Annonce
Læserbrev

Sundhed. Tak for hjælpen

Debat: Sidste nat klokken 3 faldt undertegnede ud af sengen og ned på gulvet, og desværre kunne jeg ikke selv komme op igen. Vi så ingen anden udvej end at ringe 112, og det var nogle venlige medarbejdere, jeg talte med, og ganske kort efter ankom to yderst venlige, unge mennesker og hjalp mig tilbage i seng. Der skal herfra lyde en kæmpe tak for den udviste venlighed. Alt dette skyldes dårligt helbred.
Leder For abonnenter

Ikke så meget som en skovl jord

Det er helt forståeligt, når frustrationerne hos kolonihavehusejerne lang Storåen stiger proportionalt med at vandet stiger i deres haver og inde i husene. Hos Rhodos Pizza i det centrale Holstebro kunne ejeren bare se på, mens vandet kom ind gennem væggene. Det var fjerde gang alene i år. Nu er det vanskeligt at gøre nogen ansvarlig for, at der er faldet uhæmmet meget regn i februar, og Holstebro Kommune og Vestforsyning skal sådan set have ros for at have været gode til at kommunikere, hvad de gør og hvorfor. De har kommunikeret klart, og har også gjort deres til at forsøge at kontrollere vandmasserne bedst muligt. Men vandet har med altid at finde en vej, og trods alverdens prognoser og vejrudsigter, kan det være vanskeligt at forudse alle begivenheder, hvilket kun gør det mere påtrængende, at kommunen nu kommer videre med at få lavet de afværgeforanstaltninger, som der er blevet talt – og talt meget om - om siden 2015, hvor den seneste store oversvømmelse ramte. Holstebro by har oplevet flere oversvømmelser fra åen gennem tiderne. Den store oversvømmelse den 18. marts 1970 var den største. Da stod vandet op i 11,30 meter over havet ved Storebro i Holstebro centrum. I nyere tid har der været oversvømmelser i 2007, 2011 og senest i 2015, hvor en dør ind til Musikteaterets kælder brød sammen, og vand strømmede ind og ødelagde inventar for mange millioner kroner. Lige siden har man talt om en dæmning, der skulle kunne holde på vandet inden det rammer byen. Men indtil videre er der ikke flyttet så meget som en skovl jord i det projekt, fordi Danmarks Naturfredningsforening ikke er tilfredse med det. Det er vanskeligt at forklare de mange mennesker, der kæmper mod vandet, at de gang på gang skal have deres værdier ødelagt, fordi en privat forening ikke vil godkende et projekt, som et samlet folkevalgt byråd går ind for. Det er ved at være tid til at kommunen lægger enten et meget hårdt pres på foreningen eller forsøger at udfore naturfredningsforeningens ihærdige forsøg på at stoppe projektet. Der er intet, der tilsiger, at de seneste oversvømmelser bliver de sidste - og der er behov for en løsning. Gerne meget hurtigt.

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Leder For abonnenter

Det er utroligt...

Vi kunne læse her i bladet i lørdags, at fremtiden for et af de absolut allerstørste sportsarrangementer i hele landsdelen, Holstebro Cup, som afvikles hver påske, er i farezonen for ikke at kunne fortsætte. Ikke fordi der ikke er deltagere, som vil tage til Holstebro i påsken for at spille håndbold. Det vil de gerne, og det bidrager naturligvis til omsætning og markedsføring af byen, at der kommer så mange udøvere, ledere og forældre. Formanden for Holstebro Cup, Karsten Marcussen, har stået i spidsen for arrangementet i årevis, og han har i lige så mange år haft stor opbakning fra en række frivillige, der gør det af lyst og ikke fordi, de selv har børn eller anden personlig interesse i arrangementet. Selvfølgelig får de en personlig oplevelse ud af at være sammen med så mange glade mennesker, men man gør det også, fordi det er vigtigt for en by at have et stort arrangement som Holstebro Cup. Men formanden stopper, når denne udgave er klaret. Og han kan frygte, der er flere af de frivillige, der benytter lejligheden til det samme. Begrundelsen er, at det er blevet et bøvl med samarbejdet med kommunen, og formanden opfatter det som direkte benspænd, når det er særdeles vanskeligt at få praktiske ting til at gå op, og der ingen velvillighed er fra kommunens side. Det er fortrinsvis adgangen til skolerne, hvor der indkvarteres deltagere, der er problemet, og i modsætning til de kommunale skoler, så er der ingen problemer med professionskolerne, gymnasiet med videre. I samme avis beklager udvalgsformanden det, og nu skal tonen have en anden lyd. Det må vi så se, om den får. Men det kan jo ikke være rigtigt, at der skal en formands-afgang og en forsideartikel i det lokale dagblad til, før man opfatter alvoren hos kommunen. En kommune bør forkæle frivilliges initiativer og arbejdslyst, når det drejer sig om sådanne arrangementer, som helt klart er i kommunens store interesse, der bliver arrangeret. Det er ingen naturlov - slet ikke i dag, at der er frivillige, der vil gøre sådan et stort stykke uegennyttigt arbejde, så derfor kan det undre, at der skal så stort et brag til, før man vågner op og aflyser alle benspænd for at erstatte dem med skulderklap og "medvind på alle cykelstier". Hvis det altså sker...
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Lyt til hjertet - og en lille smule til ministeren

