Annonce
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op. At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad. Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede. Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen". Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner. Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag. Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring. Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme. Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken. I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet. Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.

Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Debat

Debat: Nato-topmøde - Grønland bliver et varmt emne mellem Mette F. og Trump

Om to uger - den 3.- 4. december - mødes NATO's 29 stats- og regeringschefer i London for at fejre 70 årsdagen for grundlæggelsen i 1949. Dengang var der kun 12 medlemslande - herunder Kongeriget Danmark med Grønland og Færøerne (Island var trådt ud 1944). Den seneste tids udvikling i forholdet mellem USA og Rigsfællesskabet og USAs stigende geopolitiske interesse for Grønland og Arktis kan næppe undgå at dukke op på topmødet - dersom ikke direkte på dagsordenen - som endnu ikke foreligger - så vel sagtens i separate og mere uofficielle samtaler i margenen af topmødet mellem Mette Frederiksen og Donald Trump. Men først lidt mere om selve topmødet generelt: London husede NATO's første hovedsæde i to år, indtil dette 1951 flyttede til Paris og bliver derfor rammen om en en storslået begivenhed med Donald Trump med fru Melania i spidsen og modtagelse af Dronning Elizabeth II på Buckingham Palace. Men topmødet bliver ikke bare pomp og pragt. Der er lagt op til en substantiel debat af aktuelle sikkerheds- og forsvarspolitiske temaer herunder ikke mindst USA's krav om en mere balanceret byrdefordeling, hvor i dag kun fem-seks medlemslande med USA, UK og Polen i spidsen lever op til tilsagnet fra 2014 i Wales om at anvende to procent af BNP til forsvarsudgifter. Det fremgår tydeligt af forsvarsminister Trine Bramsens (S) referat af det seneste NATO-forsvarsministermøde den 24. - 25. oktober: Den amerikanske forsvarminister Mark Esper understregede her, at alle medlemslande senest på det kommende Nato-topmøde forventes at have "en plan for, hvordan de vil nå to procent". Danmark har indtil nu kun lovet 1,5 procent på linje med Tyskland og Holland. Men det er næppe nok for Trump. Herudover drøftedes - i følge referatet - NATO's koncept for forsvar i hele det euro- atlantiske område. Og i den sammenhæng gjorde Trine Bramsen opmærksom på de særlige forhold i Arktis og omkring Grønland og den vægt Danmark " lægger på en tættere dialog i Rigsfællesskabet om sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål ". Dette punkt kan derfor meget vel dukke op på NATO-udenrigsminister mødet i morgen onsdag den 20. november som led i topmødeforberedelserne I sidste uge mødtes udenrigsminister Jeppe Kofod (S) nemlig med sin amerikanske kollega Mike Pompeo i Washington D.C. - i øvrigt Kofods første besøg i USA's hovedstad som udenrigsminister. I mødet deltog også Grønlands minister for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger. Kofod udtalte i den forbindelse , at "vi sammen med Grønland skal fortsætte vores konstruktive dialog med amerikanerne om udviklingen i Arktis og Grønland " Men opretholdelse af en "konstruktiv dialog" er næppe tilstrækkelig for USA, der tilsyneladende har betydelig større ambitioner med Grønland: USA har gennem de seneste år udviklet en helt ny strategi for Arktis som benævnes " Look North" . I den sammenhæng har USA fået et godt øje til Grønland - ja måske lidt for godt i følge flere danske poltikere på Christiansborg: - Et højtstående amerikanske delegationsbesøg i Grønland for nylig med eksperter fra Udenrigsministeriet, Pentagon og CIA har forhandlet direkte med grønlandske politikere og topembedsmænd. - Chefen for USAs kystbevogtning, admiral Karl Schultz, har medio oktober besøgt Grønland og drøftet øget farvandsovervågning og beskyttelse. - USAs ambassadør i Danmark Carla Sands har regelmæssigt besøgt Grønland det seneste par år og der er nu planer om at åbne et konsulat i Nuuk. Men hvad er det egentligt der gør Grønland så attraktiv for USA? Først og fremmest den strategiske beliggenhed på det nordamerikanske kontinent som en "buffer" mellem USA (og Canada) og Rusland, hvis nærmeste missil- og luftbaser kun ligger mindre end 1000 kilometer fra Østgrønlands kyster. Også Kinas arktiske ambitioner - ikke mindst i Grønland - indgår naturligvis i denne strategi. Udover rene forsvarspoltiske interesser rummer Grønland en betydelige naturresourcer i form kollosale fiske- og rejeforekomster, ædle- og sjældne metaller og ikke mindst olie og gas, som klima ændringerne efterhånden vil gøre mere og mere tilgængelige. Det samme gælder den kommercielle og strategiske besejling af Nordøst- og Nordvestpassagerne, som kontrolleres af grønlandsk søterritorium. Hertil kommer den arktiske kontinentalsokkel, som vil kunne sikre Grønland en stor bid af Nordpols-kalotten og medfølgende ressourcer. Alt i alt bliver det spændende at følge NATO-topmødet i London om få uger. Mette Frederiksen får nok sin sag for med to procents kravet og USAs udfordringer af Rigsfællesskabet. Men mon ikke London-mødet alligevel munder ud i en behørig fejring af den 70 år med den ubrydelige, transatlantiske forsvarsalliance, der har skabt så gode og stabile fredstider for Europa og den vestlige verden.

Læserbrev

Uddannelse. Er skolerne ens?

Debat

Debat: 3F arbejder for lønmodtagerne - Kristelig Arbejdsgiverforening varetager arbejdsgivernes interesser.

I forbindelse med en faglig konflikt i Vestjylland er jeg blevet spurgt, hvorfor 3F blander sig i, hvilke løn- og arbejdsvilkår medarbejderne har på virksomheder, der ikke er omfattet af 3F's overenskomst? Det korte svar er, at dét præcis er en af fagforeningernes opgaver. At det er medarbejderne, der betaler prisen, når en virksomhed har overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening – og virksomhedsejerne, der tjener på det. Hvis man vil forstå, hvorfor fagbevægelsen ”blander sig”, skal man kende den over 120 år lange historie for dialog, armlægning og konfliktløsning, som præger det danske arbejdsmarked og et dansk erhvervsliv, hvor konkurrenceevnen er i verdensklasse. Eksempelvis løser 3F og vores 11.000 tillidsvalgte hvert år 30.000 små og større konflikter uformelt og lokalt på arbejdspladserne. Det er konstruktiv dialog og konkrete løsninger til gavn for både virksomhederne og deres ansatte. Når det kommer til anlægsbranchen og byggeriet, er 3F og Dansk Byggeri de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter. Når vi indgår en frivilligt forhandlet aftale om løn- og arbejdsvilkår for branchen, skal vi også påse, at brancheoverenskomsten bliver efterlevet. Det gør vi derfor både af hensyn til medarbejderne i branchen og til de virksomheder, der lever op til de aftalte vilkår. Dermed sikrer man fair konkurrencevilkår og fair løn- og arbejdsvilkår. Virksomhederne skal konkurrere på blandt andet kundeservice, kvalitet og dygtige medarbejdere, produktivitet og innovative løsninger. De skal ikke konkurrere på, hvem der kan trykke medarbejderne mest muligt på løn- og arbejdsvilkår. Det står naturligvis virksomhederne frit for at tilbyde deres medarbejdere bedre vilkår, end der er aftalt i overenskomsten, for eksempel bedre løn. De lokale forhandlinger sikrer, at løn- og arbejdsvilkår afspejler forholdene på den enkelte virksomhed, på det lokale arbejdsmarked og med hensyn til leveomkostningerne, der som bekendt er ret forskellige rundt om i Danmark. Derfor er det forkert, når Kristelig Arbejdsgiverforening påstår, at en medlemsvirksomhed vil skulle forringe vilkårene for deres medarbejdere, hvis de efterlever 3F's overenskomst med Dansk Byggeri. Tværtimod. 3F's er på 20 punkter bedre for lønmodtagerne end Kristelig Arbejdsgiverforenings, mens der er 4 punkter, hvor det er omvendt. 3Fs overenskomst angiver endvidere de aftalte minimumskrav. Vores arbejde for at få overenskomsten respekteret sker også for at beskytte lønmodtagerne på de øvrige virksomheder i lokalområdet, der efterlever overenskomsten. Deres jobs og arbejdspladser kommer i fare, hvis en virksomhed får lov til at sætte en lavere standard. Hvis en virksomhed mener, at 3F ikke i fuldt omfang respekterer de arbejdsretlige spilleregler, står det virksomheden frit for at indbringe konflikten for Arbejdsretten. Det er altså ikke en repræsentant for arbejdsgiverne i Kristelig Arbejdsgiverforening, der skal afgøre, om 3F optræder forsvarligt og efter spillereglerne. Det afgør Arbejdsretten og de fagretlige regler, som Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation har været enige om i mere end 120 år – til umådelig gavn for det danske samfund, vores virksomheder og de danske lønmodtagere. Historisk interesserede vil vide, at Kristelig Arbejdsgiverforening netop blev etableret i protest imod disse aftaler og regler. Kristelig Arbejdsgiverforening er altså på ingen måde en del af – men blev tværtimod født i protest imod – den danske arbejdsmarkedsmodel! For tiden kører Kristelig Arbejdsgiverforening kampagne, hvor de taler om frihed, men i virkeligheden ønsker et forbud mod, at vi og andre faglige organisationer kan arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne på en given arbejdsplads, hvis arbejdsgiverne har bestemt, at medarbejderne skal være underlagt en såkaldt ”alternativ overenskomst”. Ønsket om et forbud vil i praksis betyde, at en virksomhed med enhver form for sølle undskyldning af en overenskomst ikke længere behøvede at leve op til de gældende standarder på det danske arbejdsmarked. Det vil åbne en ladeport for discount-aftaler og slå bunden ud af det danske arbejdsmarked.

