Annonce
Debat

Debat: FLAG-evaluering viser gode resultater, ’når planer går i fisk’

Den danske FLAG-ordning er netop blevet evalueret af COWI, og resultatet er positivt! Evalueringen beskriver set-up’et for ordningen, som handler om, at hver FLAG-forening laver en udviklingsplan og ansætter en koordinator, hvorefter lokale virksomheder og organisationer kan søge støtte og få hjælp til fremme af ideer, som falder ind under planen. FLAG-bestyrelsen indstiller projekterne til Erhvervsstyrelsen, som udfører legalitetskontrol og udbetaler støttebeløbene. På europæisk plan er der oprettet knap 370 FLAG’er, hvoraf 10 er danske. Fra EU’s side er argumentet for at støtte FLAG’erne, at lokale ideer, initiativer og ressourcer tages som udgangspunkt for udvikling, og at der arbejdes på tværs af sektorer som fiskeri, turisme og kulturinstitutioner for at opfange og udvikle nyskabende løsninger. Denne tilgang til udvikling kaldes CLLD (community-led local development). CLLD placerer lokalbefolkningen i førersædet, så de kan beslutte, hvordan de vil bruge EU-finansiering til at forbedre deres område. Men hvad er det for projekter, de danske FLAG’er sætter i værk? Et eksempel er Motorfabrikken Marstal, som med midler fra FLAG-ordningen har renoveret en del af en gammel fabrik og er ved at skabe et innovativt kontormiljø, hvor iværksættere kan leje et kontorlokale og deltage i kurser og workshops. På et senere tidspunkt planlægges yderligere renovering til konferencefaciliteter og et værksted, der bygger på både traditionelt håndværk og nye digitale maritime industrier. En stor del af de gamle maskiner findes stadig i bygningen, og man vil genoplive bygningerne i overensstemmelse med deres tidligere brug, da det kan skabe merværdi og inspirere iværksættere. Projektet er med til at udvide opfattelsen af, hvad maritime erhverv er. Det anses som vigtigt for også at få unge mennesker og tilflyttere til at bo og arbejde i kystsamfund. Et andet projekteksempel er Kerteminde Maritime Haver, som har opnået støtte til at etablere en besøgs- og formidlingsattraktion, der kobles sammen med sejlads med turister. Turisterne vil som et stop på turen modtage historier om og smagsprøver af tang og skaldyrsproduktion. Projektet er netop et godt eksempel på, hvordan lokalområder kan have gavn af at erfaringsudveksle og lære af hinanden. Kerteminde Maritime Haver er således blevet opbygget på basis af både lokal viden og erfaringer med en lignende havhave ved Ebeltoft. De maritime erhverv har aldrig været lukkede om sig selv. En anbefaling om en understøttelse af flere samarbejdsprojekter kunne bringe nye og frugtbare koblinger af projektideer med sig. COWI’s evaluering fastslår, at FLAG’erne allerede har opfyldt en del af de mål, som fra nationalt hold har været opstillet for deres indsats for programperioden 2014-2020. FLAG’erne er lykkedes med at få iværksat relevante projekter, skabe beskæftigelse og være en solid sparringspart for projektansøgere i deres lokalområder. Dette selvom ansøgningsprocessen beskrives som forholdsvis indviklet. Der er også skabt resultater, som er sværere at måle, som bedre fællesskab i lokalområder, bedre oplevelser og rammebetingelser. Hvad angår samarbejdsprojekter lever man imidlertid ikke op til det ved programstart fastsatte mål om, at der skal gennemføres samarbejdsprojekter mellem FLAG’er i Danmark og mellem danske og udenlandske FLAG’er. Der er nemlig ifølge evalueringen kun iværksat 1 samarbejdsprojekt ud af et samlet måltal på 18 projekter. Samarbejdsprojekter er netop vigtige for at øge muligheden for nyskabende erhvervsaktivitet, for opnåelse af kritisk masse for et projekt, for at indgå i nye netværk, eller for at få adgang til nye markeder. Så når der ikke er fastlagt nogle anbefalinger for FLAG-delen af evalueringen, kunne dette godt være et område at komme med én!
Debat

Debat: Vi skal hver især tage ansvaret for en ny og bedre tone i det offentlige rum

Der er noget galt med den samtale, vi har med hinanden i det offentlige rum – og i særdeleshed i den digitale udgave af det offentlige rum. De daglige digitale medievaner, som de fleste danskere har, består af en blanding af nyheder fra vores foretrukne nyhedssites og -apps og en tur eller tre forbi sociale platforme som Facebook, Instagram og Twitter. Hertil kommer måske et par YouTube-videoer og en række klik på nogle mere nicheprægede platforme, der imødekommer vores særlige interesser – om det så er sport, boligindretning eller et band, vi er særligt glade for. På overfladen ligner dette en fuldt ud forsvarlig kombination af journalistik, socialisering, underholdning og hobbyplejning. Men stort set hver eneste digitale platform, vi befinder os på, er akkompagneret af muligheden for, at vi kan kommunikere med hinanden. Som alle ved, er hovedreglen ikke ligefrem, at vi adresserer hinandens digitale avatarer pænt og høfligt. Tværtimod er hovedreglen, at vi reducerer hinanden til stærkt forsimplede arketyper, som ikke er rigtige mennesker, og som vi i stigende grad irettesætter, belærer og ligefrem ydmyger og mobber i fuld offentlighed. Vi lever i en ny æra, hvor grovheder og destruktiv adfærd stortrives. En af forklaringerne er, at det digitale parallelunivers har gjort alting til identitetsmarkører, som også lever videre i den analoge verden. Lynhurtigt har vi lært at dømme hinanden ud fra de nyhedsmedier, vi hver især foretrækker. Ud fra vores hobbyer og kulturelle præferencer. Ud fra de partier, vi stemmer på, tøjet, vi iklæder os, og jobbet, vi bestrider til hverdag. Algoritmerne sørger som bekendt for, at vi primært konfronteres med indhold, der bekræfter vores eksisterende livssyn. Selv når vi ser ting, der er oprivende, er det ofte ting, der er målrettet lige præcis os, fordi selv vores arrigskab matcher den personlighed, som algoritmerne har afluret, at vi har. Virksomhederne bag netop algoritmerne bærer et stort ansvar i forhold til samfundsudviklingen, men de kommer ikke frivilligt til at ændre adfærd. Tilsvarende kan man påpege, hvordan landets journalister og redaktører foretrækker sensationshistorierne over de opbyggelige fortællinger, men hvor gerne de end ville efterleve højere publicistiske idealer, føler de sig tvunget til at imødekomme den nye æras krav. Hvad angår politikerne, har de generelt så svært ved at begribe udfordringens omfang, at det heller ikke give mening at vente på, at de får gennemtrumfet de love og reguleringer, der kunne skubbe alting i en bedre retning. Derfor er vi nødt til selv at tage ansvar. Hvis vi alle hver især gør, hvad vi kan for at forbedre den offentlige diskurs – især på de sociale og digitale platforme – kan vi bygge en bevægelse op fra bunden, som vil påvirke både teknologigiganterne, journalisterne og politikerne. Det, vi ikke var opmærksomme på, da vi i begejstrede hobetal kastede os over det 21. århundredes kommunikationsplatforme, er, at de rent teknisk trives bedre, når vi er i konflikt med hinanden, end når vi medmenneskeligt prøver at lytte og nå ind til hinanden. Teknologigiganterne er i praksis nogle af de mest ultraliberalistiske virksomheder, verden nogensinde har oplevet. Bag enhver ambition om at styrke de menneskelige forbindelseslinjer, ligger en intens profitmaksimering, som er kombineret med erkendelsen af, at der trækkes mange flere forbindelseslinjer til andre mennesker, når konflikt, sensationalisme og clickbait er i højsædet. Men det er ikke ensbetydende med, at vi absolut behøver at praktisere den konfliktfyldte adfærd. I hver eneste interaktion med et andet menneske har vi altid muligheden for at vælge den positive, lyttende og næstekærlige tilgang frem for den negative, overfusende og selvophøjende tilgang. Uanset om det er i kommentarsporet på YouTube, i supermarkedet blandt fremmede mennesker eller til den årlige fætter-kusine-fest. Både hver især og i fællesskab, bør vi melde ud, at det ganske enkelt ikke er godt nok, at den offentlige diskurs køres i sænk af profithungrende teknologigiganter, desperate journalister og vildfarne politikere. Dette er hermed en opfordring til, at alle, der læser disse ord, fremover vil vælge næstekærligheden frem for foragten. Den positive nysgerrighed frem for den negative fordomsfuldhed. Den tålmodige lytning frem for den ydmygende fremturen. I forhold til miljøet er der særligt i år blevet skabt et momentum blandt både borgere, politikere og virksomheder, som netop er opstået nedefra-og-op. Tiden er inde til at frembringe et tilsvarende momentum i forhold til måden, vi taler til hinanden på. Det er lige så afgørende i vores kamp for at skabe en bedre verden til vores børn og børnebørn.

