Annonce
Leder For abonnenter

Åbenhed er eneste middel mod svindel

Struer Kommunes tidligere kommunaldirektør er sigtet for mandatsvig - altså tyveri. Det kunne vi endelig fortælle i fredagsavisen efter længere tids ihærdige forsøg på at få sandheden om hans pludselige afgang fra jobbet i august 2019 frem i lyset. Hvor informationer holdes skjult, tager rygter og halve sandheder som regel over, og lige siden direktørens fratrædelse er vi på avisen stødt på begge dele. Ikke noget konkret nok til, at vi kunne fortælle det til de borgere i kommunen, som ifølge anklageskriftet er blevet snydt for deres skattekroner. Men nok til, at vi har gravet i sagen. Struer Kommune har holdt det hele hemmeligt for offentligheden, og først nu hvor anklageskriftet er tilgængeligt, har borgerne udsigt til at få svar på nogle af de mange spørgsmål, der melder sig i kølvandet på sådan en sag. Hvis anklageren har ret i, at direktøren gennem godt to år har stoppet mere end 120.000 kroner i egen lomme, efterlader det en række spørgsmål til kommunen. Hvordan kunne det finde sted så længe, uden at blive bemærket i den interne revision? Ethvert træk på kreditkortet skal følges af et bilag for udgiften, så lavpraktisk tyveri på denne måde burde være umuligt at gennemføre over længere tid. Er der styr på revisionen nu? Og hvorfor gik der mere end en måned fra direktørens afgang til en politianmeldelse? Sagen er endnu en alvorlig ridse i lakken på den engang så flotte danske tillid til håndteringen af vores fælles pengekasse. Engang var tyveri og underslæb i det offentlige nærmest utænkeligt, men sagen her er blot en af flere - og langt mere omfattende - sager om embedsmænd, der har stoppet offentlige penge i egne lommer. Svindel med vores fælles midler er gift for samfundet, men det må og skal frem i lyset. Fuld offentlighed er yderst vigtigt, hvis vi skal have tilliden tilbage. Her på avisen stiller vi spørgsmål og kræver svar, fordi ingen kan være tjent med, at kontrollen med vores skattekroner sejler. Der vil altid være uærlige personer, og de mange sager har vist, at kontrolapparatet er nødvendigt. Og hemmelighedskræmmeri når kontrollen svigter hører ingen steder hjemme.

Leder For abonnenter

16 år er gammel nok

Det er på mange måder paradoksalt. Er man 16 år, må man købe alkohol, man kan komme i fængsel, få lov til at betale skat og blive tvunget til at spare op til pension. Men stemme, det må man ikke. Nu findes den optimale valgretsalder næppe, men der er bestemt rigtige mange og rigtig gode argumenter for at nedsætte valgretsalderen, som Demokratikommissionen, der er nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd og består af en række eksperter, politikere og meningsdannere, anbefaler. Det første og bedste argument for at nedsætte valgretsalderen ligger naturligvis lige for. En udvidelse af demokratiet, så flere bliver en del af beslutningerne, er naturligvis med til at styrke det. Jo flere der er en del af beslutningsprocessen, jo bredere er beslutningerne forankret. Spørgsmålet er så, om 16-årige er modne nok til at kunne gennemskue komplekse problemstillinger. Det findes der næppe noget entydigt svar på. Nogle vil være, nogle vil ikke. Og den bekymring har man givet haft hver gang, man har sænket valgretsalderen – senest i 1978, hvor den nuværende på 18 år blev vedtaget. Vores demokrati - herunder valgretsalderen - er ikke en statisk størrelse. Så havde valgretsalderen stadig været 25 år eller mere. Demokrati kræver noget af os. Det kræver tro på egne og andres evner til at engagere sig og til at påtage sig et medansvar for det samfund, vi alle er en del af. Vi lever i dag med en af de mest oplyste generationer af unge, der har et højt medieforbrug, og som gennem deres skolegang er blevet proppet med kritisk tænkning og opdragelse i demokrati. Det er også i høj grad de unge, der har drevet klimaet helt op i toppen af den politiske bevidsthed. Der er således intet, der tyder på, at de unge ikke vil leve op til det ansvar, som en sænkning af valgretsalderen vil give dem. Spørgsmålet er nærmere, om det er os på +18 år, der er nervøse for at overlade noget ansvar til de yngre? Hvis man stadig er bekymret, så kan man bare skele ud i Europa, hvor man blandt andet i Østrig har sænket valgretsalderen til 16 år, mens mange andre lande også ventes at følge trop.