Annonce
Læserbrev

Tourens publikumsfavorit med dopingpletter

50 år: Han var elsket af mange, når han på sin cykel klatrede op over de største bjergtoppe i Tour de France, men en stor dopingskandale satte også en mørk plet på hans cykel-cv. Richard Virenque, der tirsdag 19. november fylder 50 år, var publikums darling med sin drengede tilgang til tingene. Og den franske cykelrytter kvitterede for den store opbakning på vejene med lange soloudbrud og fantastisk bjergkørsel. Så fantastisk, at han syv gange i karrieren - flere end nogen anden - kunne trække den polkaprikkede trøje over hovedet som samlet vinder af bjergkonkurrencen i Tour de France. Syv etapesejre er det også blevet til, og to gange endte Virenque også på podiet i Paris. I 1996 som nummer tre, hvor Bjarne Riis stod på øverste trin i den gule trøje, og året efter kravlede franskmanden et trin op til den samlede andenplads. Virenque indledte sin professionelle cykelkarriere i 1991 for det franske hold RMO, og året efter stillede han til start i sit første af i alt 12 Tour de France-løb. Allerede på tredjedagen kørte han sig i den gule førertrøje efter et soloridt med to andre ryttere. Trøjen beholdt han dog kun én dag, men sluttede Touren som samlet toer i bjergkonkurrencen. En ny fransk cykelstjerne var dermed født, og året efter skiftede Virenque til storholdet Festina, hvor han kørte som kaptajn i flere år. Men i 1998 kom der en kæp i hjulet for franskmanden og Festina-mandskabet i den vel nok mest berømte dopingsag i Tourens historie. En soigneur fra Festina-holdet blev snuppet ved den fransk-belgiske grænse med bilen fuld af doping. Hele holdet blev smidt ud af Touren, og det kom frem, at doping blev brugt systematisk på holdet. Senere blev det også afsløret på mange andre hold. For en stund blev de opbakkende tilråb til den franske stjerne skiftet ud med skepsis, og et stort mørkt slør havde for alvor lagt sig over cykelsporten. Virenque nægtede i første omgang at have taget doping, men har senere erkendt. Han kørte sit sidste Tour de France i 2004, hvor det også endte med en prikket bjergtrøje, og samme år indstillede han sin professionelle karriere.

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Ingen risiko for sort skærm

I denne uge blev min paratviden på det samtidshistoriske område sat på en alvorlig prøve. En læser ringede til mig for at tale om den tv-programoversigt, der hver dag er at finde i avisen. Han ville gerne have Kanal 5 og Canal 9 på en mere fremmelig placering i oversigten. Gerne allerførst, så han ikke skulle lede efter dem. På et tidspunkt i samtalen nævnte han i den med største selvfølgelighed en storpolitisk begivenhed fra 1985, og det var her, min paratviden kom til kort. "De forsvinder jo snart fuldstændig. Ja, det bliver jo nok ikke helt som under Påskestrejkerne, men det bliver altså noget rod. I burde skrive meget mere om det". Jeg havde for det første glemt alt om Påskestrejkerne, og for det andet havde jeg svært ved at se, hvad det havde med programoversigten og tv-kanaler at gøre. Indtil noget dæmrede. Faktisk husker jeg kun Påskestrejkerne i 1985 for præcis det samme som læseren her hentydede til. Jeg var blot otte år på det tidspunkt, så Schlüters kvaler med fagbevægelsen havde for mig primært én håndgribelig konsekvens - nemlig fjernsynet. En fagpolitisk kamp om den ugentlige arbejdstid kulminerede med generalstrejke, lockout og regeringsindgreb, og midt i det hele en sort skærm på landets eneste tv-kanal. Og det var det, læseren her tænkte tilbage på. Sort skærm. Hvis DR bliver ramt af strejke i morgen, vil det helt sikkert ikke blive husket om 35 år. Og da slet ikke af dem, der er otte år i dag. Medieudbuddet er siden monopolets tid blevet enormt. Markedet for tv-kanaler er eksploderet i en grad, så de let kan forsvinde i avisens programoversigt. Og læg dertil det store udbud af streaming-tjenester - altså tv afspillet over internettet på seerens præmisser. For nogle har det sidste gjort tv-kanalerne helt overflødige. Jeg har i mange år ikke modtaget "almindelige tv-signaler" derhjemme. Jeg klippede kablet i 2010 og tog således selv kontrollen over programoversigten. Jeg streamer underholdning og nyheder til min tv-skærm, når jeg har lyst. Men skulle jeg et øjeblik formaste mig til at tro, at tv - og dermed programoversigter - i den periode er blevet overflødige i samfundet, tager jeg ganske fejl. Det er blevet tydeligt de seneste uger, hvor en regulær tv-krig er brudt ud på det danske marked. Krigen er mellem kabeltv-udbyderen Yousee og tv-selskabet Discovery Networks, som står bag en række populære kanaler. Yousee vil fjerne Discoverys kanaler fra kabelpakkens faste indhold og lade dem overgå til at være tilvalg. Det passer ikke Discovery, og ingen af parterne vil give sig. Derfor mister Yousees omkring 1,2 millioner husstande fra nytår Discoverys kanaler i deres programpakker. Hvis altså ikke parterne når til enighed inden. Det var den udsigt, læseren syntes, vi skulle skrive noget mere om. Han er glad for fodbold, og det er der meget af på Kanal 5 og Canal 9. To kanaler, som forsvinder fra programpakkerne, hvis det ikke ender med en aftale. Det er et klassisk opgør mellem to parter, som begge mener, at den anden har mest brug for samarbejdet og derfor ikke vil give sig. I virkeligheden er det et udtryk for to virksomheder, der kæmper med at finde fremtidens form og indtægtskilde i takt med at flere overgår til streaming. Hvis det ikke ender med en fredserklæring inden nytår, kommer tv-krigen til at betyde markante ændringer på markedet. Yousee er den sidste store fællesnævner for danskerne - mange husker sikkert stadig nedbruddet hos tv-leverandøren nytårsaften i 2017, hvor 1,3 millioner husstande ikke kunne se Dronningens nytårstale. Den episode kan meget vel ende med at være det sidste kollektive minde om sort skærm.

Annonce
Leder For abonnenter

Politikerne må gerne skuffe nogle ind imellem

Kan et udtjent styrhus på 55 kvadratmeter passe ind som pølsevogn på havnen i Lemvig? Nej, mener politikerne i teknik- og miljøudvalget i Lemvig Kommune. De har vendt tommelfingeren nedad til en ansøgning fra en lokal mand, som ønskede at placere det næsten seks meter høje styrhus på havnen og indrette det som pølsevogn. Den beslutning blev mødt med kritik af mange læsere, da vi skrev om sagen forleden. På Facebook udtrykker flertallet af debattørerne undren og skuffelse over, at kommunen ikke er med på den idé. "Skidt for Lemvig, at man ikke tager imod den slags ideer - det ville være perfekt for Lemvig - men det er nok ikke smart nok", lyder en af omkring et halvt hundrede kommentarer til sagen. Og det er faktisk sagen i en nøddeskal. Det er ikke smart nok. Eller sagt på en anden måde; styrhuset passer på ingen måde ind i det miljø, man ønsker på havnen. Det kan man selvfølgelig ærgre sig over ud fra en romantisk forestilling om, at lidt anarki og spøjse indfald kun er klædeligt. Men i det konkrete tilfælde er det ikke så underligt, at politikerne afviser sagen. Der er de seneste år gjort meget for at gøre havneområdet i Lemvig attraktivt, og et skrummel af et styrhus, er ikke noget, man bare lige placerer. Det er derfor både fornuftigt og logisk, at politikerne vælger at skuffe ansøgeren - og de tilsyneladende mange, der ellers synes godt om idéen. Det er lokalpolitikernes lod at skuffe nogle engang i mellem. Naturligvis ikke for ofte, men deres opgave er at træffe beslutninger for det fælles bedste. Og netop byudvikling er et område, hvor politikerne skal tage det ansvar meget alvorligt. De beslutninger, de træffer nu, får indflydelse mange år frem i tiden. Derfor er det vigtigt ikke at ryste på hånden. Og her taler vi om meget mere end blot en pølsevogn. I kampen om både bosætning og turister er det vigtigt, at der er en rød tråd i beslutningerne. Ikke mindst på det attraktive havneområde. Også selv om beslutningerne måske koster lidt i afdelingen for lokalkolorit.

Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag

I sidste uge besøgte jeg Konservativ Ungdom i Aabenraa. En fredag aften sammen med unge om noget så gammeldags som en faneindvielse - endda på de unges initiativ. Det er både vigtigt og prisværdigt, at ungdommen står vagt om Dannebrogs betydning. Dannebrog er verdens ældste, eksisterende nationalflag. Historien om dengang det faldt ned fra Himlen i Estland for 800 år siden er lidt mærkelig. Det vender jeg tilbage til om lidt... Vi flager, når vi skal markere noget stort eller skabe en særlig stemning. Det være sig en fødselsdag, sejr eller mærkedag. Vi flager fra tage, busser og flagstænger - eller maler os rød-hvide i ansigtet, når vi hepper på landsholdet. Vi bruger flaget ved fødsel og død, og efter en begravelse sættes flaget fra halv til hel stang. Synligt, stumt og værdigt. Dannebrog kan opleves alle steder og i mange former. Af plastik, papir eller stof. På busser, kager eller som julepynt. Kun fantasien sætter grænser, for Dannebrogs betydning er hævet over flagets fysiske materiale og værdi. Det er selve symbolet på den danske folkesjæl. Derfor har andre flag en sekundær betydning for de fleste danskere. Mange bryder sig ikke om, at Dannebrog vajer side om side med andre landes eller sammenslutningers flag på dansk jord. Nogle vil gerne udfordre flagreglerne, mens andre mener, at for eksempel EU-flaget ikke bør behandles med samme agtelse som Dannebrog. Jeg synes, at EU-flaget sagtens kan vaje fra rådhuse og Christiansborg, hvis det sker velovervejet og med ærbødig respekt for, at Dannebrog er vores primære flag i Danmark. Jeg kan heller ikke hidse mig op over, at folk flager med andre flag i private haver. Jo, det sender et særligt budskab til omgivelserne, men det vil jeg hellere invitere til en samtale om, end jeg vil lade mig fornærme og kræve forbud. Dannebrog bliver ikke mindre værd, fordi det vajer ved siden af et andet flag - tværtimod. Vi ser i disse år en bekymrende nationalisme strømme ind over Europa. Den næres blandt andet af stærkt føderalistiske og union-elskende liberalister, som vil udviske nationale forskelle. I stedet for at lade samfundet polarisere af yderfløjene, bør vi respektere både kærligheden til vores fædreland og fællesskabet med vores naboer. De to ting udelukker ikke hinanden. Det giver mening at vise andres flag respekt, netop fordi mit eget flag er Dannebrog - et kærlighedens flag. For mig er historien om Dannebrogs nedfald fra Himlen (med stort H) forklaringen på dets betydning. Ligesom Biblen er fuld af historier, som ikke altid skal tages fuldstændigt bogstaveligt, foregik Dannebrogs “fødsel” nok heller ikke præcist som overleveret. Det siger vores sunde fornuft os. Men det er også lige meget. Pointen er, at Dannebrog ikke blev kreeret af en fancy design- eller systue på bestilling fra datidens magthavere. Dermed fik flaget sin guddommelighed indvævet - og det forklarer måske, hvorfor det har overlevet så mange år uden at miste betydning eller hænder. Dannebrog er hævet over enkeltpersoners initiativ eller magt. I stedet signalerer flaget kærlighed til fædrelandet, som vi hylder med sange på vores modersmål. Men kærlighedens budskab i Dannebrog handler om mere end landegrænser og sprog. Det handler især om næstekærlighed og det forpligtende fællesskab mellem os danskere. Et fællesskab, hvor vi har regler og traditioner for omgang med flaget, som var den en kærlig ven, vi ikke bare smider på jorden, brænder af eller overbelaster med brug i tide og utide. Forholdet til Dannebrog er et udtryk for den næstekærlighed, vi danskere føler dybt i vores sjæl og udtrykker i hverdagens gøremål og mærkedage. Tydeligt og roligt står vi i vores eget lys med vores fane i hånden eller tankerne. Men også fulde af rummelig anerkendelse over for naboens flag - om det så er i regnbuens farver eller blåt med guldstjerner på. Alle har ret til at have deres flag og symboler - og med hånden på vores eget Dannebrog bør vi værne om og respektere denne grundlæggende rettighed. For Dannebrog er kærlighedens flag.

Annonce
Leder For abonnenter

Moralske investeringer

Det er ganske fornuftigt, at politikerne i økonomiudvalget i Holstebro har valgt at sende et forslag om den fremtidige investeringspolitik til hjørnespark. Der er intet galt med at se på, om man forvalter skatteborgernes penge fornuftigt, og får det afkast, som man kan forvente. Men i oplægget til den nye investeringspolitik ønskede kommunen at forbyde investeringer i alkohol, voksenunderholdning (porno red.), alkohol, tobak, fossile brændstoffer og hasardspil. Det letteste i verden er at sadle en høj hvid hest, og ride ud i offentligheden og moralisere for skatteborgernes penge. Men det kan i den sammenhæng være værd at minde om, at Holstebros moderne historie delvist er skrevet med tobak fra Færchs fabrikker, og en af kommunens største arbejdspladser er stadig kasernen, der i disse tider får nyt materiel for millioner af kroner, der er med til at fastholde og udvikle regimentet. Vi er også alle medejere af Danske Spil via staten, og mon kommunen ville sige nej, hvis Carlsberg ville flytte sit hovedsæde til Holstebro? Det er fint, at kommunen har høje etiske og moralske standarder for sine investeringer, men der er ingen grund til at miste jordforbindelsen af den grund. Kommunen har allerede en investeringspolitik, der skal sikre, at investeringerne overholder FN’s anbefalinger om "Responsible Investment" - ansvarlige investeringer. Det handler om, at man ikke må investere i virksomheder, der lader hån om basale menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder med meget mere. Det må som udgangspunkt være fint. Kommunens opgave er at levere ydelser som skolegang, ældrepleje og meget andet. Det er ikke en kommunalpolitisk opgave at lege investeringspoliti. Når virksomheder driver deres aktiviteter lovligt, er det ikke kommunens ansvar at bedømme dem moralsk. Det risikerer at blive skruen uden ende, hvor politikerne giver sig selv så mange benspænd, at det bliver vanskeligt at forrente borgernes skattepenge på en bare nogenlunde tilfredsstillende måde.

Debat

Debat: Nairobi Summit - kvinder og pigers skal bestemme over egen krop

Nargis, en 16-årig pige fra Bangladesh, gik indtil for to år siden i skolegården og drømte om at læse jura. Hendes yndlingsfag var fysik. I dag lever Nargis sammen med sin 27-årige ægtemand og arbejder på den lokale fabrik for at spare penge sammen til hendes søns fremtidige uddannelse. I år er det 25-året for vedtagelsen af Kairo-handlingsplanen. Planen var skelsættende, da 179 lande gik sammen og satte retten til at bestemme over egen krop allerøverst på den internationale dagsorden. Placerede kvinder og pigers rettigheder i hjertet af bæredygtig udvikling. Danmark er i denne uge vært for Nairobi Summit sammen med Kenya og FN’s Befolkningsfond (UNFPA). Håbet er at få skabt fornyet dialog om kvinder og pigers rettigheder og danne nye alliancer på tværs af lande, organisationer og generationer. Som politikere har vi en vigtig rolle i at arbejde for netop det. Kairo-handlingsplanen har været selve rammen for arbejdet for kvinders og pigers rettigheder siden 1994 – og vi er på den ene side nået langt. Men på den anden side oplever vi lige nu markante konservative kræfter ude i verden, der trækker udviklingen den forkerte vej. Så kampen er langt fra forbi. Mødredødelighed er faldet med 40 procent omskæring af piger er faldet med mere end en tredjedel i de 24 værst ramte lande. Det er godt, men vi er langt fra i mål. For 232 millioner kvinder i udviklingslande har stadig ikke adgang til moderne prævention. 33.000 piger bliver hver dag giftet bort. Det er 12 millioner kvinder om året, der ikke selv bestemmer, hvem de vil giftes med. Hvem de vil have børn med. Hvordan de vil forme deres liv. Det er helt og aldeles uacceptabelt. Og udviklingen bekymrer os. Og kalder på, at vi som land fortsætter kampen og arbejdet. De seneste år har konservative kræfter nemlig sat et massivt pres på for at begrænse kvinder og pigers ret til at bestemme over deres egen krop. Særligt, når det kommer til at bestemme, hvornår de ønsker at danne en familie. Og hvor mange børn de ønsker at få. Det er dybt bekymrende, at for eksempel retten til abort er under angreb i lande, hvor abort har været mulig i mange år. For en ting er, at man ikke kan få abort, selvom man ønsker det. Men det har flere konsekvenser. Måske lever familien i forvejen under sultegrænsen. Måske bliver pigen smidt ud af skolen. For to år siden besluttede USA at trække støtten til internationale organisationer, der informerer om eller tilbyder kvinder abort. Som modreaktion gik Danmark sammen med andre ligesindede lande og skabte bevægelsen ”SheDecides”, der gik op mod USA’s beslutning. I dag gives stafetten som Danmarks SheDecides Champion videre fra en udviklingsminister til den næste. Vi er enige om, at stafetten altid skal holdes højt og være højt hævet over partifarve. Som tidligere og nuværende minister for udviklingssamarbejde har vi mødt alt for mange kvinder og piger, der på daglig basis har været udsat for seksuel og kønsbaseret vold. Er blevet omskåret. Eller blevet gift væk som børn. Vi har talt med dem og hørt deres historier. Hver og én har de ret til et godt liv og en tryg fremtid på lige fod med alle andre. Vi skal blive ved med at kæmpe for den ligestilling. Som 14-årig blev Aïssa fra Burkina Faso truet og voldtaget af hendes skolelærer efter en eksamen. Hun blev gravid. Hendes forældre aftalte med skolelærens forældre, at hun skulle bo hos dem, så de kunne forsøge hende. Hendes far ønsker nu ikke at se hende længere. I dag bor Aïssa igen hos sin mor sammen med hendes datter Fati. Danmark står i helt front, når det gælder kvinder og pigers lige rettigheder og muligheder, og det skal vi blive ved med. Vi bliver lyttet til og set som et af de mest progressive lande, når vi taler om kvinder og pigers ret til at bestemme over egen krop. Ligesindede lande ser til os, når vi forhandler i FN eller EU. Vi vil kæmpe sammen for kvinder og pigers rettigheder. Og vi vil fortsætte den kamp, indtil vi er helt i mål. Først den dag, hvor alle kvinder og piger bestemmer et hundrede procent over deres egen krop, deres eget liv og deres egen fremtid, kan vi tillade os at læne os tilbage.