Om et par uger er der ansøgningsfrist for optagelse på videregående uddannelser for dem, der søger ind efter kvote 2. I den anledning har undervisningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) udsendt et notat med en oversigt over de mest eftertragtede videregående uddannelser ved sidste års ansøgning. Notatet viser, at der er mode i uddannelser. Noget er knap så eftertragtet, mens andet er voldsomt populært. Og det er især det sidste, der har fået ministeren til at reagere. "Vi har mere end 900 forskellige videregående uddannelser i det her land. Og så har vi så stor en andel af dem med de højeste karakterer, der søger de fire samme uddannelser som førsteprioritet. Det er ret uheldigt," lyder det fra ministeren med henvisning til, at omkring 30 procent af ansøgerne med et højt karaktergennemsnit - over 9,1 - søgte ind på medicin, psykologi, jura og statskundskab. Uddannelsessnobberi, kalder hun det i Berlingske. Men ministeren skal slå koldt vand i blodet. Hun taler her om godt 5000 af de 69.000, der søgte ind på en uddannelse sidste år. Der er stadig rigtig mange unge - også med højt gennemsnit - der vælger noget helt andet. Det vigtigste må være, at de unge vælger uddannelse med hjertet. Eller i det mindste ikke gør det helt uden. Selvfølgelig kan man ændre retning senere i livet og uddanne sig yderligere. Men det er nu, de har chancen for at søge ind på drømmestudiet og blive den, de gerne vil være. Det må statistikker ikke ændre på. Men ministeren har helt ret i, at det vil være sørgeligt, hvis nogen har opfattelsen af, at et højt gennemsnit forpligter til at søge ind på en uddannelse, der kræver højt gennemsnit. De to ting har intet med hinanden at gøre. Der er masser af præstige og kvalitet i at blive ingeniør, lærer, datalog, sygeplejersker, pædagog eller noget helt sjette. Og drømmer du om at læse medicin eller jura, skal mode og statistikker ikke holde dig fra det heller.
Leder For abonnenter