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Debat

Debat: Ida Aukens lave selvværd og hykleri

Håndtryk: Muslimske mænd, der ikke giver hånd til kvinder, gør Ida Auken (RV) vred, fordi hun mener, det er kvindeundertrykkende idioti. Ida Auken, præstedatter og selvophøjet moralist, hvis tolerance og rummelighed forekommer mig teoretisk funderet, burde da arbejde med sit selvværd som kvinde, eftersom en "middelalderlig mand" med konservative overfortolkninger af islam pga. manglende håndtryk kan få den stakkels Ida til at opleve det som "et chok" og får hende til at "føle sig forkert". Ida Auken selv bidrager aktivt til at stemple og stigmatisere de såkaldte normale, håndtrykpraktiserende muslimer, når hun i P1 radio udtaler, at "det går udover alle de muslimer, der lever normale liv" (dem der vil trykke Ida i hånden), og at "de betaler regningen for dem, der vælger at fortolke religionen så bogstavnært". Personligt synes jeg, at det er noget pjat at man ikke giver hånd til personer med den modsatte køn, men jeg har til gengæld aldrig følt mig tøsefornærmet eller hysterisk som Ida, de gange en kvinde grundet sin religiøse eller anden overbevisning havde afvist at give mig hånd og i stedet for hilst på mig på en anden måde. Jeg vil aldrig i livet tolke det som manglende respekt for mig som menneske eller som mand. Hjertelighed, oprigtighed og venlighed sidder ikke i håndtrykket, og det burde Ida som medlem af det Radikale Venstre og formentlig belæst præstedatter da vide. Et venligt nik, et par oprigtigt smilende øjne eller hånden på hjertet er for mig mindst lige så respektfuld måde at møde, hilse og anerkende det andet menneske på som et til tider standard- og uengageret håndtryk. Man skal feje for egen dør først. Det er fint nok, at vi kritiserer visse muslimers ortodoksi, men vi må heller ikke glemme, at hver fjerde kvindelig præst i den reformvenlige danske folkekirke har oplevet diskrimination og forskelsbehandling. Således har 57 ud af de 640 præster oplevet at blive nægtet håndtryk af en mandlig kollega. Ida Auken er et tydeligt eksempel på en socialliberal politiker, hvis frisind og tolerance er blevet forurenet af den årelange og umættelige islamofobi og muslimbashing.
Debat

Debat: Truer fri forskning - Bæredygtigt Landbrug opfører sig uacceptabelt

Forskning: Man havde ikke troet det muligt i dagens Danmark. Men interesseorganisationen for de mere rabiate landmænd med det demagogiske navn Bæredygtigt Landbrug (BL) slæber nu en forsker fra Aarhus Universitet, professor Stiig Markager, for retten. Begrundelsen for stævningen er, at Markager gennem sin forskning konkluderer noget andet omkring landbrugets kvælstofudledning til farvandene end det, BL anser for at være sandheden. BL hævder derfor, at professor Markager er fremkommet med ”æreskrænkende” udtalelser, fordi han ikke er enig med BL. En debat om videnskabelige problemstillinger og faglige uenigheder skal naturligvis ikke afgøres i en retssal. Den skal derimod føres mellem de uafhængige forskere, som åbent lægger data, metoder og analyser frem til diskussion, og det skal foregå i en tryg og saglig atmosfære. Denne BL-sag føjer sig til en række nylige møgsager for søsterorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F), hvor armslængdeprincippet i forhold til den uafhængige forskning, f.eks. Aarhus Universitet, er blevet knægtet, som f.eks. i den famøse oksekødsrapport. I en tid, hvor det industrielle landbrug i forvejen slås med massive imageproblemer over for store dele af befolkningen, kan man virkelig undre sig over, at landbrugets organisationer ikke gør sig flere anstrengelser for at overholde samfundets spilleregler. BL´s bøllemetoder kommer også til at ramme alle ordentlige landmænd, og de findes heldigvis stadig. Derfor er det afgørende vigtigt, at hverken BL eller L&F får held til at afholde eller ligefrem skræmme nogen som helst fra at ytre sig om forhold omkring vores natur, miljø, fødevareproduktion, dyrevelfærd mm. Det være sig forskere eller lægfolk. Det er noget, der vedkommer os alle.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Debat

Debat: Lad os følge Holland - Grønne obligationer kan finansiere grøn omstilling

Klima: Finansministeren var klar i mælet, da han mødte pressen efter de første forhandlinger om finansloven: ”Der er mange ønsker, men ikke lige så mange finansieringsforslag”. I Alternativet vil vi gerne hjælpe regeringen med at finde de mange grønne milliarder, som der desværre ikke blev plads til i regeringens første udspil. Vi har tidligere foreslået at finde pengene ved at øge beskatning af CO2 og forurening og ved at fremrykke pensionsbeskatningen. Nu foreslår vi så at finansiere den grønne omstilling ved at udstede grønne obligationer. Forslaget om grønne obligationer handler kort sagt om, at staten kan udstede statsobligationer – som øremærkes grønne initiativer – til en lav og sikker rente, hvilket gør dem særligt attraktive for private investorer. På den måde kan staten nemlig dirigere private midler over i gode grønne investeringsprojekter, for eksempel til grøn transport, klimasikring eller større infrastrukturprojekter, som ellers vil ende i alle mulige andre projekter. Investorerne kunne for eksempel være de danske pensionskasser, som netop har bebudet, at den vil øremærke 350 mia. kr. til grønne investeringer frem mod 2030 – og som flere gange har efterspurgt flere grønne investeringsmuligheder. Det smarte ved hele ideen er, at regeringen altså kan skaffe de nødvendige milliarder uden at hæve skatter og afgifter, men ved at lede private formuer over i bæredygtige initiativer. Er man i tvivl om potentialet, kan man bare kigge mod Holland. Her har den borgerlige regering netop indhentet 45 mia. kr. til grønne omstillingsprojekter ved at udstede grønne statsobligationer – og blandt investorerne var i øvrigt det danske pensionsselskab, PKA, som har udtalt, at man ikke vil tøve med at investere i et lignende tiltag i Danmark, hvis bare muligheden er der. I Alternativet vil vi gerne give de private pensionsselskaber den mulighed. Ikke mindst fordi eksemplet fra Holland vidner om, at investorerne nærmest står på spring for at investere i den grønne omstilling. Så værsartig, Nicolai Wammen: her har du et godt, konkret og realistisk forslag fra os i Alternativet til, hvordan de mange grønne ønsker skal finansieres.
Debat

Debat: Nordlige Syrien i brand. Derfor invaderer Erdogan kurderne

Naturligvis har den tyrkiske præsident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 procent er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig. Når præsident Trump så oven i købet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skæbne, ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention. Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet. Formålet med angrebet er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien. For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien - på sigt måske hele det nordøstlige Syrien - til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering. Kurderne henviser til, at den syriske regering har en "forpligtigelse til at beskytte landets grænser og bevare Syriens suverænitet" og nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske grænse. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet. Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre. Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket. De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtæppe af ”Sèvres-syndromet”, der refererer til den udbredte mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik. Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe - er den dag i dag et nationalt traume. I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse. Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet fællesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: "En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme. Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser og som accepterede dens grundlæggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nationen. Selv om befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde været væsentligst i deres selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare. En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Bl.a. blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins. Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet. I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer. Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 dræbte, flest kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt. I 2000’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab. EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet ”tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder. I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre og havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang. Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebuk.
Annonce
Debat

Debat: De politiske tiltag er fornuft, Bonnichsen

Politi: Hvor er det trist at læse den tidligere operative PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsens verdens- og virkelighedsfjerne indlæg 14.10., hvor han atter kloger sig på politik og politi. Han skriver blandt andet: “Nødsituationer som sprængningerne i København har en tendens til, at vore politikere reagerer på følelser fremfor fornuft”. Man må forstå, at HJB repræsenterer det, han synes er den sunde fornuft helt ude af trit med befolkningens bekymringer for en retstilstand, hvor sikkerhed og tryghed ikke længere er eksisterende al den stund, at Frode Fredegods tid for længst er forbi. Og der er ikke tale om såkaldte nødsituationer, men om et stigende antal utryghedsskabende handlinger, som undergraver sikkerheden for den enkelte borger. Som tidligere skrivebordsgeneral nedvurderer HJB den eksisterende grænsekontrol, som han sammenlignede med et “gendamerikorps” til trods for, at det er politifolk og nye politikadetter, støttet af hjemmeværnsfolk, der foretager kontrollen. Hvorfor skal deres nyttige indsats nedgøres, fordi HJB størstedelen af sin polititid har tilhørt den selvudnævnte politielite fra det tidligere kriminalpoliti, for det var jo ikke HJB, der i ret lang tid gik i uniform på gaden ude blandt befolkningen, som i dag savner et synligt og tillidsskabende politi. Befolkningens tryghed og sikkerhed skabes ved et politi, der favner vidt, og hvor man ikke nedgør de forskellige politiopgaver i forhold til hinanden. Befolkningen vælger politikerne i det repræsentative demokrati, og når politiet ikke løser sine opgaver tilfredsstillende, er der noget galt. Det kan være en ny politikultur, hvor man har fornemmelsen af, at korpsånden ikke længere eksisterer. Det kan være en forkert udvælgelse af topledere, hvor der lægges større vægt på juridiske færdigheder end egentlig operativ ledelse. Ressourcemangel er blevet et alt overskyggende problem. Kæmpefejl skal ikke kunne klares med beklagelser eller undskyldninger, for de skal håndteres effektivt og rettes. Der skal ansættes mange, mange flere politifolk og nok langt flere politikadetter, som kan uddannes på et halvt år, og hvor deres opgaver kan udvides til at styrke politiet på flere områder blandt andet i det almindelige politiarbejde under vejledning af fuldt uddannede politifolk. Vi må som borgere forvente, at politikerne bekymrer sig på borgernes vegne over tilstanden i politiet, og derfor skal politikerne ikke skydes i skoene, at de blander sig, for det har de pligt til uanset politisk ståsted.
Debat

Debat: Udskiftning til elbil er ikke løsning på grøn handling

Miljø: Jeg bliver træt, når lønnede politikere har så indskrænket et syn på grøn handling, som f.eks. Mai Villadsen (MV) og Henning Hyllested (HH) fra Enhedslisten 13/10 i avisen Danmark giver udtryk for, ved at udråbe statsstøtte til el- bilen, som den hurtige hjælp til klimaet. MV og HH’s ønske om ekspresfart på udskiftning af benzin- og dieselbiler til elbiler må være det, som kaldes symbolpolitik, for det har intet med miljøpolitik at gøre. Miljøpolitik må være at anskue og beregne ’livscyklus’ for produktets eller handlingens klimapåvirkning – herunder CO2 aftryk. Elbilen er ikke løsningen på klimaudfordringen, i bedste fald er den en lille del af løsningen – og derfor skal den ikke favoriseres med statsstøtte eller speciel lempelige afgifter. Politisk bør udvikling af alternativer til transportsektorens drivmidler støttes. Det vil dermed inkludere el som drivmiddel, men også udvikling af brint, metanol, etanol, naturgas, biogas m.m. som mulige drivmidler. En støtte, der favoriserer et enkelt drivmiddel vil bremse forskning i andre drivmidler, for ikke at tale om forskning i håndtering af ’affald’ fra anvendelsen af disse drivmidler, herunder brugte batterier. Hvis man i stedet for at give økonomisk støtte, omlagde energiafgiften, så man beskattede det, vi ville reducere – nemlig CO2. Beskatningen skulle ikke kun være på drivmidlets udledning fra f.eks bilen, men også på produktionen af drivmidlet. At anvende el giver ikke mening, hvis det er produceret på træflis eller kul. Forskning og evt. støtte bør i stedet rettes mod lagring af el fra vind og sol, så vi sikrer anvendelse af grøn strøm, frem for at standse vindmøllerne, når der er overproduktion. Når vi nu er ved den grønne energi, så bør den energi, der produceres også beskattes/støttes efter det CO2 aftryk vindmøller og solceller afsætter, når de produceres og opstilles. Vi ser i dag en favorisering af vindmøller, der i en ’livscyklus’ – fra produktion over opstilling og drift til skrotning - er langt mere CO2 belastende end f.eks. solceller. Skal der for alvor snakkes ’grøn handling’, skal blikket også rettes mod genbrug – og endelig ikke ved at vore lønnede politikkere skal afgøre, hvordan der skal genbruges. De bør i stedet sikre, at al produktion beskattes/afgiftsbelægges efter det enkelte produkts CO2 aftryk i en ’livscyklus’. Det vil sætte skub i anvendelse af genbrugsmaterialer og produktion af produkter med lang levetid og høj grad af genanvendelighed efter skrotning. Omkring 70 procent af den råolie, der pumpes op af undergrunden, anvendes til produktion af plastik, der ender som kolossale plastikøer i verdenshavene, eller eksporteres som ’genbrug’ til fattige dele af verden, hvor det bl.a. afbrændes som energikilde i den produktion, vi også har eksporteret for at nå vore ’klima-mål’ for Danmark. Vi skal derfor ikke skifte benzin og diesel iler ud til elbiler i ekspresfart, men i stedet beholde de biler, der er produceret i drift så længe som muligt, for det er produktionen af bilen, der har det store CO2 aftryk. Meget af den ovenfor nævnte produktion ligger ikke i Danmark, så mange tiltag vil blive begrænset eller umuliggjort af EU-regler, men så kæmp kampen der. Det giver også mere mening at fokusere på Europas klima end at se isoleret på Danmarks klima. Sæt nu embedsværket i gang med at producere beregninger af livscyklus på jeres forslag, og giv os og jer selv et reelt billede af jeres miljøtiltag.

Seneste plus

Annonce
Debat

Debat: Den grønne omstilling begynder med dit første skridt

Hvad skal vi spise? Hvor skal vi hen på ferie? Hvornår er det tid at udskifte mobilen? Skal jeg cykle til arbejde og børnene i skole, eller kræver vejret en bil? Vigtige spørgsmål i de fleste familier, og svarene findes ofte i en løbende forhandling mellem forskellige behov og holdninger. Eller vi gør, som vi plejer. Ureflekteret – fordi det umiddelbart er det letteste, og fordi meget af det, vi gør i vores liv, er vaner, og de er ikke sådan at lave om på. Samtidig er der en stigende opmærksomhed på, at vores daglige handlinger og valg sætter spor på planeten og i vores fælles CO2regnskab. Det begynder at gå op for os, at det faktisk har betydning, om vi vælger bil eller cykel, kød eller grønt, Grækenland eller Grenå. Mange af os har et oprigtigt ønske om ikke bare at tænke på klima og miljø, men også gøre noget konkret i dagligdagen. Men hvad er de kloge handlinger? Nytter det hvis det kun er mig og ikke naboen? Og hvorfor skal Danmark løbe foran, når Polen er fodslæbende, og USA melder sig ud? Legitime overvejelser, som skal med i ligningen, men som også kan blive til gode eller dårlige undskyldninger for, hvorfor det ikke lige er mig, der skal gøre noget. Meget handler om de vaner og mønstre, vi er vokset op med, og som hænger fast. For det kræver helt bestemt vilje og en aktiv indsats at skabe nye vaner – ikke mindst hvis man skal have en hel familie til at skifte spor. Så er det nemmere at lade være. Allerførst: Det nytter! Vores hverdag er fyldt med små mikrohandlinger, som i sig selv måske ikke gør den store forskel for verdens tilstand. Men hvis man begynder at lave tilstrækkelige mange små handlinger i den samme retning, gør de en forskel. For en selv – fordi man skaber en bedre balance mellem holdninger og handlinger, og det giver en god mavefornemmelse. For ens familie, venner og kollegaer, som kan lade sig inspirere, og ikke mindst for ens egne og andres børn, der efterligner og lærer af det, vi voksne gør. Måske er din nabo ikke med nu, men det kommer han, for lige nu går det stærkt. Der er en bølge i gang, og hvorfor ikke surfe på den? Det sidste år har vist, at det virker, når mennesker i milliontal verden over går på gaden, og når danskere, unge som gamle, bruger deres demokratiske stemme og ret til at demonstrere. Det flytter de politiske målsætninger. På samme måde kan vi skabe forandringer ved hver dag have fokus på at lette vores klima- og miljømæssig aftryk på planeten. Og hvis bæredygtighed er for stort en mundfuld i hverdagen, så del den op i 53 små mikrohandlinger. Små skridt og ændringer du kan sætte i gang i hver af årets uger og langsomt gøre til dine nye vaner og rutiner. Det ligger lige for at indføre en kødfri dag og beslutte at cykle til arbejde eller vælge offentlig transport. Måske ikke hver dag, men nogle gange. Bonus er, at cyklister er både gladere og sundere end bilister ligesom nedsat kødforbrug forlænger livet. Men lige så vigtigt er det at købe mindre af alt det, vi fylder vores hjem og liv med: tøj, elektronik, køkkengrej, møbler osv., da det udgør en stor del af vores CO2 belastning. Ting kan repareres og få forlænget levetid og kan man ikke selv, så er der måske hjælp at hente hos naboen. Vi kan også blive bedre til at deles om værktøj, haveredskaber og de køkkenmaskiner, vi kun bruger sjældent. At dele, bytte, låne og hjælpes ad styrker samtidig de sociale fællesskaber. I det hele taget er der mange ekstragevinster i at leve et mere bæredygtigt liv. Når vi først får gang i de nye vaner, så opdager vi, at det ikke handler om tab og afsavn, men meget mere om at mærke, hvad der giver glæde og mening i livet. At det kan give os tid og overskud til nærvær og samvær, når vi slipper forestillingen om, at lykken ligger i mængden af ting, vi ejer. Langt vigtigere er antallet og kvaliteten af livgivende relationer. Og de købes ikke for penge Du kunne jo begynde med at udfordre familiens julevaner. Hvis du tør! Lone Belling udgiver i begyndelsen af november ”Din bæredygtige kalender” (Muusmann Forlag) med superkort information om inspiration til konkrete mikrohandlinger i hver af årets uger.
Debat

Debat: 90-års fødselsdagen og de tyske paradokser

Min far, som døde for 13 år siden, ville være fyldt 90 år i denne uge. Livet igennem brød han sig hverken om tysk eller tyskere. Han huskede jo besættelsestiden. Alligevel blev tysk mit hovedfag. Fordi min mor var tysklærer? Næppe. Fordi det tyske sprog er vidunderligt? Egentlig ikke. Fordi erhvervslivet har hårdt brug for tyskkyndige? Slet ikke. Jeg har aldrig fået en henvendelse fra et firma, der handler med Tyskland. Man vil nok ikke have humanisten, der ved en ting eller to om tysk kultur. Man foretrækker ingeniøren, der også taler tysk. Mit valg af tysk som hovedfag har - paradoksalt nok – noget at gøre med min fars skepsis mod Tyskland og tyskere. Når han påstod, at det ikke var tilfældigt, at nazismen blomstrede i Tyskland, pirkede det til min hang til at være Rasmus Modsat. Kunne det nu også passe? Jeg protesterede og sagde ham imod. Det var ikke ualmindeligt dengang. I dag, hvor forældre og børn bare er gode venner med hinanden – og Greta Thunberg, lyder det måske underligt: Jeg begyndte – som en slags oprør mod min fars forestillinger og fordomme – at studere tysk. Jeg ville forstå den tyske sjæl! I virkeligheden var min far anti-tysk på en meget tysk måde. Han havde et had-kærlighedsforhold til Wagner. Han beundrede den tyske ingeniørkunst, men kørte alligevel i svenske biler. Først som pensionist købte han en tysk bil, en VW Polo med automatgear. Han elskede den. Min far ville nok undre sig over dagens danskeres paradoksale forhold til tysk og Tyskland: Aldrig har Tyskland været så populært. Berlin bugner med danskere på efterårsferie. Men de taler ikke længere sproget. Tillykke med fødselsdagen, far!
Debat

Debat: Efter nej fra Sundhedsstyrelsen - Rystesyge lades i stikken

Behandling: I maj sendte Sundhedsstyrelsen en patient til Madrid for at modtage ultralydsbehandling for essentiel tremor. Behandlingen lykkedes perfekt, og patienten blev fri for sine ufrivillige rystelser. Efterfølgende har der været stor pressedækning i Danmark, og tusindvis af patienter med denne invaliderende lidelse har fattet håb om, at behandlingen kan komme til Danmark. For nylig har Sundhedsstyrelsen meldt ud, at de ikke skønner, der er patienter nok i Danmark til at indføre denne behandling. Som repræsentant for danske patienter med lidelsen essentiel tremor er vi fuldstændig uforstående overfor denne udmelding, når vi kan dokumentere i hundredvis af egnede patienter til behandlingen. Selv hospitaler og læger i Danmark ønsker at indføre behandlingen og nævner samtidig, at patientgrundlaget er til stede. Sundhedsstyrelsen påtænker nu at sende nogle patienter af sted til udlandet og dermed evaluere behandlingen. Dette selvom Sundhedsstyrelsen anerkender ultralydsbehandlingen som værende sikker og effektiv. Det er forbundet med store omkostninger at sende patienter til udlandet, mens økonomien og det praktiske allerede er på plads fra hospitalsside i Danmark. Et ophold af flere ugers varighed i udlandet er ikke ønskværdigt for vore medlemmer, når behandlingen nemt kan etableres i Danmark. Flere af vore medlemmer er oppe i årene, hvorfor rejser til ukendte steder i flere uger og uden pårørende ikke er en mulighed. De af vore medlemmer med rystesyge og egnede for ultralydsbehandling har i dag nået et stadie, hvor deres medicin ikke har effekt, eller hvor bivirkningerne af medicinen overstiger effekten af medicinen. Det skal nævnes, at der ikke findes medicin målrettet essentiel tremor, men alene præparater udviklet til andre sygdomme. Danmark har altid været et foregangsland med specialiseret behandling og patienten i fokus. Dette gælder dog ikke for de omkring 50.000 mennesker der lider af essentiel tremor i Danmark. I Danmark diagnosticeres op mod 1000 nye patienter om året med rystesyge. Samtlige patienter med lidelsen lades nu i stikken – børn, unge, ældre. Især en stor gruppe af vores erhvervsaktive medlemmer kan imødese en usikker fremtid, hvor deres eksistens og levebrød er truet pga. manglende behandlingstilbud. Eneste kendte alternativ, når medicin ikke virker, er en såkaldt åben hjerneoperation – DBS/Deep Brain Stimulation – hvor kraniet åbnes, og der indsættes elektroder i hjernevævet. Denne operation er skræmmende for mange af vore medlemmer og samtidig er der en aldersgrænse på 65 år. Der tilbydes ganske få DBS operationer om året, hvorfor vi ser ultralydsbehandlingen som et oplagt supplement. Bl.a. fordi der ikke skal bores i kraniet, eller implantater indopereres i hjernen. Med dette indlæg vil vi gerne gøre opmærksom på Sundhedsstyrelsens nedslående melding og samtidig gøre opmærksom på de initiativer vi som patientgruppe har iværksat. Vi har brug for opbakning fra de mange patienter, der sidder derude i landet og ikke kender til denne problematik og muligheden for skånsom behandling med ultralyd. Vores Facebook gruppe for Essentiel Tremor er altid åben for nye medlemmer, ligesom vi holder flere åbne arrangementer omkring oplysning, udveksling af mestringsteknikker og netværk. Der findes ligeledes en større underskriftindsamling på nettet. Sluttelig kan denne ultralydsbehandling anvendes til Parkinsons patienter med tremors eller rystelser med stor effekt. Kan vi som samfund være bekendt at ignorere så stor en del af befolkningen med en så invaliderende en lidelse, at folk ufrivilligt isolerer sig, ikke kan vælge drømmeuddannelse eller må forlade deres arbejde på grund af ufrivillige rystelser?
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Jeg vil også parkere helt henne ved døren

Jeg fik en lidt dum start på denne uge. Nogle af jer kender det helt sikkert. Min ellers så trofaste bil brokkede sig og kaldte med røde lamper på hjælp fra en kyndig hånd. Det kostede to dage på værkstedet og det besvær, som nu engang følger med den slags. Hver gang det sker, bliver jeg endnu mere opmærksom på, hvor afhængig jeg egentlig er af min bil. Den følelse er jeg næppe alene om i det nordvestjyske. Jovist, der går både tog og bus fra min bopæl til min arbejdsplads, men dagens mange gøremål bliver nu alligevel nemmere, hvis man selv bestemmer afgangstid og endestation. Privatbilen er unægtelig lige så svær at undvære, som den i disse klimaoplyste tider er udskældt. Og selv når den ikke er uundværlig, øger den komfort og bekvemmelighed i så høj grad, at det ligefrem bidrager til livsglæden. Tænk bare på fornøjelsen ved at kunne fragte sig i tørvejr hele vejen til destinationen. Og den ekstra glæden, hvis man ovenikøbet er heldig at finde en parkeringsplads lige ved døren. Det er da lykken, er det ikke? Jeg har tidligere underholdt med, hvordan jeg som grøn redaktør på denne avis fik ørerne i maskinen, da jeg i 2007 skrev en leder om parkeringssituationen i Holstebro. På avisens vegne talte jeg for, at der var rigeligt med parkeringspladser i byen, og at klager over manglende plads blot var et udtryk for, at bilisterne var forvente og ønskede at parkere helt henne ved døren. Og helst også med plads til traileren. Det er en holdning, som jeg gerne stod - og stadig står - på mål for, men alligevel måtte jeg nogle dage senere se min chef, daværende chefredaktør Erik Møller, skrive en leder om parkering med modsat fortegn. Han skrev om de udfordringer, som følger med, når der er rift om parkeringspladserne midt i byen. Unægtelig en anden tilgang til emnet og i reglen en irettesættelse. Min forgænger var nemlig yderst bevidst om, hvilken pris det koster byens handlende, hvis ikke kundernes magelighed imødekommes. Og jeg er helt enig med ham. Dårlige parkeringsmuligheder koster omsætning. Kunderne kører hellere et andet sted hen frem for at risikere kø og manglende plads. Men det ændrer ikke på, at vi rent faktisk er ret godt hjulpet på den front i Holstebro - og i hele Nordvestjylland for den sags skyld. Betalingsparkeringen er endnu ikke nået til vores område, og jeg har kun sjældent været ude for at måtte lede i længere tid efter en plads. Hvis jeg vel at mærke er indstillet på et gå det sidste stykke. Og det med at gå lidt længere kan meget vel blive fremtiden i Holstebro, hvis man skal tro på de forslag til en helhedsplan for Holstebros bymidte, som i denne uge blev fremlagt. Både vinderforslaget og de øvrige forslag gør op med års lappeløsninger og giver et bud på, hvordan midtbyen bør udvikles, hvis man skal gøre den attraktiv i fremtiden. Det betyder blandt andet, at mange parkeringspladser skal inddrages til bebyggelse og grønne områder. Bilerne skal - om ikke ud af byen - så ud af centrum. Det vækker helt sikkert glæde hos mange, men mon ikke det også giver anledning til bekymring her og der. Helhedsplanen for midtbyen rækker så langt ind i fremtiden, at ingen med rette kan påstå at kende behovet for privatbiler. Måske er de til den tid erstattet af moderne løsninger, som vi end ikke kan tænke os til lige nu. Så jeg er optimist. Også selv om jeg er lige så magelig og glad for min bil som enhver anden. I slutningen af 1800-tallet havde verdens storbyer udsigt til at drukne i hestemøg i takt med udviklingen. Det ændrede opfindelsen af bilen som bekendt. Så mon ikke også udviklingen sikrer, at vi kan klare os med lidt færre af de helt nære parkeringspladser i fremtiden. Alternativt kan vi jo blive tvunget ud af mageligheden.
Leder For abonnenter

Jul i november er kommet for at blive

Vi skriver om rigtig mange vigtige sager med stor indflydelse på borgernes hverdag. Sager, som vi forventer, at vores læsere interesserer sig for. Men vi skriver selvfølgelig også om emner, der er knap så skelsættende. Og indimellem er det overraskede, hvilke sager, der trækker debat og opmærksomhed. Tag nu denne uges nyhed om, at handelsstanden i Holstebro har besluttet at tænde årets juleudsmykning allerede den 1. november. Med julemand og det hele. Det har skabt røre. Det er måske ikke så overraskende. Vi kender alle kritikken af, at den kommercielle del af julen starter tidligere og tidligere. Argumentet er typisk, at vi bliver trætte af julen længe før den 24. december. Men ærligt talt er kritikken i sig selv mindst lige så trættende. Julen går i Danmark på to solide ben. Det ene handler om forbrug, det andet handler om traditioner - måske med en minimal snert af religion. Det hele er dog smeltet så meget sammen, at handelslivets beslutning om at tyvstarte løjerne prikker til folks følelser for traditionerne. Og derfor kommer reaktionen. Når butiksejerne officielt skyder det hele tidligere i gang, handler det naturligvis om at få del i omsætningen. Og det er både logisk og fornuftigt. En aften mere med menneskemylder i gågaden betyder større mulighed for omsætning. Og detailhandlen er i en situation, hvor man må tage alle midler i brug for at gøre sig interessant for kunderne. Holstebro er ikke alene om tyvstarten - faktisk vurderer detailhandelsekspert Bruno Christensen, at byen ligefrem er bagud på den front. Så mon ikke jul i november er kommet for at blive. Tidlig jul har jo også virket fint for bryggerierne, siden Thor-bryggeriet i 70'erne begyndte at gøre det til en begivenhed. Nu ført an af Tuborg. Beslutningen om mere julelys bliver også kritiseret ud fra et klima- og miljøhensyn. Men strømforbruget er forsvindende lavt i sammenligning med tidligere tiders udsmykning. Skulle man endelig lange ud efter noget på den front, er det nok mere produktionen af kæderne, man burde kritisere. Eller hele det kollektive overforbrug, som finder sted med eller uden lys i gaderne.
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.
Leder For abonnenter

Som brødre vi dele - Aarhus tager det hele

Det kommer måske ikke som verdens største chok, at det blev Aarhus Universitets Hospital, der blev den store vinder i regionens budgetlægning. Allerede inden forhandlingerne var gået i gang, havde regionsformand Anders Kühnau bekendtgjort, at pengene fra økonomiaftalen med staten i høj grad skulle komme det trængte sygehus i smilets by til gode. Med forliget tilfører forligspartierne universitetshospitalets i alt 214,3 millioner kroner, og samtidig har partierne bag forliget en intention om, at "de 60,7 millioner kroner, der mangler for at komme i balance, vil blive tilført i 2021", som det hedder i aftaleteksten. På den måde lever regionsformanden til fulde op sine ord om at hjælpe i Aarhus - mere forbløffende er det, at han fik resten af regionsrådet med på den. Tilbage må de sidde med en underlig smag i munden på regionens øvrige sygehuse. Her lider de skam også af økonomiske udfordringer - og problemer med en befolkning, der bliver ældre og mere behandlingskrævende er allerede nu påtrængende - men de penge, som budgetforliget har givet eksempelvis Hospitalsenheden Vest, har nærmest karakter af småpenge. I det vestjyske må de mere end 280.000 borgere stille sig tilfredse med 13,1 millioner kroner. Det er langt under, hvad hospitalsenheden procentvis burde have haft, hvis politikerne ikke havde deres øjne stift rettet mod problemerne i Aarhus. Ja, der er problemer i Aarhus. Men der er trods alt stadig sygehuse, patienter og skatteborgere i den øvrige del af regionen. Her har borgerne og personalet på sygehusene gentagne gange kunnet konstatere, hvordan de regionale besparelser ofte slår hårdest igennem uden for det østjyske. Men det er åbenbart den modsatte tendens, der gør sig gældende, når der skal deles penge ud. Budgetforliget sætter bare en tyk streg under, at regionen endnu ikke har fundet balancen. Fordelingen af penge udfordrer både den generelle retfærdighedssans - og det udfordrer igen, igen troen på, at patienterne i alle dele af regionen er lige meget værd.
Debat

Debat: Forældreorlov skal både være mors og fars

Min mor, Elinor, fik sine tre børn i årene 1953-1965. Det var før milepæle som den fri abort og p-pillen. I min barndom hed det ikke ventetøj. I stedet hed det mere dystert ”omstændighedstøj”. Jeg husker, at min mor en enkelt gang i starten af 80’erne kikkede på mig og sagde: ”Bare du ikke kommer i ulykke”. Forstå mig ret. Min mor var en fantastisk mor. Sød og omsorgsfuld. Ligesom en mor skal være. Men min mor var også ung kvinde i en tid, hvor det at få et barn uden for ægteskab, kunne betyde mindre anseelse i samfundet, dårligere muligheder for uddannelse og ringere mulighed for et godt lønnet job. Så jeg forstår godt min mors bekymring. At blive gravid kunne være en svær omstændighed. Selv hvis man allerede havde et arbejde. For kvinders ret til og økonomiske mulighed for at holde barselsorlov var ekstrem ringe. Så det er let at forstå, at min mor var bekymret for sine tre piger. Også selv om hun havde en kærlig mand - min far Kurt. Min fars orlovsrettigheder var lig med nul. Han var skaffedyret, der gik på arbejde og tjente pengene. Barselsorlov var ikke for mænd. Derfor betød det at få et barn for de fleste kvinder, at de måtte sætte uddannelse og karriere på pause og bide det økonomiske efterslæb, som barselsorloven skabte, i sig. Selvom det nu er mange år siden og til trods for løbende forbedringer i lovgivningen, så er det i 2019 fortsat kvinden, der tager orloven og mændene der går på arbejde. Selv efter at det i 2002 blev muligt for forældrene at dele orloven. De tørre tal fortæller, at mænd i gennemsnit tager cirka 30 dages orlov og mødre cirka 300 dage. Der er fortsat en bruttoløn forskel mellem mænd og kvinder på 14 procent. Det gab nærer sig selv. For når familien skal beslutte, hvem der skal tage orlov, er det oftest nemmest at pege på mor, for hun tjener mindst og familien skal på den måde undvære færre penge under orloven end, hvis det var Far, der tog den. Desværre betyder det, at kvindens løn, pensionsindbetaling og karriereudvikling fortsat sættes på standby. Akkurat som for 50 år siden. Vi ved, at de samfund hvor mænd og kvinder er lige stillet med hensyn til rettigheder og løn, også er de samfund, der har den højeste velstand. Og vi ved, at begge forældre, ønsker tage del i omsorgen og opdragelsen. Alt peger i retning af, at det er en samfundsmæssig gevinst at dele forældreorloven mere ligeligt mellem mor og far. Det er formentlig årsagen til, at skiftende regeringer også har haft ønske om at forbedre rettigheder og muligheder for begge køn. Det gælder også for den nye regering. Vi er klar til at gå skridtet videre. Vi vil justere reglerne for forældreorlov. Et nyt EU-direktiv hjælper os lidt på vej. Direktivet øremærker blandt andet to måneders orlov til faderen, der altså ikke kan overføres til den anden forælder. Det direktiv har vi i sinde at implementere. Men det er ikke nok. I Danmark har forældre ret til 32 ugers barselsdagpengebetalt forældreorlov. Vi ønsker, at de 32 uger i udgangspunktet fordeles ligeligt mellem forældrene.Vi ønsker at udgangspunktet skal være, at hver forælder holder 16 ugers forældreorlov hver. Det betyder, at forældre selv skal gøre noget aktivt, hvis de ønsker en anden fordeling af forældreorloven, som der naturligvis skal være plads til, og som EU’s direktiv også giver plads til, da det kun øremærker to måneder. Hvis vi ændrer reglerne sådan, at forældreorloven i udgangspunktet er delt lige mellem forældrene, er det et stærkt signal til blandt andet arbejdsgiverne om, at forældreorlov både er for mænd og kvinder. Det vil gøre det lettere for fædrene at stå fast på deres ret til at holde orlov. Dermed er det et vigtigt skridt i kampen for at bryde vanetænkningen om, at orloven naturligt er mors. Inden for de næste tre år skal det nye EU direktiv implementeres. Og i Socialdemokratiet og i regeringen er vi allerede gået i dialog med arbejdsmarkedets parter om en model for, hvordan vi kan skabe bedre fordeling af forældreorloven i Danmark. Det er et vigtigt stykke arbejde, som jeg ser frem til at tage del i. I Danmark skal nutidens Elinor og Kurt have reelle lige muligheder for orlov. Det er nemlig godt for dem, for barnet, for arbejdspladsen, for ligestillingen og for samfundet.
Debat

Debat: Det bliver aldrig Arnes tur

”Det bliver aldrig Arnes tur – han har for længst valgt efterlønnen” var den fængende overskrift på en artikel, der blev bragt i en lang række aviser forleden. Den meget omtalte Arne, som har været en prominent del af socialdemokraternes reklamekampagne for valgløftet om tidligere folkepension til nedslidte danskere, har nemlig slet ikke tænkt sig at vente på, at Socialdemokraterne måske engang (måske ikke?) får fremlagt et konkret bud på, hvordan løftet til danskerne kan realiseres. Han skal nemlig på efterløn, når han fylder 64. Og det skal være ham vel undt. Ordningen eksisterer stadig, selvom flere socialdemokrater ynder at få det til at lyde som om, den er helt afskaffet. Ingen, der har betalt ind til efterlønsordningen, skal høre et ondt ord for, at de gør brug af denne ret. Men det er godt nok specielt, at Socialdemokraterne har valgt at bruge lige præcis den gode Arne Juhl så massivt i deres markedsføring, når de hele tiden har vidst, at de ikke kunne tilbyde ham en ordning, der var nær så attraktiv som efterlønnen. Nogen vil måske kalde det falsk markedsføring. Det er værd at fremhæve, fordi en tidligere folkepension jo i sagens natur vil betyde, at man får udbetalt den ydelse, som folkepensionister nu engang får. Det vil i øjeblikket sige et grundbeløb på 6.327 kr. om måneden før skat plus et pensionstillæg på op til 6.923 kr. (for enlige) afhængig af indtægt. For mange, især de der ikke kan få det fulde tillæg, vil det være en voldsom indkomstnedgang i de sidste år, inden man når den almindelige pensionsalder. Som alternativ hertil er den aftale om seniorpension, som den tidligere regering, DF og de Radikale forhandlede på plads inden valget, langt mere attraktiv. Socialdemokraterne har gjort, hvad de kan for at tale den ned under gulvtæppet. Men det er selvfølgelig kun, fordi den i realiteten fremstår som et glimrende alternativ til socialdemokraternes luftige valgløfte for nedslidte danskere. Her er fakta om seniorpension. Man skal visiteres til ordningen. Det vil sige, at det kun er reelt nedslidte, der vil få gavn af den. Det er rimeligt nok, synes jeg. Man kan gå fra op til seks år før. Og ydelsen under seniorpension svarer til niveauet for førtidspension på 18.875 kr. pr. måned for enlige og 16.044 pr. måned for gifte/samlevende. Det er en rigtig god ordning, som vil komme mange nedslidte danskere til gavn. Hvis den socialdemokratiske regering ellers kan få sig taget sammen til at få den ført ud i virkeligheden, sådan som et flertal i Folketinget for ordningen forpligter dem til…
Debat

Debat: EU-parlamentet angriber den danske grænsekontrol

Europa-Parlamentet kan virkelig ikke lide national grænsekontrol. Det står nu klart efter en afstemning i det udvalg i parlamentet, der beskæftiger sig med bl.a. grænsekontrol. I udvalget har et stort flertal af medlemmerne stemt for, at det skal gøres sværere at have national grænsekontrol. Flertallet ønsker at begrænse muligheden for kontrol fra to til et år og at landene skal søge om lov hver anden måned i stedet for hver sjette måned, som det er i dag. Jeg stemte naturligvis imod at begrænse mulighederne for grænsekontrol. For det skal vi helt selv bestemme i Danmark. En flot verdensfjerne bureaukrater og politisk korrekte smagsdommere i Europa-Parlamentet skal ikke bestemme hvordan og hvorledes vi ønsker at patruljere og kontrollere vores egne grænser. Det skal vi selv være herre over. Men bemærkelsesværdigt var det, at jeg åbenbart er det eneste danske parlamentsmedlem, der sidder i en gruppe, der sagde fra over for parlamentets flertal. I øvrigt helt vanvittigt, at parlamentet og EU-systemet har så travlt med at pege fingre ad national grænsekontrol. I årevis har de ydre grænser været totalt hullede - og det er de stadig. Og i stedet for at sætte alt ind på at løse det store problem, så har de travlt med at pege fingre ad lande, der ønsker at passe på egen befolkning med kontrol ved grænsen. Det store flertal i parlamentet lever i et parallelt univers!
Læserbrev

