmper for i verdens brændpunkter, hvor andre undertrykkere hærger på samme måde som Hitler, Stalin og andre tidligere hærgede i Europa. Vi skal synge Danmark stærkt og frit – og vi skal gøre det sammen. Lige nu. Lige præcis i dag, "Hvor det blev forår og Danmark Frit”.

Annonce

Man må selv tage ansvaret for et nej

Debat: Landbrugsskoleelever i væbnet modstand 1944-45

Modstandskamp: Man forbinder ikke landmænd med væbnet modstandskamp 1944-45, men den forekom. Her følger beretningen om væbnet modstand blandt elever på Gråsten Landbrugsskole. Min tidligt afdøde far havde været lidt involveret i modstandsarbejde under et ophold på landbrugsskolen vinteren 1944-45 og efterlod sig en cigarkasse med fotos fra befrielsen i Gråsten, men fik aldrig sat min mor, min søster eller mig ind i, hvad fotos viste. Heldigvis fik jeg i 2015 brev fra en elev fra vinterholdet 1944-45, og han kunne fortælle, hvad der foregik på fotos. Han hed Søren Vinge Madsen og var voldsomt involveret i væbnet modstand. Frihedsrådet bad den 21-årige Sørens rekruttere, organisere og uddanne folk til militære ventegrupper, der skulle bistå ved en evt. engelsk landgang i Danmark, så landet ikke blev besat af russerne. Vinge hvervede godt 30 landbrugsskoleelever til en militær gruppe, heriblandt min far. Den våben- og sprængstofkyndige Vinge deltog også i en sabotagegruppe. Gennem sprængning af sveller, sporskifter og broer afsporerede de tog, der fragtede tyske soldater fra Norge til fronter sydpå. Det kunne have været et problem for Søren Vinges ventegruppe, at 11 mindretalstyskere, ”hjemmetyskere”, gik på landbrugsskolen. Flere af dem vidste, at Vinge trænede elever i våbenbrug, men der var intet stikkeri blandt dem. De unge hjemmetyskere fik valget mellem at arbejde i tyske våbenfabrikker og gøre krigstjeneste på Østfronten. Tre af dem havde kæmpet i Waffen-SS på Østfronten. Under retsopgøret efter krigen dømtes de som landssvigere, men løslodes efter få måneders fængsel. Vinge anså dem ikke for forbrydere. Vinge stod bag et stikkerdrab. Stikkeren havde angivet Johannes Rosendahl, lærer på Rødding Højskole og leder af modstandsbevægelsen i Syd og Sønderjylland, til Gestapo, der mishandlede ham. Rosendahl dømtes til skydning den 2. maj, men den tyske mindretalsleder Jens Møller greb ind og overbeviste Gestapo om, at krigen var slut, og at sønderjyderne ville hævne sig, hvis Gestapo skød Rosendahl. Likvideringen af stikkeren skete ved, at Vinge dukkede op ved hans dør. Han havde en skarpladt, men sikret pistol i hånden. Vinges pistol derimod var afsikret, dvs. klar til skud. Det halve sekund reddede Søren. Han dræbte manden med to skud, mens hans grædende kone og to småpiger så til. Drabet gav Søren mange søvnløse nætter, ”for som 21-årig er man fuldt ansvarlig”, og han havde dræbt et menneske uden forudgående rettergang. Men under krigen så han sig som en soldat i krig. Vinge skrev til mig, at Frihedsrådet havde bedt ham dræbe angiveren. Historikere, der har forsket i stikkerdrab, har påvist, at ordrerne om at likvidere formodede stikkere sjældent kom fra de højeste instanser i Frihedsrådet. De besluttedes ofte af lokale modstandsgrupper, undertiden af en enkelt person. I 1960’erne overnattede Johannes Rosendahl engang hos Søren og Idon på deres gård i Bjergager ved Odder. Rosendahl og Vinge havde ”en god snak om fortiden, vi fik ikke meget søvn den nat”. Begge havde sikkert behov for at tale om deres oplevelser. I cigarkassen lå fotos af to døde frihedskæmpere. Historien bag deres død er, at Frihedsrådet 5. maj sendte de danske nazisters leder indtil 1943 Frits Clausen, Jens Møller, andre hjemmetyskere og ”anløbne” danskere ud på en 12 km lang gåtur fra Bovrup til Gråsten. Clausen & co. blev ikke forulempet på turen. I Gråsten interneredes de og formodede nazister, værnemagere og stikkere på den tyske skole. Infanterister på flådestation Mürwik på sydsiden af Flensborg Fjord ville ikke finde sig i danske modstandsfolks internering af hjemmetyskere. De tog den ordinære Kruså-Gråsten rutebil; nogle af dem lagde sig på taget med maskingeværer. Rygtet om den kaprede rutebil nåede Gråsten, og da den ankom til den tyske skole, lå min far og en maskingeværskytte i en nedgravet stilling ved skolen. Men de turde ikke skyde på marinetropperne, når der var civile i rutebilen. Marinesoldaterne på taget turde derimod godt skyde to unge frihedskæmpere ved skolen. Jens Møller, modstandsbevægelsens byledelse og den lokale tyske kommandant talte infanteristerne fra yderligere blodsudgydelse. Vinge anså ikke Jens Møller for forbryder. Han talte jo Gestapo og marinesoldater fra at dræbe danske modstandsfolk i krigens sidste dage. Historikere peger dog på, at Møller som det tyske mindretals ”fører” i 1942 havde iværksat hvervekampagnen, der fik flere af mindretallets våbenføre mænd til at melde sig til Waffen-SS. Søren Vinge Madsen, der døde 94 år gammel i 2018, var vidende, ræsonnabel og eftertænksom. ”Det bedste ved modstandsbevægelsen var, at den fik Danmark med på allieret side”, lød hans vurdering.

