Annonce
Læserbrev

Vær positiv. Tal til kongen i et menneske og få kongens svar.
Læserbrev

Kystens fortællinger. Mange elementer i kystens DNA

Debat: Når man fra Lemvig kommer til Rammedige, der er et forsvarsanlæg fra jernalderen, møder man to krigere der står og tager imod. I forhistorisk tid stod de der for at holde alle der kom østfra ude. I dag byder de velkommen til kystlandet fra Nissumfjord til Ferring sø. Forleden kunne man i denne avis læse, at man nu ville finde kystens DNA med fortællinger fra Thorsminde til Thyborøn. En rigtig god ide, da der ligger mange oplevelser gemt her. Men husk, at det ikke kun er den store fortælling der skal synliggøres. Siden Rammedige blev bygget, har der boet mange mennesker her langs kysten, der i hver sin tid har bidraget til den lille fortælling, der samlet er blevet til den store fortælling om området. Vi kender dem ikke alle, men fra historisk tid har vi da en del overleveringer og skriftlige kilder om specielle personer og grupper. Der var fæstebønderne fra Fjaltring, der ikke ville udføre hovarbejde på Rysensten i 1600’tallet, fordi de mente Kong Hans havde givet dem et frihedsbrev. Der blev en retssag ud af det ved landsretten, som bønderne tabte og måtte forlade deres fæstegårde. En af landsdommerne var herremanden på Rysensten. Sidst i 1800´tallet forsøgte man fem gange at afvande Nissumfjord, men hver gang undervurderede man, at havets kræfter kunne ødelægge de sluser man byggede ved Thorsminde. Det var sluser bygget af træ. Det endte hver gang med, at de blev ødelagt af havet i efterårsstormene og fjorden igen blev til vandfyldt område. Sidste gang var det lige ved at lykkes for et engelsk konsortium, da man denne gang havde bygget slusen vi kender i dag. Men ak, - den ledende ingeniør spillede alle konsortiets penge op i mausel på en enkelt nat til den daværende uldhandler og efter dette kvægeksportør Niels Mattrup fra Lemvig, med en konkurs til følge. Der blev ikke gjort flere forsøg, og vi fik lov at beholde fjorden. Når man i dag kører fra Fjaltring til Thorsminde, tænker man ikke på, at her et stykke vest for lå der indtil 1942 14 små huse og ejendomme. De blev eksproprieret, da man flyttede diget og vejen nogle hundrede meter mod vest, så kunne havet jo få sit. Det var meget nøjsomme folk der boede der, de levede fattigt af lidt fåredrift og fiskeri. I et af huse boede Stinne og "Fræsen". Efter sigende havde Stinne aldrig været ovre på den anden side af fjorden og det længste mod nord var ved købmanden i Fjaltring. Margrethe og Laurids Jensen måtte tre gange flytte deres hjem længere mod øst ved Dybå i Fjaltring, før der blev bygget høfder her. De levede af og med den barske natur ved havet, hvilket prægede dem og deres hjem. Laurids kunne fortælle historier dagen lang om livet ved stranden, - nok ikke altid helt veldokumenteret. Og så var der den synske fisker Kristen Mollerup i Trans. Han kunne forudse de kommende strandinger og havde set Bovbjerg Fyr blinke længe før den kom på tale. Sydvest for Bovbjerg fyr lå en lille ejendom, Vester Noesgaard, der for længst er gået i havet. Her voksede Peder Hansen op, som senere blev uddeler i Ferring Brugsforening. I sine erindringer har han fortalt om, hvordan han betaget sad ved sin far og oplevede Bovbjerg fyr blev tændt første gang den 30. december 1877. Erindringerne omhandler også de mennesker der boede i de fleste gårde, ejendomme og huse i Ferring frem til 1920 Johannes Kaasgaard, der boede i Ferring, fortæller om besættelsestiden på Bovbjerg, og ikke mindst, hvordan han oplevede kampene natten mellem den 6. og 7. maj 1945 mellem russere i tysk uniform og tyskerne. En russisk overløjtnant var blevet skudt af en tysk underofficer. Denne blev så senere fundet af en russer, der skød den tyske underofficeren. En afdeling tyskere blev drevet ned i en bunker, som russeren belejrede og flere tyskere blev skudt, syv i alt. Ruserne ville ikke tilbage til Tyskland, de været i tysk koncentrationslejr, og det ville de ikke igen. Men freden oprettedes efter et par dage. Og så er der fortællingen og de vandrende arbejdere der byggede høfderne fra Ferring og nordpå fra 1875 og nogle år senere også mod syd. De blev kaldt børster, boede i usle skure og ingen kendte deres rigtige navne, de havde alle øgenavne. Det er kun en et lille udpluk af de fortællinger der er samlet på de lokalarkiver der dækker sognene langs kysten. Så husk, - at få også dette med i jeres samlede projekt og kystens DNA.
Læserbrev

Valgresultat. Danskerne vil være en aktiv del af Europa

Debat: I et læserbrev i Dagbladet den 12. juni kan man læse, at Ib Randrup i Struer fortsat er en plaget mand Før valget var der ingen ende på de ulykker socialdemokraten Anette Lind var skyld i. Det opdagede vælgerne bare ikke, så hun fik et godt valg. Nu er den så gal med muslimerne, der jo har været så formastelige at bruge deres demokratiske ret til at være en del af det danske samfund ved at stemme til valget. At de bl.a. valgte at stemme på de radikale og enhedslisten, kan da ikke undre. Gennem flere år har Martin Henriksen og Inger Støjberg jo kæmpet om, hvem der kunne lave flest mulige benspænd for indvandrere og deres børn. Martin Henriksen blev vraget til valget, og Inger Støibergs ulovlige administration ser jo nu med regeringsskiftet heldigvis ud til at komme for en dag, så hun denne gang får en gedigen ”huskekage.” Det er jo grotesk, at man som dansker i nogen tilfælde ikke kan få lov til at få sin ægtefælle ind i landet, men må ty til Sverige eller Tyskland. Vi udviser også rask væk store børn/unge mennesker, som lokalsamfund kalder velintegrerede og derfor går på barikaderne for. Det kan godt være, at vi på sigt får et større multikulturelt samfund, men det er jeg nu ikke så bekymret for. Den kristendom, som indvandreren Ansgar bar til landet for små 1200 år siden, har jo vist sig at være ganske levedygtig. Nok er tilslutningen til folkekirken lidt vigende, men den er stadig solid. Under valgkampen havde 200 danske læger et læserbrev i Politiken, hvor de slog fast, at nu måtte man altså holde op med at tale negativt /nedsættende om indvandrere og deres efterkommere, da deres arbejde i sundhedsvæsenet simpelthen var helt afgørende nødvendigt for at få det til at fungere. Valget til EU viste klart, at danskere vil være en aktiv del af Europa. Selvfølgelig følger der mange forpligtelser med, også hvad angår indvandrere og kvoteflygtninge, og den kommende regering vil givet ikke bekæmpe konventionen om samme med næb og kløer, som den tidligere regering har bestræbt sig på. Ib Randrups nedladende bemærkninger om enhedslisten og de radikale taler for sig selv. Det er i hvert fald ikke danske værdier at klandre anderledes tænkende sådan.

Tophistorier

Seneste nyt

Annonce
Læserbrev

Højt til himlen - og luft under vingerne. Havde Kaj Munk mon været en Klimatosse?

