Debat: Vores sundhedsvæsen skal multitaske

For nylig læste jeg en artikel om et nyt supermarked i London. Butikken var indrettet af sundhedseksperter, der via såkaldt nudging ville få kunderne til putte de sunde varer i kurven og lade de usunde blive på hylderne. De søder sager var fjernet fra området ved kasserne og erstattet af frugt og vand, og kostrådene var hængt op forskellige steder i butikken. Sådan er det ikke helt herhjemme, men det kan være, det kommer. Eksemplet fra London viser nemlig meget godt, at både myndigheder og erhvervsliv kan tage yderligere i skridt i retning af bedre forebyggelse, så de sunde valg bliver de nemme valg. Det er der i den grad brug for. Pilen peger desværre lige nu i den forkerte retning, hvad angår danskernes sundhed. Antallet af mennesker, der lever med flere kroniske sygdomme på samme tid, stiger år for år. 4 ud af 10 danskere er det, vi betegner som mennesker med multisygdom. Det hører heldigvis med til historien, at mange mennesker med multisygdom er velbehandlede og lever gode liv trods flere kroniske sygdomme. En ny kortlægning fra regionerne viser imidlertid, at der er en gruppe på cirka 240.000 borgere, hvis liv er præget af komplekse sygdomsbilleder og mange henvendelser til hospitalerne. Det er mennesker, hvor for eksempel hjertekarsygdomme eller lungesygdommen KOL desværre har følgeskab af diabetes, slidgigt, hovedpine eller psykisk sygdom. I gennemsnit har hver borger i den gruppe cirka fem kroniske sygdomme. Det er sygdomsforløb, som tærer på livskvaliteten, og som direkte forkorter antallet af leveår. Det skal vi gøre noget ved. En helt ny analyse udarbejdet for Danske Regioner af Statens Institut for Folkesundhed slår ned på en ny og afgørende risiko for at udvikle flere kroniske sygdomme: Overvægt. Personer, der er svært overvægtige, har over tre gange højere risiko for at udvikle både flere somatiske og psykiske sygdomme. Det er ny viden, som kalder på handling – særligt i lyset af at regionernes sundhedsprofiler viser, at hver sjette dansker er svært overvægtig, samt at gruppen af både moderat og svært overvægtige er steget fra 46,8 procent i 2010 til 51 procent i 2017. Der er mange håndtag, der skal skrues på, når vi taler forebyggelse af multisygdom. Den bedste indsats begynder tidligt i livet og går på tværs af flere velfærdsområder, erhvervsliv, frivilligsektoren og alle politiske niveauer. I regionerne har vi senest foreslået højere priser på cigaretter og alkohol, for vi ved, at sådanne tiltag virker. Vi har brug for Folketingets opbakning og prioritering af forebyggelsesområdet for at nå skridtet videre. Som noget nyt foreslår vi i regionerne, at der på Christiansborg vedtages en decideret folkesundhedslov. Det vil betyde, at sundhed og forebyggelse tænkes med, når vi udvikler politikker for områder som natur- og byplanlægning, fødevarer, kultur, arbejdsmarked, miljø, daginstitutions- og skoleområdet og socialområdet. Lige som der på klimaområdet arbejdes med en grøn bundlinje, skal vi på forebyggelsesområdet arbejde med en sund bundlinje. Vi kommer heller ikke uden om at se nærmere på indretningen af vores sundhedsvæsen. Hvis vi skal blive bedre til at hjælpe mennesker med flere kroniske sygdomme, skal vi indrette os, så patienterne oplever mere helhedsorienterede forløb. På mange hospitaler i alle regioner er vi allerede i gang med forskellige former for sammedags-løsninger. Det handler om ambulatorier, som er målrettet patienter med flere kroniske syg­domme, men som samler patientens behandling ét sted. Det sker for eksempel i Svendborg, Silkeborg, Roskilde og Holbæk. Her kan patienter med sygdomme som KOL, hjertesygdomme og diabetes blive undersøgt af de relevante speciallæger på samme sted og på samme dag. På den måde sikrer vi både hurtigere udredning og undgår, at kun én sygdom bliver behandlet, imens en anden sygdom måske overses eller at vigtige helbredsoplysninger ikke når frem til de rigtige personer. Vi er dermed godt i gang med en videreudvikling af vores sundhedsvæsen, og vi samler hele tiden erfaringer om, hvad der virker bedst. På den måde bliver vi bedre til at møde de behov, som patienter med multisygdom har. Som eksemplet med supermarkedet i London viser, så kan indsatsen for at fremme sundhed antage mange former. En ting er udviklingen af sundhedsvæsenet, en anden er det brede samarbejde om forebyggelse, der gør de sunde valg nemmere. Det er to centrale steder, vi skal tage fat, og det er bare med at komme i gang.

Daginstitutioner. Børnene kan ikke vente på minimumsnormeringer til 2025

Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik. Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed. Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle. Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del. Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant. Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet? Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre. Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb. På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed. Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af. Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber. De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand. Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det. Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen. Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.