Debat

Debat: Om at blande sig i debatten om integration og kultur

Jeg har ofte fornøjelsen af at tage i rundt i landet og holde foredrag. Jeg fortæller om min egen baggrund og om det arbejde, jeg har med etniske minoriteter. I sidste uge var jeg for eksempel i Vestjylland. Et af de spørgsmål jeg fik – og det er et spørgsmål jeg ofte får - var, hvordan det er er at være debattør med flygtningebaggrund og samtidig have stærke holdninger til flygtninge/indvandrerpolitik og en kritisk tilgang til æresbegreber i etniske miljøer? Jeg tror ikke altid, at jeg får svaret helt klart på spørgsmålet. Derfor vil jeg gerne forsøge på skrift. For, hvis jeg svarer lidt vagt, så skyldes det, at det faktisk har en pris at være politiker/debattør med mellemøstlig baggrund. Man skal være tykhudet for at blande sig i integrationsdebatten. Specielt hvis man gerne vil have en nuanceret tilgang til debatten. Det er ikke alle, der accepterer, at virkeligheden er i farver og nuancer. Der er én fløj – mange kalder dem for det yderste højre - som decideret har en angst for fremmede og problematiserer alt og alle med fremmed baggrund. De mennesker ser ”spøgelser”, de overfortolker og deres tilgang skaber kun splid i stedet for integration. I et nyligt eksempel postede en politiker et billede af en gruppe unge mænd med ikke-vestlig baggrund samlet ved et hus i sådan et typisk dansk parcelhuskvarter. Overskriften blev: ”Bandekonflikten breder sig til andre bydele”. Et faktatjek afslørede dog at, selvom billedet var rigtigt nok, så var der tale om et helt almindeligt polterabendselskab, som hentede den vordende brudgom i hjemmet. Ingen af de unge mænd på billedet havde nogensinde begået nogen form for kriminalitet. Jeg anfægter ikke, at der kan fortælles mange negative – men sande - historier om unge ikke-vestlige mænd. Men hvorfor så sprede usande historier? Den slags kan kun skyldes, at der er mennesker med angst for fremmede – og med et ønske om at sprede den frygt. Så er der en anden fløj som består af både etniske danskere og personer med udenlandsk herkomst. Jeg tror endda, der er flest etniske danskere i blandt. Den fløj mener, at alt er samfundets skyld. Det er ofte højt uddannede mennesker, som sagtens kunne integrere sig – ofte endda har gjort det – men som blot sætter en ære i at kritisere samfundet. Gode eksempler fra den debat så jeg, da vi diskuterede burkaer eller kønsopdelt svømning. I forbindelse med sidstnævnte læste jeg blandt andet følgende ”guldkorn”: "Langt de fleste sportssvømmehold er kønsopdelt i Danmark. Det er således helt normalt, at kvinder i Danmark går til kønsopdelt svømning. Vi skal vise dem respekt og give dem mulighed for at udfolde sig, som de selv ønsker det. Alt andet er i bedste fald ineffektivt, og i værste fald fører det til mere racisme" Det er jo absurd at sammenligne sportssvømmehold med den kønsopdeling af svømmehaller, som visse islamister ønsker. Og det er overhovedet ikke racistisk at påtale, at vi altså lever i et land, hvor det er et væsentligt princip, at kvinder og mænd er lige og derfor kan gå i svømmehallen sammen. Den tredje fløj er det, som jeg vil kalde ”baglandet” – det vil sige andre flygtninge/indvandrere, der – ligesom jeg og alle andre – egentlig blot vil prøve at skabe et godt liv for dem selv og deres børn. Den fløj er delt i dem, der faktisk er enige i mine holdninger, men som ikke tør stå frem. Fordi de oplever et stort socialt pres fra den gruppe, som ikke deler mine holdninger – som oplever integration som noget skræmmende og derfor ønsker at holde fast i gamle normer. Alle de tre grupperinger presser mig i forskellige sammenhænge. Nogle skriver negativt på sociale medier, andre sender deciderede trusler og nogle fravælger mig bare i mere private sammenhænge. Helt ærligt, så ville jeg da ønske, at der var mere opbakning blandt specielt danskere. Der burde være større vilje hos de tolerante danskere til at tage dialogen om, at visse medbragte traditioner er der ikke plads til i det danske samfund. Kvinders ligeberettigelse og frihed for eksempel. Hvorfor accepterer vi, at muslimske kvinder bliver holdt væk fra arbejdsmarkedet? Det er berøringsangst, og det er en bjørnetjeneste, som skaber polarisering, fordi den får flere danskere til at distance sig fra flygtninge og indvandrere og blive angste og få de her overdrevne forestillinger om, at den danske kultur er truet. Det er ikke "tolerance" at lukke øjnene for problemerne. Tolerance er at acceptere andre, men samtidig at turde opdrage dem til at følge de normer, der gælder i det danske samfund.

Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Debat

Debat: Skat på Facebook kan betale for digital ombudsmand

Ligesom andre private virksomheder er Facebook underlagt lovene i de lande, de opererer i. Det betyder, at de skal overholde de forskellige landes lovgivning. Det betyder også, at de selvfølgelig nyder den beskyttelse, der følger af lovgivningen, for eksempel retten til at drive virksomhed og retten til ikke at blive diskrimineret til fordel for indenlandske virksomheder og så videre. I Danmark og en del andre lande udmærker lovgivningen sig ved at være vedtaget demokratisk. Desuden skaber lovgivningen nogle fælles spilleregler for de forskellige aktører, til gavn for konkurrencen. Myndighederne må så sørge for, at lovgivningen efterleves. Pt. sker det ikke i forhold til Facebook. Anklagemyndigheden er først for nylig er begyndt at retsforfølge strafbare handlinger, der foregår på sociale medier og andre steder på nettet. Men Facebook inddrages aldrig. Sådan som jeg har forstået Umbrella-komplekset – de mange sager med ulovligt billedmateriale på nettet, herunder sex med mindreårige – var materialet tilgængeligt på Facebook i flere år. Efter straffeloven kunne Facebook være medansvarlig, men det er tilsyneladende ikke noget anklagemyndigheden har overvejet. Facebook ser heller ikke ud til at overholde GDPR, EU’s persondataforordning fra 2018. Her er ret skrappe krav til behandling af personoplysninger, og Facebook ser ikke ud til overholde dem. Det gælder især kravene til samtykke. Facebooks ”terms” er temmelig uoverskuelige, og den accept, man skal afgive for overhovedet at komme på, lever ikke op til lovgivningens krav. Man bør derfor overveje, om der er behov for ny lovgivning, således at demokratisk vedtagne regler kan håndhæves, også når det drejer sig om sociale medier som Facebook. Man kunne her forestille sig, at Facebook og andre sociale medier forpligtes til at slette strafbart indhold. Hvorvidt noget er strafbart, afgøres efter gældende lovgivning. For Danmarks vedkommende altså efter demokratisk vedtagne regler, der allerede har indregnet hensynet til ytringsfriheden. Dette vil selvfølgelig betyde, at det er lidt forskellige ting, der skal fjernes i forskellige lande. Lidt besværligt, ikke 100 procent effektivt, men klart ladsiggørligt. Og klart bedre end nu, hvor lovgivningen ikke følges, og vi er overladt til Facebooks noget skiftende og tilfældige standarder. Man kunne endvidere forestille sig en kort frist til fjernelse af ulovligt indhold. Fristen kunne tælle enten fra upload eller fra det tidspunkt, hvor det sociale medie bliver opmærksom på ulovligheden. Og det er muligt, at man skulle sondre mellem meget grove ulovligheder som fx at vise mord, grov vold, børneporno, halshugninger med videre, der skulle fjernes med det samme, og andre mindre grove ulovligheder som for eksempel trusler, injurier, nøgenbilleder, der blot skulle fjernes efter 12 timer. Hvem skulle så afgøre, om et billede på Facebook er ulovligt? Svaret må i første omgang være, at ligesom i alle andre tilfælde må vi selv overveje lovligheden af vores handlinger, ligesom andre naturligvis kan gøre os opmærksomme. Ved uklarhed eller uenighed har vi i en retsstat altid domstolene, men en retssag tager lang tid, og man kunne derfor forestille sig en Digital Ombudsmand, der på linje med for eksempel Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden hurtigt og kvalificeret kunne tage stilling til, om lovgivningen er overtrådt. Fordelene er ved en sådan ombudsmand er klare: Det kan gå hurtigt og i hvert fald hurtigere end ved en domstol. Vurderingen foretages af en uvildig instans og ikke bare af den ene part. Vurderingen foretages efter dansk, demokratisk vedtagen lovgivning regler og ikke efter Facebooks interne, uklare og vekslende standarder. Endelig kunne man forestille sig, at ordningen kunne finansieres ved en annonceskat på for eksempel en procent af annonceindtægterne genereret fra danske annoncører.