Den 4. januar for 75 år siden kørte en bil ind på gårdspladsen i Vedersø præstegård. Dermed var et historisk slutspil i gang. En SS terrorcelle satte et punktum for digterpræsten Kaj Munks virke i Vedersø og for hans virke for hele Danmark. 20 år tidligere havde den unge rebelske og nyudlærte præst holdt sin prøveprædiken i Vedersø Kirke. Han var faldet op ad kirkebakken, og med mudder på kjole og sko trådte han ind i kirken. Han så anderledes ud end de garvede klitbønder; ung, høj, mager, skrutrygget og bleg. Men så begyndte han at tale. Og hans prædiken var kort, fyndig, direkte og til at forstå for enhver. Han sammenlignede livets dage med perlerne på en kulørt perlekæde, og imens kiggede han hver og en dybt i øjnene. Bagefter stillede han sig i kirkedøren og gav hånd til hver af sognebørnene. Dén dag blev man set i Vedersø kirke. Men så havde han travlt med at komme tilbage til nytårsfejringen på Sjælland, og glemte, at han havde en jobsamtale med menighedsrådet. Og dét var de ikke tilfredse med. Han så jo også både ung og underlig ud, og han talte anderledes end man var vant til. Havde det ikke været fordi, at det var 4. gang, at stillingen som sognepræst i Vedersø var opslået, var Kaj Munk nok aldrig kommet i betragtning. Men menighedsrådsformanden skar igennem: ”Så I ikke hvor mager og bleg han så ud. Vi løber ingen risiko ved at antage ham. Han holder nok ikke længe”! Kaj Munk for sin del, havde heller ikke været udelt begejstret for at søge stillingen. Vedersø var langt fra dét, han drømte om: Det pulserende liv i byen med masser af kultur og teater. Men som ung og nyuddannet, kunne han ikke tillade sig at være kræsen. Vedersø, råbte han. Er det ikke i Vestjylland hvor havgusen er så tyk som ærter, og hvor man sælger tre-pattede køer i Jesu navn? Men én af hans ældre bekendte fortalte, at det også var dér, hvor der var højt til himlen og luft under vingerne. Og således blev det: De to parter affandt sig med skæbnen og med hinanden. De første år var ensomme for den unge præst. Men så inviterede skolelæreren præsten med på jagt. Og da lærte han naturen og sognebørnene at kende. Her mødtes høj og lav og blev lige – og lige små under Guds høje himmel. Og havde det ikke været for naturens storhed, de høje klitter, det rå Vesterhav, de lange hvide sandstrande og de mange fjorde og søer og det rige dyreliv, så var Kaj Munk måske ikke blevet længe nok i Vedersø til at skrive danmarkshistorie herude. Som han selv sagde; ”Det var her jeg blev flyttet ud af studerekammeret. Jeg blev et friluftsmenneske. Den storslagne jyske natur tog mig, ligesom onkel Jacob, da jeg var en lille dreng, om hovedet med begge hænder og løftede mig op og satte mig svimmel og lykkelig ned. Ud med dig, sagde den, ud at stange ål på søen, ud at trave dig lungerne op i halsen i klitter og heder, ud og lade storm og hav fylde dine sanser med uforgængelighed, ud og lad stjernerne i de høje nætter skænke dig af deres fred.” I de høje indlandsklitter, som han gav navnet Æ Hawbjerre, havbjergene, gik han på jagt med Johan, den fattige klitbonde, der med sit lune sind og varme hjerte blev digterpræstens bedste ven. Kaj Munk elskede søerne, fjordene og skovene, men fremfor alt ”Havet, det evige, altid ens og bestandigt foranderligt, det, der bag en bræmme af vigende og ubesejerligt sand skænker Danmark dets storhed.” Hans færden i den barske natur styrkede hans svage legeme og lutrede hans sind, når han var trængt eller træt. Og det er vel det, vi i dag kalder for stress! Kaj Munk er langt fra den eneste, der i tidens løb er blevet tiltrukket af dette områdes vilde karakter. Her hvor man ultimativt føler sig lille. Her hvor man opgiver, at kæmpe imod den storhed naturen byder på. Her hvor man lader sig overmande af urkræfternes frie spil – og føler sig styrket ved det. Tidligere var Vestkysten mest et yndet motiv for romantiske kunstnere, der havde øje for de garvede fiskeres barkede næver og dybe furer. Efter krigen blev det gradvist et mål for midaldrende tyske herrer, der med deres familie søgte tilbage til deres yndlingsfront, flødeskumsfronten. Og i min barndom var det en billigferie for mindrebemidlede, hvortil jeg var så heldig at høre, og derfor hvert år tilbragte ferien i klitternes varme sand og i havets berusende favntag … I vore fortravlede dage, er behovet for denne renselse blevet så stort hos så mange mennesker, at turismen er blevet en guldgrube langs vestkysten. Flere og flere vælger den danske model: En uge i sommerhus med familien. Helst skal al moderne bekvemmelighed følge med, og helst skal feriehybelen ligge direkte i klitterne med udsigt til havet. Der er stor efterspørgsel og mange penge i dét behov. MEN her bør vi lige standse op og snuppe en god mundfuld havluft! Vi mennesker har det desværre med, at ødelægge dét vi sætter mest pris på i vores iver efter at komme så tæt på som muligt, i at ”forbedre” det og udnytte de oplagte muligheder det byder, for at skabe vækst og tjene penge. Og det bærer vores verden præg af i dag…. i uhyggelig grad. OG her citerer jeg en anden stor mand med ordet i sin magt: Tidl. Præsident Obama: ”Vi er den første generation, der oplever klimakrisen og den sidste der kan gøre noget ved den.” Arter uddør om ørerne på os med uhyggelig hastighed. Kaj Munk kunne stange ål i søerne og gå på jagt i klitheden efter urhøns. Han havde endda helt sin egen opskrift på Urhane. Siden 1988 har ingen set denne fantastiske fugl, og ål skal man lede længe efter. I min barndom i 60´erne sang jeg med på en ufatteligt populær schlager ”Lille Sommerfugl”! I dag kan denne lille flagrende skabning, der har været en selvfølge igennem mit liv, risikere at lide samme skæbne som urhøns og ål. Alt sammen fordi vi mennesker breder os overalt, inddrager naturen og ”forbedrer” den. Vi gør, som vi vil, vi rager dét, vi har behov for, uhæmmet til os. Vi filer og saver i den gren, vi sidder på, og det gør vi stadig, selvom den hænger nedad i en 90 graders vinkel i de sidste hele fibre. Hvilke ord havde Kaj Munks snørklede hjerne, mon formet om dén situation? Hvordan havde han mon stillet sig i dén kamp? Havde han atter sat sig op imod politikere, der forholder sig passive? Havde han atter tordnet mod dem, der kortsynet beriger sig på situationen? Havde Kaj Munk mon været en Klimatosse? ... (Holdt som båltale ved sankthansaften ved Vedersø Klit)
Leder For abonnenter

Klar når muligheden kommer
Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Klimaheksen