Leder For abonnenter

Det er til glæde vendt

Da amerikanske FMC overtog Cheminova i 2014, fulgte nogle år, hvor medarbejder-antallet blev reduceret kraftigt. Amerikanerne lavede nyt hovedsæde for sine europæiske aktiviteter på Sjælland. Udmærket for Danmark, men rigtig skidt for Lemvigegnen, som i årene efter overtagelsen måtte konstatere, at det meget store og for kommunen vigtige antal såkaldte videnarbejdspladser på Cheminova forsvandt. Anlægget blev et produktionsanlæg uden forskningsafdeling med meget mere, og derudover har man også set antallet af medarbejdere i produktionen skrumpe. Vi skal ikke lang tid tilbage, før der på Lemvigegnen begyndte at brede sig en tvivl, om amerikanerne på sigt også ville satse på afdelingen på Rønland, eller man ville flytte produktionen og dermed lukke egnens største private arbejdsplads ned med de følgevirkninger, det ville have. Nu får melodien tilsyneladende en helt anden positiv melodi. Vi kan i dag afsløre, at FMC har planer om at etablere et anlæg, der omregnet til danske kroner ligger på omkring en halv milliard kroner at bygge. Og 300 skal arbejde på at etablere produktionsanlægget. Nu skal det selvfølgelig siges, at på Rønland vil man ikke bekræfte, at det er korrekt. Man vil ikke udtale sig om noget, der ikke er besluttet endeligt. Men vi observatører kan jo så også bemærke, at det ikke bliver kontant afvist. Rygterne kører, og der tages ikke til genmæle. Meget tyder på, der er noget reelt om snakken. Det er beviset på, at FMC ikke blot har en fremtidig plan med Cheminova, hvilket man jo også i dag bekræfter, man har. Det slukker også tidligere tiders pessimisme om, at man kunne risikere, at der lukkes ned. Det er en meget velkommen nyhed, som har stor betydning for Vestjylland og for beskæftigelsen i fremtiden. Det fremgår ikke noget om antal arbejdspladser i forbindelse med et nyt anlæg. Men under alle omstændigheder vil det skabe aktivitet og beskæftigelse både på virksomheden og hos underleverandører til gavn for hele egnen.

Leder For abonnenter

En fiasko(le)

Det er næppe en overraskelse, at folkeskolereformen fra 2015 ikke er blevet en succes. Det har mange børn og forældre kunnet mærke på egen krop på dag til dag basis. Men at det fem år efter reformen står så elendigt til, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, nu har analyseret sig frem til, er alligevel bemærkelsesværdigt. Den helt grundlæggende tanke bag folkeskolereformen var sådan set rigtig nok; der var brug for at løfte fagligheden, især i kernefagene. Men i praksis har reformen ført til alt for rigid styring, alt for meget spildtid, alt for mange vikartimer, alt for mange frustrerede børn, lærere og forældre. De svageste elever, der skulle løftes med blandt andet understøttende undervisning, har ikke rykket sig en tøddel - de har i bedste fald stået stille. Og et af de mest konkrete og mærkbare resultater af den store reform er, at andelen af elever med høj trivsel i skolen er faldet. Folkeskolen er en grundsten i velfærdssamfundet. En god folkeskole med et højt fagligt niveau er dét, der kan give alle børn lige muligheder på trods af ulige udgangspunkter. Derfor skal man naturligvis tage VIVE’s konklusioner seriøst, inden alle landets børn og forældre finder ud af, hvor slemt det egentlig står til. Men der er næppe brug for en helt ny folkeskolereform - forskerne peger selv på, at det kan tage mellem fem og 15 år før store reformer for alvor slå igennem. Det har de færreste forældre nok tålmodighed til, og derfor kan der være brug for justeringer, inden den sidste elev har søgt tilflugt på en af landets mange succesfulde friskoler. Man kunne jo begynde med at sætte folkeskolen mere fri. En stor del af de bindende mål, der nok er indført i bedste mening, er endt som spændetrøje, og kunne afskaffes helt, og afløses af mere frihed til den enkelte skole i forhold til at opfylde folkeskolens formål. Det kunne måske give tid til ægte forældreinddragelsen og større metodefrihed. Og det bedste af det hele: Det koster ikke en krone.