Debat

Debat: Donald Trumps første tre år i medgang og modgang

I dag er det præcis tre år siden, at Donald Trump vandt præsidentvalget med sit besnærende slogan "Make America Great Again". Det store spørgsmål er, om han kan vinde valget næste år og blive siddende fire år mere? Umiddelbart tegner udsigterne ikke lovende: Valgskampen er i fuld gang, men allerede næste uge starter den offentlige TV-transmitterede kongreshøring i Repræsentanternes Hus om en mulig rigsretssag mod Trump i forbindelse med et telefonopkald til Ukraines præsident Zelenskyj om undersøgelse af Joe Bidens søn Hunter. Trump afviser naturligvis alle anklager om at have afpresset Ukraines præsident. Og denne afvisning har Trump tilsyneladende fået uventet medhold i efter, at Zelenskyj onsdag klart har tilkendegivet, at han ikke selv har følt sig presset på nogen måde af Trump. Det har fået den magtfulde republikanske senator Lindsay Graham til straks at kræve rigsretssagen afblæst. Til CNN og andre medier har han betegnet sagen som en stor gang "B.S." (bullshit). Men først en kort status over, hvad Trump rent faktisk har opnået af konkrete resultater de seneste tre år: Her springer det straks i øjnene, at det fra alle sider anerkendes, at præsidenten ihærdigt og konsekvent forsøger at indfri de valgløfter, han har afgivet under valgkampen, hvilket faktisk må siges være en sjældenhed i politik. Her er blot nogle få af de vigtigske resultater og initiativer indtil dato: - Skattereformen vedtaget 2017 er en succes og den første gennemgribende af slagsen i over 30 år. - Det mexikanske grænsehegn - som var valgkampens hovedtema 2016 - gør faktisk betydelige fremskridt. Ifølge Washington Post i denne uge er der i dag færdiggjort 125 kilometer i form af 10 meter høje stålpalisader. Yderligere godt 250 kilometer er under konstruktion, og de sidste 450 kilometer befinder sig i projekteringsfasen. Det amerikanske told- og grænsevæsen (CBP) oplyser, at de planlagte i alt godt 800 kilometer hegn ventes at være på plads i løbet af det næste års tid (og dermed meget bekvemt inden præsidentvalget). - Handelsaftalen med Kina synes nu snart indenfor rækkevidde og har sat gang i optimisme og fremgang på de globale aktiemarkederne. - Natobyrdefordeling: Trump har tilsyneladende skabt bred forståelse for at alle medlemslande - inklusive Danmark - skal bringe deres årlige forsvarsudgifter op på to procent af BNP. - Opgradering af den sikkerhedspolitiske strategi i Arktis: Herunder initiativer til en ny og mere aktiv Grønlandspolitik med åbning af konsulat og tilbud om at købe Grønland ud af Rigsfælleskabet. Da Donald Trump således allerede har indfriet adskillige af sine valgløfter og arbejder konsekvent og standhaftigt videre på udestående, er hans popularitet øget betydeligt hos egne vælgere. Derimod er det modsatte tilfældet hos Demokraterne og i flere navnlig vesteuropæiske lande, hvor Trump næsten lige fra dag ét er blevet mødt med betydelig skepsis og kritik: Men dansk erhvervsliv ser ganske anderledes nuanceret og positivt på Donald Trump. Det er tilsyneladende her stadig den almindelige vurdering, at Trump fører en fornuftig borgerlig vækst- og sikkerhedspolitik. Og gennemgående er der tilfredshed at spore over opsvinget i USA i løbet af Trumps tre år ved magten. Væksten i BNP har ligget stabilt på knap tre procent i 2018 og ventes i år at nå op på samme eller lidt højere niveau. Som følge heraf forudses beskæftigelsen at øges og arbejdsløsheden at holde sig godt under de fire procent - den lavest registrerede ledighed i over 50 år. Og disse robuste nøgletal har bragt det amerikanske aktiemarked op på nye rekordniveauer med Nasdaq fremgang på knap 28 procent og Dow Jones ditto på 18 procent siden årsskiftet. Denne optimisme har heldigvis bredt sig til de europæiske og asiatiske markeder i takt med de stigende forventninger til en snarlig handelsaftale med Kina. Den positive udvikling i USAs økonomi og aktiemarkeder er nok den bedste indikator på erhvervslivets tilfredshed med Trumps indsats til dato. Og udsigterne på kortere sigt er også lovende med stabil dollarkurs, ligesom Federal Reserve for nylig atter har sænket renterne en anelse.. Alt i alt handler det dybest set måske i virkeligheden mere om præsident Trumps stil, som er alt for direkte og kontant for mange af de traditionelle "old school" politikere i USA og Europa. Der er flere spekulationer i gang om Trump nu også holder alle fire år i sin første embedsperiode: Eller om han når at blive tvangsafsat i en forestående rigsretssag på grund af Ukraine skandalen. Hertil kommer eventuelle skattesager og beskyldninger om andre lyssky transaktioner Men hans egne tilhængere er naturligvis ikke i tvivl om, at Trump står til genvalg om præcis et år. Hvorom alting er bliver det nok en presset Trump, verden kommer til at opleve, når han om en måned står i spidsen for de 29 stats- og regeringschefer på Nato-topmødet i London. Her fejres 70 års jubilæet for Natos grundlæggelse i 1949. Og her skal Trump for første gang mødes med Danmarks statsminister. Ja - hvem ved - måske får Mette Frederiksen ligefrem lejlighed til en lille korridorsnak med Trump om Grønland og det aflyste statsbesøg i september?

Læserbrev

Besynderlig beslutning: 115 flere betjente og kortere ventetid

Debat: Vi kender alle en stribe eksempler på, at politiet ikke har ressourcer til at følge op på begået kriminalitet. Til glæde for forbrydere og banditter her til lands. Der er kort sagt hårdt brug for flere operative politifolk hurtigst muligt. På denne baggrund er det ufatteligt, at S-regeringen har stoppet den overførsel af færdselsrelaterede opgaver fra politiet til Færdselsstyrelsen, som den tidligere regering besluttede i foråret. Herunder administration af kørekort og særtransporter samt gennemførelse af køreprøver med motorsagkyndige. Alt sammen på anbefaling fra en samlet transportbranche, herunder 3F og vognmændenes organisationer. Den besluttede aflastning af politiet vil frigøre 115 politibetjente til egentlige politiopgaver. Desuden får vi en mere koordineret og effektiv administration på området, ligesom de varierende og ofte meget lange ventetider på kørekort og køreprøver kommer ned på et ensartet acceptabelt niveau i hele landet. Kort sagt en win-win-win situation, som S-regeringen har aflyst med en tyndbenet forklaring om, at der ikke er råd til et nyt IT-system i Færdselsstyrelsen. Rent vås og vildledning, idet statens udgifter vedrørende disse opgaver skal finansieres at et fuldt omkostningsdækkende gebyr - og ikke af skatteyderne. Jeg ser meget frem til at få en forklaring fra justitsministeren på et samråd i Rets- og Transportudvalget den 12. november. Det bliver ikke en nem opgave at forklare borgerne, at regeringen ikke griber denne oplagte mulighed for hurtigt at frigøre flere betjente til efterforskning, mere nærpoliti, mere færdselspoliti og andre operative opgaver. Heldigvis tegner der sig et politisk flertal, der vil pålægge regeringen af gennemføre denne nødvendige og fornuftige aflastning af politiet samtidig med at vigtige borgernære opgaver omkring kørekort, køreprøver og særtransporter løses mere effektivt og ensartet hos den myndighed, hvor de hører naturligt hjemme.