Debat: De jublede i fængslet den 4. maj 1945

Minde: Min far, Arne Frederiksen, har stort set hele sit arbejdsliv arbejdet først som viceinspektør og senere som inspektør ved Statsfængslet i Horsens. Hvert år 4. maj om aftenen fik vi børn fortalt historien om, hvordan han og vores mor havde oplevet den aften, efter at befrielsesbudskabet havde lydt fra London. For mange år siden blev min far bedt om at indlede dagene i en uge i P1-programmet ”Ved dagens begyndelse”. Her har han selv skrevet den fortælling, vi fik fortalt. Så for at jeg ikke skal pynte på historien, har jeg valgt at citerer fra hans manuscript: Befrielsesdagen 5. maj 1945 gjorde jeg tjeneste på et såkaldt åbent fængsel i Midtjylland (Kærshovedgård) med lidt ældre, ganske skikkelige og rare, men flere gange straffede mennesker, i alt ca. 100. Aftenen før, den 4. maj, mens fangerne var ved at gå i seng, lød pludselig Frihedsbudskabet fra den danske stemme over London Radio, og aldrig mindes jeg at have hørt så høje, nærmest frydeskrig og hurraråb ovre fra den store fængselsbygning. Ustandselig hørte jeg fangerne spontant i kor råbe: ”Leve friheden” eller ”vi er frie” – uden vel overhovedet at tænke på deres egen øjeblikkelige ufrihed i et dansk fængsel. Det blev en vidunderlig aften og nat med ekstra kaffe og tobak, der havde været gemt væk til netop denne befrielsesdag, vi alle havde ventet på så længe. Der blev sunget et utal af danske sange, råbt hurra utallige gange, holdt masser af taler af fangerne, både morsomme, bevægende og rørende, og det endte sågar med, at én af fangerne mod slutningen stod op og motiverede et leve og hurra-råb for det danske fængselsvæsen! Sikkert den eneste gang, noget sådant er sket. For jeg må indrømme, at der sjældent for snarere at sige aldrig er noget at råbe hurra for i et dansk fængsel. Efter anmodning fra de samme fanger spadserede vi i samlet flok 5. maj de 15 kilometer ud til Hørbylunde Bakker ved Silkeborg til det enkle trækort ved landevejen, der markerede det sted, hvor Danmarks store digterpræst Kaj Munk var blevet snigmyrdet af tyskerne. Store smukke, friske buketter af de første forårsblomster fra grøfter og marker lagde fangerne på og omkring trækorset. Det var en betagende oplevelse at se disse lidt ældre og også hærgede mennesker stå der omkring korset i dyb bevægelse og andægtige, mens én af dem trådte helt hen til trækorset, lagde sin hånd næsten ømt og kærtegnede på det, og sagde lavmælt og ægte: ”Tak, Kaj Munk. Du var én af de store, der var med til at give os friheden tilbage!” Min far fratrådte som fængselsinspektør i februar 1985 og døde samme år i november kun 70 år gammel.