Annonce
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Hvis det kunne svare sig at køre på el, gjorde vi det allesammen

Jeg overvejer at købe en elbil. Eller rettere - jeg overvejer på et lidt useriøst plan, om jeg har grund til at overveje det på et lidt mere et seriøst plan. Den slags beslutninger tager tid. Tanken skal have lov at modnes i mit nordvestjyske sind, og selv om jeg efterhånden er klar til elbilen, er den måske ikke helt klar til mig. Sådan rent økonomisk. Min første bil var en Ford. En pilrådden Escort fra 1986. Det var den model, som blev produceret i Brasilien og som havde en 1,3 liters motor, der var lige så tørstig, som bilen var upålidelig. Jeg havde den i et års tid, inden jeg blev magelig og opgraderede den til noget mere driftsikkert. I løbet af det år bidrog jeg i helt ustyrlig grad til det, vi i dag kender som klimaforandringer. Det vil jeg godt beklage. Men vi var ikke klogere dengang - jeg var i hvert fald ikke. Det var min første bil, og følelsen af frihed var enorm der bag rettet, så den kørte nærmest i døgndrift. Modellen var ikke bare en benzinsluger. Den var også en af de sidste, som krævede fuldfed 98 oktan benzin - med bly, naturligvis. Og hvis udstødningen under det larmende, himmelblå vidunder nogensinde havde rummet et filter, så var det for længst udtjent, da jeg overtog ejerskabet. En familie i Lemvig havde bragt den tæt på bilkirkegården, og jeg sørgede for at sende den i graven med manér. Det passer selvfølgelig ikke helt, når jeg skriver, at vi ikke var klogere dengang. Det var i 90'erne, og selvfølgelig vidste vi alle, at bilernes udstødning ikke gjorde noget godt for miljøet. Klimaet fyldte bare ikke så meget i den offentlige debat og endnu mindre i hovedet på en ung mand bag rettet i sin første bil. Da jeg skiftede Forden ud, var jeg dog meget fokuseret på at købe en model med et mere diskret brændstofforbrug. Jeg kan desværre ikke prale af, at det var af ideologiske hensyn. Det handlede udelukkede om prisen. Den gamle Ford klarede omkring otte kilometer på en liter blyholdig benzin. Den nye tog blyfri og kørte en halv gang længere på en liter. Fremskridt. Siden har jeg haft en del forskellige biler, og hvert skifte har gjort det en smule mindre belastende for miljøet, at jeg tillader mig privatbilens luksus. Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg får hovedpine af at tænke på, hvad det kræver at regne det samlede "klimaaftryk" for en bil ud. Produktion, fragt og brændstof er slemt nok. Men tænk bare på den øgede velstand hos medarbejdere i fjerne lande, der har arbejdet med at producere bilen. Og deres øgede forbrug. Nej - det bliver for komplekst. Jeg holder mig til brændstoffet og polerer en smule på min falmende glorie. Min nuværende bil har alle tænkelige filtre og kører dejligt langt på literen. Det var faktisk årsagen til købet. Jeg er måske nok blevet små 25 år ældre, men når jeg skal være helt ærlig, så er det stadig den nederste linje i økonomien, der er afgørende for mit valg af køretøj. Vi skrev i denne uge om, at Holstebro Kommune ligger næstsidst bland landets kommuner, når man ser på, hvor stor en andel af bilerne, der er regulære elbiler. Det er der rigtig mange, rigtig gode grunde til. Elbilens begrænsede rækkevidde er ofte et argument for ikke at skifte. Jeg bruger selv samme argument. Men jeg ved også, at det ikke er helt sandt. Jeg er helt overbevist om, at jeg ville have skiftet min dieselbil ud med en elbil, hvis det var en økonomisk fordel for mig. Og jeg er næppe alene. Den samlede økonomi er afgørende for mange, når de køber bil, og lige så snart elbilen vinder i udregningen, så skal I bare se, hvordan vi alle - også i Nordvestjylland - er klar til at skifte forbrændingsmotoren ud. Mens vi venter på, at det også kan svare sig for pengepungen at køre på el, fortsætter jeg med at skamme mig en smule over mit bidrag til planetens opvarmning. Men kun lidt. For jeg har en stor tro på, at den teknologiske udvikling nok skal redde os alle sammen. Det er en mere behagelig tanke end det modsatte. Og udviklingen har da trods alt gjort det af med den blå røg fra min gamle Escort.

Leder For abonnenter

Gør noget - nu...