Højt at flyve

Den er flot klippet. Holdt i en stringent international tone, og så har SAS’ nyeste reklamefilm ramt helt ved siden af, hvilket har resulteret i, at luftfartsselskabet er fløjet direkte ind i en veritabel "shitstorm" fra rasende politikere og borgere. I reklamefilmen, som selskabet nu har forsøgte at klippe om, hævder SAS, at alting er blevet bragt hertil fra andre lande lige fra demokrati og cykler til svenske kødboller, vindmøller og wienerbrød. På spørgsmålet om, hvad er virkelig skandinavisk, lyder svaret ganske enkelt; Nothing. Nada. Niente. Eller på ordret dansk; Intet. Ser man bort fra det åbenlyse vrøvl om, at der ikke findes noget skandinavisk, intet dansk, svensk eller norsk og at Skandinavien alene er et geografisk område, hvor borgerne har stjålet og kopieret alt det, de betragter som "deres", så risikerer man naturligvis at komme galt afsted med sådan en påstand. Uagtet at SAS nok har tænkt budskabet som et helt andet - som et progressivt budskab om, at man bliver klogere af at rejse ud i verden og komme hjem med ny inspiration - er det bare ikke det, der står tilbage. Som en god vittighed bør en reklamefilm ikke komme med brugsvejledning. Den skal kunne forstås instinktivt. Hvis modtagerne af budskabet ikke har forstået det, så har reklamefilmen slået fejl. Hvad SAS tænkte, da de bestilte filmen, skal være usagt. Det, selskabet har fået, er til gengæld et politisk budskab forklædt som en reklamefilm, der hylder forestilling om en grænseløs verden, hvor mennesker og ideer problemløst flyder frit og hvor vi alle er globalister, og hvor nationalstater og nationale identiteter er en illusion. Det må SAS hjertens gerne mene. Det er (næsten) et privat selskab, og har det lyst til at lægge afstand til den del af verden, som det selv er rundet af, står det naturligvis luftfartsselskabet frit for at gøre det. Men som reklamefilm, har den slået fejl. Alle gode intentioner til trods, må SAS nu bare erfare, at det kan være besværligt at forklare, at man ikke har skudt sig selv i foden, når rigtig mange kun kan se det modsatte.
Annonce
Læserbrev For abonnenter

Læserbrev: Forstår godt du er imponeret, Anders Bune, Fjaltring

Læserbrev: Anders Bune udtrykker, han er svært imponeret over den viden og indsigt, som undertegnede og Foreningen Ulvetid løbende gør gældende i ulvedebatten. Men den er kun iøjnefaldende derved, at modparten har så ringe indsigt og viden omkring ulven og naturen som tilfældet er. Det er i virkeligheden almen viden i naturkredse, der gøres gældende. Således også, at der ikke en sammenhæng mellem man bruger får til naturpleje og det, at de så også er velegnede til naturpleje. De holder ganske rigtig bevoksningen nede, herunder den særegnede flora, som helt unikt er tilpasset netop de pågældende naturområder. Hvorfor nedgræsningen af disse selvsagt ikke er hensigtsmæssigt, dersom man vil beskytte det pågældende naturområdes oprindelige flora og fauna. Af samme grund skal naturplejen kombineres med andre arter, end kun får, så som heste, kreatur, bison, hjortedyr, der med deres forskellige fødevalg genskaber den oprindelige variation, der er kendetegnende de pågældende naturområder, man vil beskytte. På den måde dannes der en mosaik af knolde og huller med vand. På samme måde, som der skabes en lang række såkaldt mikrohabitater, der kan rumme et rigt insekt- og planteliv. Eksempelvis særlige mikrohabitater ved kokasser, der også giver levested for en række insekter. Hvilket er særdeles vigtigt for fuglelivet i dagens Danmark. Fårenes forarmelse af naturen i eksempelvis Skotland gør, der nu drøftes ”rewilding” af blandt andet store græsningsdyr og rovdyr i Skotland, hvis højland i dag er uden de tidligere varierede naturtyper på grund af fårene. På samme måde er det påfaldende, at Danmark er det land i verden, der har mindst natur, men også er det land i verden, der har tredje flest får. Men igen… Ulvesikre hegn er ubetinget løsningen til vi har fået nedbragt de alt for mange får, der på ingen måde er en økonomisk faktor for landets BNP.
Leder For abonnenter