Der er noget sært beroligende ved at stirre ind i flammerne. Man kan næsten synke hen i trance, mens en aggressiv kakofoni af knitren og hvæsen signalerer bålets nådesløse udryddelse af sig selv. Den tvetydige ild er på den ene side altødelæggende og på den anden side livgivende varm. Den har i fortiden beskyttet os mod rovdyret og fra bavnehøjen advaret os om fjendens indtog. Men den har gennem tiden også udryddet hjem, familier og hele byer. Nu til dags - og ganske særligt i dag - er den mest til pynt og heldigvis sjældnere og sjældnere samfundets fjende. Og dog. For hvad nu med CO2-udledningen og klimapåvirkningen af de mange sankthansbål, som vi kan opleve i aften? Det kan da ikke være godt for vores kollektive klimaregnskab og samvittighed. Det er endnu ikke kommet så vidt, at den traditionsrige fejring af midsommeren er i fare af den årsag. Og sådan bør det selvfølgelig også være. Naturligvis skal vi have lov til at brænde et flot bål ned for at markere årets længste dag, ligesom vi på årets sidste ser gennem fingre med fyrværkeriets negative sider. Men det vil ikke komme bag på mig, hvis 2019 bliver året, hvor nogen i ramme alvor i klimaets navn sætter spørgsmålstegn ved bålets rolle i fejringen. Klimaudfordring er forbandet vigtig, men indimellem får symbolske handlinger lov til at fylde ret meget på dagsordenen, så hvorfor ikke også vores bål? Generelt er sankthans ikke nogen særlig politisk korrekt forestilling. Den symbolske heks på toppen af ethvert rigtigt sankthansbål peger tilbage på nogle grusomme handlinger og også på et frygteligt kvindesyn. Det varer sikkert heller ikke længe, inden det er politisk ukorrekt at have en figur med kjole og kost på toppen af bålet. Man kan jo forsigtigt gætte på, hvilken del af skikken der først bliver problematiseret. Og er det hele ikke også lige meget? Har vi behov for den slags, eller har det allerede overlevet sig selv? Da jeg var barn i Nordkap i Holstebro, var sankthans en af årets bedste dage. Måske skyldtes det blot, at der var sodavand og røde pølser ved bålet. Måske skyldtes det, at viceværten, den altid rare Erik Hansen, med stor tålmodighed inddrog områdets børn i forberedelserne og byggeriet af årets heks. Måske var det bare en dag, hvor der skete noget spændende. Men det er indbegrebet af mine sommerminder. Og lur mig, om det ikke også styrkede sammenholdet i lokalområdet? "Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde". Sådan lyder en af de sidste strofer i Holger Drachmanns midsommervise, som mange af os synger med på i aften. Og det er lige her, festlighederne stadig tjener et formål. Vi brænder ikke en udskældt nabo af på bålet, men det kan være, at vi ved at have positive oplevelser sammen, får et bedre forhold til hinanden. På moderne dansk hedder det sammenhængskraft, og den er evigt udfordret i en hverdag, hvor vi ofte har nok i os selv. Det bliver måske nok lige vel symbolsk det hele. Men jeg er overbevist om, at de få fælles traditioner, der stadig kan trække en stor del af os ud på den anden side af ligusterhækken, har en positiv samfundsværdi. Også selv om fremtidige generationer måske vil ryste på hovedet ad kvindesynet og det manglende klimahensyn. Tag derfor roligt til sankthansfesten med god samvittighed. Det gør jeg i hvert fald. God midsommerfest.
Leder For abonnenter

En solstråle på børneområdet
Læserbrev

Kloakering. Urimelig kæmperegning truer boligejere i det åbne land

Debat: Omkring 40.000 boligejere over det ganske land risikerer at blive ramt af helt unødvendige krav om kloakering eller spildevandsrensning. Det kan snildt koste hver husstand den nette sum af 100.000 kroner. Derfor har vi stiftet den landsdækkende forening Fair Spildevand, der bekæmper nyttesløse krav om tvangs-kloakeringer samt om forbedret rensning af spildevand i det åbne land. Og tro mig: Disse krav er nyttesløse – det kan jeg selv skrive under på, at de er: Faxe Kommune pålagde mig en forbedret spildevandsrensning, da man mente, at min husstand var med til at forurene Præstø Fjord via Herredsbækken. Her skal det tilføjes, at kommunerne ifølge loven skal foretage en konkret vurdering samt afdække, hvor det pågældende spildevand render hen. Til trods for, at en sporstof-analyse har godtgjort, at der ikke udledes spildevand fra min bundfældningstank til det pågældende vandløb, har kommunen alligevel afvist at genoptage sagen! Hver især kan vi gøre vores i denne kamp. Jeg har for eksempel stillet spørgsmål til lokalpolitikerne i Faxe Kommune ved det seneste byrådsmøde. Men på landsplan er det vigtigt at bakke op om Fair Spildevand – der slås mod både uretfærdige og ineffektive restriktioner, som måske nok gør os hver især fattigere men i hvert fald ikke miljøet bedre!

Læserbrev

Stram udlændingepolitik. Mon løfterne holder
Læserbrev

Kultur. Ikke rugbrød - men en muskel i samfundet

Debat: Det er med stor glæde, at vi ser, at kunsten og kulturen nu bliver sat på den politiske dagsorden. Tidligere på måneden var der fire socialdemokratiske politikere, der i Kulturmonitor ville bryde med kulturel ulighed: “For os er kunst og kultur rugbrød”, skriver de. Det er prisværdigt, at de melder ud – og vi kunne ønske os, at flere politikere ville melde ud, hvilken rolle kunst og kultur har i vores samfund. Umiddelbart virker deres indslag som et friskt pust i andedammen. Men her kommer problemet så. Selvom rugbrød måske er sundere end flødeskum og formentlig mætter længere, så bruger de fire politikere et billede, som til vores beklagelse efterhånden er blevet almindeligt anerkendt: At kunst og kultur er noget, som skal spises, konsumeres. Javel, rugbrød er mere fiberrigt og mætter længere end flødeskum, men flødeskum er da både sjovere og smager bedre og serveres ved festligere lejligheder end rugbrød. Så hvad skal kunst og kultur så være, hvis det hverken ligger i madpakken eller serveres til fødselsdage? Vi foreslår et andet billede, en ny metafor: Kultur er en muskel i vores samfund. Dermed flytter vi perspektivet fra, at kultur er noget, vi skal have tanket på, til at kultur slet ikke er uden for mennesker. Kulturen er ikke et reservat af oplevelser, kultur kan ikke forbruges. Mennesker er kultur. Hvad med de lande, der ikke har en kulturminister – er de kulturløse eller løsgængere i verden? Kultur er noget, som alle har. Det er en muskel, som holder os sammen, som bevæger os, og som alle kan motionere og gøre stærkere – eller vi kan lade den ligge i ligegyldighed, og den kan blive svækket. Kulturel dannelse er en forståelse af sig selv i verden og af den anden i selvsamme verden. Det kan derfor gøre helt ondt ind til benet, når folk siger, at de ikke forstår sig på ”det der kultur”. Måske skyldes det, at de har fået at vide, at noget er den ”rigtige” kultur eller ”fine” kultur, og derfor ser de sig ikke som forbrugere af den. Kultur er ikke for mig, men for dem. Men kultur ligger ikke derude og venter på at blive forbrugt, kultur er noget, vi alle har iboende i os. Vores forslag vil derfor være, at man fremadrettet bør italesætte kultur som noget, alle har, og som netop er en samfundsmæssig styrke, der skaber sammenhold, referencepunkter, horisonter og identitet. Som den opmærksomme nok kan ane, så er kunsten pillet ud af denne lignelse for nu – kunst og kultur er nemlig ikke helt det samme. Vi tror, at når kunst og kultur tænkes sammen i dansk politik, så er det, fordi kunsten er helt afgørende for, at musklen bevæges. Kunstens væsen er, at den vil rokke ved den kulturelle orden, kunsten er ikke bange for smerte og konflikt – med markant kunst og en modtagelig kultur får vi trænet musklerne. Vi finder, at tiden er moden til, at vi finder nye måder at beskrive et område, som omfatter os alle sammen. Kultur er på højde med den luft vi per automatik fysiologisk ind- og udånder uden at stille spørgsmål ved netop den selvfølge, at vi alle trækker vejret. Kultur er i os – og som med alle muskler skal den holdes i gang og trænes – den er ikke noget, der skal spises og fordøjes.
Annonce
Annonce
Læserbrev

Danske værdier. Undergraves i mangfoldighedens navn

Debat: På trods af, at vi i de senere år har fået mere styr på udlændingepolitikken – på trods af stramninger og på trods af lovgivning, der skal kvæle fanatisk islamisme, så oplever vi stadig eksempler på, hvor galt det kan gå, når man i Danmark bøjer sig for islamismen. Det seneste eksempel, der har været beskrevet i medierne, tager sit udspring i bydelen Tingbjerg i København, hvor en far til en seks-årig pige er blevet nægtet adgang til sin datters svømmeundervisning, fordi der skal tages hensyn til ”familierne i Tingbjerg”! Det er så udansk som noget overhovedet kan være! Lad mig gøre én ting klart! I Danmark skal vi ikke adskille kønnene pga. religiøse særhensyn. I Danmark seksualiserer vi ikke små piger og gør det til et problem at deres fædre følger med i svømmeundervisningen! Alternativets kulturborgmester, Franciska Rosenkilde, mener ikke at det er et problem, at nægte fædre adgang til svømmeundervisningen – og hun peger på at hun vægter mangfoldighed i beslutningen! Må jeg være fri! Det er typisk Alternativet, at man i mangfoldighedens navn undergraver danske værdier. Eksemplet fra Tingbjerg er endnu et knæfald for islam. I Dansk Folkeparti kæmper vi indædt mod sager som denne. Nogle kalder det symbolpolitik. Vi kalder det nødvendig politik!