Fredag kunne vi fortælle historien om Kirsten fra Bonnet. Når hun cykler hjem fra arbejde, får borgerne i Bonnet besked om det, så de kan stå ude på fortovet for at holde øje med, hvad der sker. Frygten for, at byens uligevægtige mand, "Æ Jernstang", dukker op igen og overfalder hende. Akkurat som den øvrige del af landsbyens befolkning har Kirsten frygten for at blive overfaldet af manden, da det tidligere er sket, og ingen kan vide sig sikker. Vi har gennem uger og måneder skrevet om manden og situationen i byen, hvor borgerne på fredelig vis forsøger at overbevise manden om, at han skal stoppe. De møder op foran hans hus, drikker en kop kaffe og synger lidt for at vise manden, at byen står sammen i den her sag. Som det også tidligere er skrevet på denne plads, er det i bund og grund usympatisk, at en by står sammen mod en tilsyneladende psykisk syg mand. Men det er samtidig forståeligt, at man gør det. Det er på ingen måde holdbart, at en hel landsby skal terroriseres af en beboer, uden der bliver skredet ind. Tiden går, og der sker ingenting. I hvert tilfælde ikke noget, der er synligt og stopper balladen. Politiet arbejder bag linjerne, og det tager tilsyneladende sin tid. Uforståelig lang tid. At der ikke er en instans fra sundhedsvæsnet, der hjælper den tilsyneladende syge mand og resten af byens befolkning er lige så uforståeligt. Og det er ikke kun i Bonnet, det her sker. I for eksempel Troldhede melder man om samme udfordring. Politikere har været i Bonnet og lover, de vil gøre noget. Ministeren skal råbes op. Intet resultat endnu. Tiden går, og usikkerheden i Bonnet bliver være og værre. Det er på ingen måde rimeligt, at en beboer skal eskorteres hjem fra arbejde, fordi der er en trussel om overfald liggende i luften - fordi det er sket før. Nu må der simpelthen skrides ind. Det har kørt alt for længe, og ingen sagsbehandling må tage så lang tid. Hvis en borger så synligt terroriserer sine omgivelser, skal der gøres noget. En dag er der nogle, der mister tålmodigheden og tager til genmæle på en helt anden kontant måde, end det er set hidtil. Det er lige så galt. Gør noget - nu!!!

Annonce
Leder For abonnenter

Sheriffens farvel

I skåltaler bryster vi os ofte af, at vi i Danmark har et neutralt embedsmandsværk. Ministre og politikere kommer og går - men embedsmændene består. Den test består politidirektør Jens Kaasgaard med glans. Alene i sin tid som først politimester i Holstebro og siden politidirektør i Midt- og Vestjyllands Politikreds har han overlevet ni justitsministre, og har holdt sig ude af de store skandaler. Efter næsten 43 år - heraf 22 som øverste leder for politiet i Holstebro - har han frivilligt valgt at sige farvel, og det bliver et par store sko, som hans allerede udnævnte efterfølger skal fylde ud. Kaasgaard har spillet en stor rolle i forhold til at få politihovedkvarteret placeret i Holstebro i forbindelse med den store politireform i 2006 - og han har også formået at få alle de nye administrative funktioner, som er blevet kredsen tildelt, til at fungere, så der stort set ikke har været kritik af ”udflytningen” af op mod 600 administrative politistillinger til det vestjyske. Det er faktisk ganske imponerende. Det var Tvind-sagen, der i sin tid gav ham øgenavnet "sheriffen fra Holstebro”. Og ser man alene på resultaterne; på opklaringsprocenterne og sagsbehandlingstiderne er der ikke mange fingre at sætte på sheriffen. Men politiet er andet end målbare resultater i regneark, og historien om politiet og Kaasgaard er også, at han har været med til at nedlægge flere mindre politistationer og nærbetjente, som blev set som en værdi i de lokalsamfund. Effekten af disse centraliseringerne er næppe målbar i forhold opklaringsprocenten, men derfor kan den jo godt betyder noget i den måde, som politiet bliver opfattet på, og i forhold til nærheden til borgerne. Det er næppe uden spænding, at de omkring 1300 ansatte ved politiet i det midt- og vestjyske skal have en ny chef. Mange har aldrig haft andre end Kaasgaard som øverste chef, og selv om han bestemt også har haft sine kritikere, så har de vidst, hvor de havde ham: Altid loyal overfor de politiske beslutninger, altid med et strategisk blik for fremtiden og med politihjertet bankende for Midt- og Vestjylland.

