Debat: Vi må bygge velfærdssamfundet om efter verdensmålene
Bæredygtighed er blevet en global dagsorden. Parlamenter, regeringer, virksomheder, fagforeninger, skoler, uddannelsesinstitutioner, civilsamfundsorganisationer – taler om og arbejder med bæredygtighed. Den måde, bæredygtighed kommer til udtryk og bliver italesat på, er meget forskellig fra land til land, men tendensen er klar.
Det kan godt undre, at vore økonomiske modeller og teorier stort set uden undtagelser er opbygget ud fra antagelser om, at vi mennesker bare kan bruge løs af hvad som helst – det er kun et spørgsmål om at fastsætte den rigtige pris. Og hvis vi skader eller forurener naturen, så hylder vi i yderste tilfælde et princip om, at forureneren betaler.
Vi taler sjældent om, at forureneren ikke må forurene eller at den, der bruger ressourcer, ikke må forbruge, men skal cirkulere eller recirkulere ressourcerne. Det taler vi ikke om, det kræver vi ikke. Vi lader, som om der er nok af alt. Realiteten er en anden.
Det er sådanne spørgsmål, den engelske økonom Kate Raworth taler om i bogen, Doughnut økonomi. Syv principper for en fremtidig økonomi. Det er en meget lovende og vigtig modeltænkning og dagsorden, som Kate Raworth har formuleret. Noget vigtigt er antagelsen om, at vi ikke kan nøjes med at arbejde med begrebet: grænser for vækst; vi må i stedet interessere spørge, hvilke grænser for vækst, vi skal respektere og forsøge at få disse grænser præciseret, således at man kan arbejde konkret med dem i praktisk politik og ledelse.
I Danmark er bæredygtighed også et centralt begreb samtidig med, at velfærdssamfundet fortsat er ét af de mest centrale politiske begreber. Det skal bevares. Sandheden er nok: Det kan ikke bevares i dets nuværende udformning. Vi må erkende: Det danske velfærdssamfund er på utallige måder og områder ikke-bæredygtigt – og derfor skal det nødvendigvis ændres, nytænkes. Ja, mere end ændres: Det skal transformeres. Det er det begreb, der bruges i FN-resolutionen om de 17 verdensmål: Transforming our world. Og dette ord skal nok også bruges om den udvikling, der skal ske med det danske velfærdssamfund.
Alle lande må lige nu arbejde ud fra de 17 mål på basis af en opgørelse over eller en vurdering af, hvor landet og kommunen lige nu står eller er placeret med hensyn til de 17 måldimensioner. Hvad er situationen i landet/kommunen/virksomheden med hensyn til vand og sanitet og ud fra det: Hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde for en reduktion af vandforbrug og -spild? Ud fra en kortlægning af, hvordan det aktuelle forbrug og den aktuelle produktion er sammensat, hvordan kan man mest hensigtsmæssigt arbejde sig hen mod en mere og mere bæredygtig produktion og forbrug.
Det hjælper ikke, at man på forhånd erklærer, at stort set ingenting må ændres i såkaldt negativ retning.
Væksten må ikke blive negativt påvirket, beskæftigelsen heller ikke, den økonomiske situation og udvikling må ikke påvirkes negativt. Det er klart, at hvis man på forhånd oplister så kortsigtede og specifikke krav, så er en transformation på forhånd udelukket. Vi ser det i den aktuelle danske politiske debat om klimalovgivningen, at nogle af partierne positionerer sig som tilhængere af en klimalovgivning, der ingen negative virkninger må have for borgere og virksomheder. Jeg tror, man kan sige meget enkelt og ligetil: Det kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt at gennemføre de store samfundsmæssige ændringer, der er behov for og tale om her, uden at det af nogle vil opfattes og mærkes som noget negativt, som reduktion, som tilbagegang.
Verdensmålene skal inddrages mere eksplicit i den aktuelle danske politiske debat; der er ved at være skabt et billede af, at det hele handler om klimaet. Det er ikke sandt. Klimaet er en meget vigtig faktor; der skal arbejdes intenst og målrettet med klimaet. Og samtidig er der en række andre – og med klimaet sammenhængende faktorer, som også skal have opmærksomhed og indsats. Det handler fx om biodiversitet, partnerskaber, landbrug, havene, ligestilling, uddannelse. Hvis ikke disse andre faktorer eller måldimensioner bliver inddraget i den politiske debat i Danmark, bevæger debatten sig i en skæv retning. Vi bliver nødt til at acceptere og inddrage den kompleksitet, der ligger i på samme tid at tale om og være optaget af alle 17 verdensmål. Regeringen må gå forrest her og tale om verdensmålene som den overordnede dagsorden, som dernæst indeholder klimadagsordenen – og andre udfordringer.
Vi skal forsøge at betragte verdensmålene, ikke som et problem eller en byrde for Danmark, erhvervslivet og fagforeningerne, men som en enestående mulighed. En mulighed for at udvikle et andet og bedre samfund, en mulighed for at være med i en global udvikling, bidrage til at udforme og virkeliggøre en global dagsorden. Levere viden, ydelser, rådgivning og produkter til en sådan national og global udvikling. Danmark som et verdensmålsland.