Leder For abonnenter

Det er altid godt med en opposition
Læserbrev

Roadpricing. Opkrævning kommer aldrig til at fungere

Debat: I Dagbladet Struer den 18. juni 2019 gør trafikforsker og lektor på Aalborg Universitet Harry Lahrmann sig til talsmand for at afskaffe registreringsafgift, grøn ejerafgift og brændstofafgift. I stedet skal man lave en takststruktur, der sammensættes dels af bilens CO2-udledning pr. kørt kilometer, og dels en trængselstakst, som kommer an på hvor og hvornår man kører på døgnet. Hertil kommer en ”koldstartsafdgift” på de kort bilture. Harry Lahrmann oplyser at teknologien har været til stede i mange år og henviser til tyskernes GPS-styring på lastbiler, hvor man prissætter efter, hvor GPS’en befinder sig. ”Når man skal lave et stort it-system til privatbilisme, så skal man gøre det klogt”. Siger han. Harry Lahrmann har tidligere foreslået politikerne, at alle vejene i Danmark skal farvelægges, alt efter hvad det skal koste at køre. ”Private firmaer vil kunne hjælpe folk med løsninger til at kunne betale, hvor man har kørt.” Han siger også: ”Så er det klart at man skal finde ud af, om folk snyder med betaling. På vejnettet skanner man nummerpladerne og kan slå op, om der er betalt, og hvis der ikke er det, får man en bøde. Så har man et incitament til at betale.” Jeg skal ikke udelukke, at Harry Lahrmann har en fin akademisk uddannelse og, at han er meget intelligent. Det er dog ingen garanti, at disse to parametre fører til gode ræsonnementer. Magen til vrøvl har jeg da i hvert fald sjældent hørt. Jeg gad i givet fald nok se fakturaspecifikationen for min kørsel. Hvordan skulle jeg kunne kontrollere de kilometer, som bliver faktureret og med hvilken takst. Husk at taksten baserer sig både på min bils CO2-udledning, hvor langt jeg har kørt, hvor jeg har kørt og hvornår jeg har kørt. Har Harry Lahrmann aldrig hørt om Amanda og EFI? Systemer, som aldrig blev til noget. Hvad med Ejendomsvurderingssystemet, som Skattestyrelsen kæmper en tilsyneladende forgæves kamp med at få op og stå, og hvad med den udskældte Sundhedsplatformen? Nej kære hr. Lahrmann, sporene skræmmer når det kommer til at lave kloge it-systemer i Danmark. Private firmaer vil helt sikkert kunne ”hjælpe folk” med at komme af med deres penge. Og det gør de da helt gratis ikkesandt? Hold nu op og kom ned på jorden. Har nogen hørt om hvordan Nets ”hjælper” befolkningen af med deres penge? Men festligt bliver det dog med farvelægningen af Danmarks vejnet, det kommer til at se sjovt ud - hvis altså det skal tages bogstaveligt. Man skal også kontrollere om folk snyder med betalingen og dele bøder ud, hvis de ikke gør det, siger Harry Lahrmann. Jamen for pokker da; for ikke længe siden oplyste medierne, at der kører tusindvis af biler rundt på vejene, som ikke har betalt grøn ejerafgift, og som ikke får pillet nummerpladerne af af Politiet, fordi SKAT ikke har valide data, de kan overgive til Politiet. Forleden så jeg et afsnit af programmet Luksusfælden, hvor en mand, der i årevis ikke havde betalt børnebidrag til sit barn, havde fået ganske mange penge tilbage i skat. Som metadata til den oplysning kan jeg så orientere, at det offentlige har betalt mandens børnebidrag til datteren med skatteyderpenge, hvorefter SKAT ikke har kunne finde ud af at modregne i hans overskydende skat. Hallo SKAT, er du der? Forleden så jeg et forslag til Roadpricing beskrevet i en københavneravis (må man godt sige det?). 125 øre i udvalgte byer, 50 øre på motorvej og 10 øre på alle andre veje. Jamen, det vil jo vende den tunge ende nedad, så det gør helt ondt. Så vil mikrobilen der kører 20 km pr liter komme til at betale lige så meget afgift som Rolls Roycen, der kører 3 km på literen. Nej kære politikere. Behold registreringsafgiften, behold den grønne ejerafgift og forhøj brændstofafgiften til det, I vil være bekendt. Så kan jeg på tankstationen se luksusbiler blive tanket, velvidende at ejeren bidrager lige ned i statskassen efter et fair ”roadpricingværdigt” princip. Det vil medføre en merindtægt til statskassen svarende til forhøjelsen af brændstofafgiften uden ekstra omkostninger. Min revselse ovenfor af SKAT og dets systemer er ikke grebet ud af den blå luft, men baserer sig på 47 års ansættelse i dette af skiftende politikere i ruiner lagte væsen.
Annonce
Læserbrev

Borgmesterhave. På med arbejdstøjet, borgmester

Debat: Det er en god ide at lade Lemvig blomstre. Men borgmesterhaven: hvem skal holde den flot? - Det må da være borgmesteren, da det er hans have. Så på med arbejdstøjet borgmester. Men kan disse tiltag mon få lov at være i fred. Der bliver normalt forøvet hærværk på den slags, så det bliver spændende fremover at se, hvordan det spænder af.
Læserbrev

Hjemmehjælp. Hjælp - der er skåret for dybt
Læserbrev

Slik. Sænk afgifterne og sænk slikbaronerne

Debat: I Danmark har vi en tårnhøj sukker- og chokoladeafgift. Dette kombineret med, at vi har den højeste momssats på fødevarer gør, at vi er et attraktivt land for de såkaldte ’slikbaroner”. Disse ’baroner” køber slik i Tyskland eller Sverige. Det slik kører de til Danmark, hvor de typisk bliver solgt i kiosker, der ikke betaler afgifter. Svindel med slik og chokolade er mest udbredt i Københavnsområdet, men ifølge SKAT er problemet voksende i resten af landet. Illegal handel med slik er ikke bare noget med en enkelt kioskejer, som starter varevognen op og kører til Tyskland eller Sverige for at hente varer til sin egen kiosk. Nej, alt tyder på, at den illegale handel har en høj grad af organisering. Den illegale slik er et stort problem, fordi samfundet går glip af afgifter, lovlydige danske virksomheder mister omsætning og der er en sundhedsrisiko ved det illegale slik, som jo meget vel kan være for gammel. De svenske myndigheder har over de seneste to år fundet mange tons mistænkeligt slik hos grossister i Malmø. Meget af slikket var ompakket, og der var fusket med datomærkningerne. En svensk ekspert peger på, at de høje danske afgifter gør, at Danmark var den mest sandsynlige destination for slikket. SKAT har fokus på problemet med kontroller og lignende. Det er naturligvis fint, men det er og bliver symptombehandling. Men skal vi for alvor slikbaronerne til livs, ja, så kræver det lavere afgifter på slik og chokolade.
Læserbrev

Gymnasiet. Virkelig brug for nytænkning af uddannelsen

Seneste plus

Annonce
Leder For abonnenter

Provsten i Lemvig Provsti lægger op til en debat om fremtiden, fordi der er udsigt til færre præster og færre penge, når befolkningstallet falder

Faldende befolkningstal har mange konsekvenser. Bare spørg dem, der arbejder med kommunal økonomi. Ejendomsmæglere. Små skoler og så videre. Men det påvirker også det kirkelige liv. Det ser provsten i Lemvig Provsti, Ole Rasmussen, nu i øjnene, og i dagens avis lægger han op til en åben og fordomsfri debat om fremtidige strukturer og tilpasninger, så man i fremtiden kan imødegå en fremtid med færre medlemmer af menighederne, men fortsat et stort antal kirker. Der er udsigt til færre præster i fremtiden, og penge bliver der heller ikke flere af. Derfor er det en nødvendig debat, som man ikke kan sidde overhøring, hvis man som menighedsrådsmedlem eller blot som almindelig interesseret i tilstanden af den danske folkekirke vil have indflydelse på fremtiden. Og det må der være mange, der gerne vil. Det vigtige er, at man tør tage fat også på det, man - for nu at bruge et udtryk fra en anden religion - tør slagte nogle hellige køer. Det kan ikke fortsætte, som det gør nu, er provstens budskab. Men derfor kan man jo godt vende det nødvendige til også at kunne skabe noget positivt og anderledes. Man kan altid diskutere antallet af kirker. Men ud over deres funktion i folkekirken er det jo også kulturelle fyrtårne, som man under ingen omstændigheder kan sælge eller for den sag skyld jævne med jorden. Så de skal under alle omstændigheder holdes i gang. Det betyder ikke, at anvendelsen behøver at være den samme som i dag. Det kan jo udmærket diskuteres, om nogle af de mindst besøgte med de mindste menigheder også skal rumme kulturelle aktiviteter i stigende omfang, som harmonerer med, det er et kirkerum, det drejer sig om. Man kan vel også diskutere, om hyppigheden af gudstjenester i hver enkelt kirke skal være den samme året rundt. Hvordan får man færre præster til at dække endnu flere sogne? I dag er der massivt samarbejde mellem mange menighedsråd omkring en fælles præst, og det bliver måske endnu mere udpræget. Det er en god og nødvendig diskussion som provsten lægger op til, og mange bør deltage i den. Vi vil følge debatten her i spalterne. Og det kan ikke udelukkes, at andre provstier også skal se at komme i gang, da det vil være opbyggeligt at være i god tid med at tænke sig om, inden virkeligheden lige pludselig indhenter én med nedskæringer.
Læserbrev

Græm Kær-gate. Hvad tænker og svarer borgmesteren
Leder For abonnenter

Fantastisk kulturprogram i weekenden

Sommerferien og en generel nedgang i samfundets aktivitetsniveau venter lige om hjørnet. Men det gælder endnu ikke for kulturlivet i Nordvestjylland. Den kommende tid er spækket med interessante arrangementer - så mange, at man kan frygte, at de kommer til at spænde ben for hinanden. I den kommende weekend kulminerer en hel del i Holstebro. Det sker blot ugen efter den traditionstunge Rock i Holstebro, som i årevis har gjort det ud for hele byens havefest. Og det bliver i den grad interessant at se, om der er opbakning til det hele. Ja, der er selvfølgelig Sting. Ham den aldrende rockstjerne, som Musikteatret har lokket til byen. Det største musiknavn i nyere tid. Det skal nok blive en succes. I hvert fald at dømme på forhåndsinteressen og de anmeldelser, som sangeren har fået rundt om på de store europæiske scener. Koncerten med Sting er et udtryk for både mod og ambitioner fra Musikteatrets ledelse. Præcis som det skal være fra områdets kulturelle fyrtårn. Og det har heldigvis ikke fået andre arrangører til at miste modet. Præcis samtidig med Sting-koncerten spiller bandet The Grandfætters en mindre profileret koncert på Slagterigrunden. Det er en del af weekendens helt store begivenhed i den del af byen; Street Food Festival Holstebro. Arrangementet, som varer hele weekenden og byder på meget mere end trendy mad, forventes at blive den største publikumssucces på slagterigrunden indtil videre. Lørdag er musikteateret igen på banen med en storstilet udendørskoncert - denne gang med populære danske navne. Det bliver i konkurrence med - eller måske som supplement til - Udkantsrock, som finder sted i Sir Lyngbjerg. Den gratis endagsfestival er i sig selv et spændende initiativ, og forhåbentlig drukner den hverken i regn eller konkurrencen fra resten af kulturlivet. Der er helt sikkert plads til det hele. Og meget mere. Måske er det blevet klumpet lige rigeligt sammen i den kommende weekend, men i områdets kulturelle hovedstad bør der netop være et stort aktivitetsniveau. Ikke mindst om sommeren.
Læserbrev

Læserbrev: Man skulle måske overveje at starte et parti selv og få del i millionerne i partistøtte
Læserbrev

Bibelcamping. En platform for forkyndelse

Debat: I denne uge er der teltmøder i Harboøre, som der har været siden 1976. Det er altså ikke et nyt tiltag som del af en offentlighedsteologi og som profilering af en bevægelse, der er på tilbagegang på grund af konservatisme. Sådan kan man ellers få indtryk af, når man læser udtalelser i avisen den 15. juni af pensioneret lektor Hans Raun Iversen. Han får tegnet et billede af Indre Mission (IM), som i bedste fald kan betegnes som mangelfuld. En række påstande holder ikke. Det er rigtigt, at IM ikke har så stor en plads i kirkelivet som for 100 år siden. Men skyldes den ændring ”konservatisme”? Den kristendomsforståelse, som råder i IM, er fortsat knyttet til folkekirkens evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag. Her er det snarere den brede del af folkekirken, der har flyttet sig og udtrykker en liberal tolkning af samme grundlag. Vel er der sket en forandring i IM over tid i moralske og kulturelle spørgsmål, men det opfatter jeg ikke nødvendigvis som dårligt. Raun Iversen påstår, at IM mister medlemmer, når man er tydelig i sin konservative kristendomsforståelse! Men holder den påstand? For det første har bevægelsen ikke medlemmer, så det er lidt svært at måle direkte. Nok er der ikke så stor tilknytning som tidligere, men det skyldes ikke mindst en række andre faktorer bl.a. demografiske forhold, større sekularisering i befolkningen og dalende foreningsidentitet. Det er en generel tendens på tværs i samfundet, også i det kirkelige arbejde. For det andet er billedet ikke, at jo mere liberal man er i sin teologi, jo større tilslutning får det kirkelige arbejde. Det kan mange sogne og andet organisatorisk arbejde ikke bekræfte. Til gengæld kan man stadig opleve, at dér hvor den konservative kristendomsforståelse slår igennem i det kirkelige arbejde, sker der vækst, og er der opbakning ud fra de lokale omstændigheder. For det tredje viser tal i den seneste undersøgelse af ”Danskernes værdier”, der blev offentliggjort sidst i maj, og som er undersøgt hvert niende år i perioden 1981-2017, at der ikke er en tilbagegang i den del af befolkningen, som er benævnt som ”traditionelle religiøse”. Gruppen med en såkaldt konservativ kristendomsforståelse har ligget meget konstant på ca. 6 % i disse årtier. For det fjerde kan IM i tal måske opfattes som en niche i folkekirken, men det er ikke hele virkeligheden hverken flere steder lokalt eller på landsplan. Det er en forsimplet måde at beskrive forholdene på. Ser vi på kristendommen uden for landets grænser, er den omtalte konservative kristendomsforståelse bestemt ikke bare en niche, men langt mere på linje med de store internationale kirkestrømninger, end den brede liberale teologi i folkekirken og Det lutherske Verdensforbund er det. I år er det 50 år siden, at IM begyndte at arrangere teltmøder og bibel­campings over hele landet. Det har aldrig handlet om profilering for at hverve medlemmer til en organisation, men som vækkelsesbevægelse at skabe platforme for at forkynde evangeliet på en relevant måde. Det sker i områder med både større og mindre tilslutning til det eksisterende arbejde. Mission er at nå ud til andre med et budskab. Formålet er stadig det samme, at vi vil lede til Jesus og leve i Ham. Det er, hvad man vil i Harboøre i denne uge.
Læserbrev