Den store omvæltning

Den traditionsrige danske foreningsmodel er under pres i denne tid. Vi ser et væld af fusioner inden for foreningslivet. Hvor der tidligere har været et utal af foreninger med hver sin bestyrelse og hver sine ledere, så er det i dag så svært at finde dem, der vil gøre en frivillig indsats til glæde for andre, at man må slå sig sammen for at have nok af dem. Også medlemsiden er presset, og som vi kunne fortælle her i bladet onsdag, så er det ikke mindst de traditionelt store idrætsgrene, der oplever en markant tilbagegang af medlemmer. Pudsigt nok er det også de sportsgrene, som har den store medie-bevågenhed, så det er ikke reklame for sagen, man mangler. Det er noget helt andet. Dels er tidens tendens, at man ønsker at dyrke sin idræt under rammer, man selv bestemmer, og mange flere end tidligere vil ikke indordne sig under at skulle sætte tid af flere gange på faste tidspunkter hver uge. Forsvundet er den tid, hvor alle gik til fodbold eller håndbold et par gange om ugen for så i hver weekend at være til kamp. Spørg blot de lokale fodbold- og håndboldklubber, som ikke kan stille hold. Forældre har travlt, og de er heller ikke indstillet på at skulle have børnene af sted på faste tidspunkter og i hver weekend. Det er ikke, fordi børnene ikke skal aktiveres. Det er blot på en anden måde, end det tidligere har været. Det sætter store krav til foreningslivet at gennemgå denne omstilling. Det stiller mindst lige så store krav til de mange idrætshaller, som ikke længere kan nøjes med at stille bander op til indendørs fodbold og tage dem ned igen, når der er håndbold eller badminton. Det skal være fleksibelt, og der skal være aktiviteter for færre deltagere. For kommunerne er her en stor opgave, da man nødvendigvis er nødt til at bakke op om denne transformation af idræts-faciliteterne, så de passer til dagens Danmark. Det koster penge, men det er nødvendigt at investere her, da hallerne ellers kommer til at ligge øde til fordel forandre aktiviteter, og mindre bysamfund mister en af de attraktioner, der skal til for at fastholde bosætningen. Og man må omprioritere, da det ikke nødvendigvis længere er mange hektar fodboldbane, man skal pleje og passe, når antallet af spillere skrumper betragteligt.

Seneste plus

Annonce
Annonce
Læserbrev

Vær nu nænsom ved vores havn

Læserbrev: ”Struer Kommune står bag planer for en omdannelse af Struer havn til en bæredygtig bydel, der tiltrækker liv og aktivitet for både borgere, besøgende og erhvervsliv”. Sådan står der i Udviklingsplan for Struer havn. Som mangeårig bruger af havnen bliver jeg beklemt når der så tales om at bygge boliger på den gamle kulkaj. Vi har kun én havn, men mange andre gode muligheder for at bygge privatboliger. Havnen bør være et muligt opholdssted for alle og ikke blive et privat boligområde kun for dem, der har mulighed for at betale. Dette synspunkt må da absolut få støtte fra et socialdemokratisk byrådsflertal. Har beboerne i højhuset på værftet bidraget med liv og aktivitet på havnen? Jeg har ikke opdaget det. Har beboerne i Sejlhusene bidraget med liv og aktivitet på havnen? Jeg har ikke opdaget det. Kan beboere i boliger på kulkajen mon bidrage med liv og aktivitet på havnen? Har vanskelig ved at forestille mig det sker. Har gennem mange år sejlet rundt i Danmark og set hvordan ellers velmenende konsulentfirmaer har fået lov, med politisk velsignelse, til at ødelægge havnemiljøer'med boligbyggeri. En undtagelse er Lemvig hvor man med gode opholdssteder og legepladser for børn og voksne har formået at skabe aktiv og smukt havnemiljø og holde boliger på afstand af den nære havn. Må noget lige så godt ske i Struer.
Læserbrev

Bonnet. Jeg håber, det ender godt

Debat: Det ser ud til at lysne for borgerne i Bonnet. De kan måske slippe af med jernstangen nu, hvis han bliver dømt i retten. Man kan jo håbe at det så for altid får en ende med hans ballade i Bonnet. Hvorfor bliver hans lejemål ikke opsagt, og han bliver smidt ud af byen? Den slags uligevægtige mennesker har intet at gøre blandt almindelige lovlydelige borgere. Se at få gjort noget ved ham og så kom til at leve fredeligt igen i byen. Nu har hans terror varet længe nok. Jeg håber det ender godt i Bonnet.
Annonce
Læserbrev

Kæledyr. Høje dyrlægepriser

Debat: Undertegnede har sommetider måttet have dyrlæge til min hund hjemme på privaten. Det koster - men der er kun en ting at gøre: Betal. Har man et kæledyr, har man også et ansvar. Det er synd, når man kontakter dyrlægen, og de ikke kan finde ud af, hvad hunden fejler. Så bliver det dyrt, for der skal tages prøver, og medicin koster. Men det er betingelserne ved at have dyr.
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.
Læserbrev For abonnenter

Ulvedebat. Man skal vel føre sin jagthund i snor?

Debat: Hyggeligt og godt arrangement i Oksbøl, mandag den 3. februar til debataftenen om Ulven. Med Claus Lind Christensen fra Danmarks Jægerforbund, Senior forsker fra Aarhus Universitet Peter Sunde og beboerne fra Stråsø som heldigvis var meget positive for ulven. Formanden for jægerforbundet, Claus Lind Christensen, kom med to ønsker, som han vil arbejde for i Vildtforvaltningsrådet, som jeg noterede mig på debataftenen "Hvad sker der, når ulven kommer til Varde Kommune?" 1. Han ønsker, at arbejde for EU's habitatdirektiv bilag 4 om fredningen af Ulven, bliver forvandlet til bilag 5. 2. Han talte også om, at han ønsker at arbejde for at kunne gøre mere brug af straffelovens §13 i tilfælde af, at hans hund angriber ulven. Nu kan Claus Lind Christensen vel heldigvis ikke uden videre lave om på EU-habitatdirektivet, og samtidig skal Claus Lind Christensen vel også altid føre sin hund i kort snor - også under jagt? Jeg mener blot, bør han ikke have styr på sin hund? Er det ikke kun rimeligt altid at føre sin hund i kort snor - også under jagt i et ulve-territorie? Jeg håber da ikke denne drøm fra Claus Lind Christensen og forsøg på trylleri vil gå i opfyldelse.
Leder For abonnenter

Nu stiger spændingen

Nu nærmer tiden sig, hvor det bliver afgjort, om den store vestjyske satsning på at få en UNESCO-godkendt Geopark Vestjylland, vil lykkes. Ansøgningen skal afleveres til april, og så har man haft to år til at få klaret en række krav, som man blev stillet, da man første gang havde en ansøgning til vurdering. Til efteråret vil man få en klar tilkendegivelse af i hvilken retning, det vil gå, og en endelig godkendelse kan så komme i 2021. Hvis det lykkes, vil det blive nummer to af slagsen i Danmark, hvor kun Odsherred har en geopark i forvejen. Men flere andre er på vej, og da det kun forventes, der kan være ganske få af slagsen i et land af Danmarks størrelse, så er spændingen stor, om det lykkes for Vestjylland at komme ind i det fine selskab. Rent folkeligt har geoparken måske nok haft det svært, da det har været en stor opgave for den almindelige borger at finde ud af, hvad en geopark egentlig er. Det er der selvfølgelig rettet meget op på med rigtig mange arrangementer, men der er stadig en stor informationsopgave foran. Men det er at få sat i system, at vi får vist den unikke geologi i Vestjylland frem - klinten ved Bovbjerg er bare et lille, men måske nok meget tydeligt eksempel. Og så skal det blandes med egnens kulturhistorie, så resultatet bliver, at både lokalbefolkningen og egnens mange gæster får det hele i tilgængelig form. Og vi får et samspil med Naturpark Nissum Fjord. Lykkes det, så er der virkelig en stor turistattraktion her, der spiller sammen med den nordvestjyske strategi med, at det er vor natur og vor kultur, der skal trække turister til og ikke et stort tivoli, vi ikke kan se os selv i. Der er al mulig grund til at klappe de frivillige, der har taget dette initiativ, på skuldrene, og det samme til den beskedne flok af ansatte, som lige nu gør sig store anstrengelser for at få ansøgningen gjort færdig, så den kan blive godkendt. Det er en af de vigtigste ansøgninger for de lokale kommuner lige i øjeblikket, da et godt resultat vil gøre os til et smørhul for natur- og kulturturisten fra hele verden.
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: De satans kinesiske baciller

Som det måske fremgår af billedet, der ledsager denne klumme, er det sjældent, jeg ikke spiser op. I min barndom formanede man børn om at spise op ved at minde om de sultne børn i Afrika. (Gør man egentlig stadig det?) Den slags virkede. Om det i dag er stemmen fra barndommen eller blot almindelig madglæde, der stimulerer appetitten, ved jeg ikke. Men hvis maden smager mig bare nogenlunde, skal jeg nok få tømt tallerkenen - mindst en gang. En dag i sidste uge opgav jeg dog middagens hovedattraktion midtvejs. En endnu højere stemme i hovedet ville nemlig ikke lade mig fortsætte, selv om det faktisk smagte ganske glimrende. Der var noget kalkunbryst på menuen, og det var ikke gennemstegt. Hjælp! Alle advarselslamper blev tændt på en gang, og jeg var allerede indstillet på en solid salmonella-infektion, inden jeg havde tygget af munden. For at spise råt fjerkræ er mindst lige så farligt som at lege blindebuk på motorvejen i myldretiden. Det ved enhver. Enhver har i hvert fald haft svært ved ikke at få den opfattelse. Er det ikke salmonella, så er det noget andet, vi skal være bange for. Mennesket er ret dygtigt til at overleve - blandt andet fordi vi har fundet ud af, hvor sygdomme kommer fra, og hvordan vi behandler dem. Men sygdomme er alligevel en evig trussel. Det er derfor vi reagerer voldsomt, når en rapport fra Fødevarestyrelsen fortæller om dårlig hygiejne på det lokale andeslagteri - om det så er sandt eller ej. Vi skal ikke risikere noget. Og det er derfor, vi ikke har lyst til at rejse til Kina lige nu. For det er der, der er farligt i øjeblikket. Måske er der langt farlige andre steder i verden, men influenzaen fra Wuhan er det nye, og det skræmmer langt mere end det kendte. I 2001 var vi bange for at få miltbrand i posten. Året efter lærte vi at sige SARS og være bange for det. Nogle år senere indtog fugleinfluenzaen - eller H5N1, om man vil - pladsen som den nye og dermed interessante, farlige dreng i klassen. Og i 2009 muterede svineinfluenzaen og skræmte os godt og grundigt. Nu er vi så i gang igen. Endnu engang er det coronavirus - ligesom SARS - der er muteret og spreder sig fra en millionby i Kina. Jeg læste i denne uge, at Matas har udsolgt af mundbind - den slags, der er helt almindelige i Asien, men som sandsynligvis ville vække opsigt, undren og måske ligefrem frygt på gaden i Struer. Så bange er vi denne gang. For selv om det nye virus huserer godt 8000 kilometer fra Nordvestjylland, kan det sagtens finde os. Vi kan ikke vide os sikre. På det område var det store ebola-udbrud i 2018 alligevel mere sympatisk. Det holdt sig til at slå folk ihjel i et begrænset geografisk område, som var både langt fra os og langt fra vores økonomiske interesser. Og nok så vigtigt: Det var ikke en ny sygdom. Det var en af de kedelige, gamle og veldokumenterede sygdomme, som vi kan læse om i historiebøgerne. Sammen med kopper, polio og mæslinger. Nogle er udryddet af vacciner - andre holdes i skak af samme. Derfor er sygdommene nu så uinteressante, at nogen ligefrem er mere bange for vaccinen end for sygdommen. Det er det nye, og så kan vi være bange igen. Nok er vi forsigtige og lette at skræmme, men vi er også ret pragmatiske i forhold til sygdomme i Danmark. Måske fordi vi generelt har stor tillid til lægevidenskaben. Vi har ikke behov for at gå i panik - sådan for alvor. Og derfor kan vi også lave sjov med det, vi er bange for. Det er sådan, vi gør, når vi bliver utrygge. Vi griner lidt af det hele og overbeviser på den måde hinanden om, at det nok skal gå. Det er måske ikke helt nemt at forstå, hvis man står midt i en reel trussel i en kinesisk millionby. I privaten er jeg med afstand den mest sygdomsforskrækkede, så min akutte frygt for kalkunen blev naturligvis genstand for godmodige drillerier. Jeg overlevede begge dele - indtil videre.
Leder For abonnenter