Struer Kommune. Ussel behandling af ungt kropar

Debat: Det er en endda meget ussel behandling, som Struer Kommune udsætter forpagterparret fra Humlum Kro for. Hvorfor ikke tage og vågne op og hjælpe de to stakler? Kroen er brændt, og det var ikke deres skyld. Tag nu lige i Struer Kommune og enten lovliggør det omtalte køkken, de kunne låne, eller få omtalte køkken bragt i en stand, så det kan benyttes. Det er synd for de to unge, at de ikke kan få lov at arbejde og tjene til dagen og vejen
Debat

Debat: Kvalitet i mad og arkitektur lindrer psykiske lidelser og skaber varig glæde

Psykiatri: Jeg lever med en psykisk lidelse, og jeg har lige været indlagt på det nye psykiatriske hospital i Vejle. Jeg fik en helt igennem god behandling, men det er ikke det, der er mit budskab, for det er jo en selvfølge. Jeg skriver for at give arkitekten og kokken 5 stjerner ud af 5 mulige. Bygningen er ganske enkelt smuk. Der er meget lys og udsigt til skøn natur. Til hver afdeling er der en ugeneret gårdhave med masser af blomster, og når man går hen til restauranten, får man et kig ind i gymnastiksalen, og man kommer forbi en lille kunstudstilling med værker lavet af patienter – iblandt er der rigtig kunst. I takt med at jeg fik det bedre, fik jeg mere og mere oplevelsen af at være på et wellness-ophold på et fint hotel, for det var som at spise i en restaurant med stor frokostbuffet med flere lune retter, masser af pålæg og lækre salater, hummus og meget andet, som på en gang frydede øjet og ganen, og samtidig gav de rigtige næringsstoffer, som er så vigtige for balancen i hjernen. Man kan hævde, at gymnastiksalen og maleriudstillingen ikke har den store betydning, men det er en misforståelse. Færre end halvdelen benytter gymnastiksalen, og det er de færreste, der stopper og betragter billederne, men selv om man blot går forbi, sker der noget i hjernen. Man tager hjem med en positiv erindring om motion og kreativitet. Når man er ramt af svær psykisk lidelse, er det at lave ordentlig mad som at bestige et bjerg, og det fristende og ofte nødvendigt at ty til fastfood. Jeg er ret sikker på, at alle indlagte sætter pris på den gode mad, for i de 4 uger jeg var indlagt, så jeg ikke ” pizzabudet” levere alternative menuer. Det er let at falde tilbage til den gamle kost, når man kommer hjem, men med sig har man på nethinden billeder af lækre ting. Jeg ser f.eks fortsat en farverig bulgursalat med fintsnittede grønsager og masser af granatæblekerner, som stråler og smiler til mig. Det tager 10 minutter at lave salaten, så det er hurtigere end at få leveret en pizza, og den er langt sundere, ikke blot for vægten men også og især for balancen i hjernen. Kuvertprisen i Vejle er helt sikkert højere end på de andre hospitaler, jeg har været indlagt på. Men i det samlede budget er det en meget, meget god investering, for jeg ved, at oplevelsen for både øjet og ganen i restauranten har fremmet min helbredelse, og med mig hjem bærer jeg inspiration til enkel og sund mad.
Debat

Debat: En eller to lærere i klassen? To minutter til dit barn i 9.y

Folkeskolen: Hun kigger på mig og siger: “Ej hvor er det rart, at du sidder lige her”. At se eleverne i øjnene og være nærværende omkring det enkelte barn er nøglen til god læring og trivsel. Mandag er Louises yndlingsdag. Dansk står der på skoleskemaet, og det runde bord på biblioteket er der ofte rift om. Som en magnet tiltrækker bordet eleverne, især Louise, fordi det netop er her hun kan se mig i øjnene, have en samtale med mig omkring opgaver og frustrationer. Fordi hun netop her, i denne time kan opleve en lærer, hvor uret ikke er sat til de sølle to minutter. Her kan skolearbejde i den grad kan drøftes, og her er der mulighed for at glemme alt om tid og sted. Her er der tid til, at vi bare kan fokusere på at skrive essays. Fordi her sidder læreren og har tid til Louise. Det er nemlig ikke nok med en ekstra lærer, i en time, i ugen, i dansk, for to lærere i undervisningen, kan gøre underværker, når elevtallet er på 27-28 elever. Både når vi snakker om grammatik og læsning, men også alle de ting som foregår udenfor skolen. Når vi er to lærere i undervisningen, er der en større garanti for, at vi kan styrke elevernes faglighed og skabe bedre rammer for alle skolens elever. Alle elever fortjener, at få hjælp, sådan så de kan blive dygtigere, men det kræver mere end to minutter pr. elev. Jeg mener, at elevtallet i grundskolens klasser er en tikkende bombe, som har stor betydning for elevernes hverdag og trivsel. Vi skal nå ud til alle elever, for alle elever fortjener at opleve følelsen af, at det er rart, at læreren sidder tæt på, og har tid til at gennemgå opgaverne på det niveau og i det tempo, som det enkelte barn har brug for. Vi skal sikre ordentlige vilkår i skolen, og det kræver et loft over antallet af elever i klasserne, samt en politisk og økonomisk prioritering. Alle klasser med over 22 elever bør få tilført ekstra ressourcer i form af to-lærerordning i alle fag. Folkeskolens formål er at fremme den enkelte elevs alsidige udvikling, og vi må erkende, at to minutter per elev ikke er godt nok.
Læserbrev

Sundhedshuse. Skal styrkes med nærhedspulje

Debat: Venstre i regionsrådet vil styrke regionens sundhedshuse med en årlig nærhedspulje på 15 millioner kroner startende i år 2020. Sundhedshusene er et vigtigt led i vores samlede sundhedsvæsen, og en pulje på 15 millioner kroner skal bruges til at finansiere styrkelse af de sundhedsydelser, som regionen varetager i sundhedshusene. Sundhedshusene er opbygget forskelligt med varierende indhold af sundhedsfunktioner, for eksempel praktiserende læger, ambulante hospitalsfunktioner og kommunale sundhedsprofessionelle. Behovet og mulighederne for udbygning er derfor varierende blandt regionens sundhedshuse. I nogle sundhedshuse kan der med fordel etableres flere ambulante hospitalsfunktioner, for eksempel billeddiagnostik eller hjertelæger. Derved leveres de vanlige hospitalsfunktioner tættere på de fleste borgers bopæl. Generelt er det dyrere for hospitalerne at levere ydelser i sundhedshuse fremfor på hospitalet, og puljen skal bruges til at dække udgifterne til disse meromkostninger. Venstre ønsker, at der leveres flere sundhedsydelser tættere på borgernes hjem - men kun vis den faglige kvalitet er i orden. Venstre vil medtage forslaget til de kommende budgetforhandlinger i Region Midtjylland.