Pårørende. Handicappolitikkens oversete helte

Debat: Vanførefondens Opmuntringspris 2019 på 25.000 kroner gik til Monica Lylloff, der er initiativtager til Facebook-gruppen ”Bak op om de pårørende” og en ualmindelig sej mor til tre børn med særlige behov. Emma, den ene af et tvillingepar, har cerebral parese (spastisk lammelse). Ved at hædre Monica og hendes kamp for sine børn har Vanførefonden sat fokus på en voldsom overset og underkendt ressource i handicappolitikken: de pårørende – forældre, ægtefæller, søskende og bedsteforældre til børn, unge og voksne med et handicap. De pårørende leverer dag ud og dag ind en kæmpe indsats for at få hverdagen til at hænge sammen og er advokater, koordinatorer, bisiddere og gratis arbejdskraft på de lange strækninger, hvor den offentlige service ikke slår til. Som mor til en blind og svært multihandicappet datter, der nu desværre er død, har jeg selv været der. Mange tror, at det offentlige leverer væg til væg-service, men virkeligheden er, at servicen ofte kun dækker et hjørne af behovet - resten tager de pårørende sig af. De får hverdagen til at hænge sammen: den vågne nattevagt, de arme og ben der mangler, den der organiserer og koordinerer. Alt for ofte er der for lidt tid til bare at være mor, far eller søskende, fordi man ender som semiprofessionel medhjælp for det familiemedlem, der har et handicap. Derfor skal de pårørendes behov og rettigheder tænkes ind i de igangværende regeringsforhandlinger og lovgivningen. Der er både behov for konkrete rettigheder designet til pårørende - fx ret til omsorgsdage i forbindelse med hospitalsindlæggelser - og et lovgivningsmæssigt værn mod rovdrift på pårørende, så det sikres, at de kan være det, som pårørende først og fremmest skal være, nemlig pårørende. Problemet er også, at de borgere med et handicap, som har et svagt netværk og ingen tætte pårørende, oplever, at de har svært ved at få den hjælp, de har behov for, fordi de mangler pårørende til at kæmpe for sig. I CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese foreslår vi derfor, at serviceloven og andre relevante regler kulegraves for at sikre, at der er det rigtige og nødvendige fokus på pårørende. Vores social- og handicappolitik skal ikke bygge på udnyttelse af pårørende.
Læserbrev

Robotteknologi. Lad bare fremtiden komme
Læserbrev

Landbruget. Positive strømninger på folkemødet

Debat: Det netop overståede folkemøde på Bornholm var en positiv oplevelse for en landmand som mig. Jeg blev ærligt talt helt stolt, når jeg bevægede mig rundt i og omkring Allinge og mærkede, hvordan folk nu tydeligvis ser de positive sider af landbrugsdriften. Tidligere har man nærmest fokuseret på nødvendigheden af at lukke vores erhverv – i dag taler mange om, hvor dygtige vi er i dansk landbrug, og de ved også, at sådan ser man ligeledes på os ude i den store verden. Man diskuterer måske nok behovet for at spise mindre kød af hensyn til klimaet, men man sætter ikke længere spørgsmålstegn ved, om vi stadig bør have en stor fødevareproduktion i Danmark. Takket være blandt andet min egen organisation Bæredygtigt Landbrug får vi landmænd nu omverdenens respekt fremfor medlidenhed/underkastelse. Nu er der ikke længere fokus på at flytte produktionen ud af landet. Folk ved godt, at verden ikke bliver et bedre sted af at producere fødevarerne i mindre miljø- og klimavenlige lande – og at den internationale efterspørgsel jo vil være der uanset hvad. Den positive trend fra Bornholm kan forhåbentlig inspirere de forhandlere, som i denne tid diskuterer nyt regeringsgrundlag og kommer til at sætte retningen for den fremtidige landbrugspolitik. Hverken landmand, samfundsøkonomi eller eksport vil nyde godt af at stække dansk landbrug med yderligere restriktioner. Vi risikerer også at forværre både miljøet og klimaet på globalt plan – hvilket jo ikke ligefrem ligger i tidsånden
Læserbrev

Tisser du i bukserne? – Fat mod, der er hjælp at hente!

Debat: Tæt på 500.000 danskere døjer med inkontinens – det svarer til, at mere end hver 10. dansker ufrivilligt kan havne i en situation, hvor de tisser i bukserne. Alligevel er der meget få, der taler om deres problem og endnu færre, der får hjælp til at løse deres det. I weekenden var jeg med til at drøfte netop de udfordringer i en debat på årets Folkemøde. Her var patienter, læger og politikere enige om, at inkontinens skal på den danske sundhedsdagsorden. For der er i den grad brug for, at vi taler om inkontinens – så alle de danskere, der i dag lider i stilhed, kan få den hjælp, der faktisk er. Bryd tabuet Vi fortæller gerne om, at vi har ondt i ryggen, dårligt hjerte eller andre skavanker, men vi deler absolut ikke med nogen, at vi har problemer med at holde på vandet. Det er noget, vi skammer os over, og mange deler ikke engang de daglige udfordringer med deres allernærmeste. Inkontinens er desværre stadig et tabu, der lever i bedste velgående. Vi ved, at 4 ud af 5 danskere går alene med deres inkontinensproblemer i op til 5 år, før de går til lægen. Resten venter endnu længere med at søge læge. Og det er bare så ærgerligt, for inkontinens er netop et af de sygdomsområder, hvor der faktisk er hjælp at hente. Inkontinens koster – både for patient og samfund Vi skal tale om inkontinens, og vi skal udbrede budskabet om, at der er hjælp at hente. Vi skal reagere, når en person igen og igen siger nej til at tage med til fester og ferier. Vi skal reagere, når en person hele tiden render på toilettet. Og vi skal reagere, når en person begynder at sige nej til fysisk aktivitet. Årsagen kan være, at denne person er bange for at komme til at tisse i bukserne og derfor lever en dagligdag amputeret af social isolation. Vi dør ikke af inkontinens, men vores livskvalitet lider et gevaldigt knæk – og vi lever langt fra et værdigt liv med inkontinens. Vi skal også bekymre os om de millioner af kroner, det koster samfundet i udgifter til bind og hjælpemidler, for ikke at tale om påvirkningen af miljøet, når de skal bortskaffes. Så lad os nu tale om inkontinens! Få hjælp og få livet tilbage Der er rigtig mange sygdomsområder, hvor man enten ikke kan få hjælp, eller hjælpen er sporadisk. Det gælder ikke for inkontinens. Vi læger ved godt, hvordan vi kan hjælpe, men vi skal have danskerne til bryde tabuet og tale om deres inkontinens og gå til lægen. Vi kan behandle den påvirkede livskvalitet med bækkenbundstræning, medicin, operation eller noget helt fjerde. Vi har en hel pallet af løsninger til inkontinens. Ofte kan vi starte på at gøre en forskel bare ved at justere på folks drikke- og vandladningsvaner. Så hjælp os nu med at sprede budskabet om, at der er hjælp at hente – og det faktisk ikke kræver store ændringer at få sit gode liv tilbage. Opråb til omgivelserne Så i anledning af, at det er International Inkontinensuge, skal vi så ikke en gang for alle lave et opråb til alle de mange danskere, som dagligt lider i stilhed. Bryd tabuet og genvind din livskvalitet. Der skal så lidt til. Lad dig ikke styre af et liv i frygt for at tisse i bukserne. Tal med din læge og få hjælp til et værdigt liv.
Læserbrev

Events. Hurra for endnu et VM til Danmark

Debat: Det var en fantastisk begivenhed tilbage i 2018, da Danmark lagde is til VM i ishockey. Det er altid herligt, når en flot sport og fine fans lægger vejen forbi. Fra erhvervslivets side var vi også ganske begejstrede. For når tusindvis af sportsturister kommer til Danmark, så er det noget der kan mærkes på bundlinjen. Restauranter, hoteller og mange andre virksomheder kan selvfølgelig mærke, at der er mange flere turister end normalt. Og netop VM i ishockey var et drømmeevent set med Dansk Erhvervs briller. Turneringen strakte sig nemlig over hele 16 dage. Modsat andre såkaldte megaevents, hvor en enkelt kamp eller event har stået alene, så bød VM i ishockey på mere end 60 kampe. Det betyder, at arrangører og virksomheder har over et langt stræk kunnet kapitalisere på turneringen. Endelig er der det positive, at vi allerede har de nødvendige arenaer til begivenheden i Danmark, så vi skal ikke ud og bruge mange penge på at lave nye eller lave eksisterende om. På den baggrund er der alt mulig grund til at juble over, at VM i ishockey kommer til Danmark igen i 2025. Danmark bliver medvært med Sverige. I praksis betyder det, at den ene gruppe bliver afviklet i en dansk arena - ligesom to kvartfinaler vil blive afviklet i Danmark. Den anden gruppe vil så blive afviklet i Sverige, der også vil tage sig af semifinaler og finale. Selv om Danmark næppe vinder guld på isen, så vil vi helt sikkert spinde guld på begivenheden.
Læserbrev

Samfundet. Vi skal have samtalen og tilliden tilbage
Læserbrev

Vester Husby-sommerhuse. Debat præget af hykleri og dobbeltmoral

Debat: Efterlysning: Er der en voksen tilstede? Nej, i tilfældet hvor en lille skare af læserbrevsskribenter i Vester Husby forsøger at oplyse almindelige borgere og politikere i Holstebro Kommune om deres "vi alene vide", er man nu nået dertil at en, hvad han kalder sig selv, børnesagkyndig psykolog på usleste måde forsøger at indrage en 14 årig pige til at besætte borgmesterens kontor. Hvor lavt kan højtuddannede mennesker synke? Hvad mener du Bent Hougaard? Jeg er tæt på at sammenligne det med hvad IS krigere udsatte børn for, en bombe om maven og gør så meget skade som muligt Samme psykolog beklager sig over at mere end 30 debatindlæg ikke har givet anledning til debat. Der findes vel en sandsynlig forklaring: Der skal ikke ret meget research til for at finde ud af disse debatindlæg for de flestes vedkommende er skrevet med ført hånd af den samme lille gruppe, og der forekommer sjældent noget nyt ud over forskelligheden for underskrivere. Vel er der mange underskrivere på jeres protestliste. Jeg kan så fortælle, at en en større del af dem ikke var klar over de skulle spændes for et hav af mere eller mindre saglige læserbrevevis endelig en blander sig i debatten så bliver man da dagen efter savet midt over, så det kan da også være en plausibel begrundelse for ikke at blande sig. Men blande os, det skal vi, er jeg blevet belært om af Suzi Elena Apelgren, og jeg må så erkende at hun faktisk har ret, enhver har ret til bekymring, det kan der være mange gode grunde til , men man kan jo lade kommende sommerhusejere om selv at bekymre sig om deres hus kan sælges eller ej, om der kommer turister afhænger nok ikke af om der kommer 60 sommerhuse mere eller mindre, og Suzi er jo ikke ubekendt med at skaffe turister til området jf. research på hendes cv Det er bare lige når de kommer i baghaven stemningen skærpes, og det er da absolut heller ikke første gang hun er i krig med uduelige kommunalpolitikere som jo består, heldigvis, af almindelige mennesker som jo derfor må belæres om hvordan de skal agere, demokrati er nemlig ikke noget man hylder når vrede skal til udtryk Når jeg tidligere har givet udtryk for hykleri og dobbeltmoral så må jeg da bare sige at min research i området ikke har givet anledning til tvivl, det handler ikke om genopretning som området overhovedet ikke er en del af , det handler om at være i fred, det handler om ulovlige stier, det handler om ulovlige byggerier, det handler om ulovlig anvendelse af miljøskadelige byggematerialer etc. Om hun vil betegne sig selv som klimatosse må være hendes sag, jeg betragter ikke nogen som klimatosse da vores klima kan være alvorlig nok, og naturligvis skal der tages hensyn til kommende generationer, vi skal bare have det ned på et plan hvor ærlighed og værdighed også har sin plads, Det er jeg sikker på man også mener i Byrådet i Holstebro Kommune, og jeg har stor tillid til at HC. & Compagni gør hvad de føler bedst for kommunens borgere, også jer i Vester Husby I har brugt meget energi på at rose det gamle sogneråd i Husby, er der nogen som kan bekræfte en historie jeg har hørt? Grunden til der ikke blev udlagt flere sommerhusgrunde var at den indkøbte københavnske arkitekt var så dyr at der ikke var flere penge i kassen da hun havde fået sine, og uden penge ingen udstykning. Det er nok bare en skrøne!
Læserbrev

Læserbrev: Struers DNA er ikke lyd, men handel, liv, virksomhed, initiativ og engagerede borgere

Debat: Der er noget helt symbolsk i, at DSB-lokomotivet på hotellets gavl i Bredgade lukker dampen ud efter ankomsten til Struer. Der er også noget symbolsk i, at kommunen nu har droppet brugen af det gamle byvåben og ved byens indfaldsveje har forsynet byskiltene med noget flagrende hår, som viser, at fastheden er opløst og nu flagrer vildt i vinden. For en del år siden sagde en gammel struerbo til mig, at i Struer falder alt til jorden. Om han dengang tænkte på Radio Struer, Struer Garden eller skøjtebanen ved bowlingcenteret ved jeg ikke, men selv var han en af dem, der havde været positiv engageret på mange måder. Jeg syntes ikke dengang, at han havde ret, men ved nærmere eftertanke og opregning kan jeg godt se, at han har det – kunne jeg bare bruge datid og sige, at han havde det. Desperat har byrådet ansat 5 mennesker til at skabe lyd i det, som mere og mere kommer til at ligne et lyddødt rum fra en virksomhed, hvor den lokale administration nu kan rummes i et hjørne af aluminiumsværkstedet. Tør man tro på projektet? I følge en indkaldelse til generalforsamling i turistforeningen, skal projektet i hvert fald have en sikker plads i bestyrelsen på bekostning af handelsstandens. Hvordan er det lige turister, som kommer til Struer, oplever usynlig lyd? Noget for øjet har byrådet dog gjort ved at plastre forskellige ledige arealer i byen til med forskellige former for skodkunst. Hvis man ikke klapper begejstret i hænderne over alt, hvad man kan finde på at kalde kunst, får man straks klistret en rindalistisk mærkat på ryggen. Det var da en trøst, at mere end 1000 struerborgere for 10 år siden bad om - og personligt argumenterede for - at få Lille Torv ryddet, hvilket blot udløste en særdeles arrogant borgmesterafvisning. Engagerede borgere er et stort aktiv for en by. Lyd er Struers DNA hører man igen og igen. Nej! Struers DNA er handel, liv, virksomhed, initiativ og engagerede borgere. Så kan Staten berøve os politi, postvæsen, arbejdspladser ved DSB og sikkert mere til. Så kom det ikke bare ud gennem sidebenene , men som i eventyret om Klods Hans kom det også i avisen.

Leder For abonnenter

Roadpricing: Det skal være realistisk
Læserbrev

Odin Teatret. En næse til formanden

Debat: I Dagbladet fredag den 13. kunne læses, at vores kære Odin Teater kom ud af året 2018 med et gedigent underskud og med en væsentlig negativ egenkapital! Kultur- og Fritidsudvalget havde behandlet sagen og man kan roligt sige, at afgørelsen sikkert berettiget uddelte en ganske kraftig kritik af både ledelse og bestyrelse. Afgørelsen indeholdt også markante krav til en opstramning, månedlig budgetopfølgelse og en troværdig redegørelse for, hvordan en genopretning kan finde sted. Ledelsen og bestyrelsen får travlt - herunder kulturudvalgets formand, der er medlem af bl.a. Odin Teatrets bestyrelse. Og så er det lige jeg spørger: "Er det nu så smart"? Det er ikke ualmindeligt, at der er udpeget byrådsmedlemmer til bestyrelserne i kommunens kulturinstitutioner. Men hvor hensigtsmæssigt er det, at disse samtidig har sæde i kulturudvalget, der behandler og beslutter alt vedrørende budgetter og regnskaber for de samme institutioner? Er der et habilitets spørgsmål, der skal løses og vurderes. Med kulturudvalgets beslutning vedrørende Odin Teatret kan man roligt sige, at udvalget har givet sin egen formand en næse for dårligt bestyrelsesarbejde. "Er det nu så smart"?