Skru op for konkurrencen

Denne avis har ofte været efter Region Midtjylland for dens mangel på styring af sundhedsvæsnet. For budgetoverskridelser i Gødstrup og placeringen af selvsamme supersygehus. Men ret skal også være ret. Der er god fornuft i, at regionen nu forsøger at give Falck konkurrence på ambulancedriften. Hvis man i Region Sydjylland kan drive ambulancerne billigere end Falck, burde det også være muligt i Region Midtjylland. Og ved at hjemtage omkring 30 procent af ambulancedriften, får regionen forhåbentligt et nogenlunde realistisk billede af, hvad det koster at drive ambulancerne - og om Falck har udnyttet sin altdominerende markedsposition til at sætte nogle kunstigt opskruede priser, fordi der reelt ikke var nogen konkurrence - og hvis konkurrencen kom, så skulle den stoppes. De fleste erindrer nok, hvad der skete i Region Syddanmark, da man gav hollandske Bios ambulance-kontrakten, og Falck efterfølgende gjorde alt for at drive firmaet ud. Det viser bare, at det kun vil være sundt at få øget konkurrencen også på ambulancemarkedet. Det er dog ikke optimalt, at det er det offentlige, der skal levere konkurrencen. Derfor må man også håbe, at det kun er i periode, at regionen selv vil til at drive en del af ambulancerne. Det er svært at pege på mange områder, hvor det offentlige er mere konkurrencedygtigt end det private. Når det er lykkedes - som det forlyder fra det sydjyske - at drive ambulancerne billigere selv, handler det nok nærmere om, at man før har betalt for meget for ydelsen på grund af den manglende konkurrence. Men det vil være uheldigt for konkurrencesituationen, hvis Falcks altdominerende rolle blot udskiftes med et offentligt monopol. Og Falck skal naturligvis stadig have mulighed for at køre ambulancer, så længe de er bedst til prisen. Foreløbig skal det dog blive interessant at se, hvor billigt regionen kan gøre det, og så er det ellers bare om at få sine udbud skåret til, så både store som små ambulanceudbydere har mulighed for - og finder det attraktivt - at byde på opgaven.
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Forhandlingerne må rette op på det, forklaringerne ikke magter

I skrivende stund mangler vi stadig forklaringerne på, hvorfor det landkort, som ifølge regeringen fordeler flere penge fra by til land og fra rig til fattig, ser ud som det gør. Det kom som en overraskelse i Nordvestjylland, da regeringen i går præsenterede grovskitsen for den nye udligningsreform. Et landkort viste, hvilke kommuner, der mister penge i forhold til i dag og hvilke, der får penge. På kortet var Holstebro Kommune rosa, mens Lemvig Kommune var blodrød. Farven indikerer, at Holstebro Kommune får lidt færre penge fremover, mens Lemvig Kommune får væsentlig færre penge. De to kommuner - og især Lemvig - er altså tabere i spillet om udligningspengene. Og det virker umiddelbart i stærk kontrast til den retorik, statsminister Mette Frederiksen (S) brugte, da hun i forgårs fortalte om planerne. Både Holstebro og Lemvig Kommuner vil efter planen stadig modtage penge fra udligningsordningen - blot færre end hidtil. Men forventningen i kommunerne - måske mest i Holstebro - var et øget bidrag. Så udspillet er et voldsomt slag i ansigtet til de lokalpolitikere, som skal få enderne til at hænge sammen. Det vil betyde ringere offentlig service eller højere skat i Holstebro og Lemvig, hvis ordningen gennemføres som fremlagt. I Struer Kommune kan man derimod glæde sig over at få flere penge ud af den nye fordeling. Det bliver yderst interessant at se præmisserne for fordelingen og få forklaringer på, hvorfor de to nordvestjyske kommuner skal skære i velfærden, mens de store, socialdemokratisk ledede kommuner Aarhus, Aalborg og Odense slipper "gratis" gennem reformen. Man kan selvfølgelig glæde sig over, at Holstebro og Lemvig Kommuner er tættere på at kunne klare sig selv, hvis det er tilfældet. Men man kan også frygte, at udspillet har en utilsigtet slagside, som bare rammer skævt. Og i Holstebro og Lemvig må man sætte sin lid til, at forhandlingerne med de øvrige partier ændrer på facit. Regeringen ønsker et bredt forlig om aftalen, og det bliver interessant at se, om Venstre vil lægge stemmer til at skære i den offentlige service i Nordvestjylland.
Annonce
Annonce