Debat

Debat: Kulturbesparelser skader de lokale kulturtilbud

Kultur: Regeringen har besluttet at fjerne omprioriteringsbidraget på de kunstneriske uddannelser. Det er positivt, for det vil understøtte, at fremtidens kulturformidlere, musikere, forskere, konservatorer og kunstnere kan berige samfundet. Men hele kulturområdet skal med. De seneste års besparelser har sat deres tydelige præg på danske museer og andre kulturinstitutioner i hele landet. Museumsområdet skal spare for femte år i træk, og har nu afleveret over 60 millioner kroner i omprioriteringsbidrag. Og ifølge finanslovsforslaget skal museerne forsat spare 15 millioner årligt. Det er småpenge set i finanslovssammenhæng, men det har enorm betydning. For natur – og kulturarven er vores fælles ståsted og det bindemiddel, der holder vores samfund sammen på tværs af landsdele og indkomster. Det er en værdi, der er svær at gøre op i kroner og øre og er samtidig en forudsætning for, at vi som samfund klarer os godt igennem de store forandringer, der sker omkring os. Når man sparer, så er der noget, man ikke får. Det siger sig selv. Og selvfølgelig har museerne kunne effektivisere et par år, ligesom alle andre områder og virksomheder i samfundet. Men nu har besparelserne fundet sted i en årrække, hvilket betyder, at det er kulturinstitutionernes kerneopgaver, der bliver ramt. Kerneopgaverne er rygraden. Der er behov for at værne om de lange seje træk, som museer leverer til danskerne både nationalt og lokalt gennem forskning og vidensudvikling af vores kulturarv. Bag succesfulde udstillinger og nye erkendelser om kunst, kultur- og naturarv ligger der et utrætteligt og mangeårigt grundarbejde med indsamling, bevaring og forskning på museerne. Samtidig er det vigtigt, at museerne i hele landet kan vedblive at fungere som lokale og fællesskabsskabende institutioner, hvor vi kan mødes på tværs af alder, indkomst og politisk ståsted. For det er en enorm succeshistorie, at hver tredje dansker inden for tre måneder har været på et museum og derved har fået inspiration og et stærkere kendskab til vores kulturarv. Vi skal ikke underkende, at det ofte er de lokale kulturtilbud, som giver liv, og som kan få flere til at bosætte sig også udenfor de store byer. En forsat svækkelse af museerne vil være katastrofal, fordi det undergraver, at museerne kan levere ny viden og nyskabende udstillinger og andre indsigter i årene fremover. Hvis vi ikke sikrer, at museerne har rammerne, så er der en udtalt risiko for, at museerne ikke kan levere ny viden for de besøgende. En lang række partier på tværs af Folketinget har heldigvis talt for at fjerne omprioriteringsbidraget helt på denne finanslov. Vi håber, at de kommer i mål, og at kultur anerkendes som en naturlig del af velfærdssamfundet på linje med uddannelse, sundhed og infrastruktur. Tilsammen udgør de afgørende dele i velfærden som kan fremme, at borgerne kan opnå det gode liv.

Debat

Debat: Vores sundhedsvæsen skal multitaske

For nylig læste jeg en artikel om et nyt supermarked i London. Butikken var indrettet af sundhedseksperter, der via såkaldt nudging ville få kunderne til putte de sunde varer i kurven og lade de usunde blive på hylderne. De søder sager var fjernet fra området ved kasserne og erstattet af frugt og vand, og kostrådene var hængt op forskellige steder i butikken. Sådan er det ikke helt herhjemme, men det kan være, det kommer. Eksemplet fra London viser nemlig meget godt, at både myndigheder og erhvervsliv kan tage yderligere i skridt i retning af bedre forebyggelse, så de sunde valg bliver de nemme valg. Det er der i den grad brug for. Pilen peger desværre lige nu i den forkerte retning, hvad angår danskernes sundhed. Antallet af mennesker, der lever med flere kroniske sygdomme på samme tid, stiger år for år. 4 ud af 10 danskere er det, vi betegner som mennesker med multisygdom. Det hører heldigvis med til historien, at mange mennesker med multisygdom er velbehandlede og lever gode liv trods flere kroniske sygdomme. En ny kortlægning fra regionerne viser imidlertid, at der er en gruppe på cirka 240.000 borgere, hvis liv er præget af komplekse sygdomsbilleder og mange henvendelser til hospitalerne. Det er mennesker, hvor for eksempel hjertekarsygdomme eller lungesygdommen KOL desværre har følgeskab af diabetes, slidgigt, hovedpine eller psykisk sygdom. I gennemsnit har hver borger i den gruppe cirka fem kroniske sygdomme. Det er sygdomsforløb, som tærer på livskvaliteten, og som direkte forkorter antallet af leveår. Det skal vi gøre noget ved. En helt ny analyse udarbejdet for Danske Regioner af Statens Institut for Folkesundhed slår ned på en ny og afgørende risiko for at udvikle flere kroniske sygdomme: Overvægt. Personer, der er svært overvægtige, har over tre gange højere risiko for at udvikle både flere somatiske og psykiske sygdomme. Det er ny viden, som kalder på handling – særligt i lyset af at regionernes sundhedsprofiler viser, at hver sjette dansker er svært overvægtig, samt at gruppen af både moderat og svært overvægtige er steget fra 46,8 procent i 2010 til 51 procent i 2017. Der er mange håndtag, der skal skrues på, når vi taler forebyggelse af multisygdom. Den bedste indsats begynder tidligt i livet og går på tværs af flere velfærdsområder, erhvervsliv, frivilligsektoren og alle politiske niveauer. I regionerne har vi senest foreslået højere priser på cigaretter og alkohol, for vi ved, at sådanne tiltag virker. Vi har brug for Folketingets opbakning og prioritering af forebyggelsesområdet for at nå skridtet videre. Som noget nyt foreslår vi i regionerne, at der på Christiansborg vedtages en decideret folkesundhedslov. Det vil betyde, at sundhed og forebyggelse tænkes med, når vi udvikler politikker for områder som natur- og byplanlægning, fødevarer, kultur, arbejdsmarked, miljø, daginstitutions- og skoleområdet og socialområdet. Lige som der på klimaområdet arbejdes med en grøn bundlinje, skal vi på forebyggelsesområdet arbejde med en sund bundlinje. Vi kommer heller ikke uden om at se nærmere på indretningen af vores sundhedsvæsen. Hvis vi skal blive bedre til at hjælpe mennesker med flere kroniske sygdomme, skal vi indrette os, så patienterne oplever mere helhedsorienterede forløb. På mange hospitaler i alle regioner er vi allerede i gang med forskellige former for sammedags-løsninger. Det handler om ambulatorier, som er målrettet patienter med flere kroniske syg­domme, men som samler patientens behandling ét sted. Det sker for eksempel i Svendborg, Silkeborg, Roskilde og Holbæk. Her kan patienter med sygdomme som KOL, hjertesygdomme og diabetes blive undersøgt af de relevante speciallæger på samme sted og på samme dag. På den måde sikrer vi både hurtigere udredning og undgår, at kun én sygdom bliver behandlet, imens en anden sygdom måske overses eller at vigtige helbredsoplysninger ikke når frem til de rigtige personer. Vi er dermed godt i gang med en videreudvikling af vores sundhedsvæsen, og vi samler hele tiden erfaringer om, hvad der virker bedst. På den måde bliver vi bedre til at møde de behov, som patienter med multisygdom har. Som eksemplet med supermarkedet i London viser, så kan indsatsen for at fremme sundhed antage mange former. En ting er udviklingen af sundhedsvæsenet, en anden er det brede samarbejde om forebyggelse, der gør de sunde valg nemmere. Det er to centrale steder, vi skal tage fat, og det er bare med at komme i gang.

Debat

Debat: Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Dilemmaet ved at blive gammel

Nogle gange er det rarest at se sig selv i spejlet uden briller på. Der er en vis mildhed over det uklare billede, som toner frem igennem duggen fra brusebadets varme vand. Men når så brillerne er pudset, og den fugtige luft lukket ud af vinduet, så er det, at det er svært at undgå sandhedens øjeblik. Med mindre, man skynder sig ud til morgenkaffen og konens overbærende blik. Og det er nok, hvad mange af os gør. Skynder os ud til morgenkaffen i stedet for at se efter nye rynker og grå hår. Men så er det, at der af og til kommer et wake-up call. Som forleden, da jeg modtog en indbydelse til at deltage i et seniorakademi på Rude Strand Seniorhøjskole. For seniorer over 60 år stod der i brevet, og det skulle handle om klima og bæredygtighed. Som en 59-årig klimaengageret, næsten ældre herre følte jeg mig ramt og kaldet til møde med de andre gamle. Og det blev en skøn dag. For der er masser af liv, selv om man er over 60 og eventuelt føler sig skubbet ud af arbejdsmarkedet. På stolene i foredragssalen sad den ene efter den anden med lange arbejdslivserfaringer inden for stort set alle fagområder. Men de fleste var på pension, og det var tydeligvis ikke altid så let at få erfaringen omsat i et stille seniorliv. Og derfor viste det sig i kaffepausernes samtaler, at mange af mine ældre meddeltagere for at bekæmpe den truende kedsomhed valgte at rejse en hel del. Ja faktisk så det ud til, at vi ældre dernede til klimamødet var ganske godt med, når det gjaldt om at sætte CO2-aftryk i himlen. Og med det scenarie klimaprofessor Katherine Richardson tegnede for os med truende klimatiske trippelpunkter, var det jo ikke så godt. For var det ikke klart inden, så stod det helt klart efter dagens fremragende række af foredrag, at den er helt gal fat med fremtidens vejr. Og at det er med vores generation og vores forbrug, at kloden er skubbet på vej ud over en klimakant. Dybe sukke og måske et par tanker til alle de store biler, der havde bragt os til højskolen. For hvad skal man gøre, når der er pensionsopsparing, friværdi, billige flybilletter og et samfund, der signalerer, at man har overskredet den normale brugbarhedsalder på arbejdsmarkedet? Det er et dilemma at blive gammel. Stå med et livs erfaring og så opleve, at der ikke længere er bud. At man ikke længere har plads i samfundets indbyggede nytteværdi-skabende bæredygtighed. Samfundet bæres i effektivitetens navn af de yngre generationer. Ældre skal trække sig tilbage og nyde. Og skal de yde, ja da er det helst som aktive i en genbrugsbutik eller som barnepassende bedsteforældre. Som jeg sad dernede omgivet af sprudlende gamle med masser af ideer og mod på livet, gik det op for mig, at bæredygtighed ikke kun handler om forbrug. Bæredygtighed har først og fremmest at gøre med et blik på livet, hvor alt i naturen og alle mennesker tilskrives en værdi i sig selv som del af livets kredsløb. På konferencen talte den gamle anti-vækst-nestor, dr. teol. Ole Jensen om poesiens nødvendighed for at skabe bæredygtighed og mening. Med det pegede han på, at det først er, når man ser på livet som mere og andet end noget, der skal overstås, at livet åbner sine muligheder for skønhed, glæde, virkelyst og kærlighed. Bæredygtighed bliver ofte reduceret til noget med CO2 og genbrug. Men bæredygtighed er at have del i livets kredsløb på en måde, så man bidrager og bruger i et omfang, som er med til at opretholde en livsduelig balance. Og samtidig er i stand til at fastholde et poetisk blik på det levende underværk, man for en tid er en del af. Dér i salen på Rude Strand Seniorhøjskole, da jeg lyttede til kloge ord og så på powerpoints, kom jeg til at overveje, om det var muligt at lave en ny kultur omkring det at blive gammel. En samfundsmæssig bæredygtig ældrekultur. Hvor vi gamle afstod fra at flyve væk fra kedsomheden og i stedet overdrog kloden noget af den sparede CO2 og overlod en anden del til vores børnebørn via en CO2-’bank’. Derved kunne alvorligt klimabevidste unge med relativ god samvittighed rejse ud på en dannelsesrejse og se verden. For de vidste, at de rejste på den ældre generations afståede CO2-forbrug. Tænk, hvis vi gamle viste ansvar og fravalgte vores høje klimaaftryk og til gengæld kunne tilvælge meningsfyldte fællesskaber. De meningsfyldte fællesskaber kunne for eksempel opstå, hvis yngre mennesker lagde deres mobiltelefoner til side og i stedet gav opmærksomhed og tid ind i samtalen med vi ældre, der havde valgt at blive hjemme og nu havde brug for menneskelig opmærksomhed. Det ville være bæredygtigt i mere end en forstand. Eller hvis alle de iderige unge fandt sammen med erfarne ældre og på værksteder eller i tænketanke fremtryllede modeller og opfindelser, som kunne pege ind imod en mere bæredygtig fremtid. Hvilken kreativ mulighed og hvilket jublende poetisk rum, der kunne komme ud af det. Tænk, hvis vi opdagede det skønne i at lave praktisk havearbejde sammen på tværs af generationerne for efter anstrengelserne med jorden at kunne drikke kaffe og spise en kage sammen. Ja, faktisk sad jeg dér på bagerste række som nybagt senior på Rude Strand og blev helt optimistisk på fremtiden. Hvis bare vi får mod til på tværs af generationerne at tage klarhedens briller på og så betragte os selv i spejlet med det meningsfyldte og alvorlige spørgsmål: ´Hvordan kan jeg bidrage til et bæredygtigt liv? Ikke alene, men sammen med andre´.

Debat

Debat: Døden og hvad den gør ved os

Allehelgen er blevet en gedigen succes for folkekirken. Én ting er, at begravelser og bisættelser suverænt er dén kirkelige ydelse, som bringer flest mennesker i kontakt med folkekirken, og hvor tilfredsheden er størst. Noget andet er, at allehelgen åbenbart som gudstjenestetilbud rammer et hos langt de fleste mennesker udbredt og stærkt behov for at adressere og sætte forløsende ord og ritualer ind i sorgen og savnet også efter begravelsen eller bisættelsen. Derved røbes en dyb hemmelighed om det at være menneske – på godt og ondt: Det er ved tabet af den elskede og ved påmindelsen om vores egen død, at vi for alvor rækker ud efter en mening med vores liv, eksistens og tid. Meningen er nemlig svær, hvis ikke helt umulig, at præstere selv midt i fortvivlelsen og sorgen. Døden, tabet og sorgen aktualiserer med andre ord spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet er her – og hvad meningen kan være med at miste, når nu livet er en gave, som langt de fleste af os hænger ved og ønsker at holde fast i? Sammen med dem, vi elsker og holder af. Omvendt er det således også ved tabet, sorgen og påmindelsen om døden, at vi får indstillet sigtekornet på det, der betyder mest for os, men som i den almindelige, dagligdags trummerum går temmelig upåagtet hen over os og blot bliver taget for givet. I tilbageblikket på sin afdøde slægtnings og gode vens liv tæller vi i sorgen lutter lyse minder, mens de mørke – ikke forsvinder, men ikke vejer til; ikke som andet end baggrund for de lyse minder, der således lyser så meget desto stærkere op. Kærlighedens fintunede overbærenhed og tilgivelse farver hele den afdødes liv i de lyse farver. Men i akkurat sorgen fremstår dét lys som bemærkelsesværdigt smerte- og modsætningsfuldt, fordi det lader meningsfuldhed danne tæt parløb med en truende meningsløshed, der truer med at trække os med ned et dybt fald. Der findes vel næppe et sted, hvor vi er så tolerante over for både vores afdøde familiemedlemmer og dem, vi samles med, end i netop sorgen. I sorgen hyller vi det uperfekte menneske, som vi tankevækkende nok mest omfatter med en blanding af irritation og vrede, når vi møder dem i den skemalagte dagligdag og den rutineprægede job- og karriere-planlægning. Ved synet af hinandens sorg er vi ufatteligt kloge på livet. Og den forskellighed, vi ellers dyrker som noget nær en religion, bliver enten nivelleret eller helt udvisket, fordi vi i mødet med døden og tabet står nogenlunde nøgne over for et fællesmenneskeligt faktum, som ingen af os kan unddrage os eller gøre noget ved. Vi indhentes før eller siden. - Helst siden! Som præst og sjælesørger bliver jeg rent ud sagt brandvarm om hjertet, når jeg ved talrige dødsfald, såvel pludselige som længe ventede, oplever, i hvor høj grad vores indbyrdes medmenneskelighed og omsorg er så intakt, at vi uden videre tager hånd om hinanden, når døden går på rov og udleverer os kræfter, vi ikke selv kan magte, men hvor vi for alvor er henvist til hinanden. Da min familie og jeg i 1989 mistede en bror og søn i en trafikulykke, ramte det os som et lyn, og vi stod målløse og måbende tilbage og stirrede med vantro, fortvivlelse og i larmende tavshed på hinanden. Venner, familie, kolleger og naboer skyndte sig hen til os – for de flestes vedkommende uden at sige en hel masse, men blot for at give et knus og forsikre os om deres sympati og deltagelse. Som én af dem sagde, da hun bankede på døren og kom ind i foyeren: »Jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal sige, men kan jeg ikke bare hjælpe jer med noget nu, hvor I ikke selv véd, hvad I skal gøre?” - Huset var fyldt med gæster, hun gav mine forældre et knus og gik ud i køkkenet og begyndte at rydde op. Sorgen, tabet og savnet kalder menneskeligheden frem i os, og vi ser ikke på stand, rang, job eller andre udvendige forhold, hvormed vi ellers plejer at inddele hinanden og navigerer selvbevidst i tryg forvisning om, at vi ikke behøver komme ind på livet af hinanden og blive forsinket i vores private livsprojekter. Døden gør ingen forskel. Det fortæller ret meget om livet – ikke mindst om livet med hinanden i ligeværd, respekt og kærlighed.

Debat

Debat: Om sandhed og certificerede løgnere uden samvittighed

”Du har en sort streg i panden”. Når de ord kom fra min mors mund, var jeg ikke i tvivl. Hun havde grebet mig i en løgn og ramte dermed direkte ned i min dårlige samvittighed. Jeg har tit stået foran spejlet og forgæves søgt efter den ”sorte streg”. Og lad mig indrømme det: Jeg har aldrig fået øje på den, men det virkede, for løjet havde jeg. Min mor løj uden at få en sort streg i panden. Hun gjorde det i et hæderligt forsøg på at lære mig, at vi alle er afhængige af, at et ord er et ord, og at der er sandhed i det sagte. Man skal være ærlige, som børn, som voksne, som forældre, som lærer, som minister og præsident. Hun gjorde det for at vise mig, at uanset løgnens synlighed eller ej, så findes der noget, der hedder samvittighed. Hun har jo ret, men sådan er den aktuelle virkeligheden bare ikke. Donald Trump og Boris Johnsson forenes som certificerede løgnere, der, uden blusel eller samvittighed, vælter sig i usandheder Men vi behøver ikke at tage turen over Nordsøen og Atlanten for at erkende dette. I vores egen andedam, i vores eget Folketing sker det også - ingen nævnt ingen glemt - at der uden konsekvenser fremsættes løgne, blot man ikke har et flertal imod sig. Resultatet af en sådan adfærd er givet eller er den? Den burde skabe politikerlede og reducere respekten for anstændigheden og demokratiet, men desværre er dette oftest afhængig af, om den fremmer vores egne interesser, så ser vi stort på, om der ”ryger en finke af panden” eller ”fejes noget ind under gulvtæppet”! Kendsgerningerne er desværre, at løgnen - og det gælder overalt - optræder lige så ofte som sandheden. Vi er blevet immune overfor løgnen, og det gør, at en verden hvor alle taler sandt formentlig ikke ville være særlig behagelig at leve i. Det undersøgte en tysk journalist og forfatter Jürgen Schmieder. I bogen ”Du sollst nicht Lügen” prøvede han konsekvent at sige sandheden i alle relationer. Han overlevede 40 dage, men kun med møje og besvær. Hustruen trak en truende skilsmisse tilbage, han mistede tre venner og to tænder, fik mange blå mærker og trykkede ribben og var i konstant skænderier og stridigheder med kolleger og resterende venner. Han måtte erkende, at løgnen er så bredt accepteret, at det kunne han og sandheden ikke ændre på. Så langt ude er vi kommet i forhold til sandheden, som Johannes Møllehave har udtrykt det, at hvis vi gensidigt vidste hvad vi gik og sagde om hinanden, fandtes der nok ikke to venner på denne jord. Trist for i de nære forhold kan løgnen ikke alene være en grim forskrækkelse; men også sort og destruktiv. Det vidste digterpræsten Kaj Munk også. Han blev engang spurgt, om man altid skulle sige sandheden? Og resigneret svarede han: ”Ja, medmindre man har noget bedre at sige”. Er alt håb ude. Vel næppe vi kunne, i det nære starte med respektfuld ærlighed over for hinanden, og i det fjerne, stadig have et spinkelt håb om, at der eksisterer en rest af anstændighed, der gør, at vi er i stand til, og vil se ”den sorte streg i panden” og ikke er bedøvende ligeglade med spin, magtspil og løgn!

Debat

Debat: Vi kan sikre innovation med højtuddannede fra Brexit-land

Debatten om udenlandsk arbejdskraft har de seneste år haft et helt skævt fokus på at hente ufaglært og faglært arbejdskraft fra blandt andet Fjernøsten til Danmark. De reelle rekrutteringsudfordringer i Danmark ligger imidlertid et helt andet sted. Det handler først og fremmest om højtuddannede specialister, som alle store danske virksomheder i dag tørster efter. Life science-branchen, som består af virksomheder inden for det farmaceutiske og bioteknologiske område, er en af de hurtigst voksende brancher herhjemme med en fordobling af eksporten på 10 år fra 54 milliarder kroner i 2008 til 108 milliarder i 2017. Branchen er dybt afhængig af højtuddannede specialister, som har afgørende betydning for branchens fortsatte positive udvikling. Vi mener, at den positive udvikling skal fastholdes for at skabe vækst og udvikling i Danmark i årene fremover. Derfor opfordrer vi regeringen til at sætte mere skub i ambitionerne om at tiltrække den højtuddannede udenlandske arbejdskraft, som virksomhederne har så hårdt brug for. Det er et fælles ansvar at gøre Danmark attraktiv, så virksomheder, fagforeninger og erhvervsorganisationer skal naturligvis også bidrage til indsatsen. Danmark lever af innovation og udvikling. En forudsætning for, at vi kan fortsætte den vej er, at virksomhederne på en u-bureaukratisk måde kan tiltrække højtuddannede specialister på de ordninger, som vi allerede kender, for eksempel positivlisten. Så det ville være noget så befriende, hvis man i stedet for hele tiden at diskutere nedsættelse af beløbsgrænsen med henblik på at udvide arbejdsudbuddet på områder, hvor der fortsat er ledige i Danmark, i stedet fokuserede mere på, hvordan vi kan gøre noget særligt for at tiltrække udenlandske specialister. Vi anerkender, at konsekvenserne af Brexit – hvornår det så måtte komme – i første omgang kan få negativ indflydelse på det danske arbejdsmarked, og at regeringen derfor pt. prioriterer indsatsen for at bevare danske arbejdspladser højt. Men den indsats bør ikke udelukke en samtidig mere målrettet rekrutteringsindsats i Storbritannien, når det gælder højtuddannede specialister. Tværtimod. For det vil i sig selv være at beskytte danske arbejdspladser, hvis vi kan tiltrække og fastholde specialister. Der arbejder i dag omkring to millioner udlændinge i Storbritannien, hvoraf en stor del er højtuddannede specialister, som alle lande og globale virksomheder gerne vil have fingre i. Brexit, eller udsigten til Brexit, kan tvinge nogle af disse kloge hoveder til at søge nye græsgange uden for Storbritannien, og her skal og bør Danmark være et tiltrækkende alternativ. Vi skal være på nethinden hos de udenlandske specialister i Storbritannien med gode tilbud om spændende jobopgaver og en attraktiv samfundsmodel, der giver udenlandske eksperter fantastiske rammevilkår for et udviklende arbejde og et godt familieliv. Her er en oplagt mulighed for virksomhederne og staten at gøre en fælles indsats til glæde for hele Danmark. De udenlandske specialister er en entydig fordel for Danmark, fordi de kan være med til at skabe vækst i virksomhederne uden at fortrænge danske farmaceuter, humanbiologer, kemikere eller andre life-science akademikere, som er en udbredt mangelvare i dag. Væksten kommer ikke kun virksomhederne til gode i form af højere produktivitet, omsætning og bundlinje. Væksten skaber også nye arbejdspladser for ufaglært og faglært arbejdskraft, da analyser viser, at hver højtuddannet ansættelse i erhvervslivet skaber fem arbejdspladser i produktionen. Samtidig kan væksten bruges til at opkvalificere den ufaglærte og faglærte arbejdskraft herhjemme, så de bedre kan matche de krav, der stilles til fremtidens produktion af for eksempel de udenlandske specialister. Både i 3F og Pharmadanmark ser vi positivt på en øget, proaktiv rekrutteringsindsats i udlandet, når det gælder højtuddannet specialister. Og vi bidrager gerne med gode forslag til, hvordan processen kan gøres mindre bureaukratisk og mere smidig for de udlændinge, der lige nu sidder i London og spejder efter nye udfordringer i Europa.

Debat

Debat: Vi skal ikke kun lytte til de unge – vi skal inddrage dem!

”Hvis I vælger at svigte os, vil vi aldrig tilgive jer. Vi vil ikke lade jer slippe afsted med det her. Verden er ved at vågne, og der kommer til at ske forandringer, om I vil det eller ej!” Ordene er selvfølgelig fra Greta Thunbergs tale til FN’s klimatopmøde i New York i september. Den 15-årige svenske klimaaktivist er blevet et billede på ungdommen i Norden. En ungdom som er blevet verdensborgere i en globaliseret verden – med inspirerende fællesnordiske værdier. Og står det til mig, så skal de unge engageres meget mere i arbejdet med det nordiske fællesskab. Det gør vi især ved at arbejde med de mange forskellige emner der optager dem. Denne uge deltager jeg i Nordisk Råds session. I år med klimaet som det helt centrale tema. Vi vil have sat ambitionsniveauet op i det nordiske samarbejde ikke mindst når det gælder arbejdet med klima og bæredygtighed. De nordiske statsministre har vedtaget en ny vision med fokus på et grønt, konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt Norden. Danmark, Grønland og Færøerne overtager formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2020 og vi vil sikre, at der bliver sat konkret handling bag ordene. Vores formandskabsprogram blev lanceret af statsministeren i går. Det rummer mange indsatsområder bl.a. vedrørende krydstogtskibe, hvor vi skal have begrænset forureningen, og digitalisering som kan gøre det lettere for borgere og virksomheder at arbejde hen over grænserne. Mange spørger sig nok, hvad kommer der egentlig ud af det nordiske samarbejde? Meget vil jeg sige. Tag Svanemærket, der med en af verdens skrappeste miljøcertificeringer gør det enkelt for forbrugere at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter og serviceydelser. Et andet eksempel er, at det nordiske elmarked gør det muligt for os at udnytte store mængder vedvarende energi til gavn for klimaet. På undervisningsområdet får 10.000 studerende får støtte til udveksling i Norden, og portalen Norden i skolen giver skoler adgang til undervisningsmateriale, så børn kan få en spændende indgang til det nordiske sprog. For et par uger siden mødtes jeg med en gruppe unge, for jeg lægger stor vægt på at de bliver engageret, og jeg fornemmer, at mange unge ikke er så optaget af det nordiske. De unge havde et klart budskab om, at de ikke vil lyttes til – de vil i dialog! Det har jeg stor respekt for. De engagerede unge vil ikke bare stå og råbe i et hjørne. De vil have dialogen, udfordres på hvad der kan gøres, og hvad der skal prioriteres, og de vil tage ansvar. Under formandskabet lancerer vi et projekt for og med unge. Om deres engagement og deres trivsel. Det har jeg store forventninger til. Vi skal arbejde med årsagerne til mistrivsel, og så håber vi, at vi kan engagere de unge gennem nordiske folkemøder. Men vi skal ikke kun lytte til de unge. Vi skal have engageret alle – ung som ældre, eksperter, borgere og virksomheder. Under det danske formandskab har vi en unik mulighed for at sætte klare fingeraftryk på Nordisk Ministerråds arbejde i de kommende år. Vores formandskabsprogram hedder ”Fælles om fremtidens løsninger” og vi skal sammen prøve at finde svar på nogle af de helt store udfordringer på klimaet, på sociale og sundhedsmæssige dagsordner, på mobiliteten i Norden og på tværs af det hele vores ungdomsgeneration og deres fremtid. Det håber jeg, at mange vil bidrage med gode forslag til. Så har du eller din organisation et forslag til et indsatsområde Nordisk Ministerråd skal arbejde med i fremtiden, så skriv til nordsek@um.dk. Jeg kan love, at vi lytter og er klar til dialog. Vi vil samle alle gode forslag og bringe dem ind i forhandlingerne med de andre nordiske lande. Bolden er givet op!