Jobcentre. Urimelig pukkel venter

Debat: DF bør lægge afstand til Stram Kurs

Dele af Dansk Folkeparti har ønsket, at man skulle ”omfavne” partierne for ikke at skubbe de vælgere, der overvejer at stemme på dem væk - eller ligefrem at gå i konkurrence med dem om, hvem der kunne have den hårdeste retorik på udlændingespørgsmålet. Andre har advokeret for, at man skulle være påpasselig med at orientere for meget af sit fokus mod de nytilkommende. At al den energi, man bruger på dem, fjerner fokus fra egen politikudvikling og ofte medfører enten politisk lammelse eller overkorrektioner. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tilhører den sidste gruppe. Nye Borgerlige er én ting. Et parti, der lukrerede på de strategiske fejltagelser og den metaltræthed, som herskede hos særligt Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i sidste valgperiode. Men kopier finder nu engang sin berettigelse, når originalen har svigtet. Derfor er den vigtigste enkeltfaktor for Dansk Folkeparti i tilgangen til Nye Borgerlige at finde modet til igen at sætte vore egne dagsordner - på egne præmisser. Det er nu engang ikke halen, der logrer med hunden. Og tør vi det, er det min overbevisning, at vælgerne med tiden indser, at nationalkonservatismens sag kun svækkes ved rivalisering og fragmentering. Langt mere fundamental er udfordringen med Stram Kurs. Her har Dansk Folkeparti haft et underligt besvær med at finde ud af, hvilket ben vi ville stå på. Det bygger givetvis på de erfaringer, som partiet høstede i 1990’erne, hvor de etablerede partier kom for skade at udskamme Dansk Folkeparti i almindelighed og Pia Kjærsgaard i særdeleshed. Det virker til, at den erfaring sidder så dybt i partiets DNA, at hovedprioriteten for partiet har været ikke at gentage samme fejl i tilgangen til Stram Kurs. Men denne historiske parallel er fejlbehæftet og giver ikke nogen brugbare pejlemærker. For det første var 1990’erne en anden tid, hvor svenske tilstande hærgede og al udlændinge- og islamkritik var underlagt de facto berufsverbot. Endvidere er Rasmus Paludan mildest talt ikke nogen Pia Kjærsgaard. Alene det, at Pia Kjærsgaard byggede Dansk Folkeparti på en klar præmis om, at der ikke var plads til racisme, højreekstremisme eller antisemitisme, at man skulle tale pænt, formulere og opføre sig ordentligt, men vigtigst af alt at Dansk Folkeparti står på grundlovens og frihedsrettighedernes grund, udgør helt fundamentale forskelle på de to partier. Og netop de fundamentale forskelle er det nødvendigt at trække klart op. Her bør Dansk Folkeparti lære af Socialdemokratiets historiske tilgang til kommunismen. Socialdemokratiet anlagde under Den kolde krig en klar og uforsonlig afvisningslinje overfor de Moskva-tro antidemokrater i DKP. Man nægtede at legitimere de yderliggående og skadelige kræfter, blot fordi man delte en vis fællesmængde gennem den socialistiske ideologi. Hele denne nationalkonservative dagsorden bliver i disse år holdt gidsel af cirkusklovnen med den præpubertære tankegang og formidlingsevne, Rasmus Paludan. En mand, hvis eneste tak til det samfund og de betjente, der ofrer millioner af kroner og utallige polititimer på hans beskyttelse, er chikane. En partileder, der altid tyer til skolegårdens mobbeadfærd, men selv er mere krænkelsesparat end den mest ømskindede minoritetsgruppe. Et individ, der hævder kulturel overlegenhed, men tilsyneladende ikke kender andre virkemidler end fordummende pøbeladfærd. Et sådant individ føler jeg personligt ikke andet for end foragt. De skadeindvirkninger, som hans handlinger har gjort på debatten om den berettigede kritik af masseindvandring, islamisme og kulturradikalisme, kan ikke overvurderes og vil tage år at genoprette. Dansk Folkepartis genrejsning må derfor begynde med en klar afstandtagen til Stram Kurs. Stram Kurs´ grove fornedrelser, grænsesøgende adfærd og afvisning af centrale elementer af retsstaten har intet med Dansk Folkeparti at gøre. Vi står på Grundlovens vold – Rasmus Paludan og hans medløbere har for længst udstillet, at det gør de ikke.