Læserbrev

Sundhed. Selvfølgelig skal AUH fortsat tilbyde hjemmedialyse

Debat: Afdelingen for Nyresygdomme på AUH (Aarhus Universitetshospital) har foreslået at afskaffe muligheden for at få hjemmedialyse. Forslaget vil betyde en kæmpe forringelse for de patienter, der bliver ramt af det. Hjemmedialyse giver et patienterne mulighed for at have en meget mere normal hverdag, hvor dialysen kan tilrettelægges efter behov i forhold til eksempelvis arbejde og familieliv. Derfor kan jeg naturligvis ikke bakke op om forslaget. Selvfølgelig skal AUH fortsat tilbyde hjemmedialyse. Det vil være helt urimeligt at fjerne et så godt tilbud, især når besparelsen samlet set for regionen er meget, meget lille. At der overhovedet er stillet et forslag om at spare hjemmedialyse væk, ser jeg som et udtryk for, hvor meget der er blevet sparet i sundhedsvæsnet de seneste år. Behovet for behandlinger er steget, og det samme er medicinpriserne. Men bevillingerne er ikke fulgt med. År efter år er regionerne blevet pålagt at spare to procent. Nu er kravet godt nok reduceret til 0,5 procent, men det hænger stadig ikke sammen. Det håber jeg, vores kommende regering er opmærksom på, når sundhedsvæsnets økonomi i 2020 skal fastlægges i økonomiforhandlingerne mellem regeringen og regionerne lige om lidt.

Læserbrev

Skoler. S-forslag om frie skoler er et skridt på vejen – men i den forkerte retning

Debat: Socialdemokratiets forslag om ikke at skære i tilskuddet til de frie skoler, der ligger i landdistrikter, er et første skridt på vejen. Desværre går de i den forkerte retning. Med forslaget anerkender Socialdemokratiet, at frie skoler kan være et godt og nødvendigt alternativ til folkeskolen. Det er klogt og fornuftigt. Problemet er, at de frie skoler også kan være et værdifuldt og vigtigt alternativ andre steder end i landdistrikterne. Nogle børn trives bedst på en lille friskole, andre når skolen prioriterer det praktisk-musiske område, andre igen på prøvefrie skoler eller på skoler, som er helt fri fra folkekirken eller har en mindre frivol seksualundervisning – og dem alle er der et alternativ til på de frie skoler. De frie skoler et udtryk for mindretalsbeskyttelse. Mens folkeskolen er skolen for alle, er de frie skoler for dem, som ikke lige kan se sig der. Og de bygger på, at forældrene har retten til at vælge, hvordan deres børn skal dannes. Det er netop den ret, Socialdemokratiets nye forslag lader hånt om. Partiet sparer på mindretallets skoler og gør det dyrere for helt almindelige familier at vælge skoler, som passer til netop deres børn. Socialdemokratiet påstår, at besparelserne på de frie skoler skal bruges til at styrke folkeskolen. Humbug. Det er kommunerne, som bestemmer, hvor meget de investerer i folkeskolen, og medmindre Socialdemokratiet vil sætte det kommunale selvstyre ud af kraft eller indføre en statsskole, har partiet ingen indflydelse på, om besparelserne på de frie skoler havner i folkeskolen. Folkeskolen bliver ikke bedre af, at politikerne sparer på de frie skoler. Den bliver bedre af, at I investerer i den. Det er det, der er brug for. Så, socialdemokrater, gå gerne videre, men gå nu i den rigtige retning.
Læserbrev

Konservative. Tak for jeres støtte - og god sommer
Læserbrev

Klima. Lad os lære af udlandet og stormflodssikre nu

Debat: Ingen er i tvivl om, at klimatruslen er alvorlig. Men i den offentlige debat om kød og flyrejser, må vi ikke glemme, at den største klimatrussel mod Danmark er stigninger i havvandsstanden og at de kommer på baggrund af de udledninger, som allerede er sket. Vi er et af de mest sårbare områder i Europa, når havene stiger, hvilket vi da også har fået en forsmag på mange steder i landet i de senere års storme. Historisk set bygges stormflodsbarrierer først, når stormen har raset og skaden er sket. Men det er for sent, hvis vi kigger på de erfaringer, som særligt Holland og England har gjort. De to lande har gennemført nogle af Europas største stormflodssikringer omkring Rotterdam og London. Ingeniørerne bag løsningerne kunne ved en nylig konference i Danmark fortælle, at alene det at planlægge og modne stormflodssikringer kan tage op til 30 år. Vi er altså nødt til at være på forkant og kan ikke vente, til stormen har raset. Stormflodssikring er ikke en standardløsning, men skal tilpasses det enkelte sted og dets særlige kendetegn og behov. Derudover skal den udformes, så den kan justeres, hvis risikoen for forhøjet vandstand øges. Det er et stort arbejde og kræver både ressourcer, forhandling og enighed. I modsætning til Holland og England har Danmark valgt at decentralisere opgaven og gøre kommunerne ansvarlige for at planlægge og styre stormflodssikring, selvom planlægningen er mest hensigtsmæssig på stor skala. Et godt sted at starte kunne være at melde Danmark ind i et internationalt netværk, der udveksler erfaringer og giver gode råd til planlægning, opbygning og drift af stormflodssikring. Det har både Holland og England stor glæde af. Vi kan med fordel også oprette et tilsvarende nationalt netværk, hvor stormflodsaktører, herunder kommunerne, kan bistå hinanden med ekspertise. Dette netværk kunne med fordel bygge på de aktiviteter som Realdania allerede har iværksat. Klimaforandringerne kræver, at vi handler nu. Vi står i samme situation som London gjorde for årtier siden, da havvandet begyndte at stige i Themsen. De kunne vælge at lade stå til, flytte London, bygge højere kajkanter eller bygge stormflodsbarrierer. De valgte det sidste, og det er nu vi i Danmark skal i gang med storskala-planlægningen for at vide om vi skal gå samme vej, eller om der findes andre mere værdifulde løsninger
Læserbrev

Debat: Vi har brug for de folkevalgte regionsråd – de sikrer den geografiske balance

Debat: Jeg forstår ikke, at Lars Løkke og Venstres folketingsgruppe vil nedlægge de folkevalgte regionsråd og lade meget af magten overgå til embedsmænd. De folkevalgte regionsråd er livsvigtige – for at vi kan bevare geografisk balance i regionerne. Det viste regionsrådet i Region Midtjylland så sent som ved forhandlingerne om budget for 2019. Embedsmændene havde i budgetforslaget foreslået store centraliseringer af undersøgelser og operationer - som skulle flyttes til Østjylland og Århus. Men regionsrådets medlemmer – på tværs af partierne stod sammen – og sikrede blandt andet, at vi fortsat i Vestjylland har trombolyse-behandling på Holstebro sygehus og en brystkræftkirurgisk afdeling på Viborg sygehus. Sundhedsministeren har sagt, at regionerne ikke lever op til deres opgaver. Men vi skal alle huske, at regionerne må ikke udskrive skat. Det er folketinget, der tildeler den enkelte region en økonomisk ramme – til at klare alle opgaver på sundhedsområdet! Så sundhedsministeren har også et medansvar for, at regionerne får tildelt den nødvendige økonomi til opgaverne. Personligt har jeg selv fået et nyt knæ på Holstebro sygehus, er blevet opereret for brystkræft på Viborg sygehus og har fået strålebehandling på Herning sygehus – overalt har jeg mødt meget dygtige læger og sygeplejersker og velfungerende afdelinger. Jeg synes Region Midtjylland gør det godt. Jeg har været medlem af Venstre i mange år, - og har indtil nu troet på at en del af Venstres dna var, at Venstre gik ind for et decentralt folkestyre. At nedlægge de folkevalgte regionsråd vil være ødelæggende for den geografiske balance. De folkevalgte har kendskab til deres lokalområder – det har embedsmændene ikke. Det er mit indtryk, at vi er mange som plejer at stemme på Venstre, men som ønsker at bevare de folkevalgte regioner. Vi har brug for de folkevalgte regionsråd!