Leder For abonnenter

Vi skal starte en positiv spiral

Vi bragte i gårsdagens avis en artikel om et nyt initiativ, som skal imødekomme problemet med tomme butikslokaler i gågaden i Holstebro. Eller rettere - et initiativ som skal sikre mere liv i gågaden. Udviklingen af Holstebro som handelsby fik en ordentlig mavepuster, da planerne om Enghave-centret blev droppet, og siden har hele byen kæmpet med at finde en model, som kan sikre, at Holstebro fortsat er et attraktivt handelscentrum - både for kunder og for erhvervsdrivende. Hvis initiativet, som sparkes i gang med et borgermøde den 21. januar, lykkes med at skabe mere liv i gågaden, er forventningen, at der følger mere handel, større omsætning og bedre grundlag for udlejning af butikkerne. Altså en positiv spiral. Og det er der brug for. Det er sørgeligt at se de tomme butiksruder. De varsler tilbagegang og manglende tro på fremtiden. Og det er ikke det rigtige billede af Holstebro som handelsby. Detailhandel er stadig en vigtig del af Holstebro. Hvis man ser branchen som en samlet enhed, udgør butikslivet i midtbyen en rigtig stor arbejdsplads. Faktisk kan den måle sig med områdets største. Høje huslejer får ofte skylden for de tomme butikker, men det er alt for letkøbt at lægge ansvaret på udlejerne alene. De skal selvfølgelig have markedsprisen for deres lejemål, og hvis den ændrer sig, sker det over tid. Ansvaret er også dit og mit. Hvis vi ikke bruger butikkerne, så lukker de. Det giver sig selv. Og så hviler der et kæmpe ansvar på butiksejerne. De har al mulig grund til at gå forrest, hvis de vil redde deres egen branche. I den sammenhæng kan man kun undre sig over, at åbningstiderne i gågaden til forveksling ligner dem fra 1990. Kunderne har for længst vist, at de gerne vil handle på andre tidspunkter. Søndagen er en oplagt handelsdag, men ærgerligt nok er kernen af Holstebros handelsliv hermetisk lukket, mens konkurrenterne i Herningcentret holder åbent. Det kræver mod og reel lyst til, at tingene kan gøres anderledes, hvis udviklingen skal vendes.

Annonce
Leder For abonnenter

Turen går til Flensborg

På det lidt lavkomiske område har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forslag om at lægge et loft over udgifterne til studieture på ungdomsuddannelserne den fordel, at det sandsynligvis vil skærpe interessen for tysk. Med et loft på studieturene på 3000 kroner risikerer Flensborg eller Hamborg at blive studieturens slut-destination - og da Tyskland er vores største samhandelspartner, kan det muligvis give en renæssance til det ellers hårdtprøvede sprogfag. I den mere alvorlige kategori er ønsket om at sætte et loft over priserne på studieture endnu et eksempel på, at man på Christiansborg enten har opfundet et problem, som man herefter selv vil løse - eller endnu værre; man mangler fra Christiansborg tillid til, at de størstedelen af uddannelsesinstitutionerne rent faktisk formår at dosere studieturene fornuftigt i forhold til både eleverne, forældrenes indkomst og det faglige udbytte, der naturligvis bør være i fokus. Man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at arrangerer ture til plus 10.000 kroner til New York eller lignende. Selv om man godt kan argumentere for det faglige indhold i en New York-tur, kan prisen naturligvis ende med at blive så høj, at den også blive ekskluderende, hvilket aldrig har været meningen. Men at regulere enkelte dyre rejser med rigide regler for alle elever og alle uddannelsesinstitutioner er bare ikke vejen frem. Har man spansk eller fransk, så vil man naturligvis kunne lære mere ved at komme til Frankrig eller Spanien end ved at tage til Sverige eller Flensborg. Hvis ministeren og de øvrige politikere i Folketinget er i tvivl om, hvorvidt uddannelsesinstitutionerne kan styre studierejserne, kan de kaste et blik på gymnasiet i Holstebro. Her har man fundet en snusfornuftig middelvej mellem New York-modellen og Hamborg. Her må en studierejse maksimalt koste 5500 kroner. Har man ikke penge selv, så har skolen en studierejsefond, der kan sikre, at alle har mulighed for at komme med. Det virker - og det virker faktisk helt uden politisk indblanding.

Debat

Debat: Hvornår bliver det fornuftens tur?

Det synes at være en naturlov, at politisk ledede processer vil føre til et overforbrug af ressourcer og problemløsninger, der ikke fungerer efter hensigten. Behovet for mærkesager på venstrefløjen har nu ført til en klimafokusering helt ude af proportioner. Den grønne hjernedød har indfundet sig, og snart sagt alt skal dreje sig om dette, hvis ikke krænkelsesidioti. Det betyder, at vi nu er ved at sætte turbo på historiens største omgang fejldispositioner. Vi har i forvejen spildt enorme ressourcer på vindteknologien. Problemet er her, at enhver uden teknisk indsigt kan fatte og forstå måden, hvorpå en vindmølle og en solcelle producerer strøm. Det gør disse teknologier kommunikationsmæssigt egnede som løsningsforslag, hvis CO2 er det problem, man forudsætter. Men klimafolkene glemmer at fortælle hele historien om disse energikilder, nemlig den samlede økonomi, der knytter sig hertil. Det er vistnok korrekt, at man nu, når vinden blæser og solen skinner, kan producere strøm med et omkostningsforbrug, der kan konkurrere med kulkraft. Problemet er, at sådanne beregninger kan laves på mange måder, og jeg føler mig ikke overbevist om, at det glade budskab dækker over en relevant helhedsbetragtning. Dels fordi prisen for at nå hertil har været offentlige tilskud frembragt ved mange års elafgifter m.v., som jo er et udtryk for penge, der så ikke kunne bruges til andet f.eks. sundhed, infrastruktur eller det unævnelige - større privatforbrug for borgerne. Men den allerstørste omkostning til sol- og vindskabt energi er den enorme produktionskapacitet, der altid skal stå klar til at levere strøm, når vind og sollys ikke er til stede. Det vil sige traditionelle elkraftværker og eltransportsystemer til andre lande. Kapacitetsomkostningerne til disse anlæg er enorme og upåvirkede af, hvor godt det går med vind og sol på enkelte dage. Sol- og vindkraft er simpelthen ikke økonomisk forsvarligt i så stor skala, som der lægges op til, før man har løst problemet med energiopbevaring. Og det problem er langt fra løst. Vi hører godt nok om ideer og forsøg - for eksempel at alle el-bilers batterier skulle kunne bruges som decentral strømbank. Men der er langt til målet. Hvis alle elbiler i USA i dag blev bragt i anvendelse efter denne model, havde man eksempelvis strøm til 18 sekunders forbrug i landet. Men nu bliver det meget værre: Det er fuldstændigt umuligt at komme godt fra den omstilling til elbiler, der fra politisk hold lægges op til jævnfør de opstillede mål. At lade Danmark ekspandere denne omstilling i førertrøjen kommer uvægerligt til at koste os levestandard, men kan måske honorere nogle politiske ambitioner. Det har altid kostet at være first mover, og den udbygning af elnettet, vi snakker om her - kombineret med, at elbiler er dyrere at fremstille - vil blive en lammende oplevelse for samfundsøkonomien. Og så kan vi glæde os til problemerne, når batterierne i bilerne stille og roligt begynder at blive lidt slappe og skal renoveres eller skrottes. For slet ikke at tale om de nye ulykkestyper, vi kommer til at opleve. De nyeste batterityper vil ved alvorlige ulykker udløse uslukkelige brande. Hvorfor i alverden kan danske politikere ikke forlige sig med et internationalt tilpasset forandringstempo i stedet for at lege fandango med danskerne liv og levestandard? Hvis man vil reducere CO2-udledningen, er der for mig at se kun følgende, der giver mening: At bruge mange flere ressourcer på forskning og udvikling af teknologier, der kan løse problemerne med CO2-fri energi-generering og lagring fremfor på kort sigt at øge ressourceforbruget på vind- og solenergi. Sidstnævnte fungerer som at tisse i bukserne - det føles måske godt nu, men er helt uhensigtsmæssigt på længere sigt. Bruge kræfter på at få alle lande med. Det er komplet meningsløst, hvis danskerne pisker sig selv for at reducere CO2, medens mange lande i vid udstrækning synes at negligere CO2 som værende det mest påtrængende problem. Det er i øvrigt tankevækkende, at store kraftfulde lande som USA, Kina, Indien, Rusland ikke synes at prioritere CO2-reduktion særlig højt. Kunne man forestille sig, at det skyldes, at éntydigheden vedrørende CO2 som den store synder ikke findes tilstrækkelig dokumenteret, og at man selvfølgelig ikke vil kaste de begrænsede ressourcer efter en tvangstanke? Det skal gøres klart for alle, at klima- og miljøproblemer er to forskellige problemkredse - med enkelte overlap. Vi skal ubetinget arbejde for at have rent vand, luft og jord! "Miljøet kan og skal vi gøre noget ved - klimaet kan vi trygt overlade til naturen." Dette synspunkt er underbygget i Johannes Krügers bog fra 2016, "Klimamyten - et opgør med tidens CO2-panik". Klimaforandringer har fundet sted til alle tider, og lige nu befinder vi os i en periode mellem to istider, der har varet i 11700 år. I løbet af den tid har vi haft syv perioder med global opvarmning, hver afløst af efterfølgende nedkøling. Den nuværende opvarmningsperiode er så den ottende, som set over et langt tidsspænd ligger indenfor det normale.

Annonce
Debat

Debat: Vi må bygge velfærdssamfundet om efter verdensmålene

Bæredygtighed er blevet en global dagsorden. Parlamenter, regeringer, virksomheder, fagforeninger, skoler, uddannelsesinstitutioner, civilsamfundsorganisationer – taler om og arbejder med bæredygtighed. Den måde, bæredygtighed kommer til udtryk og bliver italesat på, er meget forskellig fra land til land, men tendensen er klar. Det kan godt undre, at vore økonomiske modeller og teorier stort set uden undtagelser er opbygget ud fra antagelser om, at vi mennesker bare kan bruge løs af hvad som helst – det er kun et spørgsmål om at fastsætte den rigtige pris. Og hvis vi skader eller forurener naturen, så hylder vi i yderste tilfælde et princip om, at forureneren betaler. Vi taler sjældent om, at forureneren ikke må forurene eller at den, der bruger ressourcer, ikke må forbruge, men skal cirkulere eller recirkulere ressourcerne. Det taler vi ikke om, det kræver vi ikke. Vi lader, som om der er nok af alt. Realiteten er en anden. Det er sådanne spørgsmål, den engelske økonom Kate Raworth taler om i bogen, Doughnut økonomi. Syv principper for en fremtidig økonomi. Det er en meget lovende og vigtig modeltænkning og dagsorden, som Kate Raworth har formuleret. Noget vigtigt er antagelsen om, at vi ikke kan nøjes med at arbejde med begrebet: grænser for vækst; vi må i stedet interessere spørge, hvilke grænser for vækst, vi skal respektere og forsøge at få disse grænser præciseret, således at man kan arbejde konkret med dem i praktisk politik og ledelse. I Danmark er bæredygtighed også et centralt begreb samtidig med, at velfærdssamfundet fortsat er ét af de mest centrale politiske begreber. Det skal bevares. Sandheden er nok: Det kan ikke bevares i dets nuværende udformning. Vi må erkende: Det danske velfærdssamfund er på utallige måder og områder ikke-bæredygtigt – og derfor skal det nødvendigvis ændres, nytænkes. Ja, mere end ændres: Det skal transformeres. Det er det begreb, der bruges i FN-resolutionen om de 17 verdensmål: Transforming our world. Og dette ord skal nok også bruges om den udvikling, der skal ske med det danske velfærdssamfund. Alle lande må lige nu arbejde ud fra de 17 mål på basis af en opgørelse over eller en vurdering af, hvor landet og kommunen lige nu står eller er placeret med hensyn til de 17 måldimensioner. Hvad er situationen i landet/kommunen/virksomheden med hensyn til vand og sanitet og ud fra det: Hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde for en reduktion af vandforbrug og -spild? Ud fra en kortlægning af, hvordan det aktuelle forbrug og den aktuelle produktion er sammensat, hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde sig hen mod en mere og mere bæredygtig produktion og forbrug. Det hjælper ikke, at man på forhånd erklærer, at stort set ingenting må ændres i såkaldt negativ retning. Væksten må ikke blive negativt påvirket, beskæftigelsen heller ikke, den økonomiske situation og udvikling må ikke påvirkes negativt. Det er klart, at hvis man på forhånd oplister så kortsigtede og specifikke krav, så er en transformation på forhånd udelukket. Vi ser det i den aktuelle danske politiske debat om klimalovgivningen, at nogle af partierne positionerer sig som tilhængere af en klimalovgivning, der ingen negative virkninger må have for borgere og virksomheder. Jeg tror, man kan sige meget enkelt og ligetil: Det kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt at gennemføre de store samfundsmæssige ændringer, der er behov for og tale om her, uden at det af nogle vil opfattes og mærkes som noget negativt, som reduktion, som tilbagegang. Verdensmålene skal inddrages mere eksplicit i den aktuelle danske politiske debat; der er ved at være skabt et billede af, at det hele handler om klimaet. Det er ikke sandt. Klimaet er en meget vigtig faktor; der skal arbejdes intenst og målrettet med klimaet. Og samtidig er der en række andre – og med klimaet sammenhængende faktorer, som også skal have opmærksomhed og indsats. Det handler fx om biodiversitet, partnerskaber, landbrug, havene, ligestilling, uddannelse. Hvis ikke disse andre faktorer eller måldimensioner bliver inddraget i den politiske debat i Danmark, bevæger debatten sig i en skæv retning. Vi bliver nødt til at acceptere og inddrage den kompleksitet, der ligger i på samme tid at tale om og være optaget af alle 17 verdensmål. Regeringen må gå forrest her og tale om verdensmålene som den overordnede dagsorden, som dernæst indeholder klimadagsordenen – og andre udfordringer. Vi skal forsøge at betragte verdensmålene, ikke som et problem eller en byrde for Danmark, erhvervslivet og fagforeningerne, men som en enestående mulighed. En mulighed for at udvikle et andet og bedre samfund, en mulighed for at være med i en global udvikling, bidrage til at udforme og virkeliggøre en global dagsorden. Levere viden, ydelser, rådgivning og produkter til en sådan national og global udvikling. Danmark som et verdensmålsland.

Debat

Debat: Halfdan Rasmussen - modstand, tosserier og en sans for det triste

Halfdan Rasmussen skrev sjove digte, men også alvorlige, og var for 75 år siden med til at udgive modstandsdigte i den illegale antologi Der brænder en Ild. Halfdans ABC udkom i 1967 med livlige og humoristiske illustrationer af Ib Spang Olsen. Det er en herlig lærebog i stavning og læsning, hvor skolens almindelige terperi er fortrængt af lystige vrøvlevers. ”Bennys bukser brændte./ Børge råbte åh!/ Børge havde nemlig/ Bennys bukser på.” Halfdan Rasmussen (1915 – 2002) var ekspert i at lege med sprogets finurligheder og gjorde behændigt brug af rimet som poetisk virkemiddel. Flere generationer af børn er vokset op med hans vrøvlevers og tosserier, og vi forældre og bedsteforældre morer os stadig sammen med børnene. Hvad med digtet om Else ved bogstavet E? ”Else elsker pelse./ Else elsker pølse./ Pølse åd hun dagen lang.// Elses pels blev alt for trang./ Else holdt, men pølsen sprak./ Else-pelse-pølsesnak.” I foråret var der pludselig debat om Halfdan Rasmussens børnerim, idet forlaget Gyldendal ved en ny udgivelse havde udeladt nogle digte, herunder ”Lille negerdukke”. Forlaget forsvarede sig med, at der ved udgivelsen var tale om et udvalg af digte og ikke en autoritativ udgave. Selv om ordet ”neger” optræder i digtet, kan det undre, at det skulle være skadeligt for børn. Tværtimod har Halfdan Rasmussen, der var kendt for stor tolerance og altid viste rummelighed over for andre mennesker uanset hudfarve, med digtet ville belære børn om global medmenneskelighed. Digtet taler netop om, at vi er én familie, børn af samme jord: ”Lille negerdukke/ sover i min seng/ sammen med en dejlig/ gul kineserdreng.// Jeg har sunget mine/ kære børn til ro/ klappet dem på kinden/ kysset begge to.// Vi er een familje./ Børn af samme jord./ Sov min sorte søster!/ Sov min gule bror!” Halfdan Rasmussens digtekunst var meget alsidig, og mange har glædet sig over hans ”Noget om”- digte i de syv samlinger Tosserier (1951 – 57). ”Noget om helte”, der taler om livet, der er en morgengave, og ”Noget om kraft”, hvor digteren går med undrende øjne i naturen og tror, at der lever et barn dybt inde i alt levende, der gror, bliver sunget gang på gang af unge og ældre. Det må ikke glemmes, at Halfdan Rasmussen hørte til blandt de digtere, der var aktive under den tyske besættelse. Hans debutdigte fra 1941 bærer titlen Soldat eller Menneske. Der er et dilemma, og han peger på de to alternativer: Du må vælge mellem soldaten eller mennesket. Da han samme år i tidsskriftet Vild Hvede udgav digtet ”Danmark 1941” blev han idømt en straf på 14 dages hæfte. ”Landet ligger feberstille/ spændt i krigens andet år/ Stemmer taler – hårde stemmer - / kolde – nye ord.” Det er i år 75 år siden, at modstandsbogen Der brænder en Ild (1944) udkom. Det var en illegalt fremstillet antologi med anonyme bidrag af mange af datidens forfattere og digtere. Halfdan Rasmussen var repræsenteret med ikke mindre end 8 digte i antologien. Det er engagerede beredskabsdigte, der skal mane til kamp mod besættelsesmagten. Et eksempel er ”Kræmmeren”, hvor sjette strofe lyder: ”Du spørger mig, hvorfor vi slås/ og hvorfor vi tror på en sag?/ Min ven: Af vort had og vor trods/ skal friheden fødes en dag.” I et andet digt ”Længsel” forestiller digteren sig den fred og ro, som vil følge efter besættelsens mørke og onde år: ”Men der blir atter stille/ efter stormen./ Og det blir trygt at leve/ her påny.// For her er lys og sol/ og glade stemmer./ Og mørket kommer til/ en fredfyldt by.” Halfdan Rasmussen bliver nok mest husket af de mange læsere for sine vrøvlevers og tosserier. Det er ikke muligt inden for denne kroniks rammer at opregne hans store og brede forfatterskab, der også omfatter flere alvorlige digtsamlinger. Men Halfdan Rasmussen beskriver selv forfatterskabets sammensathed i ”Noget om at forvalte sit pund” i Tosserier: ”Jeg skriver sjove digte./ Jeg skriver også triste./ De første læser andre folk./ Selv læser jeg de sidste.”

Læserbrev

Hæder. Lemvig-prisens